Bula Bula Fiji! (den 23. til den 30. januar)

Efter en meget lang flyvetur, først fra Seattle til L.A. og derefter 5 timer i lufthavnen og så videre til Nadi (Fiji), i alt 20 timers rejse, ankom vi til Fiji's hovedø Viti Levu kl. 5.40 om morgenen den 23. januar. Iført langærmede bluser og lange bukser blev vi straks svedige, da fugtigheden her selv om morgenen er meget høj. Vi kom ind i lufthavnen og blev budt velkommen af et smilende fiji-band der sang og spillede. Vi kom meget hurtigt ud af lufthavnen, på trods af at vi havde deklareret vores telt, var det ikke noget de gjorde noget ud af. Derefter ventede vi halvanden time ved busstoppestedet for at komme ned til havnen, hvorfra vores skib skulle sejle. I mellemtiden studerede vi indbyggerne der kom kørende ind mod byen, stuvet sammen i gamle busser. En del holdte ind ved vores stoppested for at sætte af og samle op og uheldigvis ramte den ene ned i et mudderhul på vejen, så det sprøjtede til alle sider. Jeg blev heldigvis ikke ramt så meget, men Frederik fik en ordentlig omgang mudder og sad med mudder på tøj og i ansigtet. Det fik vi os et godt grin af :-)
Endelig kom bussen 7.30 (Fijitime), selvom vi havde fået at vide at den ville være der ved 7-tiden. Men tiden... tja, det går man ikke så meget op i her på Fiji. Efter at have betalt vores båd-transfer til øen (ca. 600 d.kr. tur-retur - det var ikke billigt!) og købt det vand vi kunne bære (12 dkr. pr. halvanden liter som det billigste), begav vi os ud på skibet, stadig iført lange bukser og bluse - meget mere varme og svedige, på trods af at det var overskyet.

Cirka 5 øer og halvanden time senere skulle vi af ved vores ø, Wayalailai hvor vi skulle bo på øens eneste resort Wayalailai Eco Haven Resort. Vi blev modtaget med en masse "Bula!" (Bula betyder hej på fijiansk) og smil af søde fiji-damer og halvstore fiji-mænd der bar vores bagage op. Vi gik straks i gang med at slå teltet op, så det var gjordt. Vi fandt et sted hvor vi kunne være i skygge det meste af dagen og det var overraskende nemt at få teltet op. Bagefter skyndte vi os at skifte tøj til badetøj og gik ned til stranden for at køle af i den turkisblå vandkant. Desværre var vandet ikke koldt, men det var dejligt nok alligevel og bagefter lød trommerne, hvilket her på fiji betyder "spisetid", så vi gik op for at få frokost. Resten af dagen slappede vi bare af og lavede ingenting (det gør de meget her ;-), men vi kunne allerede mærke at vores blege hud var blevet lidt overrasket af omvæltningen, så vi blev nødt til at købe en after-sun for at behandle de røde områder.
Det er sjovt, at vi på fiji følte os meget mere isolerede og langt ude i ingenting end da vi fx var i amazonas-junglen. Øerne ligger spredt ud over et kæmpe område og føles hver især bittesmå i forhold til det enorme hav. Undervejs ud med båden så vi øer så små, at man kunne gå rundt om dem på bare et par minutter. De er altid fyldt med palmer og omgivet af lækker hvid strand og turkisblåt vand. Der er ingen telefon eller internetforbindelse, ingen stress og jag – kun ”fijitime” og resorter der tilbyder afslapning i stor stil. Vores ø var dog en smule større end de mindste, fordi vi gerne ville have mulighed for at lave noget, nu hvor vi var der 5 nætter... Så på Wayalailai var der et lille bjerg (ca. 350 m højt) skabt af et vulkanudbrud langt tilbage, men bortset fra det, lignede den de andre øer (bare flottere!)

