Jorden rundt

Turen er slut..

2009-04-26T14:46:00.004+02:00

På denne blog fulgte I Julie og Frederiks rejse rundt om jorden. Rejsen startede d. 16. august 2008 og endte d. 4. april 2009.

Den 8 måneders lange rejse strakte sig over følgende lande:Brasilien - Argentina - Peru - Mexico - USA - Canada - Fiji - New Zealand - Australien og Thailand.

Der bliver ikke udgivet flere indlæg før næste jordomrejse;-)
I kan dog stadig finde alle de gamle indlæg i arkivet i højre side!

Turens sidste indlæg (d. 30.3.09 - 10.4.09)

2009-04-10T19:20:00.012+02:00

Efter 4 spændende og hektiske dage i Bangkok glædede vi os rigtig meget til at komme ned til den lille ø; Koh Samed, der ifølge guidebogen skulle være et sandt paradis. Derfor stod vi tidligt op søndag morgen og det lykkedes os at komme til busstationen lige i tid til at fange bussen kl. 8. Transport er rigtig billigt i Thailand, så den 4 timers lange tur kostede os kun 113Baht/17 kr. inkl. air-condition. Turen gik glat og vi blev kørt direkte til havnen hvor færgen gik få minutter efter ankomst. Vi havde allerede udset os et resort der havde fået gode anmeldelser i bogen og blandt andre rejsende og som lå tæt på ”der hvor det sker” men langt nok væk til at være i fred og have egen strand. Derfor tog vi en taxi direkte til ’Tub-Tim Resort’. Øen har kun en vej, der er meget bumpet og taxierne er pick-up trucks med bænke på ladet, så der sad vi med 4-5 stykker bagage hver og 6 thailændere, mens vi forsøgte at forhindre at hverken bagagen eller vi selv røg af.

Da vi nåede frem til resortet, blev vi hurtigt enige om at det var det helt rigtige. Selvom det var en smule over budget fik vi meget for pengene og selv om vi ikke kunne få rabat, aftalte vi alligevel at vi kunne bruge internettet gratis. Hele resortet lå idyllisk placeret lige ned til stranden, hvor det havde en stor og flot loungeagtig bar og restaurant og bagved lå de magelige bungalows, med air-condition, terrasse toilet og bad. Vi fik hurtig installeret os og skyndte os ned til restauranten hvor vi sad ved strandkanten og fik en god club sandwich. Resten af dagen tog vi med ro og så glade frem til at tilbringe de sidste 10 dage af turen i sus og dus.

Mandag morgen var vi allerede belejret af en kat, der viste sig at blive boende hos os med jævne mellemrum resten af tiden på øen. Ellers startede dagen roligt med lidt solbadning om formiddagen og endnu mere om eftermiddagen. Om aftenen tog vi en tur ned for at kigge på barerne og det endte hurtigt i en mindre pub-crawl, hvor den ikke fik for lidt, slet ikke for Julie.
Så næste dag stod den selvfølgelig på tømmermænd for hendes vedkommende, men i løbet af dagen gik det efterhånden op for os, at der var noget mere galt idet alkoholen uden tvivl var det Julies stadigt aktive sygdom havde mindst brug for. Slet ikke nu hvor hun tog mindre medicin end hun burde. Vi skyndte os derfor at ringe hjem til vores danske læge fra rejseforsikringen, som sagde at hun skulle ta’ det roligt, gå op i medicin og ringe til ham i morgen. I mellemtiden ville han sørge for noget nyt medicin, så snart vi kom til Bangkok.

Onsdag så Julie umiddelbart ud til at have fået det bedre og vi hyggede os hele dagen ved stranden og om aftenen kunne hun glade fortælle lægen at det havde hjulpet.
Dagen efter så det imidlertidigt rigtig skidt ud og hun lå en stor del af eftermiddagen med længerevarende mavekramper og generelt ubehag. Efter at have rådgivet os med Gouda, lægen og forældre blev vi enige om at det bedste nok ville være at tage tilbage til Bangkok og blive efterset af en læge. Hovedstaden lå jo ikke mere end en halv dags rejse væk, så vi ville hurtigt kunne vende tilbage og nyde resten af ferien.

Næste dag havde Julie det stadig ikke for godt. Vi pakkede sammen og tog samme tur tilbage, taxien kostede dog 10 gange mere denne gang, da vi kun var to personer. Han lovede dog at få os frem til færgeafgangen kl. 09 som vi havde billet til, men da vi havde fået vores ting af taxaen og bevæget os over til billetkontoret kunne vi se færgen sejle væk i det fjerne. Da vi gik tilbage til parkeringspladsen var taxaen selvfølgelig væk, så vi købte nogle nye billetter til afgangen 9.30.
Bussen som vi tog på fastlandet var planlagt til at ankomme en halvtime før vores tid på hospitalet, hvilket ikke burde være noget problem, da hospitalet lå tæt på busstationen. Men bussen var selvfølgelig forsinket så lidt over tre ankom vi til hospitalet, som var utrolig moderne og havde dørmænd der tog imod vores bagage og kørte den ind for os. I receptionen (det var nærmest et helt hotel) fortalte vi at vi havde en aftale med doktor Tanak og Julie blev oprettet i deres system og henvist til en venteplads. Efter at have ventet lidt gik vi op til skranken og spurgte om ikke der var noget galt, da vi havde tid til klokken tre. Så fik vi at vide at lægen ikke var på arbejde i dag. Efter lidt forvirring blev vi fulgt op til den rigtige afdeling og fik fat i vores læge.

Efter at have forklaret ham problemet, sagde han, at han havde noget mere medicin til Julie. Det forstod vi ikke helt og forklarede endnu engang at hun havde smerter og at det stod ret dårligt til. Så blev han pludselig forvirret og sagde at han bare havde fået at vide fra rejseforsikringen at han skulle udskrive noget medicin til os. Da problemet gik op for ham, anbefalede han os at Julie blev indlagt og forklarede os, at det ikke ville være sikkert at tage tilbage til øen hvis noget alvorligt skete og at hun heller ikke ville være i stand til at flyve i hendes tilstand. Efter et par dages observation kunne vi finde ud af hvad vi skulle foretage os. I løbet af samtalen havde vi været i kontakt med både vores danske læge og rejseforsikringen, hvor førstnævnte egentlig gav udtryk for at en indlæggelse nok ville være det bedste hvis det, var det den thailandske læge anbefalede os. Så fandt han ud af at rejseforsikringen havde booket os ind på et andet hospital end han havde anbefalet og reagerede straks, han synes vi skulle se at komme hjem. I mellemtiden var Julie halvvejs indlagt; havde fået hospitalsbånd om håndleddet, taget blodtryk, blevet målt og vejet og sygeplejerskerne var klar til at lægge drop.
Vores danske læge Mogens bad om at tale med Tanak og forklarede ham at Julie ikke skulle indlægges. Bagefter tog han fat i rejseforsikringen og bad dem skaffe et fly til Danmark hurtigst muligt, så Julie kunne komme hjem. En halv time senere blev vi ringet op af Goudas rejseagent og fik rejsedetaljer til et fly 6 timer senere.

..Og så skulle vi pludselig hjem. Vi fik fat i vores forældre og fortalte at vi kom hjem 6 dage tidligere end planlagt og brugte de sidste to timer med at få købt et par af de souvenir vi havde planlagt at købe når vi kom tilbage. Lørdag morgen landede vi i Kastrup og blev vel modtaget af vores familier, der stod klar med flag og kaffe selvom de havde været meget tidligt oppe.

Den sidste uge har vi så brugt på at falde til i det hjemlige tempo igen og vænne os til de danske temperaturer. Julie har fået foretaget nogle undersøgelser og venter på at finde ud af hvor slemt det er med hendes sygdom, men lidt danske rammer og madlavning har allerede lagt grund for bedring.
Tak fordi I har fulgt med på bloggen. Vi har haft en fantastisk rejse, der har været hver en krone værd og som helt sikkert kan anbefales til ung og gammel. Så snart vi har fået sorteret i vores knap 4000 billeder, håber vi på at holde et oplæg for jer alle. Ha’ en dejlig påske!

Bangkok (den 25.3.09 - 29.3.09)

2009-04-02T05:08:00.022+02:00

Bangkok overraskede på mange måder.... Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men havde hørt at det skulle være en beskidt by. Det var dog ikke det som faldt mig først ind, da vi kørte mod byen fra lufthavnen, hvor vi var landet ved 6-tiden om morgenen. Der var allerede lyst og man kunne ane smoggen omslutte byen, men som vi kom nærmere var det nærmere en stemning der omslutter byen. En helt fantastisk energisk og forunderlig stemning - jeg var fascineret. Om det var taxa-chaufførens yndige udsmykning af forsædet, hvilket inkluderer både bøger, rødder og andre religiøse symboler eller om det var de høje bygninger der tårnede sig op, side om side med markeder, madboder, tusindvis af mennesker på farten og storslåede forgyldte templer eller måske noget helt andet, jeg ved det ikke... Bangkok er virkelig en by, hvor man mærker man lever.

Første dag blev vi for alvor testet på mange måder. Efter vi var tjekket ind på vores fantastiske guesthouse gik vi en tur ud i byen for at se os omkring. Vi startede med at gå hen til Alantasamakhom Palace, der ikke lå så langt væk. Efter at have studeret bygningen lidt fangede vi en af de kendte Tuk-tuk's og bad ham køre os til en bådplads, hvorfra vi ville tage en båd ned af den brede flod der går gennem byen. Turen dertil blev godt nok vild. Vores Tuk-tuk-chauffør mente måske han havde lavet en dårlig handel - han jordede i hvert fald bare afsted, ud og ind mellem bilerne og engang i mellem smuttede han sågar over i modsatte vejbane! Vi holdte bare skrækslagne fast i den lille vogn, bad en hurtig bøn og krydsede fingre for at der ikke ville ske noget. Det gjorde der heldigvis ikke. :-)

Da vi steg ud ved bådpladsen, troede jeg først at det regnede, fordi det så sådan ud når man kiggede ud på floden. Det viste sig at være fisk! Tonsvis af fisk - kæmpestore! - over det hele! De vadede nærmest oveni hinanden og gik helt amok når der var nogen der kastede brød ud til dem. Det var meget skræmmende, synes jeg. Efter vi havde stået der et stykke tid og prøvede at gennemskue sejlplanen uden held kom en båd, men ikke den rigtige. Den lagde til flere gange og den ene gang sejlede den nærmest ind i broen, så det hele rystede... Skøre båd! Vi opgav og begav os ned af vejen, hvor vi gjorde stop ved et gadekøkken for at få frokost. Efter frokosten gik vi videre ned, uden rigtig at have en plan.

Vi stødte ind i en Thailænder der var meget ivrig for at hjælpe os. Han tegnede helt vildt på vores kort og skrev steder ned han synes vi skulle se. Han snakkede en masse om at i dag var "Buddha-dag", så derfor var det gratis at komme ind og se mange af de templer der normalt var lukket. Vi aner ikke om han havde ret men vi hoppede i hvert fald på den. Han fik fat i en ny Tuk-tuk og forklarede ham at han skulle tage os alle steder hen for kun 40 baht, 20 pr. mand (= 3 dkr.) - på den betingelse at vi lige kiggede forbi en "export-butik" for at chafføren kunne få et benzin-stempel. Det var okay med os.

Stop nr. 1 hed "Standing Buddha" og var en meget stor stående buddha. Nr. 2 hed "Lucky Buddha" og var en "almindelig" buddha-figur i et tempel. Inde i templet mødte vi en anden thailænder vi faldt i snak med. Vi drøftede planen med ham og han synes den lød meget god, dog mente han at vi skulle overbevise chaufføren om at tage hen til noget der hedder C.J. Collection i stedet for exportbutikken, fordi denne tilsyneladende skulle være svindel og humbuk. C.J. Collection var heller ikke et sted Tuk-tuk'erne normalt kørte hen. Men overraskende nok var det der vores Tuk-tuk-chauffør stoppede på vej til stop nr. 3 og vi havde ikke sagt noget til ham om manden vi mødte i templet.

Vi gik ind i butikken og kom om i baglokalet sammen med chefen. Her startede den helt store salgstale for at få os til at bestille et skræddersyet jakkesæt hos ham. Han fremviste os flere modeller, pralede med alle hans kunder og hvor billigt det var i forhold til i Europas mærkevarer. Vi forklarede ham at vi ikke stod og manglede et jakkesæt og satte os derefter ud i Tuk-tuk'en igen. Vores chaffør takkede (han havde jo fået sit benzin-stempel nu) og spurgte om han ikke kunne hjælpe os med et eller andet, hvorefter vi sagde nej tak - vi ville bare gerne videre til nr. 3 "Black Buddha". Så forklarede han at det var bedetid og at vi ikke kunne besøge den lige med det samme, men at han gerne ville køre os til turistinformationen, så vi kunne bruge ventetiden der. (Vi aner ikke om han har haft ret eller bare har snydt os...)

Anyway, så stoppede han foran noget der lignede mere et rejsebureau end et informationscenter og her blev vi også med det samme ledt ind på chefens kontor. Vi fortalte ham hvor vi ville hen efter Bangkok og han kom med nogle forskellige tilbud på rejser vi kunne købe. Heldigvis havde vi lavet hjemmearbejdet og regnet på priserne og hans priser var langt over hvad vi var kommet frem til. Da vi spurgte hvorfor, sagde han at alt var udsolgt pga. at det var Thailandsk nytår og at han tilbød sin private suite til os, da det var det sidste han havde tilbage. Vi troede ham heldigvis ikke og fandt senere ud af at det hele var fis og humbuk (igen!).

Vi kom ud i Tuk-tuk'en og han kørte os endelig til "Black Buddha". Da vi kom var templet stadig lukket pga. bedetime og vi satte os til at vente. Her faldt vi igen i snak med en Thailænder, der forklarede om en fantastisk fidus. Han virkede utrolig lusket og jeg forstår stadig ikke, hvorfor han var så ivrig for at overbevise os om hvor fantastisk fidusen er! Han boede i Sydney, arbejdede med thai-mad omkring Kings Cross og rejser til Thailand et par gange om året i forbindelse med en speciel promotion-week vi også var blevet fortalt om i forbindelse med C.J. Collection, hvortil det nøjagtig denne dag skulle være sidste dag. Han købte diamanter og sendte dem hjem til kæresten i Sydney. Når han så kom hjem solgte han dem videre til en australsk guldsmed og det tjente han fedt på. Han sagde også at han havde en bror der var flyttet til Sverige og gjorde det samme. Han spurgte om ikke vores rejse havde været dyr og om vi ikke manglede penge når vi kom hjem osv.
Jeg blev nærmest hidsig på ham, fordi det umuligt kunne være lovligt at gøre sådan noget og at jeg ikke kunne forstå han synes det var fedt. Frederik derimod var mere interesseret i tilbuddet og fik han navnet på butikken. Thailænderen forklarede også hvilke sten han skulle købe, hvor mange og vise ham sin egen kvittering på hans køb.

Efter at have siddet der godt og vel en halv time fik vi at vide at vi skulle vente yderligere halvanden time, hvis vi ville se "Black Buddha". Derfor gik vi ud til Tuk-tuk'en og sjovt nok spørger chaufføren med det samme om ikke vi er interesseret i smykker. Han forklarer at han kan få endnu et benzin-stempel, hvis vi kører forbi en butik undervejs og kigger. Han tilbyder at køre os gratis rundt, hvis bare vi lige vil kigge forbi smykkebutikken og vi går med til det.

Selvfølgelig viser det sig at være selv samme butik som thailænderen snakkede om og vi bliver vist rundt af en dame der forklarer os om smykkerne. Samtidig er der en anden thailænder inde i butikken, i gang med at købe noget. Det viser sig at han benytter sig af selv samme fidus og prøver ligesom ham den anden at overbevise os om at vi kan tjene gode penge på det. Jeg bliver bare hidsig og siger til Frederik, at jeg ikke ønsker at deltage i noget som helst og at hvis han vil sende nogle diamanter hjem, må han sende dem til sig selv. Heldigvis er han også blevet mere kritisk overfor det hele og vi går ud af butikken igen. Her viser det sig at vores Tuk-tuk's motor er blevet for varm til at vi kan køre videre.

Efter et kvarters ventetid er vi afsted e igen - næste stop nr. 4 "Wat Benchamabophit Marble Temple" som egentlig er meget flot, så her bruger vi lidt tid på at gå rundt og kigge. Da vi kommer ud igen er vores Tuk-tuk-chauffør væk. Sandsynligvis fordi vi sagde at vi ikke gad flere Benzin-stempelstop, da aftalen kun lød på et og vi havde mindst skaffet ham to! De andre Tuk-tuk'ere grinede af os da vi sad og ventede på ham, de sagde han var taget hjem. Solen var hurtigt på vej ned nu hvor klokken efterhånden var blevet mange og vi manglede stadig et stop: "Golden Mountain", hvorfra vi skulle se solnedgangen. Vi prøver at snakke med de andre Tuk-tuk's, men ingen gider at køre billigt uden et "ekstra stop", hvilket vi hverken gider eller har tid til, så vi begynder at gå. Et godt stykke længere nede kommer vi på en bus og kører lidt med den inden vi går det sidste stykke selv. Da vi så endelig når frem til Golden Mountain er det lukket! ØV! Men ja, så har vi lært det med... Stol aldrig 100% på thailændere.

Vi sluttede dagen af med 2 måltider mad på to forskellige gadekøkkener, hvor vi i det første fik prøvet "nationalretten" Pad Thai. Da vi tog en Tuk-tuk tilbage til vores guesthouse var vi godt udmattede. Det havde været en lang, men spændende dag.

Torsdag var shoppe-dag. Bangkok har et utal af kæmpe shoppingcentre og hele dagen var sat af til shopping! Vi havde forventet knaldgode priser, men da vi ankom til Siam Discovery, hvor vi startede, var alle priser som derhjemme - hvis ikke mere! Derfor brugte vi ikke alt for lang tid i de ellers gode shoppingcentre, men vi delte en Starbucks for tre gange aftensmad i et gadekøkken... Det siger lidt om priserne! Og Starbucks var endda meget billigere end hjemme.

Over middag endte vi ved et shoppingcenter kaldet Pratunum, hvor der ikke var mange butikker åbne, rulletrapperne ude af drift og det man kunne købe... det var noget værre skrammel. :-) Herefter tog vi metroen et stykke ud af byen og forsøgte os et sted der hedder "Ari" også uden held. Dog viste lyset sig for os da vi afsluttede dagen i et center overfor Siam Discovery, "MBK" hedder det. Wow, jeg har aldrig set noget lignende. Her var gang i den hel vilde kopihandel! Det var sjovt at gå rundt mellem de mange boder og se på tøj, elektronik og smykker til spotpriser. Jeg endte med at købe en lille transportabel højtaler for ca. 70 dkr. - Frederik overvejer stadig om han skal investere i en mobil, men det finder vi ud af når vi vender tilbage, for det gør vi helt sikkert!

Det er vildt at køre i Tuk-tuk!

Aftenen brugte vi på den berygtede og berømte Khao San Rd., hvor der altid er gang i den og fest. Det var der også da vi kom. Det var meget sjovt at se; et virvar af neonskilte, barer og restauranter, tatovører og massører, hoteller og boder - alt sammen mast sammen på en lille vej proppet med mere eller mindre fulde turister, gamle som unge. Igen endte vi tilbage i vores oase sent om aftenen... Mine øjne svier altid på grund af alt osen og Frederiks hud er sort af skidt - det må ikke være særlig sundt at opholde sig længere tid i Bangkok, her er virkelig beskidt. Vi går mere og mere over til almindelig taxa i stedet for Tuk-tuk's. Det er sundere fordi man ikke sidder med hovedet i udstødningen - og billigere!

Fredag er kulturel dag og vi trækker i det pæne VARME tøj for at være anstændig påklædt til "Grand Palace". Det er et stort område med flere kongelige- og regeringsbygninger, centrale for Bangkok siden byen blev hovedstad i 1782. Det er her det Thailandske kongehus opholder sig... Dem var vi dog ikke inde at hilse på, det kunne ellers have været sjovt. Men kongehuset betyder enormt meget i Thailand, der er hænger i hvert fald store billeder af regentparret overalt i byen. Grand Palace og alt hvad det indebærer var bestemt spændende, selvom jeg ikke mindes at have svedt så meget før i mit liv! 30 grader eller mere, skyfrit og mig med lange ærmer, bukser og lukkede sko, puha! Bagefter kig vi rundt om Grand Palace, om til "Wat Phra Chetuphon", hvor der var en gigantisk "Declining Buddha".

Nu mente vi efterhånden at vi havde fået dækket vores kulturelle buddha-behov, så vi tog en taxa til et hospital for at skaffe medicin til mig, jeg havde nemlig regnet ud, at jeg ville løbe tør inden vi kom hjem, hvis ikke jeg skaffede mig noget mere. Det lykkedes desværre ikke så godt, for ifølge lægen på hospitalet har de slet ikke den medicin i Thailand, så buhu, jeg må bare trappe ned på tre piller om dagen og se hvordan det går. Hen på aftenen tog vi ned til den sidste relevante del af byen, vi endnu ikke havde været i, nemlig Silom og Sathorn-området. Her brugte vi lidt tid på at gå og kigge og endte vi Healthland Massage & Spa, som jeg havde udvalgt blandt de mange muligheder. Jeg havde i forbindelse med Frederiks fødselsdag foræret ham et gavekort til sådan et sted for 1000 baht, så det skulle selvfølgelig prøves. Stedet var enormt lækkert og fint, men stadig billigt! Vi prøvede en times fodmassage, der også gik op til knæet + at skulder, nakke og fingre lige fik sig en omgang. Total luksus for kun 250 baht pr. næse, dvs. knap 40 dkr.! Det var en god oplevelse og vi vil helt sikkert vende tilbage hertil inden vi flyver hjem, for vi skal da også lige bruge resten af gavekortet. ;-)

Lørdag var markedsdag, nærmere bestemt det berømte weekendmarked, som er et af verdens største. Det var godt nok også vildt stort! Vi brugte hele dagen der, fra morgen til eftermiddag og fik langt fra set hver enkel bod. Men det vigtigste kom vi dog igennem. Der var mange spændende boder og flere ting vi var interesserede i, dog var vi lidt skuffede da vi endte med at tage derfra uden det store, kun en lampekæde og to armbånd til Frederik. Det var meget hårdt at vandre rundt i mellem de små boder der var overdækkede og i grupper.

Jeg vil skyde på at temperaturen har været oppe i midten af fyrre grader inde i nogle af boderne! Til sidst havde vi fået nok og smuttede tilbage til oasen, slappede lidt af og fik god aftensmad. Hen på aften var vi så afsted igen, denne gang på natbazar i Lumphini-området og det var en bedre oplevelse. Vi blev positivt overraskede over udvalget og der var meget bedre plads, en mere afslappet, behagelig stemning. Her gik vi og hyggede indtil klokken blev mange og vi skulle tilbage. Og vi fik også købt lidt mere! (Hemmeligheder :P)

Søndag morgen stod vi meget tidligt op og tog afsted mod Koh Samed, en ø 4 timers kørsel fra Bangkok. Dette dejlige sted kommer i til at høre meget mere om i næste og SIDSTE blog!! :D Glæd jer!

Regn og cykloner, surf og sjov - Mod Brisbane fortsat (den. 17. - 24. marts)

2009-03-25T04:02:00.010+01:00

(OBS. Forrige indlæg kom ikke ud med mail, så vores abonnenter må læse det på jord-omrejse.blogspot.com)

Onsdag morgen stod vi som skrevet op til et mildt regnvejr, der hurtigt udviklede sig til skybrud. Derfor var vi ikke mange minutter om at få alle vores ting pakket sammen og komme ud af ellers så flotte Airlie Beach. Grundet det pludselige vejrskift fra gårdagens sol og blå himmel, besluttede vi os for at bruge dagen på at køre, da vi stadig manglede et godt stykke til Brisbane (Australien ER virkelig stort!). Dagens mål blev Bundaberg, men selv om vi kørte 7-8 timer nåede vi ikke helt derned, da sluserne fra himlen af og til var så åbne, at vi var nødt til at sætte farten ned på grund af nedsat sigtbarhed og aquaplanning.
Sidst på eftermiddagen lykkedes det at slippe væk fra regnen og efter mørket var faldet på, besluttede vi at stoppe ved en lækker campingplads der lå belejligt ud til hovedvejen.

Da Julie havde afsluttet sidste blogindlæg, fortsatte vi mod Bundaberg hvor vi håbede at vi senere på dagen, kunne komme til at overvære havskildpadder komme op på stranden og ligge æg. Men da vi kørte ind på informations centeret for at få et kort over byen viste det sig, at der havde været en cyklon og ødelagt stranden, så man regnede ikke med at skildpadderne ville komme tilbage før næste år. Vi havde godt hørt om cyklonen, men vidste ikke at den havde ramt her. Vi fik også bekræftet at selvsamme cyklon har totalt smadret Fraser Island og at der stadig ikke er meget at tage derud for. -Det havde vi også fået at vide af en englænder en uge tidligere, der havde været på Fraser en uge før cyklonens indtog og sagt at det havde været hendes bedste oplevelse i Australien. Regnen var nu også for alvor vundet tilbage, så vi var lidt ærgelige over det hele.
Da det fortsatte med at regne, bestemte vi os hen på eftermiddagen for at det ikke var meget ved at slå telt op. Derfor kørte vi ind i den lille by "Childres" syd for Bundaberg, hvor vi fandt et fint motel.

Fredag morgen så det lidt bedre ud, så vi var en smule opmuntrede da vi fortsatte mod Noosa Heads. Noosa er et populært tilflugtsted for de rige og ligger på Sunshine coast. Det er meget kendt og populært for sine gode surf bølger, så her håbede vi på at få et par surflektioner. Vi var heldige og fik en god parkeringsplads tæt ved informationscenteret, der hjalp os med booking af overnatningsmulighed og surfskole. Regnen havde allerede indfundet sig igen, så vi bookede en seng, da de billige overnatningsmuligheder hurtigt slap op i den populære by. Herefter gik vi ned og fik frokost ved stranden og fortsatte en tur op ad gaden for at se lidt på butikker. Da vi kom tilbage til bilen havde der 5 min. før været en parkeringsvagt og givet os en parkeringsbøde!! Virkelig frustrerende for der var intet skilt med tidsbegrænsning, men da vi begyndte at gå rundt og lede efter et, fandt vi det stukket godt ned i en busk, bag en anden bil hvor der stod 1P, hvilket vi gætter på betyder en time. Vi forstår heller ikke hvordan vagterne kan se hvor længe vi har holdt, der er nemlig ingen parkeringsskiver i nogen af bilerne.
Resten af dagen slappede vi af i vores varme hytte på campingpladsen mens regnen silede ned udenfor.

Næste dag var vi klar til at trodse regn og bølger for at lære at surfe. Sammen med 5 andre fik vi 2 lektioner af en dygtig instruktør og det lykkedes faktisk meget godt, vi kom i hvert fald op og stå et par gange, hvilket var over al forventning. Det var rigtig sjovt at prøve og faktisk meget mere afhængighedsskabende end vi troede, så vi håber på også at komme til at surfe i Thailand.
Efter frokost fortsatte vi ned lidt syd for Brisbane, hvor en masse store forlystelsesparker ligger samlet. På trods af mine advarsler om at parken ville være overbesøgt om søndagen, ville Julie gerne i Wet'n Wild som er et vandland. Vejret var endelig blevet meget bedre, så vi fandt en rigtig flot campingplads med 3 pools, tennis, spa, minigolf m.v. Der heldigvis for os lå lige ved siden af et kæmpe outletcenter (der havde 2 ugers udsalg), hvor vi kørte ud som det første. Vi nåede lige en time inden de lukkede og gjorde begge nogle gode køb i Nike butikken, der havde udsalg.

Da vi søndag parkerede foran Wet'n Wild var der biler og mennesker overalt og allerede kl. 10 da parken åbnede var der en halv times kø foran mange forlystelser. Men vejret hjalp til at holde humøret højt og vi fik nogle gode pladser tæt ved en bølge pool hvor vi lå og slikkede sol. Ellers fik vi prøvet en masse vandrutschebaner der ikke var helt så vilde som vi havde håbet, det bedste var et kæmpesurfbræt der fungerede lidt ligesom et sørøver skib derhjemme, bortset fra at man drejede rundt samtidig.
Selvom vi havde en sjov dag, blev vi dog enige om at vi havde fået mere for pengene, ved bare at blive på campingpladsen og slappe af. Vi nåede også lige en kort tur i outletcenteret inden vi tog hjem og lavede aftensmad.

Mandag kørte vi til Brisbane for at aflevere bilen. Det lykkedes ganske smertefrit at finde vores hostel og læsse vores bagage af, men var dog noget mere problematisk at finde biludlejningens kontor. Vi har efterhånden fundet ud af, at de er ret dårligt placeret og at Australiens byer er ret besværlige at finde rundt i pga. dårlig skiltning. Men det lykkedes og da vi bagefter ville tage tilbage til centrum, fandt vi ud af at vi kun havde kontanter nok til en busbillet. Så vi gik hen til togstationen, hvor vi håbede man kunne betale med kreditkort i billetautomaten. Det kunne man bare ikke! Så løb jeg over i billetlugen og spurgte, men de tog heller ikke imod kort. Jeg må have haft et meget frustreret blik eller også var det bare en fantastisk sød pige bag lugen, i hvert fald fandt hun $2,40 frem fra sin egen pung og gav mig en billet. Dagen var reddet og vi tog ind til centrum og kiggede lidt, inden vi tog bussen tilbage til vores hostel.

Brisbane har ikke rigtig nogen særlige attraktioner, så vi har heller ikke lavet noget specielt tirsdag. Den stod på lidt vasketøj og ellers har vi brugt det meste af dagen på gågaden og fået en is i en landsdækkende iskæde der hedder Royal Copenhagen. Isen var rigtig lækker, men har udover navnet ikke meget med Danmark at gøre. Ellers har vi bare fordrevet tiden frem til midnat, hvor vores fly gik til Bangkok. Vi var færdig med pas og sikkerhedskontrol 2 timer før afgang, så vi brugte det meste af tiden i en Surf Shop i lufthavnen, hvor vi endte med at købe så meget, at vi fik et gavekort på 50$ som vi også lige var nødt til at bruge inden afgang..
Nu er vi rigtig spændte på Thailand og med kun et land og en smule over 2 uger tilbage, kan vi for alvor mærke, at der ikke er længe til vi kommer hjem..

Cairns cruiser, regnskoven regner og vi kører mod Brisbane

2009-03-19T05:51:00.016+01:00

Da vi ankom til Cairns hen på aftenen, regnede det. Alligevel slog varmen og fugtigheden som en mur, og med lignende vejrudsigter for resten af rejsen tog det lidt på humøret. Da vi sad og ventede på shuttlebussen til vores hostel, sad vi og snakkede om rejsen... Hvad der har været godt, mindre godt og hvad vi har lært af - i det hele taget bruger vi meget tid på at "evaluere" rejsen, nu hvor den snart er slut... men vi bruger dog ligeså meget tid på, at forholde os til alt det vi skal når vi kommer hjem og hvor meget vi glæder os til at se jer alle. Eller bare det at få en "normal" hverdag igen? Det er sjovt at vi ser frem til det, som I formentlig gerne vil bytte ud med rejse. Vi er ikke rigtig kloge! ;-) Nå, men tilbage til Cairns! Vi havde valgt teltet fra på grund af vejret. Med varme og regn er man dårlig stillet i hvilket som helst telt, så en seng og en blæser var bestemt pengene værd. Efter at vi var blevet indlogeret på "Tropic Days" tog vi shuttlebussen indtil byen for at få aftensmad på et bar-diskotek-lounge-agtigt sted, hvilket var en ordning de havde med hostellet. Det var ganske udemærket!

Næste morgen tog vi den med ro. Jeg bøvlede stadig med helbredet, så vi måtte endnu engang gå til lægen og få mig tjekket... Det viste sig desværre at være dårligt nyt, for min sygdom er tilsyneladende gået i udbrud, hvilket jeg også havde lidt på fornemmelsen, nu hvor jeg ikke fik det bedre. Heldigvis er det indtil nu kun et "mildt" udbrud, så jeg tager min medicin og så håber jeg, at det med tiden bliver bedre igen! Jeg har heldigvis også fået koblet en dansk læge på forløbet igennem min rejseforsikring, så det er en god tryghed. Ellers brugte vi dagen på lidt indkøb og shopping, læsning og hygge.
Torsdag morgen var vi tidligt oppe for at komme i Cairns Tropical Zoo, en zoologisk have med alle de typiske australske dyr, som jo er specielle for resten af verden. Vi startede med at se krokodille-showet, det var meget spændende. Derefter gik vi lidt rundt på egen hånd og fik også set mange andre forevisninger af fx slanger, vombatten, koalabjørnen og den røde panda! Vi fik dog lige tid til en frokost midt i det hele, men ellers gik det meste af dagen med det. Højdepunktet for mig var helt klart et billede sammen med en koala, noget jeg virkelig havde set frem til. Koalaen er et nuttet bamsedyr og det sjove er, at de selv godt kan lide det. Guiden kunne slet ikke få sin koala af efter fremvisningen! Noget andet sjovt er at den sover 19 timer i døgnet, hvilket jo slår selv den værste teenager. Men de har brug for det, fordi de kun spiser eucalyptusblade (120 forskellige!), hvilket giver minimal energi og næsten ingen proteiner. Men meget afslappende livsstil! :P Efter parken kørte vi lige et lille smut videre på vores busbillet, for at se stranden til Palm Cove, hvorefter vi kørte tilbage til Cairns.

Fredag den 13. (UUUUHHH - ulykkesdagen!) var vi igen tidligt oppe. Denne gang stod der Great Barrier Reef på programmet! Vi havde i forvejen booket en dagscruise på revet med Osprey V - og faktisk havde vi heldet med os den dag, for vejret var rigtig dejligt! Vi boardede vi 8-tiden og sejlede ca. en halv time efter. Det tog et godt stykke tid at kommet ud til første rev, men bådens personale gjorde deres bedste for at underholde og bruge tiden på "praktiske informationer" eller "safty instructions" som de jo gør forfærdelig meget ud af herovre. Vi faldt også i snak med vores "bord", der bestod af en englænder, en fra taiwan og en fra syd-korea. De var allesammen rigtig søde! På trods af den gode stemning havde jeg det ikke altid lige godt, da jeg ikke er så søstærk (nej, jeg ved godt at jeg er en svækling!), men klarede det ved at ligge mig op soldækket og få lidt frisk luft. :-)

Første stop hed Saxon Reef, hvor vi havde to timer til rådighed. Frederik dykkede og jeg slappede lidt af. Det var ikke noget specielt flot rev, men alligevel udemærket. Bagefter var der en stor buffet som vi fik lidt af inden vi sejlede videre til 2. stop: Hastings Reef. Dette rev er mere usædvaneligt end det forrige og kendt for dets marineliv, hvilket vi også straks fik at se da en fra crew'et begyndte at kaste brød i vandet. Fra alle retninger kom der fisk i tusind farver og størrelser. Den sejeste af dem alle var dog den største, Wally, som den bliver kaldt. I mens fodringen fortsatte hoppede alle snorklere i vandet (deriblandt også mig) og vi kunne komme helt tæt på alle fiskene, der synes brødet var lidt mere spændende end os, så de var forholdsvis ligeglade. Det var for mig en fantastisk oplevelse. Jeg synes det var meget facinerende at være omgivet af ivrige små og store fisk, sågar sværdfisk var i blandt! Normalt oplever man jo ikke fisk i live, kun nedfrosne i køledisken, så at være så tæt på og observere dem er virkelig specielt. De er rigtig smukke og har nogle meget eleganter bevægelser.

