onsdag den 7. januar 2009

Familien på besøg! Jul og Nytår i Whistler (den 19. december 2008 til den 6. januar 2009)

Godt nytår alle sammen!!!

Tiden er fløjet afsted her i Whistler! Vi har virkelig nydt at være sammen med vores familier de sidste to uger - det har været helt fantastisk at have dem her, og selvom jul og nytår ikke er helt det samme i Canada som derhjemme har det ikke været så afgørende - vi har bare hygget os sammen. :-)

Desværre har det ikke været helt nemt for dem at komme frem til Whistler. Frederiks familie kom allerede den 19. december og havde vidst haft en okay tur på trods af et forsinket fly og en kold overnatning i Vancouver. Min familie ringede aftenen inden de skulle være her og sagde at de sad fast i Seattle. Situationen var den, at det for første gang i hundrede år havde sneet i Seattle, hvilket åbenbart kom bag på alle (har de ingen vejrudsigt eller?). Nåh, men uanset hvad, så sad de der – lige inden jul – sammen med tusinder andre og kunne hverken komme frem eller tilbage. Der gik ingen fly fordi de ikke havde mere af det, de bruger til at af-ise flyene med og trafikken var gået fuldstændig i stå fordi der nu lå 5-10 cm sne på vejen. Folk anede simpelthen ikke hvad de skulle stille op, så derfor gjorde de ingenting! Og snerydningsmaskiner? – nej, dem havde de heller ingen af! Total panik. Jeg begyndte også at blive nervøs for, om de kunne nå frem før jul og satte en større efterforskning i gang for at finde ud af hvordan vi kunne få dem herop, dog uden held. Alle tog var booket. Der var et par enkelte buspladser tilbage, men vi kunne jo ikke vide om busserne ville køre! Ikke nok med det, så glemte Mikkel også sin ene taske (med pas og penge i) i taxaen, som de havde taget for at komme hen til et hotel, hvor de kunne overnatte. Jeg var dybt bekymret da jeg gik i seng den aften...
Næste morgen vågnede jeg heldigvis op til godt nyt! Det havde lykkes dem at få fat i Mikkels taske igen og de havde plads på en bus som gik mod Vancouver og derefter videre til Whistler. Nu var eneste bekymring blot om de kunne nå bussen fordi deres hotel lå 25 km fra byen og alle taxierne de ringede til nægtede at hente dem pga. forholdene (sneen), så det afhang af om de kunne komme med en shuttlebus derind, hvilket så heldigvis også lykkedes. Jubii :-)
Hen på eftermiddagen ville jeg så tjekke ind i vores lejlighed, så de ikke skulle stå og bøvle med det om aftenen. Jeg blev lidt overrasket, da jeg så hvad vi fik: ET RUM med et skab, køkken, seng, et lille bord, som kunne slås ud til seng og så et lille tilhørende badeværelse. That's it!?
Yep, der skulle vi bo 4 mand. :-) Jeg kunne allerede der forudse hvilken begejstring det ville give, så jeg skyndte mig først ned i receptionen for at dobbeltjekke at vi havde fået det rigtige. Det havde vi. Så ringede jeg til min far og fortalte dem nyheden (med lidt overdrivelse måske), hvilket gjorde at de faktisk ikke synes det var ”så slemt” igen da de endelig kom. ;-)

Den 23. gik med juleforberedelser i begge familier, dog havde vi lige tid til at mødes over en kop kaffe hos familien Rebsdorf. Det store spørgsmål var, hvordan vi skulle finde et juletræ, som vi havde plads til. Traditionen tro skulle vi også have risengrød til aftensmad. Mmm, det var godt! Det eneste vi manglede var Hvidtøl.

På trods af voldsomt jetlag hos familien Clausen, hvilket gjorde at alle nærmest sov efter aftensmaden, fik jeg alligevel vækket min mor fordi vi skulle have fat i et juletræ. Min mors plan var nemlig at hugge et par grene fra et træ i byen (meget kreativt), he. Så vi fandt et lille juletræ som ”alligevel så heeelt forfærdelig ud”, hvorefter min mor klippede et par grene og smuglede dem op på værelset. Familien Rebsdorf endte dog med en lidt mere rationel løsning efter alt det de havde taget med ind havde tabt nåle. Så de kørte ud til industrikvarteret og fandt sig et lille pænt plastictræ den 24. december.