Hvad brugte vi så de 6 dage på? :-) Hehe, vi slappede rigtig meget af og lavede ingenting... Lå i hængekøjerne fordi det var aaaalt for hårdt at ligge direkte i solen, lod os nedkøle i vandkanten eller under bruseren, for selvom man ikke foretager sig noget er det så fugtigt at man sveder hele tiden. Tre gange var jeg ude at snorkle, første gang med hajer (mini-hajer godt nok, men en af mine største frygter) og de to andre gange lige ud for stranden, hvor der også var et fantastisk koralrev. ”Haj-snorkelingen” foregik på et lav-vandsrev midt ude i havet, hvor vi sejlede ud. De såkaldte ”friendly reef-sharks” var ca. 1 m lange og virkelig scary – det blev lidt for meget for mig da de begyndte at kredse om os og samtidigt blev fodret af guiderne, så jeg hoppede op i båden igen! ;-)
Frederik er derimod ikke bange for noget. Han indgik en pris med øens dykkerinstruktør, så han kunne få sit sidste dyk og færdiggøre sit certifikat + et ekstra dyk. Første dyk gik ud et lille stykke fra øen, hvor de mærkeligt nok kunne komme helt ned på 18 meters dybde. Her var fantastiske koraller og flotte fisk. De løb også ind i en såkaldt ”giant moray” - en fed ål af en slags, som også var ø-mændenes ven. De blev nødt til at fodre den, for den var vidst nok lidt arrig anlagt. Derefter stødte de også på en 2 meters haj af samme type som jeg snorklede med.
Andet dyk dagen efter gik ud til en undervandsgrotte, som var så smal, at det var svært ikke at skære sig på de skarpe kanter. Frederik synes ikke det var specielt spændende sammenlignet med at dykke på åbent vand, fordi der var helt mørkt i grotten og ikke noget særligt at se. Dog fik han endnu mere at se, da han senere samme dag deltog i en aktivitet der gik ud på at svømme fra den ene ø til den anden (jeg sad og heppede i båden). Sammen med 10-15 andre fra resortet svømmede han over til naboøen (omkring 500 meter) og endte på en flot 2. plads. Førstepladsen gik til en pige der snydstartede – og vidst også var rimelig god til at svømme ;-) Men anyways... Undervejs over til den anden ø så Frederik en skilpadde svømme under ham. Ikke en kæmpe en, men det er alligevel imponerende med alle de dyr. Anden gang vi snorklede ud for kysten så vi fx også en meget tynd zebrastribet slange i vandet – jeg troede slet ikke sådan noget fandtes!


Nå, men nu vi er ved aktiviteterne, så hikede vi også op til øens top den ene eftermiddag, det var lidt hårdt, men mest på grund af varmen. Det var dog et smukt syn at sidde og betragte udsigten deroppefra.
Ellers har vi også fået os nogle gode danske venner på Fiji. Helt i starten mødte vi Stine som har rejst rundt i Australien, men som på vej hjem lige smuttede forbi Fiji. Jeg var blandt andet sammen med hende i ”landsbyen” (der hvor ø-mændene og -kvinderne bor) for at flette armbånd og ringe af palmeblade. Vi var også alle sammen med ø-boerne i kirke om søndagen. Det var virkelig anderledes, men sjovt at prøve selvom det tog lidt langt tid. Det hele foregik jo på fijiansk, hvilket vi ikke forstår meget af. Dog kunne vi genkende fadervor. :-) Hun blev dog nødt til at rejse videre efter to dage, fordi hun som de fleste andre har købt en samlet pakke til øerne, hvor man rejser rundt mellem de forskellige resorter. Heldigvis kom der samme dag nogle andre danskere til øen, Maria & Tobias, som vi også havde det rigtig sjovt med. Jeg var blandt andet på haj-snorkeling med dem og så hikede vi også med dem. De kom fra New Zealand, så dem fik vi en masse gode råd af.


Hvis jeg lige skal afslutte med at skrive lidt om resortet, så kan jeg sige, at det er ejet af øens beboere (ca. 600) sammen med et andet resort på nabo-øen. Det er ikke vildt luksus, men det har de jo heller ikke råd til. Heldigvis for os giver det lidt mere rimelige priser. Vi boede i teltet (det fungerede meget godt, bortset fra at der var 80+ grader i det om dagen) og havde adgang til fælles toiletter og bad. Toiletterne var tilstoppede et par gange, mens vi var der og bruserne gav knap nok vand til, at man kunne skylle sæben af sig, men det gik. Det der var fedt ved resortet var underholdningen og øboerne. Hver aften efter aftensmad var der forskellig underholdning på programmet – typisk noget fiji-dans eller traditionelle danse og det var kun de mandlige øboere der dansede. Dog kunne de også lave lidt sjov og vores yndlings øboer, ”Big Jerry” kunne godt lide at dulle sig lidt op og danse som en hulapige. Hehe! Vi havde mange gode og hyggelige aftener.

