Bula Bula Fiji! (den 23. til den 30. januar)

Efter en meget lang flyvetur, først fra Seattle til L.A. og derefter 5 timer i lufthavnen og så videre til Nadi (Fiji), i alt 20 timers rejse, ankom vi til Fiji's hovedø Viti Levu kl. 5.40 om morgenen den 23. januar. Iført langærmede bluser og lange bukser blev vi straks svedige, da fugtigheden her selv om morgenen er meget høj. Vi kom ind i lufthavnen og blev budt velkommen af et smilende fiji-band der sang og spillede. Vi kom meget hurtigt ud af lufthavnen, på trods af at vi havde deklareret vores telt, var det ikke noget de gjorde noget ud af. Derefter ventede vi halvanden time ved busstoppestedet for at komme ned til havnen, hvorfra vores skib skulle sejle. I mellemtiden studerede vi indbyggerne der kom kørende ind mod byen, stuvet sammen i gamle busser. En del holdte ind ved vores stoppested for at sætte af og samle op og uheldigvis ramte den ene ned i et mudderhul på vejen, så det sprøjtede til alle sider. Jeg blev heldigvis ikke ramt så meget, men Frederik fik en ordentlig omgang mudder og sad med mudder på tøj og i ansigtet. Det fik vi os et godt grin af :-)
Endelig kom bussen 7.30 (Fijitime), selvom vi havde fået at vide at den ville være der ved 7-tiden. Men tiden... tja, det går man ikke så meget op i her på Fiji. Efter at have betalt vores båd-transfer til øen (ca. 600 d.kr. tur-retur - det var ikke billigt!) og købt det vand vi kunne bære (12 dkr. pr. halvanden liter som det billigste), begav vi os ud på skibet, stadig iført lange bukser og bluse - meget mere varme og svedige, på trods af at det var overskyet.

Cirka 5 øer og halvanden time senere skulle vi af ved vores ø, Wayalailai hvor vi skulle bo på øens eneste resort Wayalailai Eco Haven Resort. Vi blev modtaget med en masse "Bula!" (Bula betyder hej på fijiansk) og smil af søde fiji-damer og halvstore fiji-mænd der bar vores bagage op. Vi gik straks i gang med at slå teltet op, så det var gjordt. Vi fandt et sted hvor vi kunne være i skygge det meste af dagen og det var overraskende nemt at få teltet op. Bagefter skyndte vi os at skifte tøj til badetøj og gik ned til stranden for at køle af i den turkisblå vandkant. Desværre var vandet ikke koldt, men det var dejligt nok alligevel og bagefter lød trommerne, hvilket her på fiji betyder "spisetid", så vi gik op for at få frokost. Resten af dagen slappede vi bare af og lavede ingenting (det gør de meget her ;-), men vi kunne allerede mærke at vores blege hud var blevet lidt overrasket af omvæltningen, så vi blev nødt til at købe en after-sun for at behandle de røde områder.
Det er sjovt, at vi på fiji følte os meget mere isolerede og langt ude i ingenting end da vi fx var i amazonas-junglen. Øerne ligger spredt ud over et kæmpe område og føles hver især bittesmå i forhold til det enorme hav. Undervejs ud med båden så vi øer så små, at man kunne gå rundt om dem på bare et par minutter. De er altid fyldt med palmer og omgivet af lækker hvid strand og turkisblåt vand. Der er ingen telefon eller internetforbindelse, ingen stress og jag – kun ”fijitime” og resorter der tilbyder afslapning i stor stil. Vores ø var dog en smule større end de mindste, fordi vi gerne ville have mulighed for at lave noget, nu hvor vi var der 5 nætter... Så på Wayalailai var der et lille bjerg (ca. 350 m højt) skabt af et vulkanudbrud langt tilbage, men bortset fra det, lignede den de andre øer (bare flottere!)

