Up's n' down's - sydøen del 1. (den 9.-16. februar)

Mandag aften ankom vi til Marahau efter en lang dag med 3 timer på færgen og derefter 4 timer i bil. Marahau er en meget lille by der ligger lige op til Abel Tasman National Park, som er et smukt stykke natur lige ud til havet. Vi tjekkede vi vores telt ind på "Old McDonalds Farm", hvor der både var lamaer, køer og geder.
Næste morgen skulle vi ud med kajak. Vi havde besluttet at sejle i kajak, fordi det er en god måde at se området på uden at bruge 3 dage på at gå rundt. :-) Så efter halvanden times introduktion om hvordan en kayak fungerer, uddeling af udstyr og træning i nødsituationer blev vi kørt ned til havet og blev sat i. Vi skulle lige finde rytmen, men efter lidt tid gik det som smurt. ;-) Desværre var vejret ikke super om morgenen... det var rimelig overskyet og trist, men heldigvis klarede det op over middag, så de sidste timer vi sejlede var det bare kanon! Selve parken var også meget imponerende. Jo længere vi sejlede op des smukkere blev det! Klart turkisblåt vand eller lyst smaragtgrønt med klipper og gule sandstrande og en tætdækket grøn skov med masser af lyde. Dog måtte vi ikke sejle længere end til et bestemt punkt, men det gjorde ikke noget, for der var en lang strækning at sejle på. På et tidspunkt krydsede vi også over, ud til en ø der lå et stykke fra kysten og derefter tilbage igen. Vi spiste frokost på en af de smukke strande og mågerne fik lov til at smage krummerne. Det gik det godt nok helt amok over og begyndte at bekrige hinanden i stedet for at dele krummerne. Det var rigtig sjovt at se fordi de pustede sig helt vildt op og skreg fuldstændig hysterisk, så vi var flade af grin. Efter ca. 6 timer i kayak kom vi tilbage til byen, hvor vi blev samlet op igen. Straks vi havde retuneret udstyret pakkede vi det sidste sammen og kørte videre. Vi smuttede lige ind forbi en Subway, men ellers gik det bare derud af i 4 timer. Ved halv ti-tiden ankom vi endelig til Westport, der ligger på vestkysten. Her tjekkede vi ind på et hostel og slog vores telt op i deres have. Inden vi gik i seng fik vi også lige en portion nudler, fordi der ikke havde været tid til mættende aftensmad.


Næste morgen tog vi til lægen efter vi var tjekket ud. Jeg (Julie) havde i flere dage haft symptomer på blærebetændelse, hvilket vi også fik bekræftet ved lægen, så bagefter var det ind og købe medicin. Samtidig ville vi også gerne klippes, fordi det efterhånden var tiltrængt, men der var ingen af frisørerne havde tid, så det blev ikke til noget denne gang. Inden vi kørte videre tog vi lige ud til byens sælkoloni, hvor der var godt gang i bølgerne. Derefter fortsatte turen sydpå, hvor vi blandt andet skulle se nogle pandekagesten undervejs. Dog havde vi ikke været så smarte at tjekke benzinmåleren, fordi vi regnede med at der ville være en tankstation i den by stenene lå ved. Men nej... Der var absolut ingenting. Vi var også rundt at spørge samtlige hoteller/cafeer, men uden held. Derefter trillede vi videre meget meget langsomt, i mens vi langsomt begyndte at panikke. Vi prøvede at holde ind ved flere huse ud til vejen, men ingen af dem vi spurgte lå inde med noget. Alle var ellers søde og hjælpsomme og en gammel dame ringede endda rundt til alle hun mente kunne ligge inde med lidt ekstra, men desværre havde vi ikke heldet med os... Bilens måler havde nu været nede på "empty" i 2 timer og det er utroligt svært at vurdere på sådan en måler, hvor langt man har igen. Advarselslyset lyste en smule engang imellem, men det stolede vi overhovedet ikke på. Op af bakke virkede det nogengange som om måleren steg, hvor efter den hurtigt faldt ned af bakke og derefter tændte advarselslyset. Det har ikke været de kloge hoveder der har placeret måleren i bagenden! Heldigvis ved vi at vores gamle tøffe kører rimelig langt på literen, og det var også vildt at vi kunne holde den kørende så lang tid! 5 km fra Greymouth (der har en tankstation) trillede vi forbi en adventure-shop som bl.a. udlejede ATV'er og for at være på den sikre side købte vi 5 liter, til en rigtig god pris faktisk (tror det var lidt medlidenhed), men vi gav dem lidt ekstra som tak for hjælpen. Derefter drønede vi ind til Greymouth og tankede alt hvad vi kunne... Lettede over at vi ikke var gået i stå. Fra den dag har vi altid sørget for at tanke op inden vi kører nogen steder! Hellere være på den sikre side, man kan i hvert fald ikke regne med at der er tankstationer de mest logiske steder! ;-)