Onsdag blev vi nødt til at tage båden tilbage til ”fastlandet” og en enkelt overnatning der, inden vi torsdag eftermiddag fløj videre til Auckland på New Zealands nordø, hvor vi befinder os nu. Byen er i sig selv ikke noget specielt, så her tjekker vi ud i morgen, hvor vi glæder os enormt til at hente vores bil ”El cheapo” som vi skal køre rundt i de næste knap 4 uger. Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at løbe af stablen – her kører de jo i venstre side!

Goodbye Whistler (d. 7. - 21. januar)

Som de fleste andre ”Whistler-indlæg” kommer dette også til at stå i vejrets tegn.. - I hvert fald en smule! Det noget brugte emne, overrasker nemlig fortsat; dagen efter Julie havde udgivet det sidste indlæg slog vejret om og onsdag fik vi regn helt op til 1800 m højde. Det betyder ca. 80 % af bjerget. Derfor var der naturligvis ikke meget ved at stå på ski, da sneen blev rigtig tung og skitøjet blev gennemblødt.
Regnen ændrede sig heldigvis til sne natten til fredag, og vi fik ca. 20 cm i løbet af weekenden, hvilket gav noget nær de bedste forhold vi har haft. Siden mandag har Whistler så haft en 'tropisk hedebølge' hvilket betyder 7-10 graders varme om dagen, høj sol og smeltende sne.

Men som sagt var vi heldige med rigtig gode forhold, da vi fik vores 3. besøg i Whistler af vores ven Klaus, som vi kender gennem Julies onkel Anders og Klaus' ven Rob. Rob er en utrolig dygtig skiløber og tidligere instruktør, så han viste os noget af Whistlers mere uudforskede terræn og kom med gode tip til småting vi kunne rette på vores stil. Jeg skulle desværre arbejde søndag, så jeg kunne ikke komme med ud, men jeg hørte at Rob fik Julie med ned af en 'Double Diamond”, hvilket hun var meget stolt af. Alt i alt havde vi en rigtig sjov og hyggelig weekend sammen med de to gamle venner.

Jeg havde sidste arbejdsdag mandag d. 12. og derfor stod den på ski resten af sidste uge. Det varme vejr, betød dog som sagt ringere sne og efterhånden er flere og flere klipper og sten begyndt at stikke frem gennem sneen. Det er ærgeligt, for på de sidste dage var de efterhånden ikke til at undgå og det er en dum måde at ødelægge sit udstyr på.
Pga. den høje lavinefarer fik vi heller aldrig set toppen af Whistler, eller stået ned af Blackcomb gletscheren, to af de bedste dele af området. På den sidste dag (lørdag) fik jeg dog set en lille del af Whistler, da de åbnede en af stolelifterne til toppen, men det blev ikke til mere end et par ture, da der var en halv times kø ved liften.

Fredag d. 16. blev jeg jo så endegyldigt 'voksen' da jeg også fyldte 20 år. Tusind tak for de mange hilsner som I skrev derhjemme, det var det bedste at få at vide, at der var nogen der tænkte på mig, selvom jeg ikke lige kunne fejre det med jer. Også tak for de mange gaver, det var over al forventning:-)
Selvom jeg ikke var hjemme ved familie og venner havde jeg en rigtig god dag. Julie vækkede mig om morgenen med fødselsdagssang, english breakfast og gaver, så vi tog formiddagen stille og roligt og kom ikke afsted før frokost. Inden vi tog op på bjerget, fik jeg også lige ringet til familien, så jeg kunne snakke lidt med dem og sige tak for gaven:) Ellers stod vi lidt på ski og om aftenen gav Julie en middag på en hyggelig restaurant, hvorefter hun havde arrangeret en fødselsdagsfest/bytur sammen med nogle tyskere, som vi har mødt i byen. Det var rigtig sjovt!