Frederik tog også afsted på dyk nr. 2 sammen med en anden dykker, så første gang uden guide! Det eneste der var udfordrende for ham og den anden var at finde rundt, men det gik fint trods alt og det viste sig at de næsten havde set flere spændende ting end den guidede gruppe, bl.a. stor havskildpadde og en haj, så det var han meget godt tilfreds med. I mellemtiden var jeg også snorklet over til revet, der lå lidt fra båden og dette rev slog alt andet jeg før havde set. Jeg var virkelig imponeret, for havde faktisk ikke forventet at det ville overgå Fiji og Mexico - men det gjorde det bestemt! Der var utrolig mange forskellige koraller og de var alle sammen enormt flotte i form og farve. Som man lå der og snorklede føltes det ligesom at gå i en kæmpe have med masser af smukt dekorerede blomster i flor. Blandt alle korallerne svømmede de smukke fisk, nogle gemmer sig under korallerne og lader sig beskytte af dem, nogle bliver fangede af dem og andre spiser dem. Jeg ved ikke om i kan forestille jer det, men det var aldeles noget af det smukkeste jeg indtil nu har set. Man glemmer helt tiden, som man svømmer rundt der. Jeg forstår i hvert fald godt, hvorfor koralrevet er blevet et af verdens syv vidundere.

Kl. 2 kom jeg med på en båd med vinduer i bunden så man kunne observere derfra. Desværre var båden meget gammel og alget, så det var svært at se så meget, dog fik vi dog øje på lidt og så fortalte en fra båden også en masse om koralrevet, så det var meget interessant. Efter den tur tog jeg ud at snorkle endnu en gang - og denne gang var Frederik med. :-)
Efter 2. rev begyndte vi at sejle tilbage mod Cairns og der kom ost, kiks, vin og frugt frem, imens en fra båden spillede guitar og sang, så det var meget hyggeligt. Alt i alt havde vi en rigtig god dag og fik endnu en uforglemmelig oplevelse.

Dagen efter checkede vi ud og tog ind for at hente vores 3. lejebil, en fin stationwagon denne gang: Ford Falcon. :-) Derefter købte vi lidt ind og Frederik fik også købt et par Billabong-shorts inden vi kørte ud af Cairns og op til de omkringliggende bjerge. Som sagt er det jo tropisk klima, så det er enormt varmt og fugtigt, hvilket giver gode forhold for fx dyrkning af kaffe. Derfor havde den dal vi kørte igennem også mange plantager af kaffe-, te- eller frugtproducenter. Vi fik frokost på en lille café hvor de gav gratis smagsprøver på kaffen, det var ganske udemærket. Efter en del besvær fandt vi også frem til en te-plantage jeg ville se, men da vi endelig nåede frem var det 5 min. før lukketid, så det fik vi ikke så meget ud af. Desværre var vejret også blevet rigtig skidt hen på eftermidddagen og vi havde oprindelig planlagt at overnatte i en National Park lidt længere nede, men den var blevet oversvømmet, så det kunne ikke lade sig gøre. I stedet forsøgte vi os hos ved et B&B, men de skulle holde et arrangement så vi blev sendt videre ned af vejen. Her fandt vi så en naturpark med en del damme ejet af en stor fed mand. Parken var faktisk lukket på denne årstid, men vi fik lov til at overnatte alligevel. Der var et område med overdækkede borde, strøm og toilet/bad, så det kunne vi godt klare os med. Til gengæld havde det nu regnet så meget at vi opgav at sove i telt og i stedet sov i vores bil! Det var ikke det mest behagelige, men i det midste forblev vi tørre.

Søndag morgen var vejret ikke blevet meget bedre, så vi skyndte os at køre videre sydpå, hvor det heldigvis klarede op og blev fint igen. Vi fik frokost ved Ingham og slog lejr i en National Park lige syd for Townsville. Her var der proppet med lokale der var ude at nyde det gode vejr. De tog heldigvis hjem som parken lukkede og tilbage var kun os og 4 andre telte. Vi betalte kun 4.85 dollar pr. næse for overnatningen, men til gengæld er der ikke andet end et uhumsk toilet og bad. Ikke engang drikkevand havde de, så det blev vi nødt til at køre tilbage og købe. Pludselig var det blevet mørkt og da vi ikke havde andet end to mini-lommelygter var det lidt svært at lave mad, men det lykkedes da OK. Vi er ikke klar over hvor mange insekter og dyr der har været, vi fandt begge et par stykker, men vi har sikkert også spist lidt ekstra kød. ;-) Der rendte også vilde kalkuner rundt over det hele, de var enormt interesserede i det hele. På et tidspunkt kunne jeg høre et eller andet tæt på mig og da jeg tændte lommelygten stod der en Wallaby (kænguru-lignende dyr) lige foran mig. Vi fik vidst begge et chok, men den var hurtigst på benene igen! :P

Næste morgen var Frederik sporty og løb sig en god tur, hvorefter han kom og hev mig ud af soveposen og vi gik ned til floden og fik en dejlig morgendukkert. Selvom den hedder Alligator Creek er der ikke nogen krokodiller, I kan være helt rolige! Bagefter fik vi morgenmad og pakkede sammen, hvorefter vi gik tilbage til floden og lå og slappede lidt af og nød det dejlige vejr. Der kom også en del andre derned for at bade. Jeg var så heldig at støde på en lille bitte skildpadde unge - den var rigtig kær. :-)

Vi kørte det meste af eftermiddagen og nåede hen på aftenen ud til Airlie Beach der er en rigtig turistby ud til The Whitsundays (nogle populære øer). Her checkede vi ind på en lækker campingplads og bestilte også en cruise til den efterfølgende dag.

Tirsdag morgen blev vi hentet af en shuttlebus og kørt ned til havnen. Vejret var heldigvis stadig rigtig godt. Båden var en del mindre end den vi var med i Cairns, så det var meget hyggeligt. Vi startede med at sejle ud til Hook Island hvor de fodrede fisk og der var mulighed for at gå ned i et undervandsobservatiorium og kigge ud gennem de små aglede vinduer. Derefter gik vi hen til stranden hvor øens resort lå og vi fik uddelt snorkeludstyr. På vej ud til snorkelområdet stødte jeg på et par blæksprutter, det var meget skægt. Ellers var der desværre ikke så meget at se. Vandet var enormt uklart og korallerne ikke noget specielt, men guiderne fortalte at det var fordi der for nylig havde været en cyklon forbi. Så vi brugte resten af tiden på at slappe af ved poolen.

Da vi kom ombord på skibet igen var der en lækker buffet klar, så vi fik os lidt frokost inden vi sejlede hen til turens højdepunkt: Whitehaven Beach. Her havde vi ca. halvanden time. Whitehaven Beach har noget af den fineste reneste sand i verden og når solen skinner lyser det også så kraftigt at man knap kan holde øjnene åbne! Den var godt nok smuk! Her slappede vi lidt af (vi laver godt nok ikke andet, hva? :P) og badede lidt. Efter Whitehaven var sidste stop Daydream Island, som er en lille ø overtaget af et luksuriøst resort. Det var meget sjovt at se. De havde også et koralrev på øen, som i sin tid er lavet af håndkraft. Det var meget stort og havde både hajer og kæmpe rokker, selvom de ikke havde så meget plads at bevæge sig på. Efter det blev vi hentet af båden igen og sejlet tilbage til Airlie. Her fik delte vi en Calzone til aftensmad og tjekkede derefter mail på McDonalds. Det er også takket være dem, at bloggen her kommer ud. Tak McDonalds! :D

I går kørte vi så fra Airlie, eller rettere sagt flygtede, da et voldsomt skybrud pludselig satte igang. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Det blev bare ved og ved - det var godt at deres afløb er på størrelse med flodkanaler ellers var det ikke gået. Læs mere om dette og resten af køreturen mod Brisbane i næste afsnit! (Men kun hvis vi får nogle kommentarer - ellers går vi snart i strejke!) ;-)

Sydney og Ayers Rock (den 3. - 10. marts)

2009-03-11T02:33:00.018+01:00

(Så er der billeder på forrige indlæg!!)

Som skrevet ville vi have taget til Sydney d. 3. marts, men fandt dagen før ud af, at vi havde lejebilen frem til d. 4. og at vores reservation på hostel også først var gældende fra den 4. Heldigvis havde min (Frederik) far skaffet kontakt til min grand-grand-kusine Nicole, som bor i Sydney og vi forhørte os hurtigt om overnatningstilbudet hos hende og hendes veninde Cindy stadig var gældende. Det var det heldigvis, så den 3. marts kørte vi ind mod byen fra Blue mountains. Nu hvor vi havde bilen, ville vi udnødte det, til at se de steder i udkanten af byen, der ellers ville være lidt svære at komme ud til.

Vi startede derfor i OL-byen, der nu hovedsageligt hudser store events, kricket kampe, koncerter og ellers fungerer som rekreationsområde. Det er egentlig bare nogle store stadions og svømmehal og ellers et meget flot område at dyrke sport i.
Kort fra OL-byen lå et Outlet Center som vi også lige ville have et kig i, men udvalget var begrænset så det blev ikke til mere end en t-shirt til mig. Herefter banede vi os vej midt gennem byen til Bondi Beach og irriterede os lidt over den dårlige skiltning, idét vi ikke havde noget ordentligt kort. Det lykkedes dog og vi fik frokost og sad og slappede lidt af på stranden. Sidst på eftermiddagen kørte vi ind til Westfield shoppingcenter og brugte den sidste tid, før vi skulle ud til pigerne.
Da vi havde kørt et par gange forbi deres lejlighed (der var ingen parkeringsmuligheder), fandt vi endelig en plads ikke langt derfra. De to piger er rigtig søde og to godt imod os med lækker grillmad og vin. Vi fandt også ud af at Nicole faktisk flytter tilbage til Danmark, næsten samtidig som os, så vi håber på at se dem begge i København engang!

Næste dag brugte vi en del tid på at vaske og aflevere bil og derefter tjekke ind på vores hostel. "Eva's Backpackers" var lidt packed, men ellers meget hyggeligt og ligger ved Potts Point/Kings Cross sammen med 20-30 andre hostels, så der var gang i gaden. Resten af dagen brugte vi ellers på praktiske ting, vi købte et dyrt kort til den offentlige transport, var en tur på informations centeret og også lige ude og kigge på de store Flying Foxes - flagermus - der holder til i "Royal Botanic Gardens".

Næste morgen var vi tidligt oppe, da vi skulle ud og se auktioner på fiskemarkedet, der er verdens 2. største. Vi synes dog ikke det var overvældende stort, men selv om vi var en smule skuffede var det meget sjovt at se buddene på de forskellige fisk og de store krapper der blev pakket og sendt.
Da vi tog videre var der ikke rigtig noget i området - Darling habour - der var åbnet endnu, så vi tog busen ud til Gebel for at få en Latte på en café Julie havde udpeget til at være særlig god. Derefter tog vi tilbage igen og var en tur på Powerhouse museum, der skulle være et af Sydneys bedste. Det handlede meget om design, kreativitet, innovation og nytænkning, så det var meget sjovt at gå rundt og vi fik set en masse på verdens nuværende miljøudfordringer, og de idéer der er kommet for at begrænse miljøsvineriet.
Da vi var færdige på museet fik vi en 'pie' med oksekød, som de spiser meget i byen - lidt ligesom pølsevognen hjemme. Vi sluttede af med at gå rundt og kigge lidt i Darling Habour inden vi tog tilbage til vores hostel for at gøre os klar til at tage ind til byen, hvor vi skulle mødes med Nicole og Cindy.

Nicole arbejder som investeringsstrateg ved Deutsche Bank, der har en afdeling i eetaf højhusene i byen, så vi var lige oppe og se hendes arbejdsplads og udsigt inden de tog os ned på Ivy der er et 4 etagers in-sted for business folkene i byen. Her hyggede vi os med lidt at drikke inden vi tog videre til Hugosbarpizza, hvor vi fik de bedste pizzaer på turen. Sidst på aftenen var vi tilbage i seng og fik lidt søvn, der dog ikke kunne rode helt bod på Julies tømmermænd de to efterfølgende dage.. :-)

Fredag var vi ude ved The Rocks, der er området omkring opera huset som vi selvfølgelig betragtede fra alle forskellige vinkler. Vi så på nogle af byens første huse, var på landmarkede med friske grøntsager og oppe og gå på Harbour bridge der også bød på en flot udsigt over by og operaen dog spoleret et stort ratværk der forhindrede folk i at hoppe ud.. Ved frokost tid tog vi færgen ud til Manly Island, der ligger 30 min. fra byen og fik den lokale specialitet: Fish n'Chips! Udover friturestegte fisk og kartofler har Manly en rigtig lækker strand, og en lille gågade med to 'Royal Copenhagen' isbutikker. Da vi tog færgen tilbage igen kunne vi nyde en fantastisk solnedgang over Harbour bridge og operahuset. Man bliver aldrig træt af at se på den og det er formentlig det flotteste arkitektur, vi har set!
Vi sluttede af med en kop kakao og chai te på en café tæt ved operahuset og gik derefter i biografen for at se en af årets store prisvindere: "Slumdog Millionaire".

Lørdag formiddag var vi inde for at tage et kig på rådhuset og resten af centrum. Efter frokost brugte Julie det meste af eftermiddagen på at skrive forrige blogindlæg og da vi var pakkeklar og havde fået aftensmad tog vi til Oxford St. hvor en af Sydneys helt store arrangementer skulle foregå: Mardi Grass. Som en af verdens største byer for homoseksuelle, er det årlige karneval som er det største af sin art naturligvis en stor begivenhed og folk i gaden gik da også helt amok. Der var fest overalt og alle folk var fulde. Paraden var i sig selv meget flot, men vi var enige om at Mardi Grass vist efterhånden mere er blevet en fest, end en kamp for homoseksuelles rettigheder. Men det er vel også godt nok?

Næste morgen havde vi bestilt en shuttle til lufthavnen, hvor vi var booket ind på et fly til Ayers Rock. Vi havde bestilt den til lidt over en time før check-in lukkede, da vi havde fået at vide at turen derud ville varer 30 min. Da den meget afslappede chauffør så havde brugt den første halve time på at lulle rundt, køre i cirkler og bevæge sig i modsat retning af lufthavnen mens han ignorerede vores nervøse ansigter begyndte vi at blive ret nervøse! Heldigvis nåede vi check-in 5-10 min. før de lukkede.

Efter 3 timers flyvning ind til midten af landet (så stort er Australien!!) landede vi i på en lille flyveplads tæt ved klippen. På vej ned med flyet var vi overraskede over hvor stor og flot stenen så ud opefra. Da vi havde indlogeret os på campingpladsen, faldt vi i snak med en nordmand der foreslog, at vi lejede en bil sammen for at undgå de urimelige priser for shuttlebusserne der kørte fra resortet og ind til klipperne. Vi fik også et rigtig godt tilbud på en bil, men uheldigvis ville de ikke leje ud til unge under 21 og nordmanden havde ikke fået et internationalt kørekort med sig. Pokkers!
Heldigvis mødte vi senere på dagen et spansk par, der havde egen bil som tilbød os at tage os med ind i National parken tilgengæld for lidt benzin penge. Vi så en smuk solnedgang over stenen og var også næste morgen klar lidt over 6, da solen stod op. Efter solopgang havde kiggede vi ind i et kulturcenter, der handlede om, hvor meget stenen betyder for the aboriginals. Derefter kørte vi ud og så de andre klipper i parken: "The Olgas". Vi var enige om at solnedgangen, var smukkest, selvom de var ret forskellige så havde man bare bedre udsigt over stenen derfra. Selvom vi ikke helt havde den "wauv-følelse", vi havde siddet med i flyet, var det stadig vildt flot og specielt at se og det var rart at se en helt anden del af Australien og få en idé om hvordan her var, før England flyttede ind.

Resten af dagen slappede vi af og ladede lidt op, da Julie ikke følte sig helt tilpas. Hendes helbred svinger stadig lidt, så vi håber snart hun bliver helt rask! I dag (tirsdag) pakkede vi sammen - vi havde haft perfekt campingvejr og det var faktisk koldere om natten, end det havde været ved østkysten - og så var vi lige en kort tur ude og ride dromedarer på kamelfarmen. Det var sjovt at prøve og det skal helt sikkert gøres igen, hvis vi engang skal på ørkensafari. Da vi boardede vores næste fly mod Cairns fik vi dog en lidt dårlig afgang, da vi blev mødt af et dårligt sikkerhedspersonale der talte ned til os og ikke ville lade os tage vores telt med som håndbagage, da der var plykker i, som ikke på noget tidspunkt tidligere har været noget problem at få med. Selv om vi flere gange forklarede, at vi var bange for at teltet ville blive beskadiget insisterede de på at vi skulle sende det med som almindelig bagage eller smide plykkerne ud. Alt er heldigvis okay, så fra nu af må vi putte plykker i tasken.

Australien er for øvrigt hårdt ramt af dårligt vejr i år og området omkring Cairns har lige været udsat for cyklon, så vi er spændte på hvordan køreturen fra Cairns til Brisbane bliver. I dag d. 10. er der også præcis en måned til vi er hjemme igen og vi glæder os rigtig meget til at se jer allesammen snart!..

Melbourne sprudlende caféliv, turen op langs Princess Highway og Blue Mountains

2009-03-07T06:30:00.004+01:00

Flyveturen fra New Zealand til Melbourne var i den grad luksus! Vi havde hver vores skærm, hvorfra vi kunne lave lige hvad vi havde lyst til: se film, høre musik, spille spil osv. - rigtig sejt. :-) Dog fik vi lidt problemer da vi fløj ind over Melbourne... Flyveren begyndte i hvert fald at svinge meget fra side til side, som om det ikke kunne holde balancen og det rystede også en del. Det var ikke specielt behageligt, men flyveren fortsatte ned mod landingsbanen og vi landede heldigvis forholdsvis lige, så det var en lettelse. Før alt tumulten havde piloten fortalt om skovbrandende og hvor man kunne se dem, men da ingen af os havde plads ved vinduet var de svære at få øje på. Vi kunne dog se at alt var ekstremt tørt. Et helt gulbrunt udtørret landskab, det var ikke så opmuntrende. Da vi havde fået baggagen igennem lufthavnen kom vi med en shuttle der kørte os ind til vores hostel: Cooee on St. Kilda, som er en forstad til byen lige ud til vandet.

Det var tydeligt at se at der var gjort en masse for at hjælpe med at samle penge ind til ofrene for skovbrandene og frivillige hjælpeordninger, men ellers mærkede vi ikke meget til katastrofen inde i selve byen udover at alt var knastørt.

Første dag var det gråt og overskyet, så vi brugte tiden på lidt shopping i centrum og observerede Melbournes cafeliv, som egentlig er hovedattraktionen. Det var også meget imponerende at se og meget hyggeligt fordi der sidder så mange på gaden og snakker. Der er cafeer over alt - på hver en gade og langt ud af byen. De fleste cafeer ser også ud til at være godt besøgt, hvilket er utroligt når der nu er så mange. Vi tog også op til en nordlig forstad, hvor butikkerne var lidt alternative og cafeerne meget hippe. Her spiste vi frokost på Veggiebar, det var en meget sjov oplevelse. Derefter udforskede vi byen lidt i alle sporvognene, da vi havde købt et dagskort. Det var meget charmerende og nogle af sporvognene var meget gamle. Selvom det ikke er den hurtigste transportform der findes, er det den meste udbredte og brugte i Melbourne.

Næste dag var vejret heldigvis bedre og vi tog på sightseen med en gratis bus, der kører rundt mellem de ting der er værd at se i byen: Landets største cricketstadium, gamle bygninger, museer og nye områder med shoppingcentre. Man kunne virkelig se meget - ganske gratis. Buschaufføren fortalte også en masse undervejs og en speaker fortalte om de steder man kunne stå af. Melbourne overraskede os meget positivt med hvor turistvenligt det hele er og hvor søde og hjælpsomme alle er. Det betyder virkelig meget.

Efter frokost på vores hostel tog vi ned til St. Kilda strand og gik end tur langs vandet, delte en is og endte foran den kendte Luna-park som desværre var lukket. I stedet for var der hippie-marked og nogle hyggelige veje at tulle rundt på, så der brugte vi lidt tid.

Den eneste negative oplevelse i Melbourne var vores værelseskammerater på hostellet som tilsyneladende lever den moderne backpacker-livsstil fuldt ud, til vores irritation. I vores hoved er disse moderne backpackere ikke "rigtige backpackere" fordi de stort set ikke laver noget udover at drikke sig fulde hver aften og sove hele den efterfølgende dag. Vi plejer ikke at rende ind i dem så tit fordi vi camperer, men i Melbourne var der ikke andre muligheder end hostel og da de alle er meget dyre havde vi valgt det billigste - et 10-mands dorm. Første nat blev vi vækket af råb og rabalder og Frederik kunne slet ikke sove ordentligt fordi hans underbo var rigtig fuld og rystede hele sengen flere gange. Heldigvis var det ikke helt så galt de to efterfølgende nætter og det lykkedes Frederik at flytte seng, så han lå under mig og så gik det nok. På 3. dagen skulle vi så hente vores bil hos Autobarn. Vi havde en lang dag foran os - og jeg kan love for at det blev en laaaang dag! :-) Vi skulle køre hele 9 timer! Vi tog det i stiv arm... og vi ankom sent om aftenen til en campingplads ud til Lake Wallaga ved Bermangui. Hele dagen var vi kørt langs kystens motorvej, også kaldet "Princess Highway". Vi fik et par enkelte stop undervejs for at spise eller nyde udsigten. Aftensmaden blev dog mindre charmerende og det endte med at vi sad i bilen og spiste lidt pastasalat og brød med pålæg. Udmattede satte vi teltet op og gik i seng.

Næste morgen vågnede vi til det smukkeste syn... Campingpladsen lå som sagt lige ned til søen, men det havde ikke været muligt for os at se noget som helst fordi det havde været så mørkt. Men søen lå rigtigt smukt og vejret var super, så vi havde højt humør! Vi var også kommet op i en mere frodig del af landet, så der var lidt mere at se på. Efter vi havde pakket sammen kørte vi forbi kysten og så den fantastiske udsigt. Planen var at vi skulle ind og besøge en aboriginal-koloni, men de havde af en eller anden mærkelig grund lukket, så det blev vi nødt til at droppe. Lidt ærgerligt. I stedet kiggede vi på Lake Wallaga som er en af Australiens største saltvandssøer. Der var også et stykke hvor vi kørte over en dæmning, hvor vi holdte ind og kiggede for søen var helt sort af sorte svaner og i det fjerne kunne man se store pelikaner. Derefter fortsatte vi lidt nordpå dog i et meget mere afslappende tempo, da vi ikke skulle lige så langt som forrige dag.

Vi stoppede i en lille by tæt ved som hedder Central Tilba. Den er bevaret og ligner en by fra 1800-tallet med smukke huse og en gammel ostefabrik. Det var meget charmerende at gå rundt og se. Der var blandt andet også en original slikbutik som solgte lakrids! Jeg var helt solgt og købte en lille pose katjes katte og noget der minder om heksehyl. Mums!

Derefter kørte vi et stykke op og endte ved en nationalpark hvor vi havde planlagt at overnatte. Men det var åbenbart meget populært, for de havde ikke en eneste plads tilbage. I stedet fandt vi en campingplads i nærheden hvor vi kunne sætte teltet op. Det var faktisk et meget skægt sted for pladsen var fyldt med kænguruer, så dem gik vi rundt og fodrede lidt. Frederik skulle selvfølgelig fodre den allerstørste på pladsen. Hvis den stod op på bagbenene ville den være meget højere end os. Den var helt vildt skræmmende og skulle naturligvis tage middagslur på vores teltkant tilmed. Jeg synes de små var meget sødere :D Der var også mange vilde fulge (kødædende) som blev fodret oppe ved receptionen, de var meget flotte at se på i mange forskellige farver.

Næste morgen tog vi ud i nationalparken igen og hikede et par timer. Det var en meget flot park ud til kysten med mange forskellige strande, eucalyptus- og tetræer. Derefter kørte vi i retning af Blue Mountains. Vi havde ikke valgt et bestemt overnatningssted vi ville bare se hvor vi endte om aftenen, men det gik ikke så godt. Der er nemlig ikke særlig mange campingpladser her i Australien og dem der er kaldes Caravanparks, det vil sige at de henvender sig mest til dem der har det hele i vognen. Derfor er det ikke rigtige campingpladser ligesom i Danmark eller på New Zealand, hvor de var rigtig gode. Her er der kun en toiletbygning og lidt vaskefaciliteter, ikke noget køkken eller fællesrum, ingen redskaber, kun en grill. Stort set alle på campingpladserne er også fastliggere og vi tror at mange af dem bor der hele tiden, så det er meget anderledes. Denne aften var det bare ikke lige til at finde en plads - og da det langt om længe lykkedes var kontoret lukket selvom klokken ikke engang var seks! Heldigvis hjalp dem på pladsen os med at komme ind og Frederik lavede bål, så vi kunne grille vores mad. Aftenen endte også med at blive helt hyggelig da vi mødte et tysk par som vi fik et glas vin af og sad og snakkede med til sengtid.

Den 2. marts kørte vi så det sidste stykke til Blue Mountains, hvor vi som det første checkede ind på et hostel (med teltet i deres have), så det var på plads. Det var et rigtig hyggeligt hostel i byen Katoomba, med gratis net og morgenmad, køkken og fællesrum! For kun 5 dollar mere pr. person, så de var godt givet ud! Derefter kørte vi rundt i Blue Mountains Nationalpark og så de bedste lookouts, vandfald og selvfølgelig "The Three Sisters" som ligger i udkanten af Katoomba.

Parken bliver kaldt Blue Mountains fordi der er en skov af eucalyptustræer der dækker størstedelen af landskabet, som består af bjerge og dybe brede dale. Når man står og kigger udover det, får det nærmest et blåligt skær. Jeg tror godt i kan fornemme det på billederne. Det var i hvert fald overvældende smukt og anderledes end hvad vi før har set, så det var bestemt værd at køre derud! Om aftenen nød vi at vi kunne lave mad på komfur og fik en lækker kyllinge-grønsagsret med sovs til. :-)

Vi blev også opmærksomme på at der var smuttet en dag i planlægningen, for vi troede at vi skulle til Sydney og aflevere bilen den 3. marts, men da vi tjekkede op på det vidste det sig at vi havde bilen til den 4. og at vi også først skulle checke ind på hostel den 4., så derfor blev vi nødt til at lave en redningsplan, men det lykkedes heldigvis meget godt.

Læs mere om redningsplanen og fantastiske Sydney i næste afsnit! (Kommer snart! :P)

De sidste dage i NZ - Sydøen del 2 (den 17. - 24. februar)

2009-02-25T12:14:00.013+01:00

Efter endnu en kold nat (ned til 3°C) i Queenstown, aftalte vi af hensyn til Julies blærebetændelse at sætte teltovernatningerne på standby for resten af NZ. Da vi havde sendt postkort og ordnet lidt praktisk på nettet satte vi kurs mod Milford Sound der ligger sydvest for Queenstown. Undervejs gjorde vi holdt i Te Anau - sidste by før Milford - for at spise frokost og købe proviant, endnu en flot by omgivet af bjerge og søer.
Milford Sound er en fjord, der løber ca. 15 km ind i landet fra det tamanske hav omgivet af kæmpemæssige klipper der rejser sig over 1500 m. Bjergsiderne er dækket af regnskov og nogle af topperne er dækket af gletschere. Området bliver opsøgt af både sæler, pingviner og delfiner og når alt dette går op i en højere enhed, er man ikke i tvivl om hvorfor Milford Sound er New Zealands mest populære destination. Køreturen fra Te Anau var imidlertidigt også rigtig flot og man var ikke i tvivl om hvad der ventede forude, efterhånden som klipperne blev større og landskabet mere imponerende.

Vi gjorde bl.a. holdt ved Mirror Lakes, som det ses på billedet. - Billedet er dog taget på vejen tilbage, for undervejs op blæste det for meget til at vandet var blankt. Derudover var der udsigtspunkter, der afslørede gletschere, vandfald og flotte bjerge.
"Byen" Milford består af to lodges, en café/visitor center og havnen som cruisene afgår fra. Efter at have indlogeret os i den ene lodge, gik vi om aftenen en tur og nød den smukke udsigt fra land og fik hilst på Kea fuglen, der er særlig for området.
Vi havde booket os ind på første cruise næste morgen med Cruize Milford, der vist er det mindste selskab, som derfor også tilbyder en knap så over-crowded oplevelse med gratis Muffins og varme drikke - herligt!:-)

Milford Sound var intet mindre end fantastisk og jeg synes personligt den hører til i en top 3 over alt det smukke natur vi har set på vores lange rejse - hvis ikke nr. 1. Det var en virkelig flot og breathtaking oplevelse, at sejle i det stille og blanke vand, mens solen langsomt fik hevet sig op over klippehøjderne og vi kunne se sælerne pjatte rundt i vandet, vandfald plaske ned af bjergsiderne og sneen der på toppen af bjergene spejler sollyset uden at smelte. Det kan ikke retfærdiggøres med hverken billeder eller ord og er uden tvivl en 10 timers køretur t/r fra Queenstown værd!

Vi var lidt i tvivl om hvor turen skulle gå hen bagefter; Op til bjergene ved Mt. Cook ud til kysten, Dunedin og Moeraki Boulders. Vi blev dog enige om at vi efterhånden havde set nok af sydøens bjerge og satte derfor kurs mod Dunedin. Her ankom vi først på aftenen og det lykkedes os at få en hyggelig lille hytte på en campingplads (varmeisoleret denne gang) selv om alt var totalbooket i byen,

Næste morgen kørte vi ud til et Royal Albatros Center, hvor vi håbede på at komme til at se nogle af de mægtige havfugle. Det var dog et meget aflukket center, hvor man kun kunne få lov til at se fuglene ved at betale en guidet tur og det samme gjaldt pingvin centeret der lå lidt længere nede af vejen. Vi besluttede i stedet at tage på endnu et cruise rundt i fjorden, hvor vi håbede på at komme til at se begge dele og vores ønske gik i opfyldelse: Vi så en meget sjælden afart af den lille blå pingvin svømme langs båden og lidt længere ude stødte vi på en flot albatros der lå i overfladen og holdt pause.
Efter frokost tog vi indtil centrum hvor Canterbury CHOKOLADE fabrik ligger:D Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at vi ville betale for en rundtur her og på turen blev vi gavmildt tildelt forskellige produkter, mens vi hørte om produktionen og så et chokoladevandfald. Bagefter fik vi adgang til deres billige shop, og med de mange smagsprøver endte vi med at have ikke så lidt chokolade med os ud af fabrikken igen. Det må vist være rigeligt fastelavnsslik!
Om aftenen lavede vi lækker grillmad og grillede alt fra saftige bøffer til majs, squash, kartofler og New Zealandske rødder.

Kl. 10 næste dag begyndte det at regne. Det gjorde ikke så meget, for vi skulle bruge det meste af dagen på at køre. Vi havde nogle få stop, bl.a. ved Maoeraki Boulders, der er nogle cirkelrunde sten på op til 2 m, som er kommet ud af bjergsiden ved kysten. Sjovt fænomen. Derudover gjorde vi holdt ved Timaru, så Julie kunne komme til lægen igen, da medicinen mod blærebetændelse efter en uge ikke havde haft den ønskede effekt. Hun var heller ikke blevet rask og har nu fået noget ny medicin, som umiddelbart virker bedre.

Mens regnen silede ned fortsatte vi nordpå til Peel Forrest, hvor vi lørdag havde booket river rafting på Rangitata River der er grade 5, hvilket skulle være rigtig godt! Men da vi stod op næste morgen og det efterhånden havde regnet 24 timer, var floden blevet så kraftig og farlig at vi ikke kunne komme ud på den. De tog os derfor ud på floden længere nede, hvor det kun var grade 3 og det var lidt af en skuffelse. Der var nogle små passager hvor det kildede lidt i maven, men ellers sad vi bare det meste af de to timer og padlede i floden, mens vores instruktør fortalte om fiskene i floden!? Surt! For at bøde lidt på såret fik vi en gratis billed cd, hvor floden ser en del vildere ud end den egentlig var.

Sidst på eftermiddagen kørte vi videre mod Akaroa, hvor jeg havde booket delfinsvømning, da det var min julegave til Julie. Vi var lidt nervøse for hvordan det nu skulle gå, eftersom vi jo var blevet forhindret i at tage ud to gange før og særligt nu hvor vejret også havde 'ødelagt' riverrafting. Heldigvis kunne vi se en ende på de mørke skyer, efterhånden som vi nærmede os Akaroa der ligger på en spids dannet af en gammel vulkan øst for Christchurch. Der var en flot udsigt ned til byen og vi blev indlogeret på et lille og super hyggeligt hostel, hvor man virkelig følte sig hjemme og hvor man mærkede meget mere til gæst-service end man gør mange andre steder. De havde også gratis cykeludlejning, så vi tog lige en hurtig tur rundt i byen, inden vi smuttede i seng.

Da vi stod ved havnefronten kl. 8.30 næste morgen var vejret perfekt og vi blev gjort klar med våddragt og det hele. Derefter sejlede vi med en lille hurtigbåd ud af fjorden sammen med 8 andre og stødte flere gange undervejs på delfiner, der ville hen og undersøge båden. Vi var rigtig spændte, da vi nåede til fjordens udmunding og fik nærmest hjerteslag, da vi kom ned i det iskolde vand. Godt vi havde våddragt på! Efter at have ligget lidt kom delfinerne og svømmede skiftevis ind og ud mellem os i de 45 min. vi plaskede rundt i vandet. De gik særligt efter lyde, så vi forsøgte at nynne og brumme i vandet, så de kom lidt nærmere. Det var nu lidt sjovt at ligge og svømme rundt med delfiner:-)

Efter frokost kørte vi mod Christchurch, hvor vi havde 2 nætter inden vi skulle med fly videre til Australien. Selvom vi brugte det meste af tiden på praktiske ting, tøjvask m.m. jubii! fik vi alligevel kigget lidt på byen. Selvom den både har katedral, parker, og kunst museum var den nu ikke noget særligt. Det bedste var en indisk restaurant, der hedder "The Two Fat Indians" hvor vi fik et lækkert måltid.
Efter knap 4 uger med utallige oplevelser i New Zealand, er vi nu fløjet til Australien. Vi kunne sagtens have brugt et par uger (hvis ikke måneder) i det flotte land og det samme kommer helt sikkert til at gælde kæmpe Australien. Der er bare ikke tid eller penge nok!