Vi købte også ind i Greymouth og kørte derefter mod Fox Glacier, der ligger vi gletscheren af samme navn. Undervejs holdte vi lige hurtigt ind ved en smuk blå flod som løb forbi med Franz Joseph gletscheren i baggrunden. Noget vi ikke lige havde regnet med var, at straks vi åbnede dørene for at gå ned til floden blev vi fuldstændig angrebet af sandfluer. Sandfluer er nogle grumme dyr... de bider hårdt! Så vi fortrød hurtigt at vi var stået ud af bilen. Da vi kom tilbage viste det sig også at der var en masse der var nået ind i bilen på det splitsekund dørene var blevet åbnet, så vi havde yderligere bevær med at få alle ud igen. Endelig ankom vi til Fox Glaicer og slog vores telt op i regnvejr. Helt utroligt at vi stadig holdt humøret højt på daværende tidspunkt. Vi var i hvert fald udmattede da vi endelig gik i seng, men det var slet ikke til at sove, for det var hundekoldt! På trods at vi lå pakkede ind i alt vores varmeste tøj. Receptionen var lukket, så vi kunne ikke rykke over i en kabine eller noget. Det var ikke en særlig mindeværdig nat, specielt irriterende fordi jeg jo skulle ofte på toilettet og det regnede hele tiden.


Torsdag morgen stod vi klar ved butikken ved 9-tiden klar til at komme op på gletscheren. På trods af al modgangen var vi faktisk glade og spændte, fordi vi havde glædet os meget til at komme op at gå på den. Vejret var stadig ligeså elendigt og koldt som før, så vi blev udstyret med regnsætte og huer + tunge vandresko og uldsokker. Ville man have handsker måtte man bruge et ekstra par uldsokker. Godt pakkede ind kørte vi op til gletscheren, hvor vi blev sat af og blev tildelt en guide. Efter halvanden time nåede vi op til foden af gletscheren, hvor vi bandt nogle jerngreb om vores støvler. Derefter gik vi op på gletscheren og rundt i mens guiden fortalte en masse spændende. Bl.a. sagde han at den i mange år har trukket sig tilbage, men at den de seneste år har vendt, så den nu forøges - i bunden 10-20 cm om dagen og i toppen op til flere meter om dagen! Lidt vildt at tænke på. Tre kvarter senere skulle vi ned igen... Tilbage i byen købte vi lidt ind, hvorefter vi tjekkede ud. Vi ville væk fra det dårlige og triste vejr!