Bytur betyder for Julies vedkommende tømmermænd, så derfor var jeg alene op på pisten lørdag, der altså var første gang de åbnede toppen på Whistler, mens vi har været der. Sneen var stadig god, så jeg fik nogle gode ture inden afgang.
Ellers var det primært praktisk-dag, hvor vi skulle ha' pakket sammen og ryddet op, lukket vores bankkonto osv. Da vi kom til Vancouver lørdag aften, stod Klaus klar til at modtage os ved stationen.


Søndag-mandag-tirsdag har vi hygget os sammen med Klaus og Kathy, der har en rigtig hyggelig lejlighed, som ligger perfekt i Vancouver. Søndag havde Klaus os med rundt på lidt sightseeing, hvor vi var oppe og se Vancouvers skibjerge (de havde heller ikke for meget sne, men mere end Whistler) samt dykkersteder osv. Vi fik også tysk rugbrød, skinke og ost, som de havde købt ved en europæisk bager og slagter.
Om mandagen havde Kathy os med rundt i byen og hjalp os med at bytte lidt julegaver, købe campingudstyr og almen shopping. Til frokost introducerede hun os også til sushi på en af Vancouvers bedste restauranter. Det var rigtig lækkert og Vancouver lever op til sit rygte som bedste sushi-sted uden for Japan. Om aftenen hyggede vi og udvekslede billeder fra vores tur og så Klaus' billeder fra han var på jordomrejse også til bl.a. New Zealand og Fiji. Jeg fik også afprøvet hans Playstation 3 på en gigantisk fladskærm.
Tirsdag var igen mest praktisk, da vi igen skulle have pakket sammen og fundet ud af hvad der skulle sendes hjem til DK og hvad der skulle med videre. I alt fik vi samlet 20 kg sammen i en kasse der fylder 50 cm. på hver side. Tak til Anders og Chi der tager ski og snowboard med til Europa senere på året!!



Tirsdag aften gik turen med tog til Seattle, hvor vi havde en enkelt nat inden vi i dag (onsdag) er fløjet videre til LAX og om et par timer fortsætter mod Fiji. Efter 3 måneder i Canada siger vi nu farvel til ski, arbejde og forhåbentlig underlige vejrforhold, med temperature på mellem -30° og +10°, sol, regn, skyer, tåge ..og de dårligste sneforhold i 25 år! Alligevel har vi ikke fortrudt noget (det kan man ikke planlægge efter) og vi har haft det super godt i Whistler, hvor det har været rart at have sit eget for en tid. Turen fortsætter nu hovedsageligt i telt, på Fiji, New Zealand, Australien og Thailand og planerne byder forhåbentlig på ren sol og afslapning på Fiji. I New Zealand og Australien har vi lejet bil, så vi glæder os til friheden ved selv at kunne køre rundt og Thailand har vi ikke planlagt så meget endnu, men I skal nok høre meget mere om det hele.
I nat krydser vi også dato linjen, hvilket vil sige at vi letter fra LAX kl. 22.30 onsdag d. 21. og lander på Fiji om morgenen fredag d. 23., selvom flyveturen kun varer ca. 11 timer. - tankevækkende? Det betyder også, at vi fra nu af tidsmæssigt vil være foran jer i Danmark, hvor vi hidtil har været bagefter.

Nyt fra de varme lande down under følger snarest!

Familien på besøg! Jul og Nytår i Whistler (den 19. december 2008 til den 6. januar 2009)

Godt nytår alle sammen!!!