Up's n' down's - sydøen del 1. (den 9.-16. februar)

2009-02-19T10:47:00.014+01:00

Mandag aften ankom vi til Marahau efter en lang dag med 3 timer på færgen og derefter 4 timer i bil. Marahau er en meget lille by der ligger lige op til Abel Tasman National Park, som er et smukt stykke natur lige ud til havet. Vi tjekkede vi vores telt ind på "Old McDonalds Farm", hvor der både var lamaer, køer og geder.
Næste morgen skulle vi ud med kajak. Vi havde besluttet at sejle i kajak, fordi det er en god måde at se området på uden at bruge 3 dage på at gå rundt. :-) Så efter halvanden times introduktion om hvordan en kayak fungerer, uddeling af udstyr og træning i nødsituationer blev vi kørt ned til havet og blev sat i. Vi skulle lige finde rytmen, men efter lidt tid gik det som smurt. ;-) Desværre var vejret ikke super om morgenen... det var rimelig overskyet og trist, men heldigvis klarede det op over middag, så de sidste timer vi sejlede var det bare kanon! Selve parken var også meget imponerende. Jo længere vi sejlede op des smukkere blev det! Klart turkisblåt vand eller lyst smaragtgrønt med klipper og gule sandstrande og en tætdækket grøn skov med masser af lyde. Dog måtte vi ikke sejle længere end til et bestemt punkt, men det gjorde ikke noget, for der var en lang strækning at sejle på. På et tidspunkt krydsede vi også over, ud til en ø der lå et stykke fra kysten og derefter tilbage igen. Vi spiste frokost på en af de smukke strande og mågerne fik lov til at smage krummerne. Det gik det godt nok helt amok over og begyndte at bekrige hinanden i stedet for at dele krummerne. Det var rigtig sjovt at se fordi de pustede sig helt vildt op og skreg fuldstændig hysterisk, så vi var flade af grin. Efter ca. 6 timer i kayak kom vi tilbage til byen, hvor vi blev samlet op igen. Straks vi havde retuneret udstyret pakkede vi det sidste sammen og kørte videre. Vi smuttede lige ind forbi en Subway, men ellers gik det bare derud af i 4 timer. Ved halv ti-tiden ankom vi endelig til Westport, der ligger på vestkysten. Her tjekkede vi ind på et hostel og slog vores telt op i deres have. Inden vi gik i seng fik vi også lige en portion nudler, fordi der ikke havde været tid til mættende aftensmad.

Næste morgen tog vi til lægen efter vi var tjekket ud. Jeg (Julie) havde i flere dage haft symptomer på blærebetændelse, hvilket vi også fik bekræftet ved lægen, så bagefter var det ind og købe medicin. Samtidig ville vi også gerne klippes, fordi det efterhånden var tiltrængt, men der var ingen af frisørerne havde tid, så det blev ikke til noget denne gang. Inden vi kørte videre tog vi lige ud til byens sælkoloni, hvor der var godt gang i bølgerne. Derefter fortsatte turen sydpå, hvor vi blandt andet skulle se nogle pandekagesten undervejs. Dog havde vi ikke været så smarte at tjekke benzinmåleren, fordi vi regnede med at der ville være en tankstation i den by stenene lå ved. Men nej... Der var absolut ingenting. Vi var også rundt at spørge samtlige hoteller/cafeer, men uden held. Derefter trillede vi videre meget meget langsomt, i mens vi langsomt begyndte at panikke. Vi prøvede at holde ind ved flere huse ud til vejen, men ingen af dem vi spurgte lå inde med noget. Alle var ellers søde og hjælpsomme og en gammel dame ringede endda rundt til alle hun mente kunne ligge inde med lidt ekstra, men desværre havde vi ikke heldet med os... Bilens måler havde nu været nede på "empty" i 2 timer og det er utroligt svært at vurdere på sådan en måler, hvor langt man har igen. Advarselslyset lyste en smule engang imellem, men det stolede vi overhovedet ikke på. Op af bakke virkede det nogengange som om måleren steg, hvor efter den hurtigt faldt ned af bakke og derefter tændte advarselslyset. Det har ikke været de kloge hoveder der har placeret måleren i bagenden! Heldigvis ved vi at vores gamle tøffe kører rimelig langt på literen, og det var også vildt at vi kunne holde den kørende så lang tid! 5 km fra Greymouth (der har en tankstation) trillede vi forbi en adventure-shop som bl.a. udlejede ATV'er og for at være på den sikre side købte vi 5 liter, til en rigtig god pris faktisk (tror det var lidt medlidenhed), men vi gav dem lidt ekstra som tak for hjælpen. Derefter drønede vi ind til Greymouth og tankede alt hvad vi kunne... Lettede over at vi ikke var gået i stå. Fra den dag har vi altid sørget for at tanke op inden vi kører nogen steder! Hellere være på den sikre side, man kan i hvert fald ikke regne med at der er tankstationer de mest logiske steder! ;-)

Vi købte også ind i Greymouth og kørte derefter mod Fox Glacier, der ligger vi gletscheren af samme navn. Undervejs holdte vi lige hurtigt ind ved en smuk blå flod som løb forbi med Franz Joseph gletscheren i baggrunden. Noget vi ikke lige havde regnet med var, at straks vi åbnede dørene for at gå ned til floden blev vi fuldstændig angrebet af sandfluer. Sandfluer er nogle grumme dyr... de bider hårdt! Så vi fortrød hurtigt at vi var stået ud af bilen. Da vi kom tilbage viste det sig også at der var en masse der var nået ind i bilen på det splitsekund dørene var blevet åbnet, så vi havde yderligere bevær med at få alle ud igen. Endelig ankom vi til Fox Glaicer og slog vores telt op i regnvejr. Helt utroligt at vi stadig holdt humøret højt på daværende tidspunkt. Vi var i hvert fald udmattede da vi endelig gik i seng, men det var slet ikke til at sove, for det var hundekoldt! På trods at vi lå pakkede ind i alt vores varmeste tøj. Receptionen var lukket, så vi kunne ikke rykke over i en kabine eller noget. Det var ikke en særlig mindeværdig nat, specielt irriterende fordi jeg jo skulle ofte på toilettet og det regnede hele tiden.

Torsdag morgen stod vi klar ved butikken ved 9-tiden klar til at komme op på gletscheren. På trods af al modgangen var vi faktisk glade og spændte, fordi vi havde glædet os meget til at komme op at gå på den. Vejret var stadig ligeså elendigt og koldt som før, så vi blev udstyret med regnsætte og huer + tunge vandresko og uldsokker. Ville man have handsker måtte man bruge et ekstra par uldsokker. Godt pakkede ind kørte vi op til gletscheren, hvor vi blev sat af og blev tildelt en guide. Efter halvanden time nåede vi op til foden af gletscheren, hvor vi bandt nogle jerngreb om vores støvler. Derefter gik vi op på gletscheren og rundt i mens guiden fortalte en masse spændende. Bl.a. sagde han at den i mange år har trukket sig tilbage, men at den de seneste år har vendt, så den nu forøges - i bunden 10-20 cm om dagen og i toppen op til flere meter om dagen! Lidt vildt at tænke på. Tre kvarter senere skulle vi ned igen... Tilbage i byen købte vi lidt ind, hvorefter vi tjekkede ud. Vi ville væk fra det dårlige og triste vejr!

Sent samme aften ankom vi langt om længe til Wanaka, en lille hyggelig by ned til en stor sø. Vi havde besluttet os for at tage nogle nætter på hostel for lige at få varmen tilbage, men desværre var alle senge lejet ud da vi kom, så vi endte på en campingplads et stykke ud for byen, hvor det lykkedes os at leje en billig kabine. Det vidste sig ikke at være meget bedre end teltet natten før. Der var godt nok en heater, men en avistyk sprække under døren lukkede alt den varme luft ud og erstattede den med kold. Det var mindst lige så koldt den nat og vi fik ikke sovet særlig meget. Af sikkerhedsmæssige grunde går heateren ud engang i timen, så man skal hele tiden op og trykke knappen, hvis man vil have den til at varme, bare lidt... Næste morgen var vi lidt håbeløse og besluttede at det var tid til en hviledag eller to for lige at komme til hægterne igen. Vi kørte tidligt tilbage til Wanaka, hvor vi var heldige at få to nætter i en seng på det hostel vi havde udset os; et rigtig hyggeligt et med lækre faciliteter, fantastisk udsigt over by og sø og stadig så lille at man føler sig hjemme. Her pustede vi ud efter de sidste par dage, lå i sofaerne og læste, planlagde resten af New Zealand ruten og hyggede.

Lørdag den 14. februar var pakket med oplevelser og heldigvis var vejret også blevet supergodt igen. Dagen startede ud med at Frederik skulle skydive. Her følger hans egen beskrivelse af oplevelsen (jeg var jo ikke med, men synes godt nok det så vildt ud!):
Det vildeste eller mest overskridende ved oplevelsen var at sidde med benene ude af det lille fly bevidst om, hvad der nu skulle ske, mærke vinden blæse og kun blive fastholdt, fordi jeg var spændt fast til instruktøren. Men pludselig var der ikke noget der holdt fast længere og idet tyngdekræftens kræfter trådte til og vi accelererede kraftigt, til 200 km/t kildede det for alvor i maven. Efterhånden blev farten stabil og kroppen vænnede sig til at have så meget luft susende mod sig, mens jorden langsomt nærmede sig. Det var umuligt at sige noget, fordi der var så meget luft! Derfor var det også mest øjnende, der granskede den fantastiske udsigt til sig: Bjergene spredt over det hele, de snedækkede toppe i det fjerne med gletscherne strækkende ned ad siden, og den kæmpemæssige sø Lake Wanaka med løbende bifloder. Det var extraordinary og vejret var perfekt! Pludselig blev der endnu mere tid til at nyde det, i det faldskærmen foldede sig ud og det føltes som om vi hang stille i luften. Instruktøren gav lidt informationer om området og forsøgte ellers at peppe den fortsatte nedfart op, ved at få faldskærmen (og os) til at snurre rundt og rundt og rundt, så jeg blev helt rundtosset. Det var en fantastisk oplevelse og det var slet ikke til at holde op med at smile, da vi var trygt nede på jorden igen...

Ikke engang en time efter han var landet skulle jeg afsted, bare med helikopter i stedet. Denne gang var heldet for alvor med mig, for jeg havde bestilt begynderturen over Wanaka (20 min. - den billigste!), men jeg kom med i på Mount Aspiring tur på en hel time! Den koster normalt tre gange så meget som min tur, men fordi der var en plads tilovers i helikopteren kunne de lige så godt give mig den i stedet for at sende en ny helikopter ud. Det var en helt fantastisk oplevelse som jeg nød i fulde drag. Det er noget af det mest behagelige og afslappende at flyve i helikopter... Noget andet er at man kan se alt og komme rigtig tæt på mange ting. Det var virkelig fascinerende! Turen gik over Wanaka med stop på et udsigtspunkt, videre ud hvor vi cirkulerede to gange lige over en gletscher. Efter det lavede vi også et stop på et bjerg i ca. 2500 meters højde, med udsigt over det højeste bjerg i området (Mount Aspiring) og gletscheren. Her er et par billeder:

Da jeg kom tilbage var jeg helt oppe at køre over oplevelsen. :-) Vi tog tilbage til byen, ordnede vasketøj og gik en tur langs søen og nød det fantastiske vejr. Efter den lille gåtur klædte vi om til lidt pænere og afsluttede en perfekt dag med fin og fantastisk lækker mad på Missy's, hvor vi sad på en terasse og nød aftensolen og udsigten. Wanaka er klart min yndlingsby indtil nu. Den har det hele! Når man kigger ud over landskabet minder det egentlig meget om Frankring eller Italien, bare bedre! Naturen er meget mere uspoleret, fordi byen ikke er så stor og med de brede dale virker det hele mere rummeligt.

Søndag morgen tog vi den med ro og sov indtil vi vågnede. Efter vi var checket ud kørte vi mod Queenstown, hvor endnu flere oplevelser ventede! Vi havde begge høje forventninger til Queenstown fordi det går for at være den helt vilde adventure-by... og vi blev da heller ikke skuffede, det vrimler med adventure-tilbud over alt. Men den har ikke den samme charme eller hygge som Wanaka. Vi satsede på teltet, men det viste sig igen at blive for koldt. Første nat gik det udemærket, men anden nat var det hundekoldt! Da vækkede Frederik mig kl. 6 om morgenen fordi jeg lå og rystede af kulde. Vi stod op og prøvede at få lidt varme i kroppen... det lykkedes heldigvis.
Mandag morgen skulle Frederik hoppe det længe ventede Nevis Bungy 134m, men der var ikke specielt nerver på. Jeg havde været nød til at punge ud for at komme med og kigge, og selvom det var mange penge (150 kr.) var jeg glad for at jeg tog med. Frederik var godt nok ikke specielt nervøs på turen derud eller noget. Først da han så stålvejeren hænge ud over kløften tror jeg han begyndte at tænke over hvad det egentlig var han skulle. Han er jo også lidt af en andrealin-junkie, så det er der vel ikke noget at sige til. For at komme ud på midterplatformen skulle vi have alt mulig sikkerhedsudstyr på hvorefter vi kom ud i en knirkende vogn der langsomt bevægede sig ud til platformen. Den morgen var det også rimelig gråt og det blæste en halv pelikan, så det var om at holde godt fast. Da vi kom ud stod vi og ventede i lang tid før Frederik kom for. Det gjorde ikke noget for så kunne man ligesom se det hele an. Frederik virkede ikke nervøs overhovedet, hvilket jeg nok var (nogen skal jo være det!), men heldigvis gik det glat. Frederik blev kaldt ind, fik spændt en elastik om fødderne, vraltede ud på den lille afsats som en pengvin, hoppede da han fik besked på det, elegant og lige efter bogen. Hvor jeg tværtimod stod ved siden af og var lige ved at tabe kamera og det hele fordi jeg ville til at hoppe efter ham. :-) Altså hvem springer ned i afgrunden af fri vilje?? Jeg spørger bare! Hehe. Heldigvis kom han levende op igen, smilende og rolig, sagde at det var da "meget fedt at prøve". Derefter gik vi ind og fik både billeder og video med det, så nu kan i alle sammen se det når han kommer hjem. Her er to af billederne:

Samme dag skulle vi også ud at prøve Jetboat - et specielt adventurefænomen opfundet i Queenstown vidst nok... Man suser af sted i en båd - nærmest flyver op af floden, i mens guiden prøver at få det til at se ud som om vi drejer ind i klipperne og laver 360 graders rundture. Det var meget sjovt at prøve, men ikke så vildt sindsoprivende som vi troede - nu har vi jo efterhånden også prøvet så meget!? Byens bedste burger; "Fergie Burger" som vi fik til aften, var til gengæld over al forventning.. mm...

Sidst men ikke mindst lykkes det os endelig at finde to frisører med tid, så vi blev begge klippet! Jeg fik klippet en del hår af fordi mit hår efterhånden var vokset lidt vildt og blevet ødelagt i spidserne og nedslidt af sol og rejse, så det er nok det bedste for håret. Nu håber jeg at kunne vænne mig til min midlertidige frisure og så glæder jeg mig til at få lidt længere hår igen. :-)

Fuld fart frem på nordøen (New Zealand 31. Jan. - 9. Feb.)

2009-02-09T07:36:00.021+01:00

Siden vi hentede vores bil "El Cheapo" i Auckland d. 31. har der været fuld fart på rundt på nordøen. Det krævede dog lidt tilvænning efter ikke at have kørt i næsten et halvt år, pludselig at stå med en bil med rettet i højre side, gearstangen til venstre og hele venstrekørsels udfordringen. Julie skulle heller ikke nyde noget af at køre rundt i Auckland, der er på størrelse med København, så det fik jeg æren af! Efter et par dage er det dog begyndt at virke meget naturligt, så det med at køre i den forkerte side af vejen giver ikke de store skrupler længere.

Auckland havde som sagt ikke meget at byde på i vores øjne, så derfor kørte vi ud af byen, med det samme vi fik bilen. Vi kørte direkte mod Whakatane, der ligger i den nordøstlige del af øen. Turen på 5-6 timer blev heldigvis blødet lidt op af forskellige stop til frokost osv. Vi havde et kort kig på en tidligere guldgraver by, hvor der var tunneller langt ned i undergrunden. Det blev også til et kort besøg på en kiwifarm, der solgte både gule og grønne kiwier og havde marker med kiwitræer på stribe. De havde også det, der må være verdens største skive kiwi som blikfang ud til vejen.

Om aftenen nåede vi frem til Whakatane, hvor vi havde en reservation til at tage ud og svømme med delfiner - troede vi. Næste morgen da vi stod foran butikken kl. 8, sammen med et andet tysk par kom der nemlig ingen og lukkede op. Da vi fik ringet til dem, viste det sig at man skulle genbekræfte aftenen før og at der uanset hvad ikke havde været deltagere nok til at de ville sende en båd ud. Byens andet firma havde også lukket og ingen af dem kunne garantere en båd før torsdag pga. dårlige vejrforhold. Med en kun 50-50 chance for at komme ud dagen efter, turde vi ikke blive i byen, slet ikke da tidsplanen i forvejen er stram. Så turen fortsatte sydpå mod Rotorua, der er verdenskendt for sin undergrundsaktivitet. På vejen havde vi et kort stop i Agrodome Adventure Park, hvor vi så et underholdende fåreshow med god publikumaktivitet og en demonstration af hvor godt hyrdehundene arbejder.

Da vi nåede frem til Rotorua blev vi mødt af en kraftig dunst af rådne æg og vi havde et kort kig rundt i byen, hvor vi så en park med en dampende sø på trods af det var 25-30 grader varm og høj solskin. Næste morgen fortsatte vi direkte mod Wai-O-Tapu thermal wonderland lidt syd for byen. Her var planen at se Lady Knox gejserens daglige 'udbrud' kl. 10.15 og derefter have et kig rundt i parken for at se på søer og klipper i alverdens farver (grundet de mange mineraler der bliver hevet med op fra undergrunden), kogende mudder og sjove udformninger i landskabet.

Nord for Taupo, der ligger ca. 60 km syd for Rotorua så vi også kort på New Zealands kraftigste vandfald (ingenting sammenlignet med Iguassu) og et 'månelandskab' formet af al varmen der kommer op fra undergrunden. Vi havde også overvejet at skydive (hoppe i faldskærm) dagen efter i Taupo, der er hovedstad for den sport, men besluttede at vente til sydøen, hvor vi håber på at hoppe ud over en gletscher. Heldigt, for næste dag var det fuldstændig overskyet.

Turen fortsatte mod vest, hvor vi ville ind og se huler der med "Glowworms". Vi fik en guidet tur rundt i hulerne og sejlede derefter gennem i en lille båd, hvor alle var helt stille og hvor der et par meter over hovedet på os hang ca. 5000 små orme og lyste som stjerner i mørket. Det var helt magisk, men vi har selvfølgelig ingen billeder af ormene.
Der er nogle finurlige dyr, der ligger i pubber i 9 måneder af deres liv, for derefter at leve som orm 3-4 dage for at ligge nye æg. Derefter dør de. Grunden til de lyser er for at lokke insekter ind i deres spind. I grotten er det bæl mørkt og insekter bliver som bekendt tiltrukket af lys.... Selve lyset er en kemisk reaktion!

Herefter kørte vi videre ned mod New Plymouth og fik indblik i New Zealands utrolig dårlige og snoede veje. Vi kørte knap 20 km på en grusvej, da der pludselig ikke var mere asfalt og i nogle af svingende er hastighedsbegrænsningen på 15 km/t fordi de er så skarpe. Vi blev også kortvarigt afbrudt af køer der blokkede vejen, men det er jo kun en yderligere charme!
Om eftermiddagen kom vi til den hidtil bedste by vi har været i, i New Zealand: New Plymouth. En rigtig ferieby ved kysten, med lækkert vejr, god information og et afslappet og hyggeligt gadebillede. Ved havnen står skulpturen "Wind Wand" der er designet af en New Zealandsk arkitekt for godt 40 år siden. Den har ingen egentlig funktion men meget sjov at se på.

Grunden til vi var kørt ud på øens vestligste region, var for at se bjerget i Egmont nationalpark. Det havde bare den helt rigtige form som flot baggrund og er opstået som vulkan. Den var sidst i udbrud for 1800 år siden, men udbruddet var så kraftigt at på det tidspunkt man mener den gik i udbrud, har historikere fundet kilder i Kina, det beskrev at himlen blev helt sort og andre romerske kilder der kunne se den rødlige glød i horisonten..

Efter et par timer i nationalparken kørte vi tilbage til midten af øen, hvor vi ankom efter endnu en god portion timer i bilen. Vi overnattede tæt på Tongariro nationalpark, hvor vi skulle ud på det der betegnes som New Zealands bedste endags hike dagen efter. Da turen starter ét sted og slutter et andet, var vi nødt til at blive kørt frem og tilbage med Shuttle bus. Den var selvfølgelig skemalagt til de 8 timer turen er beregnet til at ta', så da vi kom ned efter 6 timer måtte vi sidde og vente sammen med en masse andre. Men turen var vildt flot og gik bl.a. forbi Mt. Doom fra Ringenes Herre (der hvor Frodo smed ringen i) og turkisblå søer, der igen var farvet takket være undergrundsaktivitet.

Efter vores 20 km lange hike ventede en meget længere køretur på 5 timer. Vi havde nemlig aftalt med Hanne og Chris på den fårefarm, som vi var blevet sat i kontakt med, at vi ville komme samme aften. Da klokken havde sneget sig frem til halv elleve og vi fandt fårfarmen langt ude på landet, kunne vi ikke overskue meget andet end at gå direkte i seng.
Vi sov fantastisk i en normal seng efter mange dage i telt og fik også ordnet en masse praktiske ting næste dag, som vi havde gjort bilfri;-) Ellers hyggede vi os rigtig meget med familien og fik en flot rundtur rundt på deres farm-land, der strækker sig så langt som øjet rækket - mere end 2000 acres. Vi kørte rundt på quadbikes og crossere for at se til fårerne og landskabet og var nede af bade i en flod, der også var en del af grunden. I det hele taget tog de sig rigtig godt af os og vi er meget taknemmelige for deres gæstfrihed og 2 nætter i en normal seng.
Lørdag fortsatte vi til Nordøens sydligste spids og NZs hovedstad Wellington. Her har vi brugt de sidste par dage med lidt shopping og sightseeing. Søndag var vi inde og se nationalmuseet og byens botaniske haver. Vi var også på markede og købe nye forsyninger og som modsætning til Canada er fødevarerpriser faktisk utrolige billige her. Man kan heller ikke få kød i små pakker, så når vi griller må vi dele et halvt kilo kød. Når det koster 20 kr. er der dog ikke nogen der klager og grillen minder os om danske sommeraftenener.

Så som I kan læse, er der sket en hel masse på nordøen og på trods af at vi faktisk har 6 dage mere på sydøen regner vi med at få lige så travlt der, for der er endnu mere at se, større afstande og vi mangler jo stadig en masse adventure. Nyt følger!!

Bula Bula Fiji! (den 23. til den 30. januar)

2009-01-30T10:58:00.018+01:00

Efter en meget lang flyvetur, først fra Seattle til L.A. og derefter 5 timer i lufthavnen og så videre til Nadi (Fiji), i alt 20 timers rejse, ankom vi til Fiji's hovedø Viti Levu kl. 5.40 om morgenen den 23. januar. Iført langærmede bluser og lange bukser blev vi straks svedige, da fugtigheden her selv om morgenen er meget høj. Vi kom ind i lufthavnen og blev budt velkommen af et smilende fiji-band der sang og spillede. Vi kom meget hurtigt ud af lufthavnen, på trods af at vi havde deklareret vores telt, var det ikke noget de gjorde noget ud af. Derefter ventede vi halvanden time ved busstoppestedet for at komme ned til havnen, hvorfra vores skib skulle sejle. I mellemtiden studerede vi indbyggerne der kom kørende ind mod byen, stuvet sammen i gamle busser. En del holdte ind ved vores stoppested for at sætte af og samle op og uheldigvis ramte den ene ned i et mudderhul på vejen, så det sprøjtede til alle sider. Jeg blev heldigvis ikke ramt så meget, men Frederik fik en ordentlig omgang mudder og sad med mudder på tøj og i ansigtet. Det fik vi os et godt grin af :-)
Endelig kom bussen 7.30 (Fijitime), selvom vi havde fået at vide at den ville være der ved 7-tiden. Men tiden... tja, det går man ikke så meget op i her på Fiji. Efter at have betalt vores båd-transfer til øen (ca. 600 d.kr. tur-retur - det var ikke billigt!) og købt det vand vi kunne bære (12 dkr. pr. halvanden liter som det billigste), begav vi os ud på skibet, stadig iført lange bukser og bluse - meget mere varme og svedige, på trods af at det var overskyet.

Cirka 5 øer og halvanden time senere skulle vi af ved vores ø, Wayalailai hvor vi skulle bo på øens eneste resort Wayalailai Eco Haven Resort. Vi blev modtaget med en masse "Bula!" (Bula betyder hej på fijiansk) og smil af søde fiji-damer og halvstore fiji-mænd der bar vores bagage op. Vi gik straks i gang med at slå teltet op, så det var gjordt. Vi fandt et sted hvor vi kunne være i skygge det meste af dagen og det var overraskende nemt at få teltet op. Bagefter skyndte vi os at skifte tøj til badetøj og gik ned til stranden for at køle af i den turkisblå vandkant. Desværre var vandet ikke koldt, men det var dejligt nok alligevel og bagefter lød trommerne, hvilket her på fiji betyder "spisetid", så vi gik op for at få frokost. Resten af dagen slappede vi bare af og lavede ingenting (det gør de meget her ;-), men vi kunne allerede mærke at vores blege hud var blevet lidt overrasket af omvæltningen, så vi blev nødt til at købe en after-sun for at behandle de røde områder.
Det er sjovt, at vi på fiji følte os meget mere isolerede og langt ude i ingenting end da vi fx var i amazonas-junglen. Øerne ligger spredt ud over et kæmpe område og føles hver især bittesmå i forhold til det enorme hav. Undervejs ud med båden så vi øer så små, at man kunne gå rundt om dem på bare et par minutter. De er altid fyldt med palmer og omgivet af lækker hvid strand og turkisblåt vand. Der er ingen telefon eller internetforbindelse, ingen stress og jag – kun ”fijitime” og resorter der tilbyder afslapning i stor stil. Vores ø var dog en smule større end de mindste, fordi vi gerne ville have mulighed for at lave noget, nu hvor vi var der 5 nætter... Så på Wayalailai var der et lille bjerg (ca. 350 m højt) skabt af et vulkanudbrud langt tilbage, men bortset fra det, lignede den de andre øer (bare flottere!)

Hvad brugte vi så de 6 dage på? :-) Hehe, vi slappede rigtig meget af og lavede ingenting... Lå i hængekøjerne fordi det var aaaalt for hårdt at ligge direkte i solen, lod os nedkøle i vandkanten eller under bruseren, for selvom man ikke foretager sig noget er det så fugtigt at man sveder hele tiden. Tre gange var jeg ude at snorkle, første gang med hajer (mini-hajer godt nok, men en af mine største frygter) og de to andre gange lige ud for stranden, hvor der også var et fantastisk koralrev. ”Haj-snorkelingen” foregik på et lav-vandsrev midt ude i havet, hvor vi sejlede ud. De såkaldte ”friendly reef-sharks” var ca. 1 m lange og virkelig scary – det blev lidt for meget for mig da de begyndte at kredse om os og samtidigt blev fodret af guiderne, så jeg hoppede op i båden igen! ;-)
Frederik er derimod ikke bange for noget. Han indgik en pris med øens dykkerinstruktør, så han kunne få sit sidste dyk og færdiggøre sit certifikat + et ekstra dyk. Første dyk gik ud et lille stykke fra øen, hvor de mærkeligt nok kunne komme helt ned på 18 meters dybde. Her var fantastiske koraller og flotte fisk. De løb også ind i en såkaldt ”giant moray” - en fed ål af en slags, som også var ø-mændenes ven. De blev nødt til at fodre den, for den var vidst nok lidt arrig anlagt. Derefter stødte de også på en 2 meters haj af samme type som jeg snorklede med.
Andet dyk dagen efter gik ud til en undervandsgrotte, som var så smal, at det var svært ikke at skære sig på de skarpe kanter. Frederik synes ikke det var specielt spændende sammenlignet med at dykke på åbent vand, fordi der var helt mørkt i grotten og ikke noget særligt at se. Dog fik han endnu mere at se, da han senere samme dag deltog i en aktivitet der gik ud på at svømme fra den ene ø til den anden (jeg sad og heppede i båden). Sammen med 10-15 andre fra resortet svømmede han over til naboøen (omkring 500 meter) og endte på en flot 2. plads. Førstepladsen gik til en pige der snydstartede – og vidst også var rimelig god til at svømme ;-) Men anyways... Undervejs over til den anden ø så Frederik en skilpadde svømme under ham. Ikke en kæmpe en, men det er alligevel imponerende med alle de dyr. Anden gang vi snorklede ud for kysten så vi fx også en meget tynd zebrastribet slange i vandet – jeg troede slet ikke sådan noget fandtes!

Nå, men nu vi er ved aktiviteterne, så hikede vi også op til øens top den ene eftermiddag, det var lidt hårdt, men mest på grund af varmen. Det var dog et smukt syn at sidde og betragte udsigten deroppefra.
Ellers har vi også fået os nogle gode danske venner på Fiji. Helt i starten mødte vi Stine som har rejst rundt i Australien, men som på vej hjem lige smuttede forbi Fiji. Jeg var blandt andet sammen med hende i ”landsbyen” (der hvor ø-mændene og -kvinderne bor) for at flette armbånd og ringe af palmeblade. Vi var også alle sammen med ø-boerne i kirke om søndagen. Det var virkelig anderledes, men sjovt at prøve selvom det tog lidt langt tid. Det hele foregik jo på fijiansk, hvilket vi ikke forstår meget af. Dog kunne vi genkende fadervor. :-) Hun blev dog nødt til at rejse videre efter to dage, fordi hun som de fleste andre har købt en samlet pakke til øerne, hvor man rejser rundt mellem de forskellige resorter. Heldigvis kom der samme dag nogle andre danskere til øen, Maria & Tobias, som vi også havde det rigtig sjovt med. Jeg var blandt andet på haj-snorkeling med dem og så hikede vi også med dem. De kom fra New Zealand, så dem fik vi en masse gode råd af.

Hvis jeg lige skal afslutte med at skrive lidt om resortet, så kan jeg sige, at det er ejet af øens beboere (ca. 600) sammen med et andet resort på nabo-øen. Det er ikke vildt luksus, men det har de jo heller ikke råd til. Heldigvis for os giver det lidt mere rimelige priser. Vi boede i teltet (det fungerede meget godt, bortset fra at der var 80+ grader i det om dagen) og havde adgang til fælles toiletter og bad. Toiletterne var tilstoppede et par gange, mens vi var der og bruserne gav knap nok vand til, at man kunne skylle sæben af sig, men det gik. Det der var fedt ved resortet var underholdningen og øboerne. Hver aften efter aftensmad var der forskellig underholdning på programmet – typisk noget fiji-dans eller traditionelle danse og det var kun de mandlige øboere der dansede. Dog kunne de også lave lidt sjov og vores yndlings øboer, ”Big Jerry” kunne godt lide at dulle sig lidt op og danse som en hulapige. Hehe! Vi havde mange gode og hyggelige aftener.

Onsdag blev vi nødt til at tage båden tilbage til ”fastlandet” og en enkelt overnatning der, inden vi torsdag eftermiddag fløj videre til Auckland på New Zealands nordø, hvor vi befinder os nu. Byen er i sig selv ikke noget specielt, så her tjekker vi ud i morgen, hvor vi glæder os enormt til at hente vores bil ”El cheapo” som vi skal køre rundt i de næste knap 4 uger. Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at løbe af stablen – her kører de jo i venstre side!

Goodbye Whistler (d. 7. - 21. januar)

2009-01-22T04:46:00.006+01:00

Som de fleste andre ”Whistler-indlæg” kommer dette også til at stå i vejrets tegn.. - I hvert fald en smule! Det noget brugte emne, overrasker nemlig fortsat; dagen efter Julie havde udgivet det sidste indlæg slog vejret om og onsdag fik vi regn helt op til 1800 m højde. Det betyder ca. 80 % af bjerget. Derfor var der naturligvis ikke meget ved at stå på ski, da sneen blev rigtig tung og skitøjet blev gennemblødt.
Regnen ændrede sig heldigvis til sne natten til fredag, og vi fik ca. 20 cm i løbet af weekenden, hvilket gav noget nær de bedste forhold vi har haft. Siden mandag har Whistler så haft en 'tropisk hedebølge' hvilket betyder 7-10 graders varme om dagen, høj sol og smeltende sne.

Men som sagt var vi heldige med rigtig gode forhold, da vi fik vores 3. besøg i Whistler af vores ven Klaus, som vi kender gennem Julies onkel Anders og Klaus' ven Rob. Rob er en utrolig dygtig skiløber og tidligere instruktør, så han viste os noget af Whistlers mere uudforskede terræn og kom med gode tip til småting vi kunne rette på vores stil. Jeg skulle desværre arbejde søndag, så jeg kunne ikke komme med ud, men jeg hørte at Rob fik Julie med ned af en 'Double Diamond”, hvilket hun var meget stolt af. Alt i alt havde vi en rigtig sjov og hyggelig weekend sammen med de to gamle venner.

Jeg havde sidste arbejdsdag mandag d. 12. og derfor stod den på ski resten af sidste uge. Det varme vejr, betød dog som sagt ringere sne og efterhånden er flere og flere klipper og sten begyndt at stikke frem gennem sneen. Det er ærgeligt, for på de sidste dage var de efterhånden ikke til at undgå og det er en dum måde at ødelægge sit udstyr på.
Pga. den høje lavinefarer fik vi heller aldrig set toppen af Whistler, eller stået ned af Blackcomb gletscheren, to af de bedste dele af området. På den sidste dag (lørdag) fik jeg dog set en lille del af Whistler, da de åbnede en af stolelifterne til toppen, men det blev ikke til mere end et par ture, da der var en halv times kø ved liften.

Fredag d. 16. blev jeg jo så endegyldigt 'voksen' da jeg også fyldte 20 år. Tusind tak for de mange hilsner som I skrev derhjemme, det var det bedste at få at vide, at der var nogen der tænkte på mig, selvom jeg ikke lige kunne fejre det med jer. Også tak for de mange gaver, det var over al forventning:-)
Selvom jeg ikke var hjemme ved familie og venner havde jeg en rigtig god dag. Julie vækkede mig om morgenen med fødselsdagssang, english breakfast og gaver, så vi tog formiddagen stille og roligt og kom ikke afsted før frokost. Inden vi tog op på bjerget, fik jeg også lige ringet til familien, så jeg kunne snakke lidt med dem og sige tak for gaven:) Ellers stod vi lidt på ski og om aftenen gav Julie en middag på en hyggelig restaurant, hvorefter hun havde arrangeret en fødselsdagsfest/bytur sammen med nogle tyskere, som vi har mødt i byen. Det var rigtig sjovt!

Bytur betyder for Julies vedkommende tømmermænd, så derfor var jeg alene op på pisten lørdag, der altså var første gang de åbnede toppen på Whistler, mens vi har været der. Sneen var stadig god, så jeg fik nogle gode ture inden afgang.
Ellers var det primært praktisk-dag, hvor vi skulle ha' pakket sammen og ryddet op, lukket vores bankkonto osv. Da vi kom til Vancouver lørdag aften, stod Klaus klar til at modtage os ved stationen.