Sent samme aften ankom vi langt om længe til Wanaka, en lille hyggelig by ned til en stor sø. Vi havde besluttet os for at tage nogle nætter på hostel for lige at få varmen tilbage, men desværre var alle senge lejet ud da vi kom, så vi endte på en campingplads et stykke ud for byen, hvor det lykkedes os at leje en billig kabine. Det vidste sig ikke at være meget bedre end teltet natten før. Der var godt nok en heater, men en avistyk sprække under døren lukkede alt den varme luft ud og erstattede den med kold. Det var mindst lige så koldt den nat og vi fik ikke sovet særlig meget. Af sikkerhedsmæssige grunde går heateren ud engang i timen, så man skal hele tiden op og trykke knappen, hvis man vil have den til at varme, bare lidt... Næste morgen var vi lidt håbeløse og besluttede at det var tid til en hviledag eller to for lige at komme til hægterne igen. Vi kørte tidligt tilbage til Wanaka, hvor vi var heldige at få to nætter i en seng på det hostel vi havde udset os; et rigtig hyggeligt et med lækre faciliteter, fantastisk udsigt over by og sø og stadig så lille at man føler sig hjemme. Her pustede vi ud efter de sidste par dage, lå i sofaerne og læste, planlagde resten af New Zealand ruten og hyggede.


Lørdag den 14. februar var pakket med oplevelser og heldigvis var vejret også blevet supergodt igen. Dagen startede ud med at Frederik skulle skydive. Her følger hans egen beskrivelse af oplevelsen (jeg var jo ikke med, men synes godt nok det så vildt ud!):
Det vildeste eller mest overskridende ved oplevelsen var at sidde med benene ude af det lille fly bevidst om, hvad der nu skulle ske, mærke vinden blæse og kun blive fastholdt, fordi jeg var spændt fast til instruktøren. Men pludselig var der ikke noget der holdt fast længere og idet tyngdekræftens kræfter trådte til og vi accelererede kraftigt, til 200 km/t kildede det for alvor i maven. Efterhånden blev farten stabil og kroppen vænnede sig til at have så meget luft susende mod sig, mens jorden langsomt nærmede sig. Det var umuligt at sige noget, fordi der var så meget luft! Derfor var det også mest øjnende, der granskede den fantastiske udsigt til sig: Bjergene spredt over det hele, de snedækkede toppe i det fjerne med gletscherne strækkende ned ad siden, og den kæmpemæssige sø Lake Wanaka med løbende bifloder. Det var extraordinary og vejret var perfekt! Pludselig blev der endnu mere tid til at nyde det, i det faldskærmen foldede sig ud og det føltes som om vi hang stille i luften. Instruktøren gav lidt informationer om området og forsøgte ellers at peppe den fortsatte nedfart op, ved at få faldskærmen (og os) til at snurre rundt og rundt og rundt, så jeg blev helt rundtosset. Det var en fantastisk oplevelse og det var slet ikke til at holde op med at smile, da vi var trygt nede på jorden igen...


Ikke engang en time efter han var landet skulle jeg afsted, bare med helikopter i stedet. Denne gang var heldet for alvor med mig, for jeg havde bestilt begynderturen over Wanaka (20 min. - den billigste!), men jeg kom med i på Mount Aspiring tur på en hel time! Den koster normalt tre gange så meget som min tur, men fordi der var en plads tilovers i helikopteren kunne de lige så godt give mig den i stedet for at sende en ny helikopter ud. Det var en helt fantastisk oplevelse som jeg nød i fulde drag. Det er noget af det mest behagelige og afslappende at flyve i helikopter... Noget andet er at man kan se alt og komme rigtig tæt på mange ting. Det var virkelig fascinerende! Turen gik over Wanaka med stop på et udsigtspunkt, videre ud hvor vi cirkulerede to gange lige over en gletscher. Efter det lavede vi også et stop på et bjerg i ca. 2500 meters højde, med udsigt over det højeste bjerg i området (Mount Aspiring) og gletscheren. Her er et par billeder:









Da jeg kom tilbage var jeg helt oppe at køre over oplevelsen. :-) Vi tog tilbage til byen, ordnede vasketøj og gik en tur langs søen og nød det fantastiske vejr. Efter den lille gåtur klædte vi om til lidt pænere og afsluttede en perfekt dag med fin og fantastisk lækker mad på Missy's, hvor vi sad på en terasse og nød aftensolen og udsigten. Wanaka er klart min yndlingsby indtil nu. Den har det hele! Når man kigger ud over landskabet minder det egentlig meget om Frankring eller Italien, bare bedre! Naturen er meget mere uspoleret, fordi byen ikke er så stor og med de brede dale virker det hele mere rummeligt.

