Turens sidste indlæg (d. 30.3.09 - 10.4.09)

Efter 4 spændende og hektiske dage i Bangkok glædede vi os rigtig meget til at komme ned til den lille ø; Koh Samed, der ifølge guidebogen skulle være et sandt paradis. Derfor stod vi tidligt op søndag morgen og det lykkedes os at komme til busstationen lige i tid til at fange bussen kl. 8. Transport er rigtig billigt i Thailand, så den 4 timers lange tur kostede os kun 113Baht/17 kr. inkl. air-condition. Turen gik glat og vi blev kørt direkte til havnen hvor færgen gik få minutter efter ankomst. Vi havde allerede udset os et resort der havde fået gode anmeldelser i bogen og blandt andre rejsende og som lå tæt på ”der hvor det sker” men langt nok væk til at være i fred og have egen strand. Derfor tog vi en taxi direkte til ’Tub-Tim Resort’. Øen har kun en vej, der er meget bumpet og taxierne er pick-up trucks med bænke på ladet, så der sad vi med 4-5 stykker bagage hver og 6 thailændere, mens vi forsøgte at forhindre at hverken bagagen eller vi selv røg af.


Da vi nåede frem til resortet, blev vi hurtigt enige om at det var det helt rigtige. Selvom det var en smule over budget fik vi meget for pengene og selv om vi ikke kunne få rabat, aftalte vi alligevel at vi kunne bruge internettet gratis. Hele resortet lå idyllisk placeret lige ned til stranden, hvor det havde en stor og flot loungeagtig bar og restaurant og bagved lå de magelige bungalows, med air-condition, terrasse toilet og bad. Vi fik hurtig installeret os og skyndte os ned til restauranten hvor vi sad ved strandkanten og fik en god club sandwich. Resten af dagen tog vi med ro og så glade frem til at tilbringe de sidste 10 dage af turen i sus og dus.



Mandag morgen var vi allerede belejret af en kat, der viste sig at blive boende hos os med jævne mellemrum resten af tiden på øen. Ellers startede dagen roligt med lidt solbadning om formiddagen og endnu mere om eftermiddagen. Om aftenen tog vi en tur ned for at kigge på barerne og det endte hurtigt i en mindre pub-crawl, hvor den ikke fik for lidt, slet ikke for Julie.
Så næste dag stod den selvfølgelig på tømmermænd for hendes vedkommende, men i løbet af dagen gik det efterhånden op for os, at der var noget mere galt idet alkoholen uden tvivl var det Julies stadigt aktive sygdom havde mindst brug for. Slet ikke nu hvor hun tog mindre medicin end hun burde. Vi skyndte os derfor at ringe hjem til vores danske læge fra rejseforsikringen, som sagde at hun skulle ta’ det roligt, gå op i medicin og ringe til ham i morgen. I mellemtiden ville han sørge for noget nyt medicin, så snart vi kom til Bangkok.


Onsdag så Julie umiddelbart ud til at have fået det bedre og vi hyggede os hele dagen ved stranden og om aftenen kunne hun glade fortælle lægen at det havde hjulpet.
Dagen efter så det imidlertidigt rigtig skidt ud og hun lå en stor del af eftermiddagen med længerevarende mavekramper og generelt ubehag. Efter at have rådgivet os med Gouda, lægen og forældre blev vi enige om at det bedste nok ville være at tage tilbage til Bangkok og blive efterset af en læge. Hovedstaden lå jo ikke mere end en halv dags rejse væk, så vi ville hurtigt kunne vende tilbage og nyde resten af ferien.


Næste dag havde Julie det stadig ikke for godt. Vi pakkede sammen og tog samme tur tilbage, taxien kostede dog 10 gange mere denne gang, da vi kun var to personer. Han lovede dog at få os frem til færgeafgangen kl. 09 som vi havde billet til, men da vi havde fået vores ting af taxaen og bevæget os over til billetkontoret kunne vi se færgen sejle væk i det fjerne. Da vi gik tilbage til parkeringspladsen var taxaen selvfølgelig væk, så vi købte nogle nye billetter til afgangen 9.30.
Bussen som vi tog på fastlandet var planlagt til at ankomme en halvtime før vores tid på hospitalet, hvilket ikke burde være noget problem, da hospitalet lå tæt på busstationen. Men bussen var selvfølgelig forsinket så lidt over tre ankom vi til hospitalet, som var utrolig moderne og havde dørmænd der tog imod vores bagage og kørte den ind for os. I receptionen (det var nærmest et helt hotel) fortalte vi at vi havde en aftale med doktor Tanak og Julie blev oprettet i deres system og henvist til en venteplads. Efter at have ventet lidt gik vi op til skranken og spurgte om ikke der var noget galt, da vi havde tid til klokken tre. Så fik vi at vide at lægen ikke var på arbejde i dag. Efter lidt forvirring blev vi fulgt op til den rigtige afdeling og fik fat i vores læge.


Efter at have forklaret ham problemet, sagde han, at han havde noget mere medicin til Julie. Det forstod vi ikke helt og forklarede endnu engang at hun havde smerter og at det stod ret dårligt til. Så blev han pludselig forvirret og sagde at han bare havde fået at vide fra rejseforsikringen at han skulle udskrive noget medicin til os. Da problemet gik op for ham, anbefalede han os at Julie blev indlagt og forklarede os, at det ikke ville være sikkert at tage tilbage til øen hvis noget alvorligt skete og at hun heller ikke ville være i stand til at flyve i hendes tilstand. Efter et par dages observation kunne vi finde ud af hvad vi skulle foretage os. I løbet af samtalen havde vi været i kontakt med både vores danske læge og rejseforsikringen, hvor førstnævnte egentlig gav udtryk for at en indlæggelse nok ville være det bedste hvis det, var det den thailandske læge anbefalede os. Så fandt han ud af at rejseforsikringen havde booket os ind på et andet hospital end han havde anbefalet og reagerede straks, han synes vi skulle se at komme hjem. I mellemtiden var Julie halvvejs indlagt; havde fået hospitalsbånd om håndleddet, taget blodtryk, blevet målt og vejet og sygeplejerskerne var klar til at lægge drop.
Vores danske læge Mogens bad om at tale med Tanak og forklarede ham at Julie ikke skulle indlægges. Bagefter tog han fat i rejseforsikringen og bad dem skaffe et fly til Danmark hurtigst muligt, så Julie kunne komme hjem. En halv time senere blev vi ringet op af Goudas rejseagent og fik rejsedetaljer til et fly 6 timer senere.

..Og så skulle vi pludselig hjem. Vi fik fat i vores forældre og fortalte at vi kom hjem 6 dage tidligere end planlagt og brugte de sidste to timer med at få købt et par af de souvenir vi havde planlagt at købe når vi kom tilbage. Lørdag morgen landede vi i Kastrup og blev vel modtaget af vores familier, der stod klar med flag og kaffe selvom de havde været meget tidligt oppe.




Den sidste uge har vi så brugt på at falde til i det hjemlige tempo igen og vænne os til de danske temperaturer. Julie har fået foretaget nogle undersøgelser og venter på at finde ud af hvor slemt det er med hendes sygdom, men lidt danske rammer og madlavning har allerede lagt grund for bedring.
Tak fordi I har fulgt med på bloggen. Vi har haft en fantastisk rejse, der har været hver en krone værd og som helt sikkert kan anbefales til ung og gammel. Så snart vi har fået sorteret i vores knap 4000 billeder, håber vi på at holde et oplæg for jer alle. Ha’ en dejlig påske!