Søndag-mandag-tirsdag har vi hygget os sammen med Klaus og Kathy, der har en rigtig hyggelig lejlighed, som ligger perfekt i Vancouver. Søndag havde Klaus os med rundt på lidt sightseeing, hvor vi var oppe og se Vancouvers skibjerge (de havde heller ikke for meget sne, men mere end Whistler) samt dykkersteder osv. Vi fik også tysk rugbrød, skinke og ost, som de havde købt ved en europæisk bager og slagter.
Om mandagen havde Kathy os med rundt i byen og hjalp os med at bytte lidt julegaver, købe campingudstyr og almen shopping. Til frokost introducerede hun os også til sushi på en af Vancouvers bedste restauranter. Det var rigtig lækkert og Vancouver lever op til sit rygte som bedste sushi-sted uden for Japan. Om aftenen hyggede vi og udvekslede billeder fra vores tur og så Klaus' billeder fra han var på jordomrejse også til bl.a. New Zealand og Fiji. Jeg fik også afprøvet hans Playstation 3 på en gigantisk fladskærm.
Tirsdag var igen mest praktisk, da vi igen skulle have pakket sammen og fundet ud af hvad der skulle sendes hjem til DK og hvad der skulle med videre. I alt fik vi samlet 20 kg sammen i en kasse der fylder 50 cm. på hver side. Tak til Anders og Chi der tager ski og snowboard med til Europa senere på året!!

Tirsdag aften gik turen med tog til Seattle, hvor vi havde en enkelt nat inden vi i dag (onsdag) er fløjet videre til LAX og om et par timer fortsætter mod Fiji. Efter 3 måneder i Canada siger vi nu farvel til ski, arbejde og forhåbentlig underlige vejrforhold, med temperature på mellem -30° og +10°, sol, regn, skyer, tåge ..og de dårligste sneforhold i 25 år! Alligevel har vi ikke fortrudt noget (det kan man ikke planlægge efter) og vi har haft det super godt i Whistler, hvor det har været rart at have sit eget for en tid. Turen fortsætter nu hovedsageligt i telt, på Fiji, New Zealand, Australien og Thailand og planerne byder forhåbentlig på ren sol og afslapning på Fiji. I New Zealand og Australien har vi lejet bil, så vi glæder os til friheden ved selv at kunne køre rundt og Thailand har vi ikke planlagt så meget endnu, men I skal nok høre meget mere om det hele.
I nat krydser vi også dato linjen, hvilket vil sige at vi letter fra LAX kl. 22.30 onsdag d. 21. og lander på Fiji om morgenen fredag d. 23., selvom flyveturen kun varer ca. 11 timer. - tankevækkende? Det betyder også, at vi fra nu af tidsmæssigt vil være foran jer i Danmark, hvor vi hidtil har været bagefter.

Nyt fra de varme lande down under følger snarest!

Familien på besøg! Jul og Nytår i Whistler (den 19. december 2008 til den 6. januar 2009)

2009-01-07T07:27:00.012+01:00

Godt nytår alle sammen!!!

Tiden er fløjet afsted her i Whistler! Vi har virkelig nydt at være sammen med vores familier de sidste to uger - det har været helt fantastisk at have dem her, og selvom jul og nytår ikke er helt det samme i Canada som derhjemme har det ikke været så afgørende - vi har bare hygget os sammen. :-)

Desværre har det ikke været helt nemt for dem at komme frem til Whistler. Frederiks familie kom allerede den 19. december og havde vidst haft en okay tur på trods af et forsinket fly og en kold overnatning i Vancouver. Min familie ringede aftenen inden de skulle være her og sagde at de sad fast i Seattle. Situationen var den, at det for første gang i hundrede år havde sneet i Seattle, hvilket åbenbart kom bag på alle (har de ingen vejrudsigt eller?). Nåh, men uanset hvad, så sad de der – lige inden jul – sammen med tusinder andre og kunne hverken komme frem eller tilbage. Der gik ingen fly fordi de ikke havde mere af det, de bruger til at af-ise flyene med og trafikken var gået fuldstændig i stå fordi der nu lå 5-10 cm sne på vejen. Folk anede simpelthen ikke hvad de skulle stille op, så derfor gjorde de ingenting! Og snerydningsmaskiner? – nej, dem havde de heller ingen af! Total panik. Jeg begyndte også at blive nervøs for, om de kunne nå frem før jul og satte en større efterforskning i gang for at finde ud af hvordan vi kunne få dem herop, dog uden held. Alle tog var booket. Der var et par enkelte buspladser tilbage, men vi kunne jo ikke vide om busserne ville køre! Ikke nok med det, så glemte Mikkel også sin ene taske (med pas og penge i) i taxaen, som de havde taget for at komme hen til et hotel, hvor de kunne overnatte. Jeg var dybt bekymret da jeg gik i seng den aften...
Næste morgen vågnede jeg heldigvis op til godt nyt! Det havde lykkes dem at få fat i Mikkels taske igen og de havde plads på en bus som gik mod Vancouver og derefter videre til Whistler. Nu var eneste bekymring blot om de kunne nå bussen fordi deres hotel lå 25 km fra byen og alle taxierne de ringede til nægtede at hente dem pga. forholdene (sneen), så det afhang af om de kunne komme med en shuttlebus derind, hvilket så heldigvis også lykkedes. Jubii :-)
Hen på eftermiddagen ville jeg så tjekke ind i vores lejlighed, så de ikke skulle stå og bøvle med det om aftenen. Jeg blev lidt overrasket, da jeg så hvad vi fik: ET RUM med et skab, køkken, seng, et lille bord, som kunne slås ud til seng og så et lille tilhørende badeværelse. That's it!?
Yep, der skulle vi bo 4 mand. :-) Jeg kunne allerede der forudse hvilken begejstring det ville give, så jeg skyndte mig først ned i receptionen for at dobbeltjekke at vi havde fået det rigtige. Det havde vi. Så ringede jeg til min far og fortalte dem nyheden (med lidt overdrivelse måske), hvilket gjorde at de faktisk ikke synes det var ”så slemt” igen da de endelig kom. ;-)

Den 23. gik med juleforberedelser i begge familier, dog havde vi lige tid til at mødes over en kop kaffe hos familien Rebsdorf. Det store spørgsmål var, hvordan vi skulle finde et juletræ, som vi havde plads til. Traditionen tro skulle vi også have risengrød til aftensmad. Mmm, det var godt! Det eneste vi manglede var Hvidtøl.

På trods af voldsomt jetlag hos familien Clausen, hvilket gjorde at alle nærmest sov efter aftensmaden, fik jeg alligevel vækket min mor fordi vi skulle have fat i et juletræ. Min mors plan var nemlig at hugge et par grene fra et træ i byen (meget kreativt), he. Så vi fandt et lille juletræ som ”alligevel så heeelt forfærdelig ud”, hvorefter min mor klippede et par grene og smuglede dem op på værelset. Familien Rebsdorf endte dog med en lidt mere rationel løsning efter alt det de havde taget med ind havde tabt nåle. Så de kørte ud til industrikvarteret og fandt sig et lille pænt plastictræ den 24. december.

Alligevel endte det hele godt. Der blev lavet julemad og der blev pyntet ”juletræ” næsten ligesom vi plejer. Maden smagte også næsten lige så godt som den plejede, bortset fra kartoflerne, som ikke helt er det samme herovre. Juleanden svandt også ind til næsten ingenting, så det var godt vi havde puttet lidt fars i. Der blev hygget og guffet og snakket. Dog havde vi valgt ikke at tage i kirke i år, da tidspunkterne lå lidt uheldigt. Der blev danset om ”juletræet” og åbnet gaver for den helt store guldmedalje. Det var en rigtig hyggelig aften.

Dagene imellem jul og nytår blev brugt på at stå på ski – og vi skal love for at sneen er kommet nu! Det sneede også alle dage i mens de var her, bortset fra den 25. december og den 2. januar. Temperaturerne er også blevet meget mere tålelige, selvom vores familier synes det var ”lige koldt nok” nogen gange. :-) Vi mødtes den 25. december til Bezzerwisser-aften, det var sjovt og udfordrende med så mange deltagere. Aftens store ”Bezzerwisser” blev Hanne, der vandt første runde sammen med Charlotte og anden runde med Bente. Aftenen efter tog hele banden hen og spiste på The Old Spaghetti Factory, bortset fra mig, som var den store seværdighed, fordi jeg skulle arbejde. Men de andre hyggede sig vidst og synes også at maden var ganske udmærket.
Mandag aften var vi så alle sammen ude at spise, denne gang på Mongolian Grill. Det var også skægt at prøve og meget underholdende at se maden blive lavet.

Nytårsaften havde vi reserveret bord på et pænt (italiensk) sted der hedder Quattro. Her fik vi serveret fire fine retter, det smagte mægtigt og der var flot pyntet op. Alligevel sad jeg og savnede den traditionelle sønderjydske menu med kål, pølser og hamburgryg. Tiden indtil 12 udfyldte vi med droningens nytårstale og Bezzerwisser. Da klokken slog tolv fulgte ved med i TV ved Space Needle i Seattle og hoppede ind i det nye år. Da de andre gik i seng tog Frederik, Mikkel og jeg en tur ind i byen for at finde et sted vi kunne feste. Det viste sig dog at blive svært da alt lukkede kl. 3, så alle var ved at lukke da vi kom.

Efter nytår begyndte familien Rebsdorf at pakke sammen, i mens familien Clausen lige havde en skidag mere. Samtidig flyttede vi over i vores nye lejlighed hvor vi skal være indtil vi forlader Whistler den 18. januar. Den ligger lige i midten af byen og er rigtig fin, bortset fra at den ligger lige over en af byens mange diskoteker og bar, så nogen gange er bassen så høj at billedet på vores væg ryster. Dog har vi endnu ikke benyttet os af de ørepropper vi har fået. Det sidste stykke tid her Whistler skal gå med at nyde pisterne, arbejde og så får vi også besøg denne weekend af Klaus, min onkels ven fra Vancouver. Og så når Frederik også lige at fylde 20 inden vi tager videre, så det skal i hvert fald fejres! ;-)

Den arktiske vind (Whistler den 10. - 18. december)

2008-12-19T08:57:00.007+01:00

Som alle andre steder går livet stadig sin gang her i Whistler og der er sket lidt af hvert siden sidst! Vejrsituationen har ændret sig fuldstændig i forhold til det vi har oplevet hele november og starten af december; det er nemlig gået hen og blevet rigtig, rigtig koldt! Temperaturen har den sidste uge ligget mellem -10°C og -25°C og med vindstød på op til 12 m/s på de kolde dage, er det urimelig koldt!! Man kunne have håbet, at det betød masser af frisk powder sne til os, men indtil videre har vi ikke fået særlig meget ny sne, så mange af pisterne er gået hen og blevet ret så isede. Selvfølgelig er det rart, at temperaturen endelig er faldet, men – 25°C er måske lige i overkanten? Årsagen til vejrskiftet er, at vinden nu kommer for nordøst, hvilket vil sige at det blæser direkte ned fra nordpolen. Efter hvad vi har hørt, skulle det være så omfattende, at de har fået sne i Texas og minus grader om natten i det nordlige Mexico. - Indtil videre kan man vist roligt sige, at vejrguderne ikke rigtig har været med os her i Whistler.

Vi prøver imidlertidigt stadig at komme op og stå på ski og snowboard, så længe vi kan holde til det. Selvom en stor del af pisterne stadig er lukkede, har vi det stadig sjovt, men det ville nu være sjovere, hvis de snart kunne åbne for hele terrænet! Det går også fint med arbejdet for os begge to og vi kan mærke at julesæsonen er begyndt at nærme sig, eftersom det bliver travlere og travlere på Old Spaghetti Factory.

I fredags holdt WhistlerBlackcomb en storstilet åbningsceremoni for deres nye lift Peak2Peak. Liften, som vi vist har skrevet om, er bygget mellem de to bjerge, så man kan nyde begge skiterræner og skifte bjerg på blot 10 minutter. Med 4,4 km, er det verdens længste frithængende lift! Så ingeniører og bjergfolk var meget stolte da liften åbnede.
Samme dag var vi til en lille Workshop arrangeret af Whistler ”Spirit Pass”. De gav os som bekendt rabat på sæsonkortet, men til gengæld skulle vi deltage i en 2,5 times workshop for at høre lidt om Whistlers historie og blev belært om hvad god kundeservice er og hvordan de håber, at vi til gengæld for vores rabat vil anstrenge os for at give de gæster der kommer her, den bedste skiferie de nogensinde har haft. Derudover blev der også krævet lidt publikum deltagelse med et par sketches og alt i alt var det faktisk et udmærket arrangement!

Tirsdag eftermiddag skete ulykken så. Kl. 14:30 knækkede tårn 4 sammen på Blackcomb gondolen og 53 mennesker blev fanget i liften; nogle 10 m over jorden, andre over en elv. På vej ned med Whistler gondolen så vi de mange redningsfolk, der gjorde alt hvad de kunne, for at få folk ned fra liften så hurtigt som muligt. Omkring kl. 18 lykkedes det at få de sidste ud og ingen var kommet alvorligt til skade.
Efterfølgende har det vist sig at der var kommet et hul i den nederste del af tårnet, der består af to dele, som er svejset sammen. Tårnet var så blevet fyldt med vand, der var frosset i det kolder vejr vi har oplevet og på den måde blev stålet flået fra hinanden. Det betyder selvfølgelig meget for hele byen, at sådan noget kan ske, når de lige har startet deres nye lift og er værter for OL næste år. Selvom myndighederne havde deres årlige sikkerhedstjek på samtlige lifter i sommers, har de efterfølgende tjekket dem alle sammen igen og eksperter fra liftproducenten er også blevet tilkaldt.
Det mest imponerende ved det hele var, at nyheden på ingen tid havde bredt sig ud over hele jorden, onsdag morgen modtog jeg en mail fra min far, der havde læst om det på Jyllands Postens hjemmeside og vi har hørt, at det også har været i New Zealandske nyhedsmedier osv. Så er man ikke i tvivl om, hvordan vores globaliserede verden virker.
Heldigvis var der ingen, der kom til skade og med de ekstra sikkerhedsforanstaltninger burde vi kunne være helt sikre på, at noget lignende ikke kan ske igen.

Nu er vi efter hånden begyndt at glæde os mere og mere til vores kære familier kommer herover og holder jul. Heldigvis er der heller ikke så længe til mere; min familie kommer til Whistler i morgen og Julies familie ankommer på mandag, så vi ser frem til en rigtig hyggelig (og hvid) jul sammen med familien!
Da dette sikkert også bliver det sidste indlæg inden den store aften, vil jeg lige benytte lejligheden til at ønske jer alle sammen en rigtig god jul. Håber I får en dejlig aften, sammen med dem I holder af! Vi vender tilbage på den anden side af højtiden!

Thams på besøg (Whistler den 28. november til den 9. december)

2008-12-10T06:55:00.007+01:00

"Oluf, jeg ønsker mig en foodprocessor!" .... "Jaah, det er bar' dæjle"

- Ja for selvom man befinder sig i Whistler kan man nu stadig følge med i den gode gamle The Julekalender, takket være internettet (og Frederik) - og det er lige det vi gør! :-) Nu hvor december er kommet, sørger vi for at skaffe alt den danske julehygge vi kan. Største bidrag kom direkte flyvende fra Danmark, vores kære ven Thams der begav sig ud på den lange rejse helt alene for at besøge os. Vi er yderst taknemmelige - og lykkelige over at han kom! Det har været en helt forrygende og sjov uge med snak, latter og hygge.

(Billedet: Thams med sin fødselsdags pandekage-lagkage! Mm mums!)
Med sig, havde Thams også et meget savnet lydanlæg (et meget lille et selvfølgelig), så vi nu endelig kan spille vores egen musik - og for tiden i sær julemusik! To chokoladejulekalendere havde vi selv sørget for og min elskede mini-lyskæde har hængt over vinduet siden vi kom i november. ;-) Derudover fik vi hver en skrabejulekalender og to nisser af Frederiks mor og begge gør sig godt over pejsen. Sidst men ikke mindst fik vi en meget flot gave af Thams og Prashanna, nemlig et sølvfnug fra Karen Blixen-serien - den er vi rigtig glade for.
For at fejre at december er kommet lavede vi også risengrød i tirsdags. Godt nok har de ikke "grødris" herovre... Eller noget der ligner for den sags skyld. Men det lykkedes nu meget godt alligevel. Men hvidtøl lykkedes det os desværre ikke at trylle frem. Vi har også indført små adventsgaver hver søndag, så lidt juleri bliver det da til. Jeg har nogengange også undret mig over, hvordan de kan holde rigtig jul herovre, når de ikke har sådan nogle essentielle juleting, som fx et kalenderlys. Det eksisterer simpelthen ikke! I stedet gør de det med farverige lyskæder i lange rækker, pyntede kranse på døren og julesokker.

Nåh, hvad har vi så brugt den sidste uge på?
Jaah, vi har blandt andet stået lidt på ski, men det har desværre været en meget blandet fornøjelse på grund af vejret. Det er stadig for varmt! Det er tilsyneladende meget usædvaneligt at det er sådan her, men vi er åbenbart uheldige. Godt nok havde det sneet en del, helt ned i byen, sidste fredag hvor Thams kom. Desværre stoppede det der og vi fik vi ikke mere sne i løbet af ugen, tværtimod steg temperaturen og det meste smeltede væk! Kun et par enkelte pister har været åbne på toppen og de er i løbet af ugen også svundet ind, så det var ikke altid lige meget ved. Sidst på ugen gik det endda så vidt, at det regnede i mens vi stod. I og med at vinden stadig var kold, gjorde det at vores jakker blev til is, ligesom pisterne, lifterne og så meget andet. Det var ikke særlig sjovt! Sidste nyt er heldigvis godt, for vi har i søndags og i dag fået mere sne og de melder mere for i morgen, så måske det bliver bedre nu. Det må vi håbe!

Og hvordan er det så gået med Frederik og hans snowboard? Tjo, jeg havde jo lejet et board for en dag for at lære ham "the basics" og det gik fint, selvom han havde et par styrt. Det er bestemt ikke ligetil at lære at stå på snowboard og teknikken er meget anderledes end ski, så det kræver en del tålmodighed i starten. Det var lidt svært for Frederik de første par dage fordi han faldt rigtig meget og vi andre kunne jo sagtens suse afsted. Heldigvis blev han ved med at prøve og efter en dag på ski fik han også modet tilbage, så i dag har han haft rigtig godt fat i det og er blevet rigtig god til det faktisk! Jeg er i hvert fald imponeret! Han vælter næsten heller ikke mere, så det er over al forventning. Jeg må virkelig være en god lærer ;-)

Bortset fra at stå på ski det meste af sidste uge, sammen med Thams selvfølgelig, har vi også brugt tiden på andre sjove ting. Vi var i biografen i tirsdags (vi nåede det lige og lige!) for at se Madagascar 2, det var en virkelig underholdene film!
Frederik og Thams har også været i sportscenteret til en squash-fight - rygtet lyder at Frederik vandt.
Vi var også til det, som skulle have været Whistler's julemesse, kaldet "Bizarre Bazar", som dog viste sig at være et stort miksmaks af mange forskellige kræmmere. Meget bizart!
Lidt i byen har vi også været... Frederik og Thams begav sig ud på deres egen "Pubcrawl" sidste lørdag - det gik vidst ikke helt efter planen, eftersom alle de steder de gik ind lukkede lige efter. Ja, man kan ikke ligefrem sige at de to gutter har haft heldet med sig når de begav sig ud. I fredags, hvor vi alle var afsted, blev de hapset af politiet fordi de havde en øl i hånden. Man må jo ikke drikke i offentligheden! Heldigvis slap de uden bøde. :-)

Derudover har jeg fået købt mig et par ski. Et rigtig godt køb! Det er nogle demoski, hvilket betyder at de har været lejet ud sidste sæson, men det kan man slet ikke mærke fordi de er blevet tunet og vokset, så det er bare super!

Angående arbejde, så er vi begge blevet rigtig glade for det! Frederik arbejder klart flest timer, fordi han står i køkkenet fra kl. 9 til de er færdige (ca. ved femtiden) tre gange i ugen. De er kun drenge i køkkenet og de har det vidst rigtig sjovt sammen. Jeg var i hvert fald forbi den ene dag og man kan tydeligt høre dem skråle med på radioen på lang afstand. Hehe. På nogle tidspunkter er det også rigtig stressende arbejde for os begge, men vi tager det bare som en udfordring. ;-) Jeg har indtil nu kun været på arbejde to gange og når jeg arbejder er det kun om aftenen. Men jeg synes også, at det har været spændende indtil nu og det er nogle rigtig søde mennesker man arbejder sammen med.
Selvom det er et godt sted at arbejde, er det ikke umiddelbart et sted vi ville anbefale folk at spise. Alligevel er det voldsomt populært, heldigvis for os. ;-) Men vi var dernede at spise med Thams i torsdags og maden var langt fra noget specielt! Vi kunne i hvert fald selv have lavet det meget bedre.

I denne uge skal vi have styr på den sidste del af rejsen, forhåblig stå lidt mere på ski og så er der vidst også en workshop vi skal til på fredag... Men hvad vi glæder os allermest til, er at vores forældre meget snart kommer og så bliver det først RIGTIG JUL, så det er hvad vi går og tæller ned til!

Lidt sne og spaghetti (17/11-27/11)

2008-11-28T07:11:00.007+01:00

Yeah! Vi har fået job!:-) I fredags blev vi begge kaldt tilbage til "The Old Spaghetti Factory" og tilbudt arbejde. OSF er en oprindelig Canadisk kæde, som har en del restauranter i Nordamerika og lignende i Europa og Japan. Der serveres (næsten) kun spaghetti og når man køber en ret, medfølger forret, dessert, brød og drikke. Derfor er det nok også det sted i Whistler, hvor man får mest for pengene når man spiser ude. Julie var lidt i tvivl, om hun ville have jobbet og spurgte derfor, om hun ikke måtte tænke lidt over det inden hun sagde ja. Da hun så mødtes med ejeren Marlys nogle dage efter, var Marlys i en helt anden sindsstemning og var nærmest sur over at Julie havde virket som om hun tvivlede osv. - Hun bad Julie om at komme igen i dag (hvor hun åbenbart var i bedre humør) og vi er nu begge ansat.

Jeg er blevet lært op de sidste tre dage og er nu færdig lært prep. cook og dishwasher i køkkenet. Der er kanon stemning i køkkenet - hvor det kun er mænd, der arbejder og arbejdet består mest i at gøre kæmpe portioner klar til de kunder der måtte komme i løbet af dagen. Julie skal være Junior Server (busser) hvilket vil sige, at hun skal rydde af borde og gøre dem klar på et par minutter, så de næste gæster kan sidde der. Derudover skal hun sørge for at der hele tiden er vand, brød osv. som tjenerne kan bringe ud.
Lønningerne er en smule anderledes herovre (min. løn 8 $), så vi tjener kun 40-50 kr. i timen, men skatten er selvfølgelig begrænset og vi får 30 % rabat på vores liftkort + gratis mad når vi arbejder, så der er lidt fordele og det er rigtig rart at have noget at give sig til!

Vi har også fået en smule sne og gennemsnitstemperaturen er faldet lidt, så det lykkedes Whistler Mountain at åbne noget af bjerget i går d. 26. Der er dog stadig en del, som er lukket og vi har ikke været oppe endnu, da jeg har arbejdet, men vi glæder os sindsygt meget til at komme op i morgen!
Det ser desværre ud til at temperaturen vil stige lidt igen i weekenden, men vi håber selvfølgelig på det bedste - især nu hvor det efterhånden er koldere hjemme i Danmark. Man kan dog se forskel på de sidste 10 dage...

Julie har brugt en del tid hos Creative Communications i Function Junction, hvor hun er kommet et godt stykke videre med photoshop. Hun har lavet en aftale, hvor hun får lov til at bruge deres Mac og program så meget hun har lyst, hvis hun til gengæld hjælper med en smule papirarbejde. Det er hun rigtig glad for og når forhåbentligt at blive klar til hendes store optagelsesprøve næste forår.

Mens vi har ventet på sne og job, har vi selvfølgelig fortsat brugt en del tid på biblioteket, hvor vi nu begge er medlemmer. Det er ganske udmærket og vi har selvfølgelig allerede udnyttet det til at slæbe så mange dvd'er, cd'er og rejsebøger hjem som vi kunne. Udover det har vi selvfølgelig også mulighed for at bruge deres internet, som er en del hurtigere og bedre end det signal vi nupper fra naboen hjemme i lejligheden.

Så mens vi er super glade for at have fået styr på jobsituationen, glæder vi os vildt meget til at komme op og snowboarde i morgen og så kommer Thams selvfølgelig også i morgen aften, hvilket bliver mindst lige så godt. Vi ofrer til vejrguderne og håber på mere sne og ser frem til endnu en god uge her i Whistler.

Ny funktion på bloggen

2008-11-19T00:22:00.003+01:00

Nu hvor vi har så meget tid her i Whistler, har vi haft mulighed for at kigge lidt på siden og komme med nogle nye tiltag. Det smarteste er nok vores nye "Abonnement service", hvor I kan tilmelde jer. Det foregår på den måde, at hver gang vi skriver et nyt indlæg på bloggen, får I automatisk indlægget pr. mail.

På den måde slipper I for at tjekke bloggen hver dag, time, eller hvor ofte I nu gør det.
Tilmeldingen foregår i 3 trin:

1: Indtast din e-mail i feltet hvor der står "Indtast e-mail" og klik tilføj.

2: Et pop-up vindue åbner. Her skal du indtaste den kode, som bliver vist, i feltet nederst i vinduet og klikke "Send Tilmelding".

3: Du får derefter en e-mail, hvor du skal bekræfte at du gerne vil være abonnent på vores side. Klik på det vedhæftede link.

Det var det!

For fremtiden vil du så modtage vores indlæg pr. mail, det er spam/reklame frit og du kan altid afmelde dig. Selvom du så ikke engang behøver at besøge siden her for at læse vores blog, ser vi stadig meget gerne, at I en gang i mellem lige skriver en lille kommentar til indlægget, så vi fortsat bliver motiveret til at skrive;-)

Udover det, har vi tilføjet en smule mere info om turen og I kan stadig gå tilbage og læse de gamle indlæg i arkivet. I er selvfølgelig også velkomne til at komme med kommentarer eller forslag til nye tiltag på siden.

Håber I ellers har det godt i Danmark!

Vi venter og venter... (Whistler den 10.-16. november)

2008-11-17T08:04:00.002+01:00

Den sidste uge har ikke været specielt sindsoprivende, hvilket på en måde kan være meget sundt, men også aldeles frustrerende... og med udsigt til endnu en ”vente-uge” er det svært stadig at være optimistiske omkring situationen, men vi prøver!

At sneen ikke er kommet endnu, kan vi desværre ikke bebrejde nogen. Selvom vi hver morgen vi vågner, med spænding kigger ud af vinduet og op af bjerget, har synet endnu ikke frembragt jubel. Den sidste uge har (igen) stået på regn, regn og regn – gråt vejr og 2-8 grader. Frysegrænsen har i ugens løb bevæget sig højere op, så sneen der lå på bjerget er nu også næsten væk. Vejrudsigten for næste uge lyder på regn og det sætter lidt tanker i gang når der p.t. kun er 11 dage til at Whistler/Blackcomb officielt åbner. Vi havde håbet på, at de kunne åbne lidt før tid, men fordi sneen ikke er kommet, er det nu helt udelukket. Nu håber vi bare på, at sneen kommer til den 27. november for ellers bliver det godt nok trist. I dag var vi inde at undersøge ”14-dages tendensen” og det var rimelig chokkerende! Normalt ligger temperaturen i gennemsnit på -2 til -4 grader i Whistler på dette tidspunkt, men i år er den ikke engang i nærheden af frysepunktet og vil heller ikke nærme sig yderligere de næste 14 dage ifølge prognosen! Vi krydser alt hvad vi kan for at alle prognoserne er forkerte og at vi vil få sne i stedet for regn i den kommende uge. Vi vil ud at stå på ski! :-)

Jobsøgningen har heller ikke kastet det vilde af sig, vi har i hvert fald endnu ikke hørt fra nogen af dem, vi har ansøgt hos. Jeg var til et interview i mandags ved Mountain Hound Lounge – det gik udmærket men ikke super... Det er udfordrende når det hele foregår på engelsk (og man samtidig skal virke afslappet). Jeg havde godt nok forberedt mig grundigt på min hundeviden, men fik nogle lidt andre spørgsmål end jeg havde regnet med, fx ”Beskriv det øjeblik i dit liv hvor du var mest stolt”. Tja, den skulle jeg ligge tygge lidt på ;-) Da jeg ikke havde hørt tilbage fra dem i løbet af ugen, gik jeg forbi igen i fredags og fik at vide at det hele var blevet lidt mere kompliceret, så lederen havde ikke besluttet sig endnu. Jeg må vente og se hvornår jeg får svar.
Tirsdag var vi til jobfair på Buffalo Bills, en familieejet virksomhed, der udover at have Buffalo Bills (diskotek) også har The Longhorn (diskotek), Firerock Lounge (fint spisested/lounge) og Tapley's (bar). Vi kom ca. en halv time før dørene åbnede og der var allerede lang kø foran stedet. Da dørene åbnede vil jeg vurdere, at der var omkring 150 ansøgere. Vi synes begge at samtalerne gik godt, men vi forventer ikke at få noget. (Vi kan jo ligeså godt være realistiske)
Onsdag var der WERC jobfair, en slags messe i konferencecenteret hvor omkring 30 arbejdsgivere havde hver deres lille bod. Der var ca. 200-250 unge i kø da messen åbnede. Det var fuldstændig nytteløst, man kunne knap gå rundt derinde! Efter en time gav vi op... Siden har vi ikke arbejdet så meget på at søge flere stillinger og der har heller ikke været flere jobfairs.

Til gengæld har vi brugt tiden på meget andet, fx har vi lånt bøger på biblioteket, så vi kan begynde at planlægge resten af rejsen. Vi har løbet og trænet og i går var der endda gratis adgang til et stort idrætscenter i udkanten af byen, så der tilbragte vi nogle timer.
Ellers var vi i byen i onsdags: Buffalo Bills gav gratis mad, fordi vi havde ansøgt til deres jobfair. Det var meget sjovt, men efter et par øl tog vi hjem. Der sker noget i Whistler hver aften. Aftenen efter havde vi dog selv betalt for måltidet. Vi havde bestilt VIP-billetter til James Bond Premieren ”Quantom of Solace” med 2 retter mad inden forestillingen på restauranten ved siden af. Vi fik også en martini for at komme i den rigtige stemning og de varmede op med at vise ”Casino Royal”. Det var hyggeligt og maden var rigtig lækker. Filmen var også god, men desværre skuffede den også på mange punkter.

Ugens bedste nyhed er, at vi får besøg af Thams! Han har sørget for at arrangere en tur herover og kommer til Whistler den 28. november – det glæder vi os rigtig meget til (og håber derfor endnu mere på sne!) :-)
Det var alt for denne uge, næste update fra Whistler kommer næste søndag.

Nyt fra Whistler

2008-11-11T05:10:00.008+01:00

Så kommer der lidt nyt om, hvad der er sket den forgangne uge her i Whistler. Som Julie skrev sidst, var vi sidste søndag (d. 2/11) begge til jobsamtale hos Whistler Blackcomb. Jeg synes min samtale var gået rigtig godt og havde fået at vide, at jeg havde 90 % chance for at få jobbet, jeg skulle bare lige ringe tilbage dagen efter. Desværre fik jeg ikke jobbet og den eneste begrundelse jeg kunne få, var at de havde flere ansøgere end jobåbninger.

Den sidste uge har vi derfor brugt meget tid på at være rundt med jobansøgninger og resuméer.
Vi har også brugt meget energi på at prøve at finde et sted at bo (for december og januar), for som Julie skrev sidst, er boligsituationen meget kaotisk her. Hver dag når man går ned til busstationen, ser man triste og nedslåede ansigter på dem, som har givet op og tager med Greyhound bussen tilbage til Vancouver og vi har set flere, som går gennem gågaden og langs vejene med skilte hvorpå der står: ”Help! I need a home, I'm not broke, just homeless”.
Grunden til at situationen er så slem, er eftersigende at Whistler som bekendt holder Vinter OL næste år. Derfor har de arbejdere som bygger nye OL huse, forbedrer infrastruktur osv. sat sig på de fleste billige opholdsmuligheder.

Vi havde jo heldigvis fået en kontakt, som havde givet os et rigtig godt tilbud på en lejlighed i Creekside (hvor Whistler village oprindeligt lå). Vi havde også aftalt det hele og takket ja, da hun i torsdags bad os vente et par dage, da hun lige skulle finde ud af hvordan vi kunne betale. Lørdag skrev hun så, at hun havde fået et andet tilbud, så desværre kunne hun ikke hjælpe os.
Vi følte os lidt snydt og bedraget og uden at vi kunne gøre noget, var vi nu sendt tilbage til nulpunktet, hvad boligen angår. Derfor sendte vi hurtigt en masse ansøgninger ud lørdag aften og søndag var der heldigvis bid:
Vi har forlænget vores ophold i den lækre lejlighed vi har lige nu, indtil d. 20. dec. hvor vores forældre kommer herover. I juletiden (hvor priserne på boliger eksploderer!) bor vi så ved vores forældre og i januar har vi fundet en anden lejlighed, som ligger meget centralt i byen. Så har vi heldigvis tjek på det!

Tirsdag så vi naturligvis det amerikanske valg i fjernsynet, som denne gang (uden at vi er politiske på bloggen) heldigvis endte med et bedre udfald end de to sidste gange. Vi så selvfølgelig også
Obamas tale fra Grant Park i Chicago og vi behøvede ikke engang at holde os vågen hele natten;-)

Udover det har vi som sagt været rundt med en masse ansøgninger og har nok hver i sær ansøgt omkring 20-30 jobs. Jeg var til en ny job-fair i fredags, på et af de store hoteller her i byen. Der er utrolig mange unge, som møder op, når de holder sådan noget, så jeg måtte vente to timer, før det blev min tur til at komme til samtale. Det gik ok, men der var 75 andre, der søgte den samme stilling , så jeg forventer ikke noget særligt.
Julie havde til gengæld et spændende interview i dag på et hunde hotel, som hun naturligvis brænder meget for. Så vi krydser fingre for, at hun får jobbet.
I onsdags havde vi også et kort interview på ”The Old Spaghetti Factory”, som er en amerikansk diner/restaurant der også ligger i byen. Stedet er meget hyggeligt og det håber vi også kunne være en mulighed.

Den generelle besked fra de mange arbejdspladser er dog, at de først hyrer om 2 uger, så det lader til at de bedste chancer lige nu, er at deltage i så mange job-fairs og samtaler som muligt. Hvilket vi også gør!

