torsdag den 19. marts 2009

Cairns cruiser, regnskoven regner og vi kører mod Brisbane

Da vi ankom til Cairns hen på aftenen, regnede det. Alligevel slog varmen og fugtigheden som en mur, og med lignende vejrudsigter for resten af rejsen tog det lidt på humøret. Da vi sad og ventede på shuttlebussen til vores hostel, sad vi og snakkede om rejsen... Hvad der har været godt, mindre godt og hvad vi har lært af - i det hele taget bruger vi meget tid på at "evaluere" rejsen, nu hvor den snart er slut... men vi bruger dog ligeså meget tid på, at forholde os til alt det vi skal når vi kommer hjem og hvor meget vi glæder os til at se jer alle. Eller bare det at få en "normal" hverdag igen? Det er sjovt at vi ser frem til det, som I formentlig gerne vil bytte ud med rejse. Vi er ikke rigtig kloge! ;-) Nå, men tilbage til Cairns! Vi havde valgt teltet fra på grund af vejret. Med varme og regn er man dårlig stillet i hvilket som helst telt, så en seng og en blæser var bestemt pengene værd. Efter at vi var blevet indlogeret på "Tropic Days" tog vi shuttlebussen indtil byen for at få aftensmad på et bar-diskotek-lounge-agtigt sted, hvilket var en ordning de havde med hostellet. Det var ganske udemærket!


Næste morgen tog vi den med ro. Jeg bøvlede stadig med helbredet, så vi måtte endnu engang gå til lægen og få mig tjekket... Det viste sig desværre at være dårligt nyt, for min sygdom er tilsyneladende gået i udbrud, hvilket jeg også havde lidt på fornemmelsen, nu hvor jeg ikke fik det bedre. Heldigvis er det indtil nu kun et "mildt" udbrud, så jeg tager min medicin og så håber jeg, at det med tiden bliver bedre igen! Jeg har heldigvis også fået koblet en dansk læge på forløbet igennem min rejseforsikring, så det er en god tryghed. Ellers brugte vi dagen på lidt indkøb og shopping, læsning og hygge.
Torsdag morgen var vi tidligt oppe for at komme i Cairns Tropical Zoo, en zoologisk have med alle de typiske australske dyr, som jo er specielle for resten af verden. Vi startede med at se krokodille-showet, det var meget spændende. Derefter gik vi lidt rundt på egen hånd og fik også set mange andre forevisninger af fx slanger, vombatten, koalabjørnen og den røde panda! Vi fik dog lige tid til en frokost midt i det hele, men ellers gik det meste af dagen med det. Højdepunktet for mig var helt klart et billede sammen med en koala, noget jeg virkelig havde set frem til. Koalaen er et nuttet bamsedyr og det sjove er, at de selv godt kan lide det. Guiden kunne slet ikke få sin koala af efter fremvisningen! Noget andet sjovt er at den sover 19 timer i døgnet, hvilket jo slår selv den værste teenager. Men de har brug for det, fordi de kun spiser eucalyptusblade (120 forskellige!), hvilket giver minimal energi og næsten ingen proteiner. Men meget afslappende livsstil! :P Efter parken kørte vi lige et lille smut videre på vores busbillet, for at se stranden til Palm Cove, hvorefter vi kørte tilbage til Cairns.


Fredag den 13. (UUUUHHH - ulykkesdagen!) var vi igen tidligt oppe. Denne gang stod der Great Barrier Reef på programmet! Vi havde i forvejen booket en dagscruise på revet med Osprey V - og faktisk havde vi heldet med os den dag, for vejret var rigtig dejligt! Vi boardede vi 8-tiden og sejlede ca. en halv time efter. Det tog et godt stykke tid at kommet ud til første rev, men bådens personale gjorde deres bedste for at underholde og bruge tiden på "praktiske informationer" eller "safty instructions" som de jo gør forfærdelig meget ud af herovre. Vi faldt også i snak med vores "bord", der bestod af en englænder, en fra taiwan og en fra syd-korea. De var allesammen rigtig søde! På trods af den gode stemning havde jeg det ikke altid lige godt, da jeg ikke er så søstærk (nej, jeg ved godt at jeg er en svækling!), men klarede det ved at ligge mig op soldækket og få lidt frisk luft. :-)

Første stop hed Saxon Reef, hvor vi havde to timer til rådighed. Frederik dykkede og jeg slappede lidt af. Det var ikke noget specielt flot rev, men alligevel udemærket. Bagefter var der en stor buffet som vi fik lidt af inden vi sejlede videre til 2. stop: Hastings Reef. Dette rev er mere usædvaneligt end det forrige og kendt for dets marineliv, hvilket vi også straks fik at se da en fra crew'et begyndte at kaste brød i vandet. Fra alle retninger kom der fisk i tusind farver og størrelser. Den sejeste af dem alle var dog den største, Wally, som den bliver kaldt. I mens fodringen fortsatte hoppede alle snorklere i vandet (deriblandt også mig) og vi kunne komme helt tæt på alle fiskene, der synes brødet var lidt mere spændende end os, så de var forholdsvis ligeglade. Det var for mig en fantastisk oplevelse. Jeg synes det var meget facinerende at være omgivet af ivrige små og store fisk, sågar sværdfisk var i blandt! Normalt oplever man jo ikke fisk i live, kun nedfrosne i køledisken, så at være så tæt på og observere dem er virkelig specielt. De er rigtig smukke og har nogle meget eleganter bevægelser.