Hvad brugte vi så de 6 dage på? :-) Hehe, vi slappede rigtig meget af og lavede ingenting... Lå i hængekøjerne fordi det var aaaalt for hårdt at ligge direkte i solen, lod os nedkøle i vandkanten eller under bruseren, for selvom man ikke foretager sig noget er det så fugtigt at man sveder hele tiden. Tre gange var jeg ude at snorkle, første gang med hajer (mini-hajer godt nok, men en af mine største frygter) og de to andre gange lige ud for stranden, hvor der også var et fantastisk koralrev. ”Haj-snorkelingen” foregik på et lav-vandsrev midt ude i havet, hvor vi sejlede ud. De såkaldte ”friendly reef-sharks” var ca. 1 m lange og virkelig scary – det blev lidt for meget for mig da de begyndte at kredse om os og samtidigt blev fodret af guiderne, så jeg hoppede op i båden igen! ;-)
Frederik er derimod ikke bange for noget. Han indgik en pris med øens dykkerinstruktør, så han kunne få sit sidste dyk og færdiggøre sit certifikat + et ekstra dyk. Første dyk gik ud et lille stykke fra øen, hvor de mærkeligt nok kunne komme helt ned på 18 meters dybde. Her var fantastiske koraller og flotte fisk. De løb også ind i en såkaldt ”giant moray” - en fed ål af en slags, som også var ø-mændenes ven. De blev nødt til at fodre den, for den var vidst nok lidt arrig anlagt. Derefter stødte de også på en 2 meters haj af samme type som jeg snorklede med.
Andet dyk dagen efter gik ud til en undervandsgrotte, som var så smal, at det var svært ikke at skære sig på de skarpe kanter. Frederik synes ikke det var specielt spændende sammenlignet med at dykke på åbent vand, fordi der var helt mørkt i grotten og ikke noget særligt at se. Dog fik han endnu mere at se, da han senere samme dag deltog i en aktivitet der gik ud på at svømme fra den ene ø til den anden (jeg sad og heppede i båden). Sammen med 10-15 andre fra resortet svømmede han over til naboøen (omkring 500 meter) og endte på en flot 2. plads. Førstepladsen gik til en pige der snydstartede – og vidst også var rimelig god til at svømme ;-) Men anyways... Undervejs over til den anden ø så Frederik en skilpadde svømme under ham. Ikke en kæmpe en, men det er alligevel imponerende med alle de dyr. Anden gang vi snorklede ud for kysten så vi fx også en meget tynd zebrastribet slange i vandet – jeg troede slet ikke sådan noget fandtes!


Nå, men nu vi er ved aktiviteterne, så hikede vi også op til øens top den ene eftermiddag, det var lidt hårdt, men mest på grund af varmen. Det var dog et smukt syn at sidde og betragte udsigten deroppefra.
Ellers har vi også fået os nogle gode danske venner på Fiji. Helt i starten mødte vi Stine som har rejst rundt i Australien, men som på vej hjem lige smuttede forbi Fiji. Jeg var blandt andet sammen med hende i ”landsbyen” (der hvor ø-mændene og -kvinderne bor) for at flette armbånd og ringe af palmeblade. Vi var også alle sammen med ø-boerne i kirke om søndagen. Det var virkelig anderledes, men sjovt at prøve selvom det tog lidt langt tid. Det hele foregik jo på fijiansk, hvilket vi ikke forstår meget af. Dog kunne vi genkende fadervor. :-) Hun blev dog nødt til at rejse videre efter to dage, fordi hun som de fleste andre har købt en samlet pakke til øerne, hvor man rejser rundt mellem de forskellige resorter. Heldigvis kom der samme dag nogle andre danskere til øen, Maria & Tobias, som vi også havde det rigtig sjovt med. Jeg var blandt andet på haj-snorkeling med dem og så hikede vi også med dem. De kom fra New Zealand, så dem fik vi en masse gode råd af.


Hvis jeg lige skal afslutte med at skrive lidt om resortet, så kan jeg sige, at det er ejet af øens beboere (ca. 600) sammen med et andet resort på nabo-øen. Det er ikke vildt luksus, men det har de jo heller ikke råd til. Heldigvis for os giver det lidt mere rimelige priser. Vi boede i teltet (det fungerede meget godt, bortset fra at der var 80+ grader i det om dagen) og havde adgang til fælles toiletter og bad. Toiletterne var tilstoppede et par gange, mens vi var der og bruserne gav knap nok vand til, at man kunne skylle sæben af sig, men det gik. Det der var fedt ved resortet var underholdningen og øboerne. Hver aften efter aftensmad var der forskellig underholdning på programmet – typisk noget fiji-dans eller traditionelle danse og det var kun de mandlige øboere der dansede. Dog kunne de også lave lidt sjov og vores yndlings øboer, ”Big Jerry” kunne godt lide at dulle sig lidt op og danse som en hulapige. Hehe! Vi havde mange gode og hyggelige aftener.

Onsdag blev vi nødt til at tage båden tilbage til ”fastlandet” og en enkelt overnatning der, inden vi torsdag eftermiddag fløj videre til Auckland på New Zealands nordø, hvor vi befinder os nu. Byen er i sig selv ikke noget specielt, så her tjekker vi ud i morgen, hvor vi glæder os enormt til at hente vores bil ”El cheapo” som vi skal køre rundt i de næste knap 4 uger. Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at løbe af stablen – her kører de jo i venstre side!