Udover det har vi oprettet en bankkonto i en canadisk bank, så vi kan få udbetalt løn, når vi forhåbentlig en gang får et job. Vi har også været lidt på shopping i byens mange butikker og Julie har fået købt sig et par skistøvler og jeg et par snowboardbukser.
Vi er dog begyndt at bekymre os lidt om, hvordan vi skal få sendt alt vores udstyr hjem. Det canadiske postvæsen tager ikke så store pakker og UPS kræver knap 3000,- kr. for at fragte det til Danmark, så hvis der er nogen der har nogle gode råd eller kender et fragtskib eller noget, er de meget velkomne til at skrive!
Ellers må vi alternativt sælge vores udstyr igen i januar.

Selvom vi er i Nordamerikas største skiområde, har vi indtil videre ikke mærket meget til sneen.
Lige på nær torsdag hvor vi fik omkring 10 cm sne. Desværre blev det hurtigt varmere og i lørdags var sneen allerede væk igen, men den lagde en hyggelig stemning over byen.
Realiteten er desværre at det regner det meste af tiden, så vi håber det meget snart bliver koldere igen, så regnen kan blive til sne og vi kan komme op på pisterne.
Desværre kan vi se, at snegrænsen på bjerget er rykket længere op, så lige p.t. bliver det faktisk varmere, men vi regner med snarlig ændring. Her er grænsen, da det var lidt koldere tidligere på ugen.

I torsdags var vi også ude i Function Junction (Whistlers industri kvarter) hvor Julie ville undersøge mulighederne, for at lære noget Photoshop (det skal hun bruge til sin kreative uddannelse på den grafiske højsskole) hos to virksomheder som ligger derude og laver grafisk design. Det ene sted virkede de åbne for, at hun kunne bruge deres computere og lære lidt, så dem prøver vi at tage kontakt til igen i morgen.
Vi får også gået lidt omkring i det flotte område; i fredags var vi ude og gå med en hvalp fra et internat for hjemløse hunde, da Julie efterhånden savner Mille så meget, at hun går helt berserk hver gang hun ser en hund. Når vi skal handle, går vi for det meste også hen til Nesters, som ligger lidt uden for byen, men som også er noget billigere end de andre supermarkeder.

Det var vist det vigtigste. Derudover bruger vi selvfølgelig også lidt tid i vores lækre lejlighed og nyder at være lidt væk fra hostel livet og have vores eget køkken, vores eget badeværelse, vores eget fjernsyn og vores eget sted.
Jeg kan også trøste vores mødre med, at selvom det er rigtig dyrt at handle ind her (f.eks. koster den billigste dåseøl 8 kr. og den billigste ost 110,- kr. kiloet, + taxes), laver vi sund og god mad hver aften. - Spinatpandekager med laksefyld, kylling i ananassovs med mandler, chiliwok med squash, gulerødder og rejer - Og vi sulter bestemt ikke!:-)

Tak fordi I læste med, der kommer nyt fra Whistler i næste uge! ;-)

Vancouver (d. 21/10-30/10) og Whistler

2008-11-03T06:17:00.012+01:00

Det var en meget smuk togtur fra Seattle til Vancouver, hvor toget kørte langs kysten hele vejen med de farvede træer og bjergene i baggrunden. Jeg (Julie) har været i Vancouver en gang før med familien, men for Frederik var det første gang. Vancouver, der sammen med Whistler skal stå for vinter-OL i 2010, er en af verdens højst rangerede byer både for turisme og som levested. Så ikke uden grund havde vi høje forventninger til denne fantastiske by...

De første dage blev mest brugt på praktiske forberedelser, blandt andet skulle vi ansøge om SIN-nummer på et canadisk servicekontor og så lå jeg (Julie) syg med en lille influenza og ondt i halsen, så Frederik brugte tiden på at udforske de forskellige dele af centrum og fredag var han på ”Eriks tur”, som blandt andet gik ud til en af verdens største hængebroer: Capilano Suspension Bridge.

Erik er sjovt nok dansker, der som 20-årig immigrerede til Canada og efter at være gået på pension har startet disse ture gennem HI-hostels i Vancouver, fordi han oprindeligt gjorde de samme hjemme i Danmark som ung, dengang for Bellevue vandrehjem. Han er i dag 67 år gammel, men han er stadig ”fit for fight” og utrolig frisk når han tirsdag og fredag morgen dukker op til morgenmaden og reklamerer for sin ture, som er fantastiske og næsten gratis – det eneste man betaler for er transport- og entréudgifter!

Vi havde også forsøgt at tage ud for at se Granville Island torsdag morgen, men måtte tage hjem til frokost, fordi jeg ikke havde det godt. Granville Island er faktisk ikke en ø, mærkelig nok, men derimod en kunstig ”industri-ø”, hvor der i dag findes et lidt større marked med mange lækre (men dyre) delikatesser og et par restauranter. Centrum og Granville Island er dog adskilt af False Creek, så for at komme derover tager man de sødeste mini-færger – det er meget hyggeligt og udsigten fra vandet er flot.

Lørdag var jeg endelig rask og vi tog ud for at kigge på ski og snowboardudstyr (Frederik vil lære at snowboarde!). Desværre fandt vi ikke så meget, kun to butikker – og udvalget var ikke særlig stort, så det projekt satte vi lidt på standby. Resten af dagen brugte vi på at sejle rundt på False Creek, se Science World udefra og lidt shopping.

Søndag var vejret rigtig godt og som planlagt skulle vi se Stanley Park, der arealmæssigt er lige så stor som selve centrum og et af byens ”must see”. Vi lejede en tandem og cyklede parken rundt, fandt et fredeligt sted inde midt i parken hvor vi nød vores madpakke (med et egern som publikum) og ved parkens udmunding fandt vi et cupcake-sted, hvor vi delte -en stor cupcake. Bagefter følte vi os rigtig klamme og oppustede, så efter at have afleveret tandemcyklen gik vi tilbage til centrum. Her tog vi en tur op i ”the Lookout” - Harbour Tower, som er bygning nede ved vandet der har en hel fantastisk udsigt over byen + en restaurant i toppen der drejer langsomt rundt. Efterfølgende fortsatte vi videre til Gastown, som den ældste bydel kaldes. Her står et gammel damp-ur og ellers er der fyldt med souvenir-butikker.

Mandag tog vi ud for at bestige Grouse Mountain, som vi jo blev opfordret til af kære onkel Anders, som tilsyneladende er verdensmester i hiking eller sådan noget, for vi begriber ikke hvordan han kan have besteget det bjerg på 40 minutter!? Hehe – eller også er det vores dårlige kondi – for vi gjorde det på en time og tyve minutter (inkl. pauser) og det gik så hurtigt det kunne! Det er virkelig stejlt. Men lidt sejt var det også, da vi udmattede nåede toppen – vi synes selv det var godt gået. ;-)

Vi nød frokost og udsigt på toppen og nåede også lige at hilse på to Grizzlybjørne (i bur) inden vi tog liften ned. Resten af eftermiddagen brugte vi i Sportscheck, hvor vi fandt en masse godt og billigt snowboard udstyr til Frederik.

Tirsdag tog vi på tur med Erik og 12 andre. Turen gik rundt i downtown og ud i Chinatown, i mens Erik fortalte bygningernes historier og hvad han ellers kan af sjove facts. Turen fortsatte ud af centrum ud til Lynn Canyon. Her gik vi rundt i skoven og fik frokost ved en krystalklar flod, krydsede endnu en hængebro og tog derefter ind til centrum igen, hvor vi blandt andet brugte lidt tid på det smukke bibliotek (der er inspireret af Colloseum).

Heldigvis var vores pakker også (endelig) ankommet (de er blevet sendt til Anders' og Chis venner), så dem kom Klaus forbi med om aftenen. Det var ligesom juleaften at åbne dem – og fantastisk at få lidt andet at gå i. Det bedste var dog den lakrids, der var sendt med :-) Vi fik nok lidt for meget den aften!

Onsdag morgen havde vi egentlig tænkt os at tage til Whistler, men fordi pakkerne var kommet så sent og fordi vi så godt kan lide Vancouver, valgte vi at blive en ekstra dag for at få ordnet de sidste praktiske ting. Jeg blev klippet og vi fik formateret computeren så den duer igen – rigtig rart! Derudo

ver brugte vi også lidt ekstra tid på at lave god aftensmad... Jeg tog ud til markedet på Granville Island og købte lidt delikatesser, så menuen stod på olivenbagette med røget markrel til forret, hjemmelavet tomatsuppe med tortelini og pesto til hovedret og vindruer til dessert. Mmm, lækkert!

Torsdag tog vi med bussen fra Vancouver kl. 15 og ankom til Whistler lidt i seks. På grund af pakkerne har vi nu endnu mere at slæbe på og vi har regnet det til i alt at være omkring 70-75 kg. Af denne grund er det lidt svært at bruge offentlige transportmidler og vi tog en taxa ud til vandrehjemmet, der ligger på den anden side af søen i forhold til byen. Det var et rigtig hyggeligt hostel – meget idyllisk ud til den store sø. Vi fandt dog hurtigt ud af at placeringen ikke var så praktisk, fordi bussen til byen kun går tre gange forbi i løbet af dagen. Dagens sidste bus var kørt og vi havde ikke noget til aftensmad. Løsningen blev den dåsesuppe som vi kunne købe på vandrehjemmet, som heldigvis viste sig at være bedre end forventet. Aftenen brugte vi på at kigge aviser igennem for annoncer og skrive mails ud til de mulige vi havde udvalgt. Det er nemlig sådan at vi har lejet en lejlighed for november, men stadig mangler for december og januar og boligsituationen heroppe er mildest talt kaotisk, så det er vigtigt vi hurtigt finder noget.

Fredag morgen tog vi ind til byen med den første bus og udforskede byen, der var overraskende død. Regnvejret fik det hele til at se lidt mere trist ud, men heldigvis virker det som en kanon hyggelig by og der er mange fede butikker. Så vi mangler bare en masse sne og en masse turister! ;-) Umiddelbart virker det til at 75 % af byens nuværende beboere er mellem 18 og 35 – og at alle gerne vil det samme. Have et sted at bo (kæmpe problem) og et job for sæsonen (mindre problem). Vi kiggede lidt på skistøvler og ski og snakkede lidt med dem i butikkerne. Vi var forbi biblioteket og jobcenteret, og derefter købte vi ind og tog den sidste bus tilbage til vandrehjemmet hvor vi lavede aftensmad og hyggede.

Lørdag blev vi på vandrehjemmet til kl. 16 om eftermiddagen fordi vi ville vente på at vi kunne komme ind i vores lejlighed. Vi brugte dagen på at planlægge og forberede vores jobsøgning og tog derefter taxaen ud til lejligheden der ligger i den nordlige del af byen. Lejligheden er rigtig lækker og forholdsvis stor (60 m²) – og det er skønt endelig at have sit eget! Vi nød at pakke ud – rigtig ud og gik derefter 1 km hen til det billigste supermarked (i følge taxachaufføren) og købte stort ind. Til aftensmad lavede vi Brændende Kærlighed og bagefter så vi Kung Fu-Panda. :-)

I dag har vi begge været til jobsamtale, et interview vi havde booket på forhånd hos Whistler-Blackcomb. Jeg havde søgt som frivillig Event-medhjælper og Frederik som Food Station-server. Begge samtaler gik rigtig godt og vi lærte meget af det. De kunne desværre ikke bruge mig, fordi jeg sagde at vi tog afsted til februar – det har jeg nu lært at jeg skal ”undlade at nævne”. Heldigvis var det ikke et job, men kun en frivillig tjans for at få et gratis liftkort. ;-) Der er også mange chancer for at få et job, så det skal nok gå! Frederik gik det rigtig godt for og han skal ringe i morgen og høre om han har fået jobbet. Så det krydser vi fingre for!

Angående boligsituationen regner vi med at få styr på det de kommende dage. Vi har fundet et godt tilbud på noget i Creekside, men vi vil først høre om vi kan blive boende her, hvor vi allerede er - det er nemlig ikke lejet ud endnu.

Farvel Mexico: Playa del Carmen og Cancun - USA: LAX og Seattle

2008-10-21T07:22:00.002+02:00

---Så er computeren oppe at køre igen og her kommer billederne! Næste indlæg kommer snarest---

Jeg besluttede mig, som Julie skrev, alligevel for at tage dykkercertifikat så allerede fra mandag aften var jeg i gang med at læse (der er en del teori) og tirsdag morgen stod jeg klar foran dykkershoppen. Julie havde købt en hel dags tur ved et snorkelbureau vi havde fået anbefalet og havde derfor også nok at se til, her er en kort beskrivelse af hendes oplevelser:

"Jeg tog ned til snorkelshoppen og startede med at få 200 pesos tilbage, fordi transportmidlet ikke blev den store van som lovet, men i stedet guidens golf. Det kunne jeg godt leve med :-) Jeg var nemlig den eneste der skulle med. Jeg kørte med guiden og hans kone + 3 måneder gamle baby mod Puerto Morelos, der ligger mellem Cancun og Playa del Carmen. De var rigtig søde og venlige... Konen og babyen måtte dog vente på en restaurant imens vi tog ud på havet for at snorkle. Med os havde vi en lokal guide, fordi det sted vi skulle snorkle er et beskyttet naturreservat, så vi kunne ikke bare snorkle alle steder og skulle følge bestemte stier. Det er mærkeligt at sejle ud på havet og opdage at der kun er få 2-3 meter dybt. Men det var helt fantastisk flot! Første sted vi gik ned var der rigtig mange forskellige koraller både i form, størrelse og farve. Det er svært at beskrive fordi det er så anderledes... Man kan ikke rigtig sammenligne det med noget - der er bare en hel anden verden sådan et sted. Efter ca. 45 min sejlede vi hen til et andet sted, hvor der var lidt flere fisk. Eller rettere sagt der var rigtig mange fisk! Farverige, bitte små og kæmpe store... Det var mærkeligt at være så tæt på. Ligesom at være i et stort akvarium. :-) Det var en fantastisk oplevelse, men efter ca. 45 min frøs jeg så meget at vi blev nødt til at gå op. Vejret var heller ikke suverænt og da vi kom i land regnede det og trak op til storm. Inden det blev rigtig slemt nåede vi lige at nyde en omfattende middag, der var inkluderet i turen. Derefter kørte vi tilbage til Playa del Carmen."

Tilbage til dykkercertifikatet. "Uddannelsen" er spredt over tre dele. Man læser løbende i teoridelen, som har tilhørende videoer der til sidst udmunder i en multible choice eksamen som skal beståes. Øvelsesdelen foregår i poolen, hvor man træner forskellige øvelser inden man flytter øvelserne ud i havet, hvor man laver forskellige dyk og gentager nogle af øvelserne og på den måde lærer det hele.
Vi startede med et par pool sektioner, hvor vi byggede videre på de ting jeg havde lært med John om søndagen. Min nye instruktør hed Karen, var englænder og havde været dykkerinstruktør et par år i Malaysia, inden hun flyttede til Playa del Carmen.
Efter et par timer i det kolde poolvand gik vi forfrosne tilbage til shoppen, hvor vi fik et varmt bad inden vi skulle ud og dykke i havet. Da de havde presset et 3 dages program sammen på 2 dage for mig, havde jeg 2 dyk i havet den dag. Det første på 12 m og det andet på 10 m begge ca. 45 min. Dykkene startede med at vi repeterede øvelserne fra poolen i ca. 5 min og resten af tiden svømmede vi ellers rundt på havbunden og studerede både rev og fisk. Denne del af revet var dog meget flottere end det jeg havde set om søndagen og vi så fisk i alverdens farver og størrelser, bl.a. en lille zebrafisk, en kæmpe ål, og en rokke.
Resten af dagen brugte Julie og jeg på at udveksle oplevelser, spise og en smule teorilæsning for mit vedkommende.

Onsdag morgen var jeg klar til de sidste dyk og eksamen, men desværre var det blevet så dårligt vejr, at de havde spærret havnen af, så vi ikke havde mulighed for at komme i vandet. Øv! Men jeg brugte dagen på de sidste poollektioner og teorieksamen, som jeg bestod. Så nu mangler jeg kun det sidste dyk i havet, som de mener, jeg kan tage, når vi kommer til Vancouver. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det er for koldt?! Men nu må vi se..
Julie brugte formiddagen på at ordne en del praktiske ting inden afrejse og hentede mig efter eksamen. Efter frokost gik vi til busstationen for at ta' bussen til Cancun.
Resten af onsdagen gik med check-in, aftensmad og en kort gå tur rundt i downtown Cancun.

Efter en hurtig morgenmad torsdag morgen tog vi bussen ud til hotel zonen, der ligger i en strandtange lidt uden for downtown. Turen derud var som en tur ind i Las Vegas. Kæmpe luksushoteller tårnede sig op på begge sider af vejen, mens diverse fastfood kæder reklamerede med deres tilbud, allesammen angivet i US$. Vi startede i et af de mange storcentre, men fandt hurtigt ud af at butikkerne først åbnede kl. 11. Derfor fandt vi vej til stranden gennem et af de mange hoteller og vandet var lige så krystalblåt som på billederne. Stranden var desværre ikke så bred, så vi blev hurtigt våde til livet af de kraftige bølger. Efter at have kigget på flere butikker og købt lidt souvenirs tog vi bussen tilbage, forbløffede over at have mødt flere amerikanere end mexicanere. Vi sluttede med at ordne en gang praktiske ting (valutaveksling, udskrift af reserveringsbekræftigelser, mm.) inden vi tog bussen til lufthavnen.

Check-in og flyvetur forløb problemfrit og godt 5 timer senere var vi landet i LAX (kl. 21). Her skulle vi vente på vores fly til Seattle, som desværre ikke lettede før kl. 07 næste morgen. Forberedte på en lang nat, ville vi dog ordne alle de praktiske ting med det samme, så vi kun skulle tænke på at stige på flyet om morgenen. Det gik også overraskende godt, med at komme igennem alle kontrollerne, få sendt bagagen videre til næste fly og finde rundt i lufthavnen. Desværre kunne vi ikke få lov til at komme igennem sikkerhedskontrollen så længe før flyafgang, så vi måtte gå 1-2 km. tilbage til den internationale terminal, hvor det i følge personalet var bedst at vente. Efter at have fået lidt mad delte vi natten op, således at Julie startede med at sove 3 timer (fra 23-02) og så sov jeg 3 timer (fra 02-05), mens den anden passede på bagagen.

Alt forløb planmæssigt og efter at have sovet det meste af turen til Seattle, stod vi næste formiddag i Seatac (lufthavnen) overraskende friske efter omstændighederne.
En overfrisk amerikaner hjalp os med lidt nyttig information i turistinfo'en og vi fandt vej gennem Seattle med offentlig transport, som fungerer ganske udmærket. Efter brunch/frokost på pizzaria tog vi den sidste bus ud til vores hostel, som lå i et kvarter en halv time i bus fra downtown. Vores hostel var et meget åbent sted, dvs. ejerne Lee og Nancy boede også i huset, som var opdelt i tre fire etager med senge, køkken og stue. Der var ingen egentlige værelser og alle var meget 'familieagtige'. ..Meget hyggeligt!
Selvom vi havde besluttet at tage den med ro, tog vi om eftermiddagen ud og så Ballards Locks hvor laksene svømmer igennem, fra havet og ind i en ferskvandsflod. Og sluttede med at gå en tur op gennem det hyggelige kvarter hvor vi kiggede lidt butikker og købte et par saftige bøffer til aftensmad.

Seattle havde allerede overrasket meget positivt i forhold til vores forventninger. Det er en flot og pæn by, som er holdt meget rent, fokuseret eller oplyst om genbrug, uden så mange hjemløse og generelt præget af venlige folk. Her i oktober hersker der også en hyggelig efterårsstemning over byen, med de mange træer der bærer blade i røde, brune og gule farver og folk som efterhånden er begyndt at gøre klar til Halloween. Temperaturen er vist også ca. det samme som i DK, omkring 15 grader dog med klart og tørt vejr og lidt vind.

Da vi havde fået sovet ud, var vi lørdag morgen (efter en lækker morgenmad med frugt, pandekager og peanutbutter) nødt til at skifte hostel, da Lee og Nancy's var totalt bookede. Heldigvis var der et hostel downtown med få ledige senge, der viste sig at være endnu bedre!
Efter check-in gik vi ned på Seattles berømte marked, som er bevaret i den gamle stil og stadig fungerer på samme måde med åbne fiskehandler, blomsteranretninger, kaffe og bagerbutikker og meget andet. Helt vildt hyggeligt. Her fik jeg efter noget bøvl et int. telefonkort til at virke og ringede hjem til min far som havde fødselsdag! Tillykke gamle!:-)

Dernæst tog vi bussen op til universitetsdistriktet, som vi var blevet anbefalet for sine mange caféer, spisesteder og shoppingmuligheder. Julie fik købt lidt tøj og lidt andre ting i Urban Outfitters og jeg fandt endelig en ordentlig frisør, hvor jeg kunne få klippet mit efterhånden lange hår!
Vi spiste også både frokost og aftensmad i området og tog om aftenen trætte tilbage til vores hostel.

Søndag havde vi planlagt lidt sightseeing og efter at have fået både vaffler, brownies og toasted brød til morgenmad (det her er jo America) gik vi en tur ned langs havnen og op til et højhus, hvor man skulle kunne nyde udsigten over byen. Det var desværre lukket, men vi fik også set biblioteket (ikke noget særligt) og tog derefter bussen nordpå. Efter en tur på en af Seattles utallige kaffebutikker fortsatte vi ud til Seattle Center hvor vi så Space Needle (tårnet) og tog derefter ind på Science Fiction Museet og Music Experience Project - som de gode (tidligere) mediefagselever og musikinteresserede vi er.

Begge museer havde meget at byde på og vi brugte hurtigt et par timer. Musik museet var nærmest opdelt i to sektioner en med Jimi Hendrix (han var jo fra Seattle) og en masse guitarrock og en anden, hvor man selv kunne slå sig løs ved instrumenterne og mixerpulten. Om eftermiddagen spiste vi frokost på The Old Spaghetti Factory (typisk amerikansk dining) og tog efter en kort tur i skulpturparkenud til et viewpoint, hvor der skulle være en fantastisk udsigt til byen. Vi havde dog lidt problemer, med at finde den rigtige bus, så vi nåede kun halvt derud, men fik dog set lidt af udsigten.

I dag (mandag) havde vi sat af til at få ordnet en masse shopping nu vi er i USA. Der er rigtig mange butikker, men desværre var der ikke rigtig noget, som faldt i smag, så det blev kun til et par t-shirt til mig. Vi sluttede dog med et smut forbi den første Starbucks café i verden som ligger ved markedet og fik en lækker white chocolate mocha og pumpkin spice latte inden vi gik hjem og lavede aftensmad.
Vi fik hurtigt brugt nogle dage i Seattle, selvom det ikke lige var den by på turen vi havde hørt mest om, men den har uden tvivl overrasket positivt. Det er en rigtig hyggelig by, med overraskende mange sights og endnu flere coffee shops. I morgen tidlig tager vi toget til Vancouver, som vi dog har noget større forventninger til.

NY - OPDATERET VERSION: Palenque, Tulum, Chichen Itza og Playa del Carmen

2008-10-14T00:23:00.013+02:00

Busturen fra San Christobal til Palenque var ikke særlig behagelig. Godt nok er det en udfordring at gøre bjergkørsel behagelig, men at drøne med 80-90 km/t igennem hårnålesving, lave voldsomme opbremsninger (for at forhindre sammenstød med modkørende) og ellers bare køre hasarderet gør det ikke mere behageligt... Jeg var da også glad for, at vi var kommet så tidligt afsted at bageren havde lukket og havde forhindret os i at få ordenlig morgenmad. Ellers var den nok røget op igen :-) De 5 kvalmende, stive timer med larmende mærkelige spansksynkroniserede film over hovedet og en buschauffør der hørte Cher, Vengaboys og andet syret techno om og om igen, kunne vi kun lige og lige holde ud. :-)

Med det samme opdagede vi, at vi var havnet i et helt andet klima end vi kom fra: Varmen og fugtigheden slog os og det føltes som at være tilbage i Amazonasjunglen. Efter lidt postyr med baggageopbevaring og en lille "gadetaco" gik vi ned i centrum for at finde transport ud til ruinerne. Det gik forholdsvis let og to entrépriser senere stod vi foran ruinerne. Som to svedende heste besteg vi de smukke ruiner en efter en... Specielt "El Palacio" var smukt med både tårn og kælder. Palenque-ruinerne er en vigtig gammel maya-by - og ud over de flotte arkitektoniske ruiner, gør den omkringliggende jungle det hele endnu mere spetakulært. Dog var vi lidt uheldige da vi forsøgte at gå op ad en af jungle-stierne for at se nogle uudgravede ruiner - KÆMPE-myg angreb os fra alle sider og de stak så det sved. Til sidst måtte vi opgive og vende om... 20 stik rigere. :-)

Det tog os et par timer at se alle ruinerne og tilhørende museum, så klokken var omkring 17 da vi kom tilbage til centrum. Et kæmpe uvejr var på vej i horisonten og vi skyndte os at finde en restaurant: "Uncle Bob's", hvor vi kunne sidde i ly for regnen der et par minutter senere stod ned i stænger sammen med torden og lynild. Kl. 21 samme aften fortsatte bussen videre, så efter at have spist aftensmad fandt jeg et sted hvor jeg kunne få et bad (det var meget tiltrængt!) inden vi, med lidt forsinkelse kunne køre videre mod kysten til Tulum.

Kl. 9.30 næste morgen ankom bussen til Tulum. Vores forventninger til den caribiske kyst var høje (Sol, hvidt sand, turkisblåt vand) og alt var også som forventet, blot med et par tilføjelser i form af: Ekstrem høj fugtighed, MASSER af myg og uvejrskyer der ca. hver time ruller ind og raserer det smukke billede med regn, lyn og torden. Sådan er det åbenbart i regn/lavsæsonen og indbyggerne er glade for det, for regnen forhindrer at de vilde hurricanes kommer. Vi kunne godt klare os uden! ;-)

Efter at jeg havde købt lidt brød og juice tog vi en dyr taxi ud til et hotel ude i nærheden af Tulum-ruinerne, hvor vi ville overnatte. Eftermiddagen brugte vi på at se ruinerne, der ikke var særlig imponerende. Frederik havde godt nok læst at Tulum-ruinerne skulle ses på grund af de smukke omgivelser (det ligger på nogle klipper lige ud til vandet) og ikke fordi de i sig selv var noget specielt, men vi blev alligevel en smule skuffede. Til gengæld var det lidt sjovt, at der var mulighed for at bade ud for ruinerne, så det skulle vi selvfølgelig prøve. Resten af dagen gik med at finde ud af, hvordan vi kunne tænke os at bruge resten af tiden i Mexico. Vi aftalte, at vi efter Chichen Itza og en bytur i Playa del Carmen ville tage ud til øen Cozumel og bruge et par dage der... Tjekke mulighederne for at tage et dykkercertifikat og måske prøve det. Cozumel er nemlig kendt for sine smukke rev, der vidst skulle være nogle af de største i verden, efter Great Barrier Reef i Australien og vi kan jo ligeså godt forberede os, nu hvor vi ikke kan solbade.

Senere gik vi ca. 5 km ind til byen for at finde et sted at spise. Vi endte på et meget lokalt sted, som en butiksejer havde anbefalet os og det virkede rigtig godt, bortset fra at vi ikke forstod noget som helst, af det der stod på menukortet. Heldigvis sad der et andet par, der både kunne spansk og engelsk og vi fik forklaret retterne i grove træk. Vi endte med at dele en kyllingesuppe til forret og prøve to slags forskellige pandekager til hovedret, det smagte meget godt. Efter maden gik vi lidt rundt på byens hovedgade og fandt til sidst et lille sted med lækker is, så der delte vi lidt dessert. :-)

Fredag morgen stod vi tidligt op for at komme med morgen-bussen til Chichen Itza - den sidste ruin vi skulle besøge i Mexico - et af verdens syv vidundere. Dem har vi efterhånden set et par stykker af... ;-) Bussen kørte kl. 9 og vi var ved ruinerne kl. 12. Stedet var fyldt med amerikanske turister og priserne var også skruet godt i vejret af samme årsag. Entreprisen var det dobbelte af alle andre steder (de andre arkæologiske seværdigheder i Mexico har haft samme entrépris) og en vand der normalt koster 8-10 pesos koster her 25 pesos.
Men ellers ER Chichen Itza et maya-vidunder! Det første man for øje på er den smukke pyramide "El Castillo", der står flot udsmykket og velholdt. Til højre ligger en imponerende stor maya-boldbane og et par templer og til venstre ligger krigernes tempel med hundredvis af søjler. Derudover er der også et smukt observatorium og en sauna plus nogle villaer til de øverste i samfundet. Ruinerne er noget af det flotteste vi har set og selvom det ind imellem ligner mere et souvenirmarked end et historisk sted, så er det fantastisk storslået og på en eller anden måde kan man godt se for sig, hvordan det har været dengang. Vi tog os god tid til at se ruinerne, men havde selvfølgelig også lidt tid tilovers til at kigge på souvenirboderne. Jeg faldt for en stor flot træstatue - og efter at Frederik have forhandlet den ned under halv pris købte jeg den. :-)

Kl. 17 gik bussen til Playa del Carmen, hvor vi ankom kl. 21. Vi tog med det samme hen til Hostel Playa, hvor vi havde booket en overnatning. Det virkede egentlig okay ved første øjekast, men så snart vi havde pakket ud, fandt vi ud af, at ikke alt var helt okay. Der løb en kakerlak rundt på gulvet og endte inde under vores seng. Da jeg skulle på toilettet fandt jeg også en stor kakerlak i bruseren og droppede hurtigt planerne om et bad. I stedet gik vi ud for at spise.
Da vi kom tilbage fandt vi endnu et par kakerlakker på drengenes badeværelse... Der gik det ligesom over vores grænse. 1-2 kakerlakker er okay, men mere end 7-8 er ikke okay! Vi gik ud til receptionen og fortalte om vores chockerende fund. Receptionisten virkede dog ikke særlig chockeret, men stak os derimod bare en insektspray og sagde at vi skulle aflevere den tilbage når vi var færdige. Vi bad også om et myggenet til at sætte op om sengen, så vi kunne sikre os mod, at de ikke kravlede op til os. Efter at havde sprøjtet lidt rundt omkring og på de kakerlakker vi i forvejen havde fundet, kom der endnu flere frem. Det var bare for klamt! Til sidst havde vi nok slået 10-12 stykker ihjel. Bagefter gik vi i seng - fast besluttet på at finde et nyt sted efterfølgende dag!

Receptionisten var ikke yderligere opmuntrende da vi checkede ud næste morgen. Hun fortalte at det var ganske normalt "her i junglen" og at det var på grund af vejret. De kunne ikke gøre noget ved det... Og som hun tilføjede, havde de åbenbart også skorpioner rendende i ny og næ. Afsluttende påstod hun, at vi ikke ville kunne finde et hostel eller lignende i byen der ikke havde kakerlakker. Efter at have tjekket et par steder, havde vi fundet et fint hotel (Steffens Casa Blanca), hvor vi kunne acceptere prisen, selvom det var over budget - her fik vi også noget for pengene. Vi har nærmest vores egen lille lejlighed med eget køkken og bad... Og det er rent og ikke mindst: Insektfrit! Efter at vi havde indlogeret os på hotellet og gik vi en tur ind på byens hovedgade for at snakke med et par dykkerselskaber, for at høre om mulighederne. Pablo fra Scuba Playa fortalte os om en startpakke vi kunne prøve dagen efter og det lød som et rigtig godt tilbud. Vi følte os trygge ved stedet og var nok også - udover det - faldet for Playa del Carmens charme. Så derfor droppede vi ø-planerne og tilmeldte os en "DSD" dagen efter. En "DSD" er en smagsprøve på hvad Scuba-dykning handler om og efterfølgende kan man vælge at fortsætte med at tage et Open Water Diver-certifikat, som det kræver for at dykke. Totalt set tager det 3-4 dage at tage et certifikat og koster omkring 330 dollars, så det er selvfølgelig noget man lige skal tænke igennem først. Vi bookede en "DSD" om søndagen og kiggede derefter lidt butikker inden vi handlede ind i Wal-Mart, der ligger et stenkast fra hvor vi bor.

Aftensmaden stod på spaghetti med laksesovs - og med øl og chips hyggede vi os rigtig. Lidt senere tog vi også i byen igen for at kigge lidt på nattelivet... Og det var ikke så lidt! Der var fyldt med barer, lounges og clubs overalt og der var proppet med folk. Vi var inde på lidt af hvert og fik et par drinks, og dansede lidt under stjernehimlen inden vi gik hjem igen - meget trætte.

Søndag morgen stod vi klar ved dykkerbutikken kl. 9.30 som aftalt. Vores instruktør hed John og virkede meget fin. Vi fik en masse udstyr og blev introduceret i, hvad vi skulle igennem. Derefter gik vi to blocks for at komme til poolen, hvor vi skulle træne inden dykket. Det gik rigtig fint for Frederik, men jeg brød mig ikke om det og følte mig ikke tilpas. Efter pool-lektionen stoppede jeg og gik hjem for at lave frokost imens Frederik tog med de andre ud for at dykke i havet. Han synes det havde været okay at prøve, men ikke noget videre spændende og han synes ikke det var så flot, som han havde forventet. Derfor blev han i tvivl om han ville fortsætte, nu hvor jeg var stoppet.

Det endte dog med at han, efter en tænkepause i dag, alligevel besluttede sig for at fortsætte, så nu kører han stramt program for de sidste to dage vi har her i Playa del Carmen. Han skulle forhåbelig stå med sit certifikat i hånden på onsdag, så det krydser vi fingre for går godt! Jeg tager i stedet ud at snorkle i morgen, så det glæder jeg mig rigtig meget til!
Vejret i går og i dag har desværre ikke været så godt igen, men vi håber på det bedste, så jeg måske også kan nå lidt på stranden... Ellers forstår vi at bruge tiden på at hygge her i vores fine hybel. Vi fik lækre frikadeller til aften... Mmm, godt med lidt dansk mad. :-)

Onsdag aften regner vi med at tage en bus til Cancun, hvor vi ca. har en halv dag inden vi skal flyve torsdag til L.A. - så er det slut med Mexico! ...

Chuidad de Mexico, Theotihuacán, Oxaca og San Cristobal

2008-10-09T01:57:00.018+02:00

Så lykkedes det endelig at få lidt tid til bloggen. Siden vi kom til Mexico har der været fuld fart frem, men her kommer der lidt nyt..
Efter en halvlang flyvetur med flyskifte i Costa Rica som forløb uden problemer, landede vi i Mexico City onsdag d. 1. okt. lidt før midnat. Efter at have gået hvad der føltes som km gennem den store lufthavn og fået konfiskeret et par sandwich i kontrollen købte vi en autoriseret taxa i lufthavnen og satte kurs direkte mod vores bookede hostel.
Køreturen var halv lang, men vi endte i et pænt kvarter og kunne trætte gå i seng omkring kl. 1.30.

Næste morgen blev vi hurtigt enige om at flytte til et mere centralt beliggende hostel, da det vi havde booket lå i Coyocan, godt en halv time i metro fra centrum. Vi slog dog et hurtigt smut forbi Frida Kahlo museet, som lå i kvarteret. Derefter fandt vi metroen og tog den ind til Hostel Amigo, som vi var blevet anbefalet af Tim og Tom fra G.A.P. gruppen, da de havde været i Mexico inden Peru. Selvom det var noget dyrere, var aftensmad og rundvisning i centrum inkluderet, så vi blev enige om at blive.