Frederik tog også afsted på dyk nr. 2 sammen med en anden dykker, så første gang uden guide! Det eneste der var udfordrende for ham og den anden var at finde rundt, men det gik fint trods alt og det viste sig at de næsten havde set flere spændende ting end den guidede gruppe, bl.a. stor havskildpadde og en haj, så det var han meget godt tilfreds med. I mellemtiden var jeg også snorklet over til revet, der lå lidt fra båden og dette rev slog alt andet jeg før havde set. Jeg var virkelig imponeret, for havde faktisk ikke forventet at det ville overgå Fiji og Mexico - men det gjorde det bestemt! Der var utrolig mange forskellige koraller og de var alle sammen enormt flotte i form og farve. Som man lå der og snorklede føltes det ligesom at gå i en kæmpe have med masser af smukt dekorerede blomster i flor. Blandt alle korallerne svømmede de smukke fisk, nogle gemmer sig under korallerne og lader sig beskytte af dem, nogle bliver fangede af dem og andre spiser dem. Jeg ved ikke om i kan forestille jer det, men det var aldeles noget af det smukkeste jeg indtil nu har set. Man glemmer helt tiden, som man svømmer rundt der. Jeg forstår i hvert fald godt, hvorfor koralrevet er blevet et af verdens syv vidundere.


Kl. 2 kom jeg med på en båd med vinduer i bunden så man kunne observere derfra. Desværre var båden meget gammel og alget, så det var svært at se så meget, dog fik vi dog øje på lidt og så fortalte en fra båden også en masse om koralrevet, så det var meget interessant. Efter den tur tog jeg ud at snorkle endnu en gang - og denne gang var Frederik med. :-)
Efter 2. rev begyndte vi at sejle tilbage mod Cairns og der kom ost, kiks, vin og frugt frem, imens en fra båden spillede guitar og sang, så det var meget hyggeligt. Alt i alt havde vi en rigtig god dag og fik endnu en uforglemmelig oplevelse.

Dagen efter checkede vi ud og tog ind for at hente vores 3. lejebil, en fin stationwagon denne gang: Ford Falcon. :-) Derefter købte vi lidt ind og Frederik fik også købt et par Billabong-shorts inden vi kørte ud af Cairns og op til de omkringliggende bjerge. Som sagt er det jo tropisk klima, så det er enormt varmt og fugtigt, hvilket giver gode forhold for fx dyrkning af kaffe. Derfor havde den dal vi kørte igennem også mange plantager af kaffe-, te- eller frugtproducenter. Vi fik frokost på en lille café hvor de gav gratis smagsprøver på kaffen, det var ganske udemærket. Efter en del besvær fandt vi også frem til en te-plantage jeg ville se, men da vi endelig nåede frem var det 5 min. før lukketid, så det fik vi ikke så meget ud af. Desværre var vejret også blevet rigtig skidt hen på eftermidddagen og vi havde oprindelig planlagt at overnatte i en National Park lidt længere nede, men den var blevet oversvømmet, så det kunne ikke lade sig gøre. I stedet forsøgte vi os hos ved et B&B, men de skulle holde et arrangement så vi blev sendt videre ned af vejen. Her fandt vi så en naturpark med en del damme ejet af en stor fed mand. Parken var faktisk lukket på denne årstid, men vi fik lov til at overnatte alligevel. Der var et område med overdækkede borde, strøm og toilet/bad, så det kunne vi godt klare os med. Til gengæld havde det nu regnet så meget at vi opgav at sove i telt og i stedet sov i vores bil! Det var ikke det mest behagelige, men i det midste forblev vi tørre.


Søndag morgen var vejret ikke blevet meget bedre, så vi skyndte os at køre videre sydpå, hvor det heldigvis klarede op og blev fint igen. Vi fik frokost ved Ingham og slog lejr i en National Park lige syd for Townsville. Her var der proppet med lokale der var ude at nyde det gode vejr. De tog heldigvis hjem som parken lukkede og tilbage var kun os og 4 andre telte. Vi betalte kun 4.85 dollar pr. næse for overnatningen, men til gengæld er der ikke andet end et uhumsk toilet og bad. Ikke engang drikkevand havde de, så det blev vi nødt til at køre tilbage og købe. Pludselig var det blevet mørkt og da vi ikke havde andet end to mini-lommelygter var det lidt svært at lave mad, men det lykkedes da OK. Vi er ikke klar over hvor mange insekter og dyr der har været, vi fandt begge et par stykker, men vi har sikkert også spist lidt ekstra kød. ;-) Der rendte også vilde kalkuner rundt over det hele, de var enormt interesserede i det hele. På et tidspunkt kunne jeg høre et eller andet tæt på mig og da jeg tændte lommelygten stod der en Wallaby (kænguru-lignende dyr) lige foran mig. Vi fik vidst begge et chok, men den var hurtigst på benene igen! :P