Alligevel endte det hele godt. Der blev lavet julemad og der blev pyntet ”juletræ” næsten ligesom vi plejer. Maden smagte også næsten lige så godt som den plejede, bortset fra kartoflerne, som ikke helt er det samme herovre. Juleanden svandt også ind til næsten ingenting, så det var godt vi havde puttet lidt fars i. Der blev hygget og guffet og snakket. Dog havde vi valgt ikke at tage i kirke i år, da tidspunkterne lå lidt uheldigt. Der blev danset om ”juletræet” og åbnet gaver for den helt store guldmedalje. Det var en rigtig hyggelig aften.

Dagene imellem jul og nytår blev brugt på at stå på ski – og vi skal love for at sneen er kommet nu! Det sneede også alle dage i mens de var her, bortset fra den 25. december og den 2. januar. Temperaturerne er også blevet meget mere tålelige, selvom vores familier synes det var ”lige koldt nok” nogen gange. :-) Vi mødtes den 25. december til Bezzerwisser-aften, det var sjovt og udfordrende med så mange deltagere. Aftens store ”Bezzerwisser” blev Hanne, der vandt første runde sammen med Charlotte og anden runde med Bente. Aftenen efter tog hele banden hen og spiste på The Old Spaghetti Factory, bortset fra mig, som var den store seværdighed, fordi jeg skulle arbejde. Men de andre hyggede sig vidst og synes også at maden var ganske udmærket.
Mandag aften var vi så alle sammen ude at spise, denne gang på Mongolian Grill. Det var også skægt at prøve og meget underholdende at se maden blive lavet.

Nytårsaften havde vi reserveret bord på et pænt (italiensk) sted der hedder Quattro. Her fik vi serveret fire fine retter, det smagte mægtigt og der var flot pyntet op. Alligevel sad jeg og savnede den traditionelle sønderjydske menu med kål, pølser og hamburgryg. Tiden indtil 12 udfyldte vi med droningens nytårstale og Bezzerwisser. Da klokken slog tolv fulgte ved med i TV ved Space Needle i Seattle og hoppede ind i det nye år. Da de andre gik i seng tog Frederik, Mikkel og jeg en tur ind i byen for at finde et sted vi kunne feste. Det viste sig dog at blive svært da alt lukkede kl. 3, så alle var ved at lukke da vi kom.











Efter nytår begyndte familien Rebsdorf at pakke sammen, i mens familien Clausen lige havde en skidag mere. Samtidig flyttede vi over i vores nye lejlighed hvor vi skal være indtil vi forlader Whistler den 18. januar. Den ligger lige i midten af byen og er rigtig fin, bortset fra at den ligger lige over en af byens mange diskoteker og bar, så nogen gange er bassen så høj at billedet på vores væg ryster. Dog har vi endnu ikke benyttet os af de ørepropper vi har fået. Det sidste stykke tid her Whistler skal gå med at nyde pisterne, arbejde og så får vi også besøg denne weekend af Klaus, min onkels ven fra Vancouver. Og så når Frederik også lige at fylde 20 inden vi tager videre, så det skal i hvert fald fejres! ;-)

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Julie og Frederik,

tak for et dejligt ophold i Whistler. Lidt mere sne kunne have været dejlig. Mon familien Clausen er kommet til Danmark?
M k h
Knud

Klaus sagde ...

Hej Frederik og Julie Her er en lille fødselsdaghilsen til Frederik fra Hafjell, hvor en dejlig uge er ved at være slut, har fået stået en del på ski, men idag tager vi det med ro inden vi kører hjem i morgen. Fortsat god tur til jer, pas nu godt på hinanden. Kærlig hilsen Ida, Majbrit og Klaus

Anonym sagde ...

Hej Frederik!
Til lykke med fødselsdagen, håber at Julie har fundet et eller andet til dig. Her går det som det plejer, i må fortsat ha en god tur ud i verden, nu er det jo snart slut med kulde og sne for jeres vedkommende. Mange knus fra Bent og Dagmar

Anonym sagde ...

Hej Frederik!

Hjertlig tillykke med fødselsdagen!

Måske laver Julie en lille lækker fødselsdags middag. Vi glæder os til at høre fra dig.

Kærlig hilsen og Knuz
far

Anonym sagde ...

Hej Fredrik,

tillykke med fødselsdagen!
hilsen
farfar