Resten af dagen gik med et smut ind forbi byens berømte Zocaló, som er verdens 3. største plads efter Beijing og Moskvas. Her sad vi og nød lidt brød og kage, som vi havde fundet ved en rigtig lækker bager i området. Efter aftensmad forsøgte vi at ringe til en del afv Julies familie (langt ude!), som vi er blevet sat i kontakt med gennem tante Sanne og som er bosat lidt uden for byen. Telefonboksen spiste hurtigt alle vores penge, men vi fik aftalt at mødes lørdag morgen på busstationen. Bagefter var festen på hostellet i fuld gang og selvom vi var rimelig trætte fra dagen forinden, fik vi ikke sovet meget, da vores værelse lå lige over festens midtpunkt og de fleste af de 12 andre fra vores sovesal var med.

Fredag startede vi med den guidede gåtur rundt i byen. Vi startede bag ved katedralen, ved nogle ruiner af de templer som centrum er bygget ovenpå. Her blev vi også introduceret til byens skæve gader, som er resultatet af at undergrunden (tidligere en enorm sø, som er pumpet væk) ikke kan bære vægten fra de tunge bygninger. Herefter blev vi vist rundt i den store katedral og præsenteret for byens ældste hospital, som er grundlagt af selveste Cortes, der altså ikke er særlig populær i byen. Rundturen sluttede med et besøg på byens bedste bageri (forestil dig at gå rundt på 300 m² domineret af alverdens lækre kager og brød til små penge) og et besøg ved byens smukke theater.

Vi fortsatte op i Latino Americana, der ligger lige ved siden af og byder på byens bedste udsigt og fortsatte derefter direkte ud til museet for arkæologi som alene skulle være et beøsg i Mexico City værd. Ud over at være et flot bygningsværk bød museet også på masser af historie og kendte udgravninger som var meget imponerende. 3 timer senere vendte vi stærkt mættede af oplevelser og indtryk tilbage til aftensmaden på vores hostel. Da vores adgangs-armbånd til Latino Americana galdt hele dagen, sluttede vi dagen med et view-by-night, efter at have købt lidt kager på det lækre bageri til Violeta, som vi skulle møde tidligt næste morgen.

Efter en lang tur i metroen med fuld oppakning mødte vi Violeta kl. 8 ved gate 8 i Mexico Citys nordlige busstation. Efter at have hilst på hinanden og afleveret småkager, steg vi på bussen til Theotihuacán som Violeta allerede havde købt billetter til. Undervejs fik vi udvekslet de nærmeste familie oplysninger, snakket lidt om vores tur osv. Efter halvanden time i bus nåede vi til bedstemorens hus, som kun ligger et par km fra det store, berømte arkæologiske område med soltemplet, månetemplet og "valley of the dead".
Her fik vi en rundvisning i det store hus, der også havde en tilliggende fabrik hvor bedstefaren i sin tid havde produceret gummibolde (produktionen er stadig i gang). Herefter fik vi en omfattende morgenmad som bl.a. bød på ristet smørbrød med sukker, en majsmasse med indbagt chilikylling i bananblade og lidt kylling og fisk. Selvom familien på nær Violeta ikke kunne engelsk, var det meget hyggeligt og vi følte os meget velkomne.

Efter morgenmaden tog vi ind til området med pyramiderne, hvor vi så et lokalt religiøst ritual, hvor 4 mænd i særlig dragt klatrer op i en stang, hvor de bagefter lader sig falde ned, mens de bliver slynget rundt og rundt spillende på en fløjte. Meget specielt!
Kl. 12 mødte vi vores guide ude ved pyramiden, som gav en grundig rundvisning. Man begyndte at bygge templerne ca. 300 f.k. og det tog omkring 500 år. Efterfølgende har byen omkring området ekspanderet op til 500'000 indbyggere indtil det hele blev forladt ca. 800 e.k. pga. manglende regn. Vi præsterede selv at bestige begge templer og der var en fantastisk udsigt over det omkringliggende område.

Bagefter tog vi tilbage til bedstemoren, hvor en lækker frokost allerede var klar. Her fik vi en lækker risblanding med en mild kyllingesovs med tomat og løg, indbagt fisk med en meget stærk grøn sovs, bønner, lidt salsa, grøn salat og tilhørende tortillas.
Med ved bordet var også Violetas bror og søster og brorens datter Angelika og hendes kæreste Pedro, som begge var på vores alder. Selvom deres engelsk ikke var så godt (lærer man ikke i skolen som herhjemme) faldt vi hurtigt i snak og hyggede os hele eftermiddagen. Inden vi tog bussen tilbage til Mexico City fik vi udvekslet e-mails og kunne sige tak for en rigtig hyggelig dag!

Ved stationen sagde vi farvel til Violeta og fortsatte selv til den centrale station for at finde en bus videre til Oxaca (x udtales som h). Der var afgang ved midnat og efter en lang og hyggelig dag faldt vi hurtigt i søvn.

Næste morgen ankom vi til Oxaca kl. 6 hvor alt var mørkt og lukket. Efter at have gået omkring i byen med al vores bagage i 45 min. endte vi på et cafeteria, hvor vi fik lidt havregrød. Efterfølgende var det blevet lyst og det lykkedes os langt om længe at finde et sted at være. Fra nu af booker vi dog et sted i nye byer inden afgang, så vi ved hvor vi skal hen.
Efter et kort hvil og et bad gik vi ned til byens berømte marked, som er delt op i to sektioner. I den ene del er der alt fra udklædning til smykker og lervaser og i den anden er der mere madvarer og spise steder. Vi startede naturligvis i den anden del. Hvor vi prøvede lidt forskellig lokal mad vi var blevet anbefalet af Violeta og familien. Vi fik nogle lækre tortilas og kyllingeretter lavet på den særlige mole og krydderi sovs. Det var rigtig lækkert, bagefter slog vi et smut forbi byens chokoladefabrik, som fremstiller særlig Oxaca-chokolade og sluttede på markedet med lidt særprodukter fra Oxaca bl.a. en kugle af ost de ruller sammen, mere chokolade, mole og en stærk likør kaldet Mezkal.

Om eftermiddagen var vi på sightseeing ved byens ved byens seværdigheder: kirke, kathedral, zocalo og fik en stor is inde ved pladsen hvor folk mødes og snakker og nyder deres søndag.

Næste dag ville vi op og se Monte Alban ruinerne, som ligger på en bjergtop over byen.Den stamme der boede her for flere tusind år siden har selv udjævnet bjergtoppen, fordi de ville have en kæmpe plads. Her har der kun været adgang for den rige del af stammen - og selvfølgelig lærere + videnskabsmænd. Selvom ruinerne var flotte og imponerende havde de alligevel svært ved at konkurrere med det vi så i Theotihuacán og naturligvis Machu Picchu. Men det var anderledes og bestemt et besøg værd alligevel! Om eftermiddagen nød vi den sidste tid i byen og Julie fik ringet hjem, inden vi lavede aftensmad på vores hostel så vi var klar til at tage bussen videre til San Cristobal kl. 21.

En meget lang bustur senere (vejen svingede konstant og buschauffører sænker heller ikke farten i Mexico) ankom vi tirsdag morgen til smukke San Cristobal. Her havde vi booket et hostel, som vi satte kursen direkte mod. Vores nye domicil var en flot, ombygget, tidligere villa og ejerne var flinke og venlige og gav os vores egen sovesal og en udmærket morgenmad. Da vi var blevet frisket lidt op fik vi en tur rundt i byen, som ved første indtryk virkede rigtig hyggelig. Hele centrum bestod af små brostenbelagte, ensrettede gader uden særlig meget trafik. Og ud til gaderne ligger alverdens småbutikker med hver deres særprodukt. Vi fandt en lækker bager, som kun bagte grovbrød og forhandlede lækker røget pølse, en lille butik med små marmeladekrukker der indeholdt frugt vi aldrig har hørt om, små tøjbutikker, maleributikker, souvernir butikker osv.

Efter at have spist frokost på hostellet satte vi kurs mod byens markede som skulle indeholde byens speciale: tekstiler. Vi var lige ved at købe en farverig hængekøje til 50 kr. men ellers var tekstilerne dog ikke noget særligt - ikke i forhold til Peru. Derimod havde de rigtig mange flotte halskæder og armbånd, som var sværre at stå for.
Bagefter fortsatte vi ned ad byens gågade og endte med at få et par lækre capuchinoer (ice og mocha) på en lokal café ud til Zocalóen. Resten af dagen gik med at besvare mails, skrive blog og prøve at komme lidt tidligt i seng da busafgang her onsdag morgen var kl. 7!!

Så som I kan se, er der for tiden fuld knald på rejseriet. Mexico er et land af kontraster og mangfoldighed - der er simpelthen så meget at se og opleve, og hvert nyt sted byder på nye særlige specialiteter vi knap har hørt om - så 2 uger er simpelthen ikke nok til at opleve det hele. Men så længe vi rejser om natten og oplever alt hvad vi kan om dagen, får vi mest muligt ud af det og så satser vi også lige på at nå et par dage ved de caribiske strandel Så må vi komme tilbage og se resten engang...
I øvrigt har de dårlige ting og advarsler vi har hørt om Mexico, nok især Mexico City langt fra været sande, tværtimod: I centrum og omegn har vi oplevet langt mindre trafik og bilos end man finder i København og vi har ikke på noget tidspunkt følt os usikre, tværtimod virker gaderne mere sikre i nattens mulm og mørke end de gjorde i Rio. Vi er naturligvis stadig opmærksomme og påpasselige med vores ting i Metro osv. men det skal man jo være alle steder.
Desværre er det langt fra muligt at få alle detaljer med fra det hele - vi har knapt nok selv nået at sluge det, før vi ser noget nyt. Jeg håber stadig det giver et lille indtryk af vores foreløbige oplevelser i Mexico!

Amazonasjunglen

2008-10-01T06:32:00.015+02:00

Efter endnu en afslappende fridag i Cusco, fløj vi lørdag formiddag til Puerto Maldonado. Afgang fra hotellet var aftalt til kl. 8, men to af pigerne var sovet fra deres "wake-up call", så vi måtte vente lidt før alle var klar til afgang... Men umiddelbart tager de ikke tidspunkter så højtideligt her i Peru for flyet blev også forsinket en halv time. :-) Trods forsinkelsen kom vi på vingerne og også kun lige og lige, for knap var vi lettet, så skulle vi ned igen. Kun 30 minutters flyvetid - det kan man lige klare! Da vi gik ud af flyvet, blev vi godt nok overraskede over hvad 30 minutter kan gøre i Peru... Vi kunne have været i et helt andet land! Det var i hvert fald en stor kontrast til kolde, golde bjergrige Cusco! Her slog varmen og fugtigheden os med det samme. Cirka 32 grader, 90% luftfugtighed, sol og næsten ingen skyer. Efter at have fået baggagen blev vi hentet af en bus og en guide der præsenterede sig som Victor. Han begyndte med det samme, at fortælle en masse om byen og turen vi skulle ud på. På "the office" mødte vi så vores anden guide Edwin, der udleverede små tasker, så vi kunne pakke til de to dage, vi skulle være i junglen. Da det var gjort, kørte vi ud mod den båd, der skulle sejle os hen til lodgen... og det var lidt af en oplevelse. :-) Grusvejen var meget hullet og støvet - og undervejs samlede vi en anden gruppe op, da deres bil var brudt sammen. Så dér sad vi: 30 mand tætpakket i en minibus til 20. Og ikke nok med det - længere fremme var en af broerne ødelagt, så alle måtte ud og gå over, før bussen forsigtigt kunne følge med... og så ind igen bagefter. Et godt stykke tid senere nåede vi frem til båden, hvor vi endelig kunne slappe lidt af og nyde den smukke jungle. Fuld fart fremad op ad floden, mens vi sad og gnaskede mad fra hver sin lunchbox, der bestod af en lille pakke ris, en lille pakke chicken-nuggets, en lille pakke rødbede- og gulerodstern og lidt blomkål plus et par skiver af den velkendte rodfrugt yoca. En flaske vand og to fingerbananer til dessert. Da vi havde sejlet i en time, nåede vi frem til et checkpoint, hvor vi skulle skrive os ind og have et stempel. Det gik fint og efterfølgende sejlede vi knap en time mere, før vi nåede frem til lodgen. Vi var tæt på at gå kolde op af den stejle trappe, men synet der mødte os gav os kræfterne tilbage. Der var det lækreste, fineste lodges - virkelig imponerende i forhold til Pantanal! Det her var luksus! Der var meget mere organiseret og styr på alting... Lige hvad vi kunne klare. :-) I baren fik vi hver en passionsfrugtjuice i hånden og mens vi nød den, forklarede de os hvilke lodges der var til hvad. Vores egen logde var nærmest et hotelværelse, bare i jungleudgave, med net i stedet for vinduer, et kæmpe myggenet over sengen og sterinlys, fordi der ikke er noget elektricitet i junglen. De havde dog en del solenergi, bl.a. til at varme vandet op med, så vi kunne tage et varmt bad. Det var dog ikke det, vi havde mest lyst til på dét tidspunkt - nej, tværtimod havde vi brug for nedkøling, så vi gik ned et sted lidt væk fra lodgen, hvor man kunne bade. Frederik badede lidt med de andre, men det blev hurtigt mørkere, så vi måtte tilbage til lodgen igen. Her mødtes vi for at se et slideshow med lysbilleder og musik om junglen, dyrene osv. Det var meget lærerigt og spændende. Frederik synes dog, det gik liiiidt for langsomt. ;-) Bagefter var der lækker aftensmad - tilberedt af kokke - ja, det er skam noget ganske andet end Pantanal i Brasilien... Ikke fordi Pantanal var skidt, det er bare to meget forskellige oplevelser.

Efter aftensmaden skulle vi på "creepy creep"-tur... ud for at finde alle de små kryb (som vi inderst inde helst ikke vil møde) :-) Men det viste sig faktisk at være rigtig spændende - og når man går med guiderne kan man være helt tryg! Vi gik med hver sin lommelygte og undersøgte mange forskellige myrer, edderkopper, græshopper og lignende. Bl.a. mødte vi de såkaldte "bullet-myrer", der har fået deres navn fordi et bid af dem skulle føles ligesom at blive skudt. ("Ellers tak", tænker jeg bare!) Så dem listede vi varsomt forbi. Vi fandt også en en græshoppe og en edderkop i gang med at skifte skind (edderkoppen spiste sit) og en neongrøn slange, lå og slængede sig i et træ. Den var ikke giftig, men det var de fleste af edderkopperne til gengæld. Så vi var lettede, da vi cirka halvanden time senere kunne gå tilbage til vores lodge helskindede - og trætte!

5.30 am blev der banket på døren for "wake-up call" søndag morgen, morgenmad kl. 6 og ud på tur kl. 6.30. Lidt tidligt for en søndag, ikke? :-) Men efter en masse frisklavet lækker junglejuice var vi klar til at gå på oplevelse. Vi sejlede hen til nogle stier, hvor gruppen blev splittet i to med hver sin guide. Derefter blev vi sat grundigt ind i de forskellige træer, hvordan de levede og hvad man brugte dem til. Det var meget spændende. Grupperne mødtes igen ved Condenado Lakes, hvor vi blev placeret på en katamaran og sejlede lidt rundt, for bl.a. at spotte flagermus og forskellige papegøjearter. Vi lagde til på modsatte side for at se to helt specielle giganttræer - meget imponerende - og efterfølgende fik vi så en passionslignende frugt og lidt kiks inden vi bevægede os hjemad. På hjemturen fik vi lidt flere dyr at se, som vores guide spottede, på trods af et godt tempo. Vi så en sort slange og så lykkedes det ham også at lokke en lille tarantel frem af dens bo.

Fra båden så vi også et par aber hoppe rundt i træerne, så vi var meget tilfredse da vi kom tilbage til lejren cirka halv elleve. Derefter slappede vi af med hver vores bog indtil vi faldt i søvn og fik en lille middagslur. Vi vågnede dog til frokost klokken et, hvor guiderne gav os tre muligheder for eftermiddagen: Vi kunne enten besøge en lille gård ved floden, gå en tur rundt i området omkring lejren for at spotte flere dyr eller slappe af. Det viste sig, at vi var den eneste der havde lyst til at se en lokal gård, så vi tog selv afsted med Victor kl. 15.30. "Gården" som nærmere bestemt var et lille træskur til familien, en lille fold til grisene og et stort stykke jord dyrket på kryds og tværs med alt mulig ind i mellem hinanden plus rendende kyllinger, var tydeligvis meget uorganiseret, men alligevel rigtig spændende. Vi gik en tur mellem de røde, lilla, almindelige og fingerbananer, avokado-, stjernefrugt- papayatræer, ananasplanter, majs, yoca, krydderier plus en helt ukendt frugt vi fik lov at smage. Da rundturen var slut tog vi tilbage til lejren og slappede af indtil kl. 18.30 hvor vi skulle mødes igen. Ved mødet fortalte Edwin om de forskellige caymans og hvordan man kunne kende dem fra hinanden. Afsluttende delte vi os i to hold og sejlede 10 min i hver sin retning på floden for at spotte caymans i mørket. Vi spottede 4-5 stk. men de var ikke særlig store, så for os var det ikke noget specielt. Efter aftensmaden gav Angel et par flasker vin til gruppen, så vi blev lidt længere oppe og spillede lidt kort med de andre. Det var meget hyggeligt. Næste morgen blev vi igen vækket 5.30 am - ikke fordi vi skulle på tur, desværre - men fordi vi skulle tilbage til Lima. Så samme vej tilbage som ud... Vi fløj fra Puerto Maldonado til Lima via Cusco, så vi var tilbage på hotellet hvor vi startede for 20 dage siden omkring kl. 15.30, dvs. stort set hele dagen var gået med transport. Ingen af os var rigtig i humør til det store, så vi slappede af indtil aftensmad, hvor Angel havde reserveret bord på samme restaurant, som den vi spiste på første aften. Det var meget hyggeligt og vi udvekslede alle emailadresser og efterfølgende, sad vi også lidt på en engelsk pub og fik et par øl, inden vi tog afsked med hinanden. Mange af dem skulle med fly hjem allerede kl. 6 om morgenen, så de skulle tidligt op om natten og afsted. Vi sov tværtimod ud (til kl. 7 - træls at vi ikke kan sove længe mere!) og tjekkede ud kl. 11, hvor vi skiftede over til det hostel vi boede på de første nætter i Lima. Resten af dagen i dag har vi gået ture rundt i dejlige Miraflores (den fine bydel) og planlagt Mexico lidt. Vi skal med flyet omkring firetiden i morgen og ankommer så til Mexico City lige før midnat.

Nu hvor vi skal sige farvel til Peru, har vi igen snakket om, hvor meget vi har lært og oplevet. Vi synes, vi har lært RIGTIG meget om Perus historie og kultur, men vi føler alligevel ikke at vi kender peruerne så godt som mennesker i forhold til, hvordan vi lærte brasilianerne at kende. Det skyldes nok, at vi har rejst med gruppen... Vi har haft 3 rigtig gode, men også hårde uger, hvor der konstant har været drøn på. Vi har fået 12 nye superfede venner og haft det sjovt sammen meget af tiden, men alligevel foretrækker vi fremover at rejse selv. Så vi kommer tættere på befolkningen og så vi selv kan bestemme, hvornår vi vil hvad og hvad det må koste. Derfor glæder vi os nu helt vildt til at komme til Mexico hvor vi blandt andet skal se deres historiske ruiner og ligge på stranden og slikke sol... Salud! :-)

Cusco, ATV's, Sacred Valley og Machu Picchu

2008-09-26T18:32:00.022+02:00

Efter tre sygedage på hotelværelset i Puno, så det for mit (Frederik) vedkommende endelig en smule bedre ud lørdag, hvor turen gik videre til Cusco. Feber og hovedpine var stort set væk og tilbage var så 'kun' mavepine og hutigmave... :-/ Efter en næringsløs morgenmad skyndte vi os ned til stationen for at tage bussen.
7 lange timer senere stod vi i Cusco, parate til en god frokost. Angel tog os med hen til en fin og dyr restaurant, som måske ikke lige passede til 14 halvsvedne mennesker i fleecetrøjer og north face bukser. Min lægeordinerede diæt var stadig aktiv, så jeg havde kun mulighed for en squash suppe der viste sig at være ganske udmærket. De andre fik alt fra perfekte ravioli i aubergine til spaghetti Alfredo som Julie. Resten af dagen tog vi den med ro på vores værelse, mens jeg forsøgte at pleje min urolige mave.

Søndag var fri til at opleve Cusco og da jeg langt om længe var ved at få lidt farve i kinderne igen og klar på almindelig mad (særligt efter at have tabt 4-5 kilo), startede vi dagen stille og roligt med en god morgenmad på hotellet. Resten af formiddagen brugte vi på at gå rundt og se hvad man ellers kunne lave i Cusco. Byerne her er som hjemme altid mere stille om søndagen, men der var en masse folk på main plaza og de fleste boder holder også søndags åbent. Ved frokosttid var vi dog lidt skuffede over ikke at have formået meget andet end at gå rundt og lave ingenting. Derfor købte vi en masse junk (slik, red.) og brugte eftermiddagen med ren afslapning og Heroes på hotellet.

Til aften gik vi ind på den "berømte bar" Northern Rats og fik en lækker wrap med tilhørende Cusquena øl. Det var rigtig lækkert og baren var hyggelig med venlige ejere. Derefter bestilte Julie en Tequila Sunrise og jeg en øl mere og vi tog et slag billard. Da jeg stadig var på medicin, begyndte jeg dog at blive nervøs for at antibiotika og alkohol var en dårlig blanding, så vi besluttede at holde og vende tilbage til hotellet.

Mandag morgen var hele vores gruppe taget ud for at trekke (de havde jo bestilt en anden tur end os, den som vi egentlig havde regnet med vi var på) og i følge programmet havde vi endnu en fridag. Vi havde dog allerede bestemt, hvad vi ville, så vi var stået tidligt op for at fange en taxi til Sacsayhuaman ruinerne, der ligger på bjergsiden med udsigt over Cusco. Efter lidt problemer med at få penge til entrébilletten var vi inde og brugte et par timer på at gå rundt og betragte de flotte sten og en nybygget Jesus statue?
Det er meget imponerende, hvordan inkaerne har fået de kæmpe sten til at passe sammen (og staplet dem oven på hinanden) uden brug af mørtel eller lignende. Ved 12-tiden var vi godt forbrændte af solen (vejrudsigten havde lovet regn og vi havde glemt solcreme) og vi gik ned af bjergsiden for at komme tilbage til byen. Undervejs fandt vi et lille sted, på en lille skæv gade, hvor en perusk mutter serverede hjemmelavet mad i sin lille café og vi fik en rigtig lækker kyllinge sandwich til ingen penge. Desserten fandt vi på McD og vi nød en god McFlurry på byens torv.

Efter at have slappet af en time var vi klar til eftermiddagens store oplevelse: Vi havde booket tre timer på ATV's/Quadbikes på et lille bureau. Efter en halv time i taxa, nåede vi uden for byen til et hus der lå i et kvarter for foden af bjergsiden. Her blev vi hurtigt instrueret i, hvordan man bruger de firhjulede maskiner og dernæst gik turen over stok og sten op ad bjergsiden. Vi forsvandt hurtigt væk fra al civilation og mens vi drønede afsted med vores guide på en af Andes bjergenes højderygge, nød vi en fantastisk udsigt og de få enkeltstående huse vi mødte. Naturen deroppe var helt anderledes end det man oplever nede i byen; langt mere storslået og som man eventyragtigt forestiller sig tilbagestående bønder med deres får og lamaer på de tørre marker.
Undervejs stoppede vi et par gange, hvor vi fik lov til at give maskinerne fuldt spark, øve 8 taller og hop. Vi blev også forfulgt af samtlige hunde på bakkerne og et enkelt lille lam. Bagefter var vi så beskidte og støvede, at Roskilde festival til sammenligning ligner Hotel Clinton. Men det er klart en oplevelse, som kan anbefales og som giver et helt andet indtryk af Cuscos omgivelser. 150,- kr. for tre timer inkl. guide.. Resten af aftenen gik med at få skidt ud af øret og lidt at spise.

Torsdag morgen var der afgang fra hotellet og kl. 9 holdt guide og chauffør klar og ventede på Angel og os. Vores nye guide hed Willmer og er modsat Angel ikke særlig høj. Han virkede dog oprigtigt venlig og interesseret og oplagt på en god dag. Planen var, at vi skulle se Sacred Valley og det første sted vi tog hen var ad en bumbet vej op til en lille landsby. Her blev meget af det peruiske strik lavet og vi fik en rundvisning og blev præsenteret for de ældgamle metoder at udvinde garn på og farve uldet. Det var meget interessant og som altid blev vi mødt af smil og venlighed med ivrige opfordringer til at købe deres varer.

Bagefter fortsatte turen til Pisac, med et enkelt stop på bjergsiden med en fantastisk udsigt udover Sacred Valley. Det var efterhånden blevet så varmt og solen så skarp, at vi var nødt til at beskytte vores i forvejen forbrændte hud med alt hvad vi havde på os. Viewpointet slog dog ikke den udsigt over dalen og Pisac, som vi fandt da vi efter en lang gåtur nåede inkaruinerne uden for byen. Her blev vi af Willmer præsenteret for Inkaernes smarte system med marker, som på bjergsiden er indelt i sektioner bag mørkesten. Markerne peger mod øst, så de får solens første varme stråler og de er placeret i amfitaeter-lignende formationer med mørke sten, så de om natten kan holde deres eget lille klima i ly for bjergenes kulde.

De imponerende ruiner bestod ligesom sachasayman af kæmpemæssige sten, der hver især var blevet særligt formet, så de passede ind og isolerede perfekt uden brug af mørtel. Et imponerende bygningsværk som har taget mange år at bygge for de tusindvis af mennesker, der arbejdede der for ca. 500 år siden. Teknikken med at få stenene op ad bjerget, minder lidt om Ægypternes, men Willmer fortalte, at modsat Ægypterne var det ikke slaver, der arbejdede her. Dengang betalte man skat til inkaerne iform af arbejde og arbejderne blev behandlet godt, med alle nødvendigheder som mad, vand, tøj og husly, som inkaerne sørgede for, så folk var glade for at arbejde.

Efter et kort stop på Pisacs kæmpemæssige marked fortsatte turen og efter knap en times kørsel gjorde vi holdt ved en buffet, hvorefter turen fortsatter til ruiner ved Ollaytambo. Efter at være trasket op til toppen, blev vi indviet i flere inkahemmeligheder, man overvejer bl.a. om inkaerne brugte legoteknik til at samle stenene: På mange stikker der tapper ud og plads til indhak i andre. På bjerget overfor havde inkaerne et køleskab/opbevaringsrum, der blev holdt koldt af de kraftige vinde i bjergene. Og i bjerget kunne man se flere inkaansigter (hvis I ser godt efter, kan I se næse, mund, m.m.)
Efter at have givet guide og chauffør lidt drikkepenge blev vi læsset af på vores hotel i den lille by og besluttede at gå lidt rundt og kigge butikker inden det blev mørkt. Bagefter vendte vi tilbage og så en frygtelig dårlig film: Teenacious D - The Pick of Destiny og sluttede aften af med et billigt og utrolig godt måltid mad på en lille hyggelig, lokal restaurant.

Onsdagen startede stille og roligt, vi skulle først med toget til Agua Caliente efter frokost, så vi havde masser af tid til at slappe af. Efter at have skrevet et par dyre postkort (koster knap 10 kr. i frimærker pr. kort) gik vi ned og fik frokost på samme hyggelig sted som aftenen før.
Efter frokost mødtes vi med de 10 mand fra vores gruppe, som havde været afsted på Lares trek. De så meget smadrede ud og lugtede ikke for godt, men de sagde, at det havde været en fantastisk tur. Efter at have udvekslet lidt oplevelser gik vi ned for at tage toget, som viste sig at være 1. klasse, dvs. gode sæder og servering af mad, drikke og kage. Super!
2 timer senere ankom vi til Agua Caliente og mens de andre slappede af på hotellet, gik Julie og jeg ud for at købe lidt souvenirs på det lokale markede. Vi fik bl.a. et flot skakspil, hvor brikkerne er inkaer mod spanier. Efter aftensmad gik vi forholdsvis tidligt i seng, da vi skulle tidligt op for at nå turens højdepunkt næste morgen....

..Klokken 4:30 ringede telefonens wake-up call og en time efter var der afgang med bus til Machu Picchu. Angel havde sørget for, at vi kunne komme derop så tidligt som muligt, så vi kunne nyde ruinerne uden for mange andre turister. Helt alene var vi ikke, men vi havde alligevel god mulighed for at gå rundt og nyde den fantastiske oplevelse inden vi skulle mødes med en guide kl. 9. Ved 7-tiden brød solen igennem og viste os ruinerne fra deres smukkeste side og vi brugte det meste af tiden sammen med de andre og Machu Picchus lokale lamaflok.
Kl. 9 mødte vi guiden og fik en 2 timers rundtur, hvor han forklarede alt om inkaernes hellige templer, byggestil og tro. Man regner med, at der boede omkring 500 mennesker i Machu Picchu (kun den rige del af befolkningen; læger, lærere, præster m.v.) og det har sandsynligvis taget omkring 100 år at bygge, selvom det aldrig blev helt færdigt før inkaerne igen forlod det i det 16. århundrede. Grunden til at Machu Picchu er særligt velbevaret, er at det har været skjult af bevoksning og først blev opdaget igen i 1911. Desuden er vejrforholdene ok og området har ingen jordskælv.
Det 3. vidunder på vores tur er uden tvivl noget af det mest fantastiske vi har oplevet og der var en hel særlig stemning på toppen af det ældgamle bjerg i den gamle inkaby.

Efterfølgende spiste vi frokost i Agua Caliente og tog tog og bus tilbage til Cusco, hvor vi har en enkelt fridag i morgen (fredag) inden vi flyver ind i Amazonas lørdag...

Pisco - Nazca - Arequipa - Colca Canyon - Puno

2008-09-19T04:57:00.022+02:00

Vi har allerede besøgt mange byer i Peru og oplevet en masse! Peru er uden tvivl et rigtig spændende land - noget man bør opleve selv, hvis man kan! Her er alt anderledes! Det er lidt svært at beskrive men jeg vil gøre et forsøg. Landet er stort og har det hele, både vestlige byer, indianerbyer, ørken, jungle, bjerge og strande + en hel masse historie! Indbyggerne er åbne og vil meget gerne fortælle deres historie. Alle peru'ere er stolte af deres land og det er ikke uden grund. Peru overlever klart på grund af de mange turister der er alle steder, men det virker ikke til at påvirke indbyggerne. De har deres egen kultur/traditioner de holder fast i og netop det er med til at gøre det smukke land endnu mere spændende. Den natur vi har set indtil nu har været meget barsk: Golde, tørre, sandede og stenede landskaber... Men fascinerende og storslående! Her er smukt på en anderledes måde. :-)

Vi i hvert fald tydeligt turister her! Ikke kun fordi vi rejser med G.A.P. (Great Adventure People), men også fordi indbyggerne er meget lave. Vi har snakket en del om fordele og ulemper ved at rejse med gruppen, men vi kan ikke helt finde ud af hvad der er bedst. På en måde ser vi en hel masse og oplever en masse vi måske ikke ville få mulighed for på egen hånd, men omvendt har vi ikke rigtig kontakt til indbyggerne fordi vi er i gruppen, bor på fashionable hoteller og spiser de fine steder. Det er slut med gadekøkkener og kolde haner. Det er luksus at rejse rundt med G.A.P., men frihed er der ikke meget af. Alt er ordnet for os og vi skal ikke tænke på noget selv, hvilket måske er meget afslappende for nogle, men det giver et anderledes forhold til de indfødte - og det synes vi er lidt ærgerligt. Vi følger en stram plan og nogengange lidt for stram, men uanset hvad prøver vi at få det bedste ud af det og opleve så meget som muligt. Og dem vi rejser med er også rigtig søde! Så vi klarer det nok :-)

Første tur gik fra Lima til Pisco (11. september). Vi kørte i en "public bus" ned langs kysten og den tur var ikke noget specielt. Vi troede at busserne i Brasilien var de værste, men vi måtte tro om: Vi havde omkring 30 cm mellem sæderne, men når man lagde sædet ned blev det skubbet fremad, så man havde ca. 10 cm tilbage. Virkelig rart, når man skal køre i 5 stive timer uden pause. :-) Jeg havde kvalme det meste af vejen, så jeg fik kigget en del ud på landskabet, der mest af alt bestod af tomme strande, bjerge og flade områder fyldt med kuber af sten eller grene, hvor de allerfattigste bor. Dem er der desværre en del af...

Vores guide, Angel (udtales på tysk manér), havde i forvejen fortalt at Pisco havde været udsat for et rimeligt voldsomt jordskælv sidste år, så vi skulle bære over med at der var en del genopbygning i gang og revner i de fleste huse. Det viste sig at være en meget pæn beskrivelse af byen, som stort set stadig ligger i ruiner! Det var virkelig chockerende at se hvor meget jordskælvet havde ødelagt og hvor lidt de egentlig havde fået bygget op igen. Det hotel vi boede på, virkede umiddelbart til at være det eneste hus med bare lidt tag. Efter check-in gik vi hen til en restaurant i byen for at få aftensmad. Angel anbefalede os at vælge noget med fisk, eftersom vi var ved kysten og fisken var frisk, så vi fulgte rådet og fik begge en ret med fisk. Pisco er også byen, hvor man skal prøve den kendte drik: Pisco Sour! "Heldigvis" gav restauranten en gratis omgang. Drinken består af en sur likør (kaldet Pisco) pisket op med æggehvide. Ikke noget man kan drikke i store mængder, men Frederik fik fornøjelsen af at skylle to Pisco Sour ned med de andre drenge. :-) Efter aftensmaden fik vi en kort guidet tur til byens torv, hvor vi forlod gruppen for at købe morgenmad, da den ikke var inkluderet i opholdet på hotellet.

Tidligt næste morgen (12. september) tog vi på en 'optional tour' ud til Ballestas Island, hvor vi så en masse søløver, to pingviner og tusind-milliarder fugle! Øerne var flotte, selvom de var fyldt med fugleskid og hvid-grønne af samme årsag. Lækkert ;-) Undervejs derud stoppede vi osse op foran et af naturens mysterier (dem er der mange af i Peru) et mærkværdigt symbol - tilsyneladende skabt af naturen.