Søndag morgen tog vi den med ro og sov indtil vi vågnede. Efter vi var checket ud kørte vi mod Queenstown, hvor endnu flere oplevelser ventede! Vi havde begge høje forventninger til Queenstown fordi det går for at være den helt vilde adventure-by... og vi blev da heller ikke skuffede, det vrimler med adventure-tilbud over alt. Men den har ikke den samme charme eller hygge som Wanaka. Vi satsede på teltet, men det viste sig igen at blive for koldt. Første nat gik det udemærket, men anden nat var det hundekoldt! Da vækkede Frederik mig kl. 6 om morgenen fordi jeg lå og rystede af kulde. Vi stod op og prøvede at få lidt varme i kroppen... det lykkedes heldigvis.
Mandag morgen skulle Frederik hoppe det længe ventede Nevis Bungy 134m, men der var ikke specielt nerver på. Jeg havde været nød til at punge ud for at komme med og kigge, og selvom det var mange penge (150 kr.) var jeg glad for at jeg tog med. Frederik var godt nok ikke specielt nervøs på turen derud eller noget. Først da han så stålvejeren hænge ud over kløften tror jeg han begyndte at tænke over hvad det egentlig var han skulle. Han er jo også lidt af en andrealin-junkie, så det er der vel ikke noget at sige til. For at komme ud på midterplatformen skulle vi have alt mulig sikkerhedsudstyr på hvorefter vi kom ud i en knirkende vogn der langsomt bevægede sig ud til platformen. Den morgen var det også rimelig gråt og det blæste en halv pelikan, så det var om at holde godt fast. Da vi kom ud stod vi og ventede i lang tid før Frederik kom for. Det gjorde ikke noget for så kunne man ligesom se det hele an. Frederik virkede ikke nervøs overhovedet, hvilket jeg nok var (nogen skal jo være det!), men heldigvis gik det glat. Frederik blev kaldt ind, fik spændt en elastik om fødderne, vraltede ud på den lille afsats som en pengvin, hoppede da han fik besked på det, elegant og lige efter bogen. Hvor jeg tværtimod stod ved siden af og var lige ved at tabe kamera og det hele fordi jeg ville til at hoppe efter ham. :-) Altså hvem springer ned i afgrunden af fri vilje?? Jeg spørger bare! Hehe. Heldigvis kom han levende op igen, smilende og rolig, sagde at det var da "meget fedt at prøve". Derefter gik vi ind og fik både billeder og video med det, så nu kan i alle sammen se det når han kommer hjem. Her er to af billederne:













Samme dag skulle vi også ud at prøve Jetboat - et specielt adventurefænomen opfundet i Queenstown vidst nok... Man suser af sted i en båd - nærmest flyver op af floden, i mens guiden prøver at få det til at se ud som om vi drejer ind i klipperne og laver 360 graders rundture. Det var meget sjovt at prøve, men ikke så vildt sindsoprivende som vi troede - nu har vi jo efterhånden også prøvet så meget!? Byens bedste burger; "Fergie Burger" som vi fik til aften, var til gengæld over al forventning.. mm...

Sidst men ikke mindst lykkes det os endelig at finde to frisører med tid, så vi blev begge klippet! Jeg fik klippet en del hår af fordi mit hår efterhånden var vokset lidt vildt og blevet ødelagt i spidserne og nedslidt af sol og rejse, så det er nok det bedste for håret. Nu håber jeg at kunne vænne mig til min midlertidige frisure og så glæder jeg mig til at få lidt længere hår igen. :-)