Næste morgen var Frederik sporty og løb sig en god tur, hvorefter han kom og hev mig ud af soveposen og vi gik ned til floden og fik en dejlig morgendukkert. Selvom den hedder Alligator Creek er der ikke nogen krokodiller, I kan være helt rolige! Bagefter fik vi morgenmad og pakkede sammen, hvorefter vi gik tilbage til floden og lå og slappede lidt af og nød det dejlige vejr. Der kom også en del andre derned for at bade. Jeg var så heldig at støde på en lille bitte skildpadde unge - den var rigtig kær. :-)


Vi kørte det meste af eftermiddagen og nåede hen på aftenen ud til Airlie Beach der er en rigtig turistby ud til The Whitsundays (nogle populære øer). Her checkede vi ind på en lækker campingplads og bestilte også en cruise til den efterfølgende dag.

Tirsdag morgen blev vi hentet af en shuttlebus og kørt ned til havnen. Vejret var heldigvis stadig rigtig godt. Båden var en del mindre end den vi var med i Cairns, så det var meget hyggeligt. Vi startede med at sejle ud til Hook Island hvor de fodrede fisk og der var mulighed for at gå ned i et undervandsobservatiorium og kigge ud gennem de små aglede vinduer. Derefter gik vi hen til stranden hvor øens resort lå og vi fik uddelt snorkeludstyr. På vej ud til snorkelområdet stødte jeg på et par blæksprutter, det var meget skægt. Ellers var der desværre ikke så meget at se. Vandet var enormt uklart og korallerne ikke noget specielt, men guiderne fortalte at det var fordi der for nylig havde været en cyklon forbi. Så vi brugte resten af tiden på at slappe af ved poolen.

Da vi kom ombord på skibet igen var der en lækker buffet klar, så vi fik os lidt frokost inden vi sejlede hen til turens højdepunkt: Whitehaven Beach. Her havde vi ca. halvanden time. Whitehaven Beach har noget af den fineste reneste sand i verden og når solen skinner lyser det også så kraftigt at man knap kan holde øjnene åbne! Den var godt nok smuk! Her slappede vi lidt af (vi laver godt nok ikke andet, hva? :P) og badede lidt. Efter Whitehaven var sidste stop Daydream Island, som er en lille ø overtaget af et luksuriøst resort. Det var meget sjovt at se. De havde også et koralrev på øen, som i sin tid er lavet af håndkraft. Det var meget stort og havde både hajer og kæmpe rokker, selvom de ikke havde så meget plads at bevæge sig på. Efter det blev vi hentet af båden igen og sejlet tilbage til Airlie. Her fik delte vi en Calzone til aftensmad og tjekkede derefter mail på McDonalds. Det er også takket være dem, at bloggen her kommer ud. Tak McDonalds! :D

I går kørte vi så fra Airlie, eller rettere sagt flygtede, da et voldsomt skybrud pludselig satte igang. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Det blev bare ved og ved - det var godt at deres afløb er på størrelse med flodkanaler ellers var det ikke gået. Læs mere om dette og resten af køreturen mod Brisbane i næste afsnit! (Men kun hvis vi får nogle kommentarer - ellers går vi snart i strejke!) ;-)

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Frederik og Julie.

Det er stadig rigtig spændende at høre om jeres tur. Jeg må sige I oplever meget. Men fornemmer også at I måske snart er ved at være mættet med indtryk. Det kan jeg godt huske fra dengang vi rejste. Jeg skal hilse fra Jonas. Han sidder her ved siden af med en blå tå/fod. Vi ved ikke lige hvad vi skal gøre ved den. Vores plan var at vi skulle have været ude at se på konfirmationstøj i dag, men det blev så ikke til noget. Håber I har sat kryds i kalenderen den 10. maj :-)
I dag har vi det dejligste solskinsvejr her i DK. Forhåbentlig holder det weekenden over.
Nyd jeres sidste tid på rejsen. Det kan meget hurtig blive hverdag igen.
Knus herfra Mårslet
Birgitte

Superstar sagde ...

Hej I to
Det er dejligt at hoere, at jeres rejse snart er overstaaet fordi saa kan vi stoppe med at vaere misunderlige ha ha.
Nej, helt serioest - det lyder til, at I stadig har en kanon ferie og vi glaeder til at hoere mere om hele rejsen, naar vi ser jer i paasken. Chi og jeg kommer nemlig til DK d. 10. og bliver til d. 13., saa der skulle da blive en mulighed for lige hurtigt at se jer begge to inden vi smutter tilbage til UK.
Vi tager til Vancouver d. 21. april og kan saa tage jeres ting med hjem (har ingen anelse om hvor meget det fylder, men hvis det er for meget, saa smider vi det bare vaek hehe). Vi tager med Klaus og Kathy til Victoria paa Vancouver Island og overnatter der et par naetter - det skal nok blive hyggeligt.
Chi og jeg skal jo ogsaa med farmor og farfar til Alaska til sommer, men det kan I hoere mere om i paasken.
Pas godt paa jer selv - vi ses snart.

Kaerligst C&A