Derefter kørte vi ind i landet til oasen Huacachina - det er virkelig en oase som man kender dem fra film: Omgivet af høje sandbjerge med tilhørende vandhul og palmer. Her skulle vi så prøve noget vi slet ikke vidste fandtes: Boogiecar og sandboarding!! Det viste sig at være helt vildt skægt :-) Boogiecar er ørkenbiler med virkelig god affjedring og når vi kørte rundt i fuld fart over sandbjergene, føltes det lidt som at sidde i en rutsjebane. Undervejs stoppede vi ved tre forskellige bakker: En nem, en middel og en svær. Her skulle vi så sandboarde! Umiddelbart virker bakkerne stejle, men når man først ligger på boardet, med spredte ben og løftet hage og suser ned af bakken, så er det egentlig ikke meget anderledes end at kælke. Man kan også stå på boardet, ligesom med snowboarding, men det kræver vidst lidt træning, så vi holdt os til begynder-udgaven. ;-) Guiden kunne også tilføje at de internationale mesterskaber i sandboarding blev afholdt i området i år. Lidt sejt. :-)

Efter at vi var kommet tilbage til oasen var vi så fyldte med sand at vi blev nødt til at hoppe en tur i poolen. Selvom vi prøvede at få det meste af kunne vi stadig finde sand i ørerne to dage senere! Haha... Efterfølgende kørte vi videre et par timer for at ende i Nazca om aftenen. Vi blev inkvarteret et stykke væk fra byen, men tog ind til centrum for at spise og endte på en karaoke-bar, hvilket udviklede sig til at blive en rigtig sjov "bytur" og vi fik vidst alle en lidt at drikke. Efter drengene havde sunget Robbie Williams med "Angels" (ømt!) og pigerne havde givet den gas til "Girls just wanna have fun" var stemningen på sit højeste og gruppen blev godt rystet sammen på dansegulvet, hvor vi blandt andet lærte de hotteste peru'ske mooves... :-)

Dagen efter (13. september) skulle vi tidligt op og det kunne mærkes ... det var heller ikke det mest tiltalende da vi lidt senere befandt os på en oldgammel gravplads lidt uden for Nazca. Men hende der viste os rundt fortalte meget engageret om de godt bevarede skelletter og kranier, så det var svært ikke at finde det bare lidt interessant. Cirka to timer og 12 grave senere var vi alligevel så udmattede at vi måtte søge ly for solen i bussen... Derefter kørte vi til Nazca Airport, så dem der ville, kunne komme op og se de berømte Nazca-lines. Desværre kostede denne "optional tour" lidt mere end vi følte vi ville give, så vi brugte tiden på at kigge souveniers og høre "Mads og Monopolet" en podcast som det var lykkedes Frederik at hente. :-)

Vi sluttede dagen inde i byen, hvor vi nød en god BILLIG menu på nærmeste kinesiske restaurant, samt lavede lidt souvenir-shopping. Jeg fik bl.a. købt en stor rød Peru-sweatshirt og Frederik gav mig en rigtig sød lama-figur, som jeg havde forelsket mig i. Sidst men ikke mindst købte vi også en flot ler-vase med Nazca-lines på. Da vi kom tilbage på hotellet skulle vi checke ud og kørte derefter lidt vej for at prøve en speciel traditionel fest-menu. Vi kom ud på en gård, hvor maden var blevet tilberedt i jorden via varme sten og det lignede mest af alt en grav til at starte med... Derefter skulle der udvælges både en gudfar og en gudmor fra gruppen, som skulle udføre nogle ritualer før "graven" kunne åbnes og maden bæres ind. Det var en spændende oplevelse og maden var virkelig lækker! Efter vi havde spist os godt mætte begav vi os tilbage til Nazca for at tage en natbus til Arequipa, som var næste stop på turen. Heldigvis var det en lækker bus (bortset fra toilettet!) - og vi fik de bedste sæder helt oppe foran (ovenpå). Så vi nød at vi havde masser af plads og sov også godt det meste af turen.

Tidligt næste morgen (14. september) kom en sød servitrice med en mindre charmerende morgenmad, som vi endte med at forære naboen, der nærmest blev lykkelig for at modtage de to maste pølser i tørt brød, pænt indpakket i folie. Hm, så var dagens gode gerning gjort! ;-)

Arequipa bliver kaldt "the white city", hvilket vi fik flere forskellige forklaringer på. Byen ligger i 2400 meters højde, omgivet af to høje bjerge og en ikke-aktiv vulkan. Toppen af bjergene er dækket af is - deraf "white city" - hvilket også er en sjov kontrast til varmen i byen og palmerne der udsmykker byens midte. En anden forklaring er, at det er den by i Peru med flest hvide indbyggere. Byen er rigtig flot og charmerende og der er en masse at se og lave, så det var rart at vi denne dag havde "fri-dag" - også fordi jeg havde fødselsdag. :-) Godt nok var vi rimelig udmattede af den lange bustur og efterfølgende rundvisning i byen af Angel, så det var dejligt at kunne tage et tiltrængt bad og gå ud for at få en lækker brunch på en hyggelig fortovscafé - og Frederik gav det hele den dag, så det var luksus! Desværre fik jeg det lidt dårligt efterfølgende, hvor vi gik og kiggede i de mange butikker der solgte hatte, ponchoer, halstørklæder, handsker og meget mere i al verdens farver, men det forhindrede os ikke i at shoppe! Jeg faldt for en skihue med tilhørende handsker og Frederik for en blød sweater, alt sammen strikket i lamapels. Vi fik forhandlet en god pris og på vej tilbage til hotellet fandt vi også en sød lama-taske, som på bedste vis beskytter alle vores souveniers. :-)
Efter en lille lur havde jeg det heldigvis lidt bedre og Frederik havde været så sød, at han i mellemtiden havde hentet alle mails og fødselsdagshilsner ned til mig, så jeg kunne læse dem. Og tak allesammen - tak for alle de søde hilsner! De varmede... :-)
Efter at have læst dem alle tog vi det pæne tøj på for at fejre min fødselsdag med manér. Receptionisten anbefalede os et godt sted, men da vi nåede frem med taxa, så vi at resten af gruppen sad derinde, så vi blev nødt til at finde et andet sted - lige den aften ville vi gerne være lidt alene. Så vi fandt et rigtig charmerende créperi, som vi tidligere på dagen havde været inde og kigge på. Og her bestod menuen stort set kun af pandekager, hvilket jeg synes passede udemærket som fødselsdagsmenu, så vi startede med at dele en lækker salat og en hjemmelavet ice-tea inden vi gik i gang med hver sin pandekage med kødfyld. Frederik fik en med "chicken, curry and pineapple" og jeg fik den fine fraske med steak og champignon. Det var virkelig lækkert. Men det bedste af alt var uden tvivl desserten, der bestod af tre pandekager: En med "apple, cinnamon and lemon", en med "vanilla-ice and raspberry" og sidst men ikke mindst en med "choko-coco". Mums! Med tilhørende jordbærmilkshake kunne menuen ikke havde været bedre og vi følte os godt proppede da vi gik derfra. Vi havde aftalt at mødes med gruppen kl. 22 på hotellet for en lille surprise og da de kom havde de også en rigtig lækker kage med og de sang fødselsdagssang for mig. Det var rigtig sødt og en god overraskelse! Til sidst var vi så bombede vi knap nok kunne gå op på værelset for at sove. Alt i alt var det en rigtig dejlig dag - og endnu engang tak for alle de søde hilsner og fine penge-gaver :-) Det er lige noget jeg kan bruge!

Næste morgen (15. september) blev vi hentet af en ny guide, José, som sammen med vores gruppeguide Angel, skulle sørge for os under opholdet i Colca Canyon - verdens dybeste kløft. Undervejs ud af Arequipa resulterede morgenens manglende appetit og ubehag for mit vedkommende i et panik-anfald, fordi jeg ikke følte at jeg kunne få vejret. Efter at være faldet mere eller mindre til ro fik jeg en pakke med tre forskellige piller, som skulle hjælpe på ubehaget. Resten af busturen var jeg ikke meget værd og lå feberagtig og bange for at det skulle ske igen. Vejen til Colca Canyon gik også højt op og vi toppede bl.a. et bjerg der er højere end Mont Blanc, hvilket ikke siger så lidt. Heldigvis gik det også nedad igen og vi endte i en lille bjergby hvor vi fik frokost. Jeg kunne lige få lidt suppe ned, men ellers blev det ikke til meget. Senere kørte vi videre til en endnu mindre afsides bjergby hvor vi blev indlogeret på et pænt hotel (ca. 3400 meter oppe). Jeg brugte tiden på at slappe af og spise piller, imens resten af gruppen udforskede området med José. Han viste sig at være en rigtig god og energifyldt guide!

Næste morgen (16. september) skulle vi ekstremt tidligt op for at nå ud og se de berømte Condorer, verdens 2.største fugl. Det blev også en stor oplevelse og det var virkelig imponerende at se hvordan de enorme fugle svæver på de varme vinde (de flyver nemlig ikke). Vi var så heldige at se forskellige slags Condorer, både den brune og den gamle sorte med hvide fjer. På et tidspunkt var hele fire fugle over vores hoveder på én gang. (For lige at give et billede af hvor store disse fugle er, så er de ca. 3 m over vingerne og ca. 1,20 fra hoved til hale - ikke så lidt! Kløften som de flyver i er også virkelig imponerende - og jeg var glad for at jeg denne dag havde det så godt at jeg kunne være med til at opleve det hele. :-)

Undervejs gjorde vi stop på forskellige udkigspunkter, hvor hver sit udkigspunkt havde sine boder med souveniers. I mens fortalte José om hvorfor kløften havde fået navnet Colca Canyon og hvorfor det var praktisk for indbyggerne at dyrke deres afgrøder i de indrammede terasser, der fyldte det meste af landskaberne. Afsluttende var vi også inde og besøge nogle af de gamle kirker i bjergbyerne og efter en pause på hotellet tog vi ud til et badeanlæg, hvorfra vandet var Hot Springs fra en nærliggende ikke-aktiv vulkan. I følge José var vandet ca. 85-90 grader, men nåede heldigvis igennem et nedkølingssystem inden det kom i udendørsbassinerne med en temperatur på ca. 35-40 grader, hvilket viste sig at være rigeligt!
Efter vi kom op igen i den bidende kulde, skyndte vi os at tage et bad og kørte hen til en restaurant i byen for at se lidt traditionel dans. Det var også her vi prøvede at smage Alpaca-kød (Lama). Det var spændende med de smukke traditionelle dragter og nogle meget anderledes danse, hvor publikum også blev budt op undervejs. Det var rigtig underholdende og sjovt!

Den efterfølgende morgen (17. september) skulle vi igen tidligt op og afsted mod næste mål, men ikke alt gik efter planen. Vi havde det begge skidt om morgenen og Frederik havde feber. Jeg kunne ikke få noget ned ved morgenmaden og blev så svimmel at jeg måtte bede José om hjælp. Han prøvede at få mig til at slappe af, men det lykkedes ikke rigtig og jeg var bange, for havde det rigtig skidt og kunne ikke rigtig styre min krop. Jeg frøs helt vildt og min krop begyndte at ryste og jeg havde meget svært ved at trække vejret, så de blev nødt til at give mig oxygen-maske på i 10 min. Efter et godt stykke tid gik det bedre og de fik mig ud i bussen sammen med Frederik som heller ikke havde det så godt, men på en anden måde. Derefter måtte vi tage afsked med José og køre en ulidelig tur med bussen hvor jeg sov de meste af vejen, fordi de havde givet mig noget beroligene. Hen på eftermiddagen nåede vi så frem til Puno, der ligger i ca. 3800 meters højde. Jeg var stadig bange og følte ubehag, så Angel fik en doktor til at komme og kigge på mig og Frederik. Heldigvis var der ikke alvorlige tegn og det hjalp meget at jeg kunne slippe frygten. Men jeg fik alligevel en ny pille, som vil hjælpe mig... Samtid med at jeg i dag (18. september) skulle hvile og at jeg desværre derfor måtte gå glip af en af de oplevelser Frederik og jeg havde set mest frem til - nemlig et ophold på en af de flydende øer på Titicaca-søen hos indianerne. Jeg har heldigvis fået det meget bedre i løbet af i dag og med udsigten til at vi ikke kommer højere op, slipper jeg nok for flere ubehagelige oplevelser. Appetitten er også tilbage, hvillket er et godt tegn, så jeg ser frem til at nyde resten af turen! Desværre har Frederik stadig høj feber og dårlig mave og det har ikke været så sjovt for ham at ligge hele dagen i sengen, så vi krydser fingre for at han har det bedre i overmorgen, hvor vi skal videre til Cuzco... Lige nu sidder vi og venter på en pizza og lidt cola - det kan kun gøre godt for maven! ;-)

Lidt om Lima

2008-09-13T23:40:00.011+02:00

Søndag aften ankom vi en smule trætte til Lima lufthavn, alt var dog forløbet fint og da vi kom ud fra toldområdet (efter man havde vist pas, skulle man trykke på en knap. Lyste knappen grøn kunne man gå, lyste den rød skulle man gennem tolden. Julies var naturligvis rød!). Der stod en mand fra Kusillus hostel som aftalt og ventede på os. Derfor kom vi hurtigt og let ud af lufthavnen og blev kørt direkte til vores hostel i Miraflores. Chaufføren kørte meget godt (bedre end Brasil) men trafikken i Peru er alligevel anderledes. Her er ikke så mange gade lys og heller ikke så mange regler. Bilerne kan uden skrupler sagtens kører ud fra en lille sidevej direkte over en 3 sporet vejbane for at komme over i modsat retning med stor kaos og biler der peger i alle retninger til følge. Alligevel kører ingen sammen, men dytter hele tiden!

Billedet er dog meget anderledes i Lima. Selvom det var søndag aften, var der mange flere folk på gaden, end det var typisk i Brasilien. Miraflores er dog også helt anderledes end noget vi har oplevet i Brasilien. Gaderne og fasaderne er helt rene! Over det hele ligger der store fem stjernede hoteller og kasinoer og nogle gader længere væk store pæne villaer. Da vi ankom fandt vi hurtigt et 24 timers supermarkede med mere stil og styr på hygiegnen end selveste Super Brugsens delikatesseafdeling.

Næste dag tog vi den mere med ro og udforskede dele af Miraflores. Det flotte kvarter er naturligvis også turistet og meget vestligt med flere KFC, Burger King, McDonalds og Pizza Hut's end i New Yorks lufthavn. Alligevel er det meget rart, at bo i et lidt pænere kvarter, som er sikkert 24/7 takket være de mange politifolk der står strategisk placeret overalt i gadebilledet. Efter en tur på et fint lille marked spiste vi på et mindre fint gadekøkken for at opleve stemningen i Lima. Det var meget sjovt og billigt og vi blev mætte for ca. 7 kr. pr. person. Bagefter drak vi dog en Cola for at dræbe de fleste af de bakterier, der fulgte med maden.
Om eftermiddagen gik vi ned til et vestligt shopping center 'Larco Mar', som er bygget ind i klipperne med udsigt over kysten ud for Lima. Her fandt vi toppen af flødeskumskagen i form af en Starbucks, som oven i købet var relativ billig. Ingen tvivl om at en Venti Caramel Machiatto gør store underværker.
Resten af dagen gik ellers stille og roligt med at finde nogle gode råvarer i det nærmeste supermarkede og lave lidt godt mad.

Tirsdag besluttede vi at tage ind til centrum af byen, for at se de fleste seværdigheder. Derfor stoppede vi en taxi og aftalte en god pris. (skal gøres inden, da der ikke er noget taxameter. 15 kr. for en halv times kørsel kan man dog ikke klage over) Trafikken var naturligvis langt mere hektisk tirsdag formiddag end søndag aften, men vi overlevede dog turen ind til centrum:-)
Her hoppede vi af foran selveste præsidentens hus, der var godt bevogtet af både pansrede kampvogne, politi og livgarden. Vi gik lidt rundt på pladsen og så den store katedral som ligger til venstre for paladset. Selvom centrum er noget anderledes end Miraflores, var der stadig ingen tvivl om sikkerheden og heller ingen fattige i gadebilledet. Igen med politi alle vegne.

Efter at have set livgardens vagtskifte gik vi ned til en anden kirke San Francisco og fik en guided tur, i kirken som flere gange har været udsat for jordskælv og derfor senest blev genopbygget i 1672. Det mest spændende var uden tvivl katakomberne i kælderen, hvor over 25000 mennesker lå begravet. Eller begravet er nok så meget sagt, overalt lå der gamle og nyere knogler og kranier i ned til ti meters dybde. Hvorfor? Fordi folk mente de var tættere på Jesus, når de blev begravet på den måde under kirken. Desværre har vi ingen billeder, da al fotografering var forbudt.
Efter at have mistet appetitten gik vi en tur ned til konventet hvor vi efterhånden blev sultne igen og spiste frokost. Om eftermiddagen besøgte vi et stort frugt og grønt markede og slog et smut forbi China Town, som uden tvivl er Perus mest livlige kvarter. Der var mennesker overalt og varerne var ret billige. Vi købte bl.a. et par nye Sony Earplugs til Julie for 35,- kr. og Hancock, Kungfu Panda og Ironman på dvd for ca. 17,- kr. i alt. Aftenen fik vi da også til at gå med at se Hancock i tv-stuen på vores hostel mens vi nød de friske grøntsager og en lokal øl.

Onsdag skiftede vi til et Hotel et par blocks fra vores Hostel, da det var her vi skulle mødes med vores gruppe om aftenen. Vi har booket en tur ved rejsebureauet G.A.P. Adventures, som står for hele vores rejse rundt i Peru. Det meste af dagen brugte vi igen i Larco Mar, hvor jeg fik shoppet lidt (Jeg havde jo ikke noget pænt tøj med, for hvad bruger en backpacker det til? dooough).
Om aftenen blev vi briefet af vores guide Angel, som står for hele turen rundt i Peru. Vi mødte naturligvis også hele vores gruppe, hvoraf vi er de eneste hvis førstesprog ikke er engelsk. Gruppen består af 10 briter, 2 fra sydafrika og Julie og mig. Vi havde håbet på lidt større national spredning, selvom de allesammen virker meget fine! Efter briefingen nød vi et lækkert måltid på en restaurant ejet af en tidligere gourmet kok, dog med meget anstændige priser. Jeg fik en lækker peruisk suppe, stærkt krydret og tilsat både ris, kylling, kartofel, en majskolbe og div. peberfrugter. Julie fik noget perfekt stegt kylling med en lækker kartofelmos div. grøntsager, krydderier og ris.
I løbet af aftenen fandt vi dog ud af, at vores grupper åbenbart deles op i tre forskellige grupper, når vi når til Cuzco. Vi var helt sikre på, at vi skulle på Inca trekking (vi havde bestilt turen flere måneder i forvejen pga. begrænset antal besøgende) desværre er vi på en eller andet måde kommet på det hold, som skal blive i Cuzco og opleve mere af byen mens de andre tager på trekking. Meget ærgeligt, men der er ikke meget at gøre nu, heldigvis har vores guide lovet, at der er masser af muligheder for river rafting, mountainbiking, mere horsebackriding osv. Så det går nok!

Alt i alt er her meget anderledes end Brasilien. Specielt vejret, selvom vi er på ca. samme breddegrad har vejret i Lima stort set kun været 16 grader og meget diset, med lidt sol. Men det, at de gør noget ud af fasader og det rene gadebillede siger også meget om kulturen og psyken i forhold til Brasilien hvor det var så beskidt. Her er også konstant hektisk trafik, med uafbrudt dytten, hensynsløs kørsel og uafbrudte tilbud om taxi, valutaveksling, slik osv. Alligevel er vi ikke i tvivl om, at det bliver helt fantastisk og ser frem til at bruge de næste 20 dage i Peru sammen med vores gruppe.

OBS: Som sagt rejser vi lige nu rundt i Peru med G.A.P. Adventures og ved derfor ikke med sikkerhed hvornår vi kan komme på nettet. Desuden bruger de en anden båndbredde til mobiltelefoner her, så vi har heller ingen forbindelse. Derfor er det nok nemmest at foretage kommunikation og fødselsdagshilsner via nettet, vi prøver selvfølgelig at komme online så snart som muligt:-)

São Paulo

2008-09-08T18:21:00.010+02:00

Vi ankom til Tieté (en af busstationerne i São Paulo) omkring ni-tiden. Turen fra Curitiba var ikke nogen stor succes: En stoppakket bus, lugten af toilet, sure tæer, prutter og fornemmelsen af at man sidder i Tivoli's bumletog. Men det har Frederik jo allerede skrevet om fra de forrige ture, så jeg tror bare vi kan konkludere, at standarden ikke er så høj. (Selvom comforten egentlig er okay)
Nå, jeg vil ikke lyde som en bus-nørd, så vi skifter emne. :-) Vi havde rejst i efterhånden lang tid (13 timer) og følte os begge klamme, trætte og sultne - eftersom vi endnu ikke havde fået aftensmad. Derfor var planen, at komme hurtigt hen til vores hostel. Det gik også nemt, det eneste der tog tid var turen med metro, fordi det lå i den anden ende af byen (som er STOR). Vi blev nød til at sove adskilt, fordi det tilsyneladende officielt er forbudt at have "mixed dorms" i Brasilien. Frederik kom på et 4-mands drengeværelse og jeg kom på et 10-mands pigeværelse.

Alle var på vej i seng, men vi tog et bad for at komme af med "klamheden" og gik derefter på en 24-timers restaurant i nærheden. Ved ikke hvad vi havde forventet, men lækkert var det ikke, så havde det ikke været for sulten, havde vi nok ikke fået noget ned. Til gengæld var den suco (juice) vi delte rigtig lækker, men det er de jo også generelt hernede. Afslutningsvis ville vi dele en cola for at bearbejde den ringe hygiegne, der nu lå og spirede i vores maver - og da vi gik til kassen var det åbenbart også kun Cola'en vi betalte for. "Hmm.." Tænkte vi. Inderst inde ville vi helst bare gå, det var jo ikke vores fejl... Men den dårlige samvittighed fik os til at vende om inden vi var nået helt ud og efter mange besværlige forklaringer betalte vi og gik. Så var samvittigheden i orden igen :-)

Næste dag skulle vi ud at se byen. Til hjælp havde vi en sej fyr (lav, buff, pumpet og tatoveret) fra vores hostel til at fortælle, guide og vise på kort, hvor vi skulle gå hen. Vi tog kortet i hånden og vandflasken i den anden og bevægede os ud i det store São Paulo. Vi startede på et marked, der lå et et meget hyggeligt musikbutik-kvarter og det hele virkede lidt kult og hippieagtigt. Boderne var proppede med smykker, skrammel, antik, mad/drikke, tøj, kunst, blandet ind mellem hinanden. Det var meget hyggeligt og vi brugte et stykke tid på at kigge det hele igennem. Derefter spiste vi vores medbragte madpakke og bevægede os i retning af Skyline, som var næste punkt på dagsordenen. På vej derhen kom vi igennem et meget fint shoppingkvarter hvor alle mærkevarebutikkerne var linet op ved siden af hinanden - der var selvfølgelig også en B&O!

Vi ledte mere efter en H&M (som vi savner), men de findes slet ikke i Brasilien! I stedet fik vi en frugtsalat og en lille softice inden vi kom op til São Paulo's skyline, som (hvis du spørger mig) ikke er vildt imponerende. Jeg havde i hvert fald forventet at skyline gik op til skyerne (deraf navnet selvfølgelig), men så høje var de jo heller ikke!? :-)

Efterfølgende slentrede vi lidt rundt i en junglepark lige ud til skyline og var egentlig på vej hen til det italienske kvarter i byen, da det pludselig begyndte at regne. Det stod bare ned i stænger - og vi stod der i shorts og t-shirt, så vi måtte løbe ind under nærmeste halvtag. En paraplysælger stod i nærheden, men hvis vi købte en paraply havde vi ikke penge til metroen hjem... Så vi stod og ventede, og da vi langt om længe vurderede at det var stilnet af, gik vi videre mod Bela Vista. Vi brugte en del tid på at finde en god og hyggelig restaurant, for sidste måltid i Brasilien skulle være et festmåltid! Og da brasilianere tilsyneladende ikke kan lave mad, så ved vi alle at italiensk mad er en sikker vinder. Så den stod på Pizza. Byens bedste - ikke mindre! Det var et rigtig fint sted vi kom ind... Mærkeligt at de anbefaler det i en rejsebog til folk på lavt budget, men vi ville ikke tænke på økonomien for en stund. Det var rigtig italiensk og havde eksisteret i over 50 år. Der var hundredevis af rosende artikler og priser ophængt på væggene.Vi delte en stor pizza med kylling og en speciel luftig brasiliansk ost. Meget lækkert, selvom det senere blev lidt for meget og vi fortrød at vi ikke havde taget en halv med kylling og en halv med noget andet. Regningen blev på ca. 180 dkr. inkl. drikkepenge, hvilket er rimelig meget for en pizza og to øl, men lækkert var det!

Klokken var efterhånden blevet mange og vi var trætte i benene af at gå, så vi tog metroen tilbage og havde egentlig glædet os til at komme under dynen, men da vi kom ind på vores hostel blev vi mødt af fest og farver. Feliz' fødselsdagsfest stod der på væggen. 1000 farvede balloner og et band, der spillede noget rigtig skørt musik! Der var godt gang i den og folk drak og dansede... Vi var bare for trætte til at deltage i festlighederne, så vi gik op for at sove. Det gik ganske glimrende for mig - jeg faldt som altid hurtigt i søvn og sov som en sten uden at lægge mærke til noget... Men Frederik havde det lidt sværere. Hans værelse lå lige ud til der hvor festlighederne foregik og samtlige af hans roomies kom rendende op på værelset i ny og næ for at åbne døren, tænde lyset og så gå igen uden at slukke eller lukke... Så Frederik fik ikke så meget søvn.

Næste morgen havde vi pakket taskerne og sat dem ind i et opbevaringsrum, så de kunne stå der indtil vi skulle ud til lufthavnen. I mellemtiden smuttede vi ind til et marked i byens centrum og brugte igen lang tid på at studere bodernes udvalg, samt de mange malerier. Derefter ville vi over i den japanske del af byen, hvor der også skulle være et marked - men det blev sværere end vi havde regnet med, for vi for vild og brugte lang tid på overhovedet at finde hen til metrostationen. Alligevel nåede vi lige et købe en tallerken japansk spise inden vi tog metroen (som var PROPPET) ud til vores hostel... Vi spiste på vejen hen til hostellet, greb taskerne og skyndte os ned til metroen igen. Tre kvarter efter stod vi i lufthavnen og checkede ind - i god tid. Derefter brugte vi de sidste brasilianske rais på en kop kakao, spiste vores madpakke og lidt mariekiks imens vi evaluerede lidt på de 3 uger i brasilien.

Vi føler vi har set det vi skulle, men kunne (hvis det engang bliver en mulighed) godt tænke os at komme tilbage til Rio og måske bruge lidt mere tid i Rio og omegn. Vi synes også vi kender brasilianerne rimelig godt efterhånden og synes også vi er blevet gode til at begå os, selvom det selvfølgelig ville være bedre hvis vi kunne flydende portugisisk... Hvilket vi må lære til næste gang så. ;-) Nu kan vi i hvert fald et par gloser. Så vinkede vi farvel til São Paulo og Brasilien og 5 timer efter sagde vi goddag til Lima og Peru. Det bliver spændende at se hvordan det hele er her... Vi er klar på mere!! :-)

Klamme busture og dejlige strande

2008-09-06T15:41:00.012+02:00

Den halvklamme luft er umulig at undgå i den menneskefyldte kabine. Uden at tage hensyn hamrer folk fra start deres sæde ned og rammer de bagvedsiddende i knæene. Smerten i ryg, ben og andre lemmer har for længst indfundet sig og der er intet at gøre. Den eneste get-away er at nyde det hurtigtpasserende varierede landskab, men det bliver hurtigt mørkt og snart er denne frihed også en saga blot. En hel del rejsen har indfundet sig siden sidst og de lange busture har ikke været helt så succesrige som den første, men de er selvfølgelig også en del af oplevelsen.

Vi fortsætter, hvor vi sluttede sidst: Efter en nogenlunde morgenmad på hotel Cash i Campo Grande stod vi overfor to valgmuligheder. Vi var sikre på, at vi ville ned til kysten, men ikke på hvilken side af São Paulo, som er afrejsepoint på søndag. Vi slog derfor en runde hos rejseureauerne og besluttede hurtigt at tage til Curitiba som ligger ca. 500 km vest for São Paulo. Eftersom vi havde læst positivt om byen og den ligger tæt på øen Ilha do Mel, som vi gerne vil besøge, virkede det som det rigtige valg. Vi stod dog alligevel overfor en 16 timers bustur, som først begyndte kl. 18.30.

Efter at have henslæbt tiden i Campo Grande med div. café besøg, internet oplæg og mindre shopping (hvad man nu kan lave på en lørdag) steg vi ombord og var nogenlunde klar til afgang. Der var ikke mange supermarkeder i Campo Grande, men heldigvis var vi blevet lovet at bussen ville holde ind til aftensmad. Bussen bar dog umiddelbart præg af at have været brugt før afgang, da en umiskendelig stank fra det lille toilet bagi hang i luften i hele bussen. På trods af andre irrriterende passagerer klarede vi dog turen fint, indtil bussen endelig holdt ind omkring kl. 22. Pausen viste sig dog kun at vare 15 min. og med kø osv. var der ikke tid til meget andet end en hurtig salgado på cafeteriaet. (Salgado = pølse/okse/kyllingekød indbagt i et tykt lag friture).
På trods af den næringstomme aftensmad og kraftigt svingende bus (der må ha' været noget galt med affjedringen?) gik det nogenlunde med at sove det meste af natten.

Næste morgen vågnede vi, da bussen pludselig holdt ind. En ældre dame havde fået ubehag og blev efter ca. 30 min. efterset af en ambulance medhjælper. Der var intet galt, men alligevel havde hun det meget svært!!
Da vi endelig kl. 11.30 svingede ind på terminalen i Curitiba, sluttede turen med at en mor med et mindre barn på armen brækkede sig udover to sæder og det meste af pladsen imellem dem. Perfekt!

Bræk til trods var vi nærmest bedøvede af sult af træthed og målet var hurtigst muligt at finde noget at spise og derefter et sted at være. Efter kort tid fandt vi en udmærket fri buffet og den lave pris endte vist med, at give ejeren et mindre underskud i madvarer til os.
4 timer senere havde vi været igennem et udvalg af byens utallige hoteller og vandrehjem og besluttede, at tage en bus helt ud til kysten, da relativt høje priser, grå himmel og søndagslukket ikke gjorde Curitiba særlig attraktiv.
Kl. 19 ankom vi til kystbyen Paranagua og fandt hurtigt et udmærket hostel, hvor vi fik vores helt egen sovesal og en kop medbragte nudler. Efter et bad og en hurtig tur på strandpromonaden hvor samtlige biler og Brian'er i den mindre kystby var til opvisning (vi har desværre ingen billeder) faldt vi i søvn i de rene senge.

Mandag var stemningen uden tvivl mest på at blive i byen og slappe af.Den lille ø Ilha do Mel ligger to timer i færge fra kysten og i løbet af dagen sørgede vi for at få ordnet lidt praktisk, så vi var klar til at tage afsted med første afgang dagen efter. Først fandt vi ud af hvor og hvornår færgen gik og siden fik vi handlet billigt ind, vasket tøj på vores hostel (med hjælp fra rengøringsdamen, da vi hverken kunne hitte ud af portugisisk eller de mange knapper på den gamle vaskemaskine) og kigget lidt på souvenir. Vi sluttede med hver sin løbetur, hvilket vi hurtigt fortrød; Julie løb over en bro til en lille ø, hvor hun endte på et marked og måtte vende om da der ikke var nogen gader. Jeg forvildede mig på en eller anden måde ind i en pænere form for favela (i forhold til standarden), hvor der alligevel ikke var nogen tvivl om, at en hvid dreng i løbetøj ikke hørte til.

På nær strandpromonaden i Rio, løber man ikke i Brasilien! Det er ikke noget, der er god mulighed for og folk har hverken tid eller overskud til det, så man forstår godt de kigger, når to danskere kommer farende gennem byen med løbeskoene på og ipod'en i øret... Indtil videre er træningen igen sat på standby!

Tirsdag gik alt som planlagt og efter en rolig sejltur gennem smukt og varieret landskab med strande, bjerge og junglelignende skov lagde vi til på den sydlige og beboede del af Ilha do Mel. Øen består nærmest af to øer der er bundet sammen af en lang strand, hvor den nordlige del som udgør 4/5 hovedsageligt er lukket naturreservat og den sydlige mest er strande, klipper, bakker og små hyggelige huse og barer. Der bor nok ca. 100-200 mennesker og ethvert hus med respekt for sig selv har en tilbygning eller gæstehus, så der er mulighed for at huse de turister, der måtte komme til øen. Vi følte os dog mest af alt, som de eneste turister på nær nogle få andre og slog os ned på det flotte hostel Zorro sammen med canadieren David Paradis, som vi mødte på færgen. Efter at have snakket lidt med ejeren, fik jeg ham overtalt til at give os vores ejet værelse for 30 R$ mindre end han egentlig havde tænkt og vi kunne nyde en udmærket frokost med udsigt fra terrassen--->

Resten af dagen gik vi lidt rundt og så på den smukke ø og nød oplevelsen af at kunne være helt alene i den smukke og uberørte natur. Det måtte være paradis! :-)

Dagen efter startede vi på en smuk strand, som vi havde helt for os selv på nær tre surfere. Bølgerne var ikke nær så kraftige som i Rio, vandet renere og sandet mindst lige så fint, så tiden gik hurtigt. Om eftermiddagen bevægede vi os på en smal og bøvlet sti op til et halvslidt fyrtårn, som vi på trods af rustne trappetrin besluttede os for at bestige. Kort efter gik solen ned (det sker altid før end man regner med, det er jo vinter) og det smukke syn blev kun spoleret kortvarigt af et stort fragtskib på vej ud af fjorden. Resten af aftenen gik med lidt brasiliensk cerveza og et slag billiard på hostellet, efter vi havde lavet aftensmad af det man nu lige kunne finde i øens lokale supermarkede.

Vi er desværre ikke herre over vejret, så torsdag morgen vågnede vi op til gråt og kedeligt vejr og en temperatur omkring de 20 grader. (Okay ikke noget i forhold til hvad I må trækkes med hjemme, men alligevel) Derfor besluttede vi at gå en vandretur, som vi var blevet anbefalet af vores canadiske ven dagen før - Op forbi et mere velholdt fyrtårn midt på øen og til sidst et fort på den nordlige del. Det gik fint derop (selvom vi blev forfulgt af tre forskellige hunde over flere km) og selvom det var gråt, nød vi stadig øens smukke natur. Vi fik også både set det flotte gamle fyrtårn fra 1800 tallet og fortet som brasilienerne havde brugt til at forsvare sig mod spanierne i 1700-og-et-eller-andet. På vej hjem igen begyndte trætheden dog at melde sig og at det begyndte at blæse op og småregne, gjorde det ikke bedre. Efter 22 km hiking i short og t-shirt vendte vi en smule vindblæste og meget trætte tilbage til vores hostel, klar til et varmt bad og suppe. Vi havde ikke noget problem med at falde i søvn den aften.

I morges var vi tidligt oppe og afsted med første færge mod fastlandet uden mulighed for at få morgenmad. I Paranagua nåede vi dog at handle lidt inden vi tog bussen tilbage til Curitiba og lige nu sidder vi så allerbagerst (ved toilettet) i en knap så affjedret bus, på den hidtil dårligste vej mod São Paulo. Det hjælper ikke, at Julie har fået ondt i ryggen efter den lange tur i går, men busstrabadserne til trods er vi en række oplevelser rigere fra den fredelige og afslappede ø, og parat til at møde modsætningen i megametropolet São Paulo.

The Pantanal

2008-08-30T18:03:00.008+02:00

Vi ankom til Campo Grande mandag morgen efter en god bustur. Sæderne kunne ligges helt ned og der var rigeligt med plads! Alligevel var vi smadrede i kroppen og ikke klar på at tage direkte ud på safari. Heldigvis løb vi ind i Gil - eller rettere sagt - Gil løb ind i os, ligesom alle de andre, der prøvede at sælge ture til the Pantanal. Han foreslog, at vi kom med hen på hans kontor for at høre om den tur han kunne tilbyde, for derefter at vise os stedet med den bedste morgenmad i byen. Vi foretrak morgenmaden først, så derfor tog vi hen til et nærliggende hotel, hvor der var buffet for kun 6 Rais pr. person. Der tog vi rigtig godt for os af de mange fade med frugt, brød og kager. Nok den bedste morgenmad vi indtil nu har fået... Bagefter var vi også bare helt bombede! I mellemtiden havde Gil hentet en mappe fra hans kontor på busstationen, som var fyldt med breve fra tilligere kunder. Vi fandt også to, lidt halvgamle, breve på dansk, men alt i mappen var selvfølgelig kun positiv omtale af dette fantastiske bureau "Discovery Pantanal". Han viste også mange atikler fra forskellige aviser jorden rundt, samt tv-stationer, der havde omtalt hans tur positivt i forbindelse med en reportage om the Pantanal. Inden vi besluttede os, tog vi lige en runde omkring busstationen og var inde forskellige steder for at høre om deres ture. Tilsidst endte vi hos Gil, der ud fra salgstalen virkede som både det bedste og billigste tilbud. Han gav os morgenmaden, en nat på samme hotel med morgenmad dagen efter og 4 dage ude i det vilde Pantanal med masser at aktiviteter. Deruder lovede han os også max 7 mand pr. guide og max 10 på stedet vi skulle bo. Vi glædede os til at komme afsted og brugte dagen i Campo Grande tll at lade op, læse ved poolen og gå ture rundt i byen. Vi kom for eksempel forbi en plads hvor de solgte Caldo de Cana, hvilket tiltrak mange brasilianere, der sad og hyggesnakkede rundt om vognen. "Det skal vi da også prøve!" tænkte vi, og delte et glas. Det var en meget sød drik de bryggede i vognen. De havde en maskine der lavede nogle rør om til væske - vi gættede på, at de var sukkerrør. Dertil gav de drikken et pift af enten ananas eller citron, inden de gik rundt og fyldte op i folks glas. Vi fik 2 glas for 2 Rais, så kunne vi ikke have mere af det søde stads. :-) Det var også omkring 38 grader den dag, så man kunne blive helt kvalm, men det gik.

Næste morgen efter morgenmaden blev vi hentet sammen med tre piger fra Irland, som vi åbenbart skulle afsted med. De tre piger hedder Kathrin, Sherin og Ann og snakkede hele turen til Pantanal, dvs. 5 timers kørsel i stegende hede! Puha. :-) Tilmed blev vi holdt ind af en mand i militærdragt og pistol lige efter frokostpausen, men det vidste sig at han ikke ville tjekke noget, men blot ha' et lift. Der var tilsyneladede ikke nogen der turde at sige nej, så han kørte med - også meget højrøstet. Vi kom til lejren ca. kl. tre om eftermiddagen. Stedet så meget større ud end Gil havde lovet, men det virkede stille, så vi ville ikke dømme på forhånd. Vi fik et værelse med 5 enkeltsenge på række, så her skulle vi være de næste 4 dage - 4 piger og 1 dreng - og oven i købet irerne... Jeg havde lidt ondt af Frederik. :-) Der var også et lille badeværelse knyttet til værelset, men nu skal det ikke lyde for lukseriøst, for det var det aldeles ikke. Det var meget primitivt, som en slags faldefærdig lejrskolehytte. Men ja, vi ville ikke dømme på forhånd. Efter at have stillet tingene på værelset gik vi med det samme ned til den store brune flod, der svang sig ved siden af lejren. Der stod en mand ved siden af og fiskede og mens vi stod der fangede han to fisk, en kæmpe én med dødsensfarlige sylespidse tænder og en almindelig piratfisk. Vi fik også hurtigt et par bambusstænger og en lums kød vi skulle skære i stykker som madding - og vupti, værsgo' og fisk! 10 luns kød senere havde ingen af os fanget noget og vi stod lidt bedrøvede og stirrede på det brune vand i håb om at en piratfisk ville springe frivilligt op, men nej. Enten var piratfisk meget snu eller også var vi dårlige til at fiske... Vi fodrede dem jo nærmest! Imens lagde en båd til og en mørk og meget smilende mand præsenterede sig selv som vores guide, Marcello. Han grinte af, at vi bare stod der med vores stænger og ikke rigtig vidste, hvad vi skulle stille op. Han tog hurtigt en stang, gik ud i vandet og gav sig til at fiske. Vi andre kiggede forundrede på ham. Hallo - der er jo piratfisk i vandet?! Men han grinte bare igen og sagde, at de ikke ville gøre noget. "De går jo kun efter kød og blod, så har man ikke noget blødende sår, er der ingenting at frygte!", svarede han, mens han pegede på, hvad jeg ville bestemme som alligator, men det var tilsyneladende en "cayman" og også ganske ufarlig. "Ja, ja, helt sikkert!" nikkede vi, mens vi kiggede nervøst på den caveman, der svømmede rundt ude i floden. Samtidig kom Marcellos tidligere hold op af floden i baderinge. De havde lige været på boattrip og sluttet turen af med at bade i floden. Det skulle vi selvfølgelig også senere. Uh! :-) Det viste sig at Marcello logisk nok var vokset op blandt dyrene i Pantanal. Han frygtede ikke noget og virkede mest af alt som en mørk udgave af Indiana Jones. Han gik ALTID barfodet rundt, uanset hvad, havde et par badebukser på eller et par meget hullede jeans og typisk bar overkrop. Et læderbælte om livet med en skarp kniv og en fil i. Efter vi havde opgivet fiskningen, satte vi os op på terrassen og nød en meget krydret piratfiskesuppe, som forret til aftensmaden. Bygningerne var hævet ca. 1,5 m over land, båret på træstolper, af hensyn til wet-season, hvor hele Pantanal bliver oversvømmet. Lige nu er det dry-season og hestene græssede, hundredvis at bittesmå fugle i gule, blå og orange farver hakkede i en opskåren vandmelon og to store rovfugle ledte efter kødrester fra fiskningen. The Pantanal er bestemt et område fyldt med dyr og det er i sig selv en kæmpe oplevelse!

Marcello, der ved alt om the Pantanal og dyrene fortalte, at man kunne se forskellige dyr afhængig af, hvilken sæson det er. Fx er det meget nemmere at se slager i våd-sæsonen og det virkede som om, han elskede anakondaer. Dem kan man jo bare lege med! Der skulle også være jagurer i området, men det er meget sjældent, man ser sådan én. Marcello havde kun set 3 i hele sit liv. Til gengæld er der 100 forskellige storke- og hejrearter, og stort set uanset hvor man kigger, står der en. Så er der jo som sagt masser af piratfisk og diverse andre dræberfisk i floderne og tusindvis af de der caymans (alligatorer). De ligger på hver en bred med åben mund, så de små fugle kan flyve hen og rense deres gebis for bakterier. Sidst men ikke mindst er der tucaner, papegøjer og et stort odderlignende dyr, de kalder for capivara. Der er mange flere dyr, men der er ikke plads til at skrive dem alle her.
Aftensmaden bestod af det sædvanlige (dårlige) brasilianske mad: ris og bønner, og som tilbehør lidt råkostsalat. Efter et koldt bad og selskab af en forholdsvis stor frø på væggen i brusekabinen, var vi trætte og gik i seng allerede klokken ni. Selvom det var dødvarmt, da vi lagde os til at sove, blev det hundekoldt om natten og vi måtte op midt i det hele og finde tæpper, så vi ikke frøs.

Næste morgen stod vi op kl. 7 og efter en ringe morgenmad (uden mæthed eller næring) skulle vi ud at ride en tur i det vilde. Vi fik tildelt en hest hver og afsted gik det. Hestene, der nærmere var mulddyr, gik rutinemæssigt på række og opførte sig pænt. Da vi kom ud på et åbent stykke i starten kunne min ikke helt styre sig og løb løbsk, men jeg fik den tilbage på ret kurs igen. Frederik havde lidt mere talent for det med ridning (overraskende?) eller også var det bare hans hest der var god. :-) Den var i hvert fald dygtig til at ride galop, hvilket der ikke rigtig var så mange af de andre, der var interesserede i.
Efter et stykke tid kom vi ud til et udkigstårn, som vi lige skulle op i, derefter red vi lidt hurtigere på hjemturen og jeg var rimelig øm bagi, da vi nåede tilbage til lejren. Frokost: Ris og bønner, igen. Denne gang nærmest uspiseligt fordi det var så saltet. Efter frokosten skulle vi på sejltur op langs floden, hvilket var rigtig sjovt fordi vi kom tæt på "alligatorerne". Som afslutning skulle vi selvfølgelig også bade, men jeg kunne ikke få mig selv til det ved tanken om piratfiskene og alligatorerne som er overalt i vandet, selvom de er ufarlige. Men Frederik, Marcello og to af pigerne hoppede i og badede det sidste stykke til lejren. Da vi var kommet tilbage var der kommet flere nye, så vi var tilsammen meget mere end 10. Alle andre backpackere og rejsende er ældre end os, men vi snakker fint med dem alligevel. Blandt andet kom der en dansker, der var ude at rejse med sin kun 4-årige søn. Dem snakkede vi lidt med. Så var der et britisk par oppe i 30'erne, en franskmand og en sweitzer, 5 fra Belgien i gang med universitetet, de tre irerer og nogle andre drenge i 20'erne fra forskellige spansktalende lande. Efter aftensmaden bliver der typisk "small-talket" en hel del. Denne aften sad vi om bålet - det var rigtig hyggeligt. Marcello der er en fantastisk historiefortæller, fortalte om mange nogle af de oplevelser han havde haft i Pantanal, hvordan han var blevet guide og om dengang han blev stukket af en skorpion.

Næste morgen skulle vi tidligt op og afsted på safari. Vi kørte et godt stykke ind i the Pantanal, med mange stop undervejs for at se de forskellige dyr. Derefter gik vi 10 mand og Marcello ca. 4 timer væk fra vejen. Gennem skov, over mark, sump og i mudder til knæene. Vi havde inden fået besked på at gå i flipflops, for det var det nemmeste, så alt blev mudret til fra tå til knæ. Desuden blev de bare ben af og til angrebet af alskens kryb og kravl, flere forskellige slags tæger og ovenikøbet nogle små ormelignende snegle der forsøgte at suge blod. Men det var spændende og vi så blandt andet: caymans, 4 blå papegøjer, myreslugere, et vildsvin, to storkereder (to forskellige arter), 1000 hvide og lyserøde langbenede fugle, den store odder og to tucaner og flere forskellige aber. Turen tog det meste af dagen og vi var hjemme ved 4-5 tiden. Aftensmaden var lidt anderledes, da der var mulighed for at vælge spaghetti bolognese og en anderledes helt god råkostsalat - jubii :-) Imens stod det ned i stænger udenfor, det buldrede og lynede, så vi samledes på terassen med øl og vand for at slappe af og hyggesnakke.
Om morgenen pakkede vi efter morgenmaden, hvorefter vi forsøgte os med fiskeriet igen. Jeg måtte give op igen, men Frederik fandt teknikken og det lykkedes ham at fange en stor piratfisk og få 2 mere op på land som slap væk igen! Efter frokost blev vi kørt til nærmeste busstoppested (12 km væk), hvor vi efter en halv times ventetid kom på bussen mod Campo Grande. Ikke en særlig god tur, for den var fyldt og der var en del skrigende unger og den buldrende aircondition på 10-15 grader giver hurtigt en god forkølelse. Eneste underholdning var filmen "I am Legend" synkroniseret til portugisisk.
Nu er vi så i Campo Grande igen... Endelig et sted med telefon, net og lidt civilisation. :-) The Pantanal er virkelig unik og alle pengene værd, selvom vi ikke fik præcis hvad vi var blevet lovet. Vi har endnu ikke besluttet os for hvor turen går hen i morgen, men det finder vi ud af efter morgenmaden...

Iguazu Falls

2008-08-25T17:38:00.014+02:00

(Advarsel: Langt kapitel, så medmindre du er Rainman, kan det godt tage lidt tid!)

Lørdag morgen havde vi stillet vækkeuret til kvart i syv, da vejrudsigten havde lovet bedre vejr og vi ville så tidligt ud til vandfaldene som muligt. Så efter det var lykkedes os at vække vores roomies på grund af en kraftigt knirkende dør, gik vi ned til morgenmaden for at nyde de havregryn, som vi havde købt dagen før. Det viste sig desværre at være en tør fornøjelse, da havregrynene her ikke på samme måde optager mælken, som derhjemme. Så desværre måtte jeg endnu en dag tage til takke med lyst brød og blomme-marmelade, mens Julie nød et varmt glas kakao.

Dernæst gik vi ned for at aflevere vores tøj på et vaskeri, vi havde set dagen før, der klarede det hele for 15 pesos (ca, 25 kr.). Vi fik også betalt vores hostel og booket en ekstra nat, som de tillod sig at tage lidt ekstra for, da raterne åbenbart var steget, siden vi havde booket. Da det kostede det samme over hele byen accepterede vi, men fik i det mindste receptionisten overtalt til at give os 10 % rabat på den sidste nat, da vi havde et lille brochure, hvor der stod at man bare skulle vise den for at få rabat. Så gik det ellers afsted mod den argentinske nationalpark, der rummer deres del af vandfaldene og ligger ca. 20 km fra den lille by, som også er stærkt præget af de mange besøgende.

Vi havde fået mange tilbud fra vores hostel og diverse turistbureauer om at reservere en adventure-tur på forhånd, som man bare var nødt til at prøve, men vi besluttede, at vi først ville tage ud og se parken an, før vi bookede også selvom de alle påstod, at man var nødt til at booke før man tog derud for at komme med. Så vi betalte den obligatoriske pris (40 pesos for 'turister' og gratis for beboerne i Argentina eller nabolandende) og begav os ind i parken på egen hånd, dog uden mulighed for helt at slippe væk fra alle de andre besøgende.

Man følte straks, at man var kommet ind i en form for jungle, da der på ganske kort tid var krible-krable over det hele, men Julie var meget fascineret af de mange dyrelyde og stoppede ved hver given lejlighed for at prøve at få et billede af en fugl eller hvad det nu kunne være, der sagde: iiiiiiir-iiiiirrr, skryyyyyi-skryyyyi!!
Det skulle senere vise sig ikke at være noget problem.

Dyrene til trods var det jo vandfaldet, som er konkurrent til at blive et af verdens syv nye vidundere (www.n7w.com), som vi var kommet for at se, og der er ingen tvivl om at de utallige vandfald er helt og aldeles enestående. Parken giver mulighed for at se dem fra alle leder og kanter og de billeder her på siden, er blot en brøkdel af de utallige billeder vi tog, for at prøve at fange den betagenhed som vandfaldene står får. Desværre må jeg sige, at det ikke kan lade sig gøre. Medmindre man har set faldene, ved man heller ikke hvad de står for og en stor del af oplevelsen er uden tvivl også lydende og den store mængde vand, som bliver ved og ved og ved med at løbe - it never turns off!

I parken var der mulighed for at gå på et upper trail og se vandfaldene fra oven, et lower trail og se faldene fra neden og undervejs var der mange overraskelser. I et lidt åbent område mødte vi denne fyr, som virkede meget begejstret for at hilse på folk og deres madpakker. Undervejs mødte vi utallige sommerfugle som heller ikke var bange for mennesker og som naturligvis også er blevet fotograferet fra alle mulige vinkler. Desværre var der som sagt også rigtig mange kryb og det var svært, at finde et sted, man kunne spise i fred. På vej ud til det største vandfald El Diablo lykkedes det dog at være nogenlunde i fred og vi spiste frokost sammen med austalske Helga Svendsen (hendes bedstefar har åbenbart danske rødder) fra vores værelse.

Da vi var færdige med at spise kiggede søren spættes fætter lige forbi, for at rydde op efter os og vi fortsatte ud mod det store vandfald sammen med Helga. I løbet af dagen blev vi ret gode venner med hende, og vi har nu en kontakt i Melbourne, hvor vi jo lander senere, som meget gerne vil have at vi skriver, når vi kommer!

Det endte også med at vi tog på lidt adventure i parken og vejret endte jo også med at være perfekt. Vi startede med en stille og rolig tur i en gummibåd hvor vi både spottede aber og en alligator - og fortsatte ellers ned på lower trail for at tage på en lidt vildere tur med speedbåd. Vi kom helt ind under føderne af vandfaldene og blev naturligvis fuldstændig gennemblødte, men det var vildt sjovt og ikke en oplevelse vi ville have været foruden. Vi havde også det vandtætte kamera med os, og hvis det lykkedes, skulle der gerne være et videoklip her på siden.

Stadig våde var vi et par timer senere tilbage på vores hostel, klar til et varmt bad og tørt tøj. (Desværre var vandet ikke så varmt - også noget vi savner) Resten af aftenen gik med at hente vasketøj, lave mad og klare det meste pakning til afgang i morgen...

Næste morgen vågnede vi, lidt i tvivl om hvad vi nu skulle. Vi var i hvert fald forholdvis sikre på at vi gerne ville op til Pantanal (verdens største vådområde 800 km nord for Iguazu) og efter at have brugt hele dagen igår ved vandfaldene var vi lidt i tvivl om, det var nødvendigt også at betale og se dem fra den brasilianske side. Efter at have set et foto fra brasiliens side nåede vi dog frem til konklusionen, at der var nok forskel til, at vi måtte se det igen. Så med fuld oppakning hoppede vi på bussen, som kører over grænsen og efter to stop med stempler og visa til passene, kom vi på en anden stop fyldt bus mod vandfaldene. Efter at have låst vores bagage sikkert inde, gik vi ind i parken og mødte hurtigt de samme dyr som i går. Dem i Brasilien viste sig dog at være kvikkere (eller bare mere direkte), og efter at have listet sig ind på Julie, var de ikke mange sekunder om at flå (angribe!) posen med vores madpakke ud af hendes hånd og fortære den hurtigere end vi kunne have gjort.

Tilbage til vandfaldene er der ingen tvivl om at der er forskel mellem Argentina og Brasilien. Hvor man på den argentinske side, kommer tæt på og mærker størrelsen og spændingen ved vandfaldene og har mange muligheder for at opleve noget forskelligt, danner den Brasilienske et godt overblik som ikke findes magen til på den Argentinske. Her får man også opfattelsen af, hvor stort området rent faktisk er og hvor meget de smukke fald betyder for både flora og fauna.

Selvom folk siger at siderne ikke kan sammenlignes, er vi ikke i tvivl om hvilken, vi bedst kan li' og da vi havde brugt et par timer på endnu engang at betragte vidunderet, tog vi ud af parken i håbet om at kunne fange en natbus inde i byen.
Dette viste sig dog, at være en lidt besværlig affære, da bussen vi kørte ind med først og fremmest var utrolig proppet og havde rigtig mange stop. Til sidst endte den ved en busstation og vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var den rigtige. Derfor spurgte vi en billetdame, hvilken bus vi kom videre med, men naturligvis; No ingles, sagde hun og pegede på en mand iklædt en behjælpelig vest på den anden side af et lille hegn. "Sure I'll help you, come out here" sagde han, men det viste sig hurtigt, at han var langt mere interesseret i at tale om hoteller end busser og i følge ham var det ikke muligt at tage bussen til Pantanal længere og ligeledes, var der heller ingen overnatningsmuligheder ved den anden busstation. Vi besluttede alligevel at prøve at komme videre, men da vi ville tilbage blev vi opkrævet penge for bustickets af billetdamen. Det viste sig, at busstationen var afskærmet og hun havde vist os uden for området for at snakke med manden og nu var der no mercy. Det koster at komme ind igen!

Efter lidt tid og irritation fandt vi dog den rigtige bus til den anden station og på få minutter fandt vi en natbus mod pantanal (Campo Grande). Den var desværre noget dyrere end vi havde læst i Lonely planet (fra sidste år!), men da næste bus først var 6 am næste morgen, besluttede vi at ta' den. Og her sidder vi så. Vi har lige holdt ind på en station for at få lidt aftensmad og pause - og det sidste vi så inden turen fortsætter de næste 11 timer var dette utrolig appetitlige toilet.

Nu er jeg blevet underholdt nok af at give jer lidt at læse om og tror jeg vil overveje en lur mens bussen buldrer derud af i det kulsorte mørke med min. 120 km/t. Håber ikke I faldt i søvn under læsningen, godt klaret!! :-) Vi ved ikke hvor meget internet de har inde i vådområdet, men vender i hvert fald tilbage igen så snart vi kan (=inden for 4-5 dage)!

Argentina: Puerto Iguazu

2008-08-23T03:38:00.011+02:00

(Julie:) Sidste dag i Rio blev ikke helt som planlagt... Vi ville starte på malariapillerne, fordi vi havde undersøgt, at der var risiko for malaria omkring grænsen ved Brasilien og Argentina - men vi blev klogere! Desværre kunne jeg ikke tåle pillerne og fik det rigtig skidt... Jeg var flere gange ved at kaste det hele op, men det skete heldigvis ikke. Alligevel måtte jeg ligge i sengen i stedet for på stranden og tiden gik med at se Heroes, hvilket ikke var så ringe igen. :-) Efter en times tid, fik jeg det bedre og vi checkede ud ved 12-tiden. Vi gik ned til stranden og nød en kokosnød og en Caipirinhas inden vi steg på bussen og tog ud til lufthavnen i god tid - rigtig god tid.

Alt gik også fint og efter halvanden times ventetid begynder folk at se forvirrede ud. Vi aner ikke hvad der ske for alt sker på portugisisk, men vi følger strømmen og finder ud af at gaten er ændret 5 min. før afgang. Alt under kontrol igen og vi kommer med det rigtige fly - faktisk et næsten nyt - og meget pænt lille fly ved et selsskab der hedder TAM. 2 timer senere lander vi ved Foz de Igacu's lufthavn. En argentinsk mand samler os op efter aftale. Han virker lidt forvirret og kan ikke noget engelsk, men han kender tilsyneladende alle på vejen og vi krydser hurtigt grænsen til Argentina.
Efter vi havde tjekket ind på det nye, rigtig flotte (RENE) hostel, gik vi en blok væk for at spise aftensmad... Et sted taxachafføren havde anbefalet. Vi fandt hurtigt ud af hvorfor folk er så vilde med Argentina: Det er billigt! + lækkert kød!! :-) Vi delte en KÆMPE luns med fri salatbar, perfekte ris, brød og alt hvad man kunne ønske - mm, det var godt, og prisen endte på ca. 150 kr. for 2 personer! Første nat i sovesal (4 senge) delte vi med en franskmand, meget ivrig efter at snakke, selvom han ikke kunne engelsk... :-) Næste morgen smuttede han tidligt og i stedet er der i dag kommet en (vi ved ikke hvor han er fra, for vi har ikke haft mulighed for at snakke med ham endnu - og han sover nu)... Derudover kom der også en australier - hun virker meget sød.

Dagen i dag ville vi have brugt på at se den ene side af vandfaldet, men det har været sådan et trist gråt vejr, så vi har udskudt det til i morgen og håber på bedre... Derfor sov vi lidt længere, nu hvor der ikke lå en motorvej lige uden for vinduet og tog den lidt med ro. Slappet af, læst en del i vores bøger, snakket om hvor vi vil henaf efter vandfaldene og gået ture rundt i byen vi bor i (den er lille!). Det er en del anderledes... Jorden er rød her! Der er kun gamle larme-skramle biler - lyskrydsene er virkelig mærkelige :-) fordi kun EN bane for lov at køre ad gangen.
Der er en del indianerlignende folk på gaden (fattige) og mange kunst-håndværkbutikker.
Vi tog også en malariapille i morges, men tager ikke flere nu, da vi ikke har set skyggen af myg og folk nærmest griner af os, når vi spørger efter myggenet - desuden er der ingen af de andre backpackere, som tager dem.
Til aften var vi på Tango-bar.. og så en smule tango. :-) - Og fik en LITER amerikansk budweiser for ca.15 kr. Oreo koster heller ikke noget, 3 kr. for en rulle? Derefter skulle vi lige prøve nationalretten, hvilket viste sig at være en grill-platte af forskellige pølser, nyrer, lever, alm. kød og noget vi ikke kunne bestemme, men det smagte okay. Vi håber vi overlever ;-)

Rundt i Rio

2008-08-21T02:43:00.017+02:00

Først og fremmest: Tusind tak for alle jeres kommentarer, det gør det hele værd at skrive, og det betyder rigtig meget for os at I gider og kan li' at læse det! I skal vide, at vi også læser jeres kommentarer, de varmer og det er rigtig godt at høre, hvordan det går hjemme. Her er så sidste nyt fra Rio:

(Julie:)I går var vi ude for at købe et par af de berømte klipklappere Havaianas, der kommer fra Rio. Vi brugte lang tid på at prutte om prisen, men det lykkedes ikke så godt. Vi har prøvet et par gange før, men det er svært... For det første fordi vi ikke er brasilianere, dvs. turister = mange penge, så de giver overpriser fra starten af, som de fleste turister tilsyneladende betaler uden kvaler, men gør det svært for os der ikke har så meget! Derudover kan vi ikke sproget og det er ikke mange, man kan føre en samtale med på engelsk, så det er besværligt at argumentere sig til noget - eller modargumentere. Sidst men ikke mindst, så er vi ikke rigtig trænede i at prutte om prisen, fordi det ikke er noget vi gør til daglig derhjemme. Ham med klipklapperne havde en god pointe: Han vidste nemlig at de solgte klipklapperne til 3 gange så meget i Europa, så han mente ikke det var fair at vi pressede hans, i forvejen lave priser, endnu længere ned.. Han tjente næsten ikke noget, hvorimod forhandlerne i Europa tjener kassen - og ingen prutter om prisen der. Det endte med at vi fik 2 par til 36 Rais, hvilket er ca. 120 danske, sammenlignet med at 1 par i danmark koster 200 (prøv at kig i Intersport!).

Efter vores indkøb tog vi til Copacabana igen - stranden vi efterhånden er blevet helt forelsket i. Alle sorger forsvinder på stranden, hvor alle er lige - rig som fattig.Der er den lange buede strandpromenade med alle sandskulpturerne og boderne, stranden med det lyse fine sand og bølgerne. Har er fyldt med store (virkelig store) mørke mama'er i bittesmå g-strengs bikinier - og jeg ved godt hvorfor! Når man er ude at bade bliver ens bikini FYLDT med sand - det undgår man i en g-strengsbikini. :-) Det er også af samme årsag at mændene kun har små speedoes på. Selvom man kun står i vandkanten, kan man sagtens blive væltet af en meter-høj bølge, og jeg fik også et skrammer af at tumle rundt i vandkanten.

Senere - efter lidt besvær - fandt vi en Urca-bus og tog hen til ´Sukkertoppen´, som også er en af de traditionelle Rio-attraktioner. Vi tog kabelvognen op på toppen - igen kostede det mere end der stod i bogen - 44 Rais pr. mand! Til gengæld fik vi også noget fantastisk for pengene... Et helt unikt smukt udsyn over byen plus en spetaktulær solnedgang, der fortryllede hele Rio. Vi tog rigtig mange billeder, men straks solen var væk måtte vi ned igen, for det blev pludselig meget koldt (pga vinden)!
Vi tog en bus tilbage og prøvede en af de mange kilogram-buffeter - en buffet hvor du betaler en pris pr. 100 gram mad du tager fra buffeten. På vej hjem smuttede vi forbi det billigste supermarked og købte lidt ind, så vi kan klare de sidste dage i Rio. En ting vi lige må tilføje apropos supermarkederne: deres hygiegne er så ringe! Hvis man overhovedet kan sige at de har nogen. Kødet ligger i en stor metalspand uden indpakning og så kan man vælge lige det stykke man vil have (med fingrene - ligesom man vælger frugt).. ad!! Indtil videre har vi kun turde at købe hakket oksekød (som er pakket ind), men der findes også kun een slags og fedtprocenten er nok 30+.. Haha!

(Frederik:)I dag tog vi igen afsted om morgenen efter den sædvanlige henrivende morgenmad, som vi allerede har beskrevet i alle nødvendige detaljer. Apropos detaljer var jeg så heldig, at få selskab af en kakerlak, da jeg var på toilettet her til morgen. Men det er jo bare endnu en oplevelse, som hører med til rejsen. Planen for i dag var, at vi ville ind til centrum og gå en tur anbefalet i Lonely Planet og derefter måske op til en ældre bydel, Santa Theresa. Efter en smule ventetid og en halsbrækkende bustur, lykkedes det os at finde starten på turen og vi fik set Rios mere historiske bygninger: Vi fandt et gammelt bibliotek, proppet med bøger som Julie mest af alt synes mindede om noget fra Harry Potter, utallige små markeder m.m. og en form for gågade dog i en mere brassiliensk stil, gamle bygninger og biler hvoraf nogle kunne stamme fra kolonitiden, monumentet hvor Brasiliens selvstændighedstale blev holdt, det tidligere regeringshus og en masse andet. Undervejs fik vi også smagt lidt Cuzcuz, en riskage med kokos og vanille creme man kun kan få på gaden for ca. 1,5 kr. og Rios mørkere sider i form af gadebørn og tiggere som sover på gaden - Det har dog slet ikke været så slemt, som vi har hørt og som vi frygter, at det bliver i Mexico.

Efter frokost på en grill, fandt vi efter noget tids søgen en sporvogn, som vi kunne ta' op til Santa Theresa. Det kostede knap 2 kr. at køre med i den propfyldte sporvogn, hvor vi nærmest hang på siden, 10 m over en traffikeret vej, med ca. 30 km/t (se billedet
) dog bestemt ikke en oplevelse, vi ville have været foruden og undervejs fandt vi endnu en fantastisk udsigt over byen. Santa Theresa er den hyggeligste bydel, vi har set i Rio og bærer meget mere præg af lokale, frem for alle de mange mennesker og trafik man finder overalt i resten af byen. Der var hyggelige souvenir butikker, med håndlavet kunst og malerier. Vi købte en lille plakat af en berømt kunstner og det lykkedes mig, at tage revanche for det mislykkedede prutteri i går, da jeg fik prisen på et maleri ned fra 415 til 360R$. Et stort og smukt maleri, som vi nu overvejer at købe. Efterfølgende har vi handlet lidt ind til aftensmad, (som Julie nu er i gang med at lave) og ellers nydt et glas Guaraná (energidrik som er forbudt i Danmark) på toppen af vores hostel, hvorfra i kan se udsigten her-->

I morgen lyder planen, at vi vil prøve en tur på Ipanama beach og ellers er der afgang fra Rio i morgen eftermiddag. Keep up the good work, vi skriver videre næste gang vi finder internet!:-)

<- Favela

Christ the Redeemer og Copacabana

2008-08-19T14:40:00.007+02:00

Vi nåede aldrig på stranden i søndags, da det bliver rigtig hurtigt mørkt (kl. 18!!). Det er selvfølgelig også vinter her, selvom det er svært at mærke på de 30°C vi står op til hver morgen. I stedet fik vi os et udmærket aftenmåltid og gik kolde kl. 20.30.. I morges vågnede vi tidligt, fordi vi ville op på Cocovado og få nogle gode billeder af udsigten og Jesus statuen, inden alle de andre turister kom derop. Så efter den sædvanlige morgenmad bestående af: meget lyst brød, en skive græskar, melon og lidt ost, tog vi tasken og forsvandt ud på den livlige gade. Vi fandt hurtigt vej gennem metro, bus og tog, som alt fungerer rigtig godt, men desværre var vi ikke de eneste der ville tidligt afsted og mængden af turister på bjerget tog hurtigt til. Byens varemærke, 'et af verdens syv nye vidundere', er bestemt enestående men den ivrige turistflok og de pebrede entré priser tager en smule af gnisten fra det ellers smukke naturreservat.
Generelt er Rio faktisk en smule dyrere end vi havde forventet; nogle fødevare priser ligger på samme niveau som i Danmark og det samme gælder uden tvivl attraktionerne, men vi er blevet bedre til at finde de billige supermarkeder, og her på 2. dagen følte vi os bestemt også meget mere som en del af bylivet end i går hvor vi af og til følte os meget fremmede. Eftermiddagen har vi brugt på Cobacabana, som har det fineste sand vi nogensinde har set, med tilhørende 3 m høje bølger. Til aften lavede vi os en solid omgang spaghetti bolognese og gik noget senere i seng end i søndags.
Vi vågner desværre omkring kl. 6 om morgenen, fordi vores værelse ligger lige ud til en ensrettet, tosporet vej, hvor taxier, lastbiler og skraldebiler kører NOGET mere end 50 km/t og da der er lavet mange luftsprækker i vinduet som ikke kan lukkes, for udluftningens skyld, føles det som at ligge ved kanstenen og mærke lastbilerne buldrer forbi, mens folk snakker, råber, spiller musik og Rios byliv ellers fortsætter hele natten.

Her er mange ting, som er anderledes end i Danmark, alle steder hvor man kan spise, består menuen primært af kager og frugt og det er også hvad man ser i udstillingsvinduerne. Ellers er en stor del af det også friture (sådan er det nok snart over hele verden, desværre) og selvfølgelig KUN lyst brød. Af og til finder vi heldigvis lokale specialiteter, f.eks. købte vi en helt fantastisk Riskage for 1,5 kr. af en gadesælger i går og vi kan heller ikke vente med at smage den berømte drik, Caprienha, som drikkes af kokosnødder over det hele! Folks livsindstilling er også meget mere afslappet. Du ser det på stranden, hvor der går i hundredetusindvis af folk rundt i nogle små speedoes og tangatrusser (de er ikke så blufærdige/generte, hvilket jo på mange måder er godt), der er ikke skyggen af racisme, selvom det hele er en stor smeltedigel af racer, dog med en stærk fælles nationalfølelse - på den gode måde og alt tages med den sydlandske ro; det skal nok gå og hver ting til sin tid. Er der 30 kasser i supermarkedet og kø ved hver eneste? Sådan er det ofte og det er der ikke noget at gøre ved. De har en fantastisk køkultur, hvilket danskerne godt kunne lærer lidt af, men effektiviteten er langt fra dansk niveau.. I det hele taget er det faktisk underligt, at de kører så stærkt, når de ikke lader til at have travlt, men politiet er også fuldstændig ligeglade. Den afslappede stemning varer ved hele dagen og heller ikke om aftenen har vi fornemmelsen af utryghed, så vi vænner os mere og mere til stemningen, men vi er stadig på vagt. Selvom vores hostel som sagt er en smule uhumsk, hersker der uden tvivl samme indstilling her, både blandt personale og gæster og det er let at falde i snak med andre. Vi har bl.a. mødt et andet dansk par, Kenneth og Katrine, som også er fra Jylland.

Selvom vi oplever en masse, tænker vi stadig på jer derhjemme. Det er lidt mærkeligt, at der er så længe til vi ses igen, men vi håber, at I også har det godt!!! :-)