Tiden er fløjet afsted her i Whistler! Vi har virkelig nydt at være sammen med vores familier de sidste to uger - det har været helt fantastisk at have dem her, og selvom jul og nytår ikke er helt det samme i Canada som derhjemme har det ikke været så afgørende - vi har bare hygget os sammen. :-)

Desværre har det ikke været helt nemt for dem at komme frem til Whistler. Frederiks familie kom allerede den 19. december og havde vidst haft en okay tur på trods af et forsinket fly og en kold overnatning i Vancouver. Min familie ringede aftenen inden de skulle være her og sagde at de sad fast i Seattle. Situationen var den, at det for første gang i hundrede år havde sneet i Seattle, hvilket åbenbart kom bag på alle (har de ingen vejrudsigt eller?). Nåh, men uanset hvad, så sad de der – lige inden jul – sammen med tusinder andre og kunne hverken komme frem eller tilbage. Der gik ingen fly fordi de ikke havde mere af det, de bruger til at af-ise flyene med og trafikken var gået fuldstændig i stå fordi der nu lå 5-10 cm sne på vejen. Folk anede simpelthen ikke hvad de skulle stille op, så derfor gjorde de ingenting! Og snerydningsmaskiner? – nej, dem havde de heller ingen af! Total panik. Jeg begyndte også at blive nervøs for, om de kunne nå frem før jul og satte en større efterforskning i gang for at finde ud af hvordan vi kunne få dem herop, dog uden held. Alle tog var booket. Der var et par enkelte buspladser tilbage, men vi kunne jo ikke vide om busserne ville køre! Ikke nok med det, så glemte Mikkel også sin ene taske (med pas og penge i) i taxaen, som de havde taget for at komme hen til et hotel, hvor de kunne overnatte. Jeg var dybt bekymret da jeg gik i seng den aften...
Næste morgen vågnede jeg heldigvis op til godt nyt! Det havde lykkes dem at få fat i Mikkels taske igen og de havde plads på en bus som gik mod Vancouver og derefter videre til Whistler. Nu var eneste bekymring blot om de kunne nå bussen fordi deres hotel lå 25 km fra byen og alle taxierne de ringede til nægtede at hente dem pga. forholdene (sneen), så det afhang af om de kunne komme med en shuttlebus derind, hvilket så heldigvis også lykkedes. Jubii :-)
Hen på eftermiddagen ville jeg så tjekke ind i vores lejlighed, så de ikke skulle stå og bøvle med det om aftenen. Jeg blev lidt overrasket, da jeg så hvad vi fik: ET RUM med et skab, køkken, seng, et lille bord, som kunne slås ud til seng og så et lille tilhørende badeværelse. That's it!?
Yep, der skulle vi bo 4 mand. :-) Jeg kunne allerede der forudse hvilken begejstring det ville give, så jeg skyndte mig først ned i receptionen for at dobbeltjekke at vi havde fået det rigtige. Det havde vi. Så ringede jeg til min far og fortalte dem nyheden (med lidt overdrivelse måske), hvilket gjorde at de faktisk ikke synes det var ”så slemt” igen da de endelig kom. ;-)

Den 23. gik med juleforberedelser i begge familier, dog havde vi lige tid til at mødes over en kop kaffe hos familien Rebsdorf. Det store spørgsmål var, hvordan vi skulle finde et juletræ, som vi havde plads til. Traditionen tro skulle vi også have risengrød til aftensmad. Mmm, det var godt! Det eneste vi manglede var Hvidtøl.

På trods af voldsomt jetlag hos familien Clausen, hvilket gjorde at alle nærmest sov efter aftensmaden, fik jeg alligevel vækket min mor fordi vi skulle have fat i et juletræ. Min mors plan var nemlig at hugge et par grene fra et træ i byen (meget kreativt), he. Så vi fandt et lille juletræ som ”alligevel så heeelt forfærdelig ud”, hvorefter min mor klippede et par grene og smuglede dem op på værelset. Familien Rebsdorf endte dog med en lidt mere rationel løsning efter alt det de havde taget med ind havde tabt nåle. Så de kørte ud til industrikvarteret og fandt sig et lille pænt plastictræ den 24. december.

Alligevel endte det hele godt. Der blev lavet julemad og der blev pyntet ”juletræ” næsten ligesom vi plejer. Maden smagte også næsten lige så godt som den plejede, bortset fra kartoflerne, som ikke helt er det samme herovre. Juleanden svandt også ind til næsten ingenting, så det var godt vi havde puttet lidt fars i. Der blev hygget og guffet og snakket. Dog havde vi valgt ikke at tage i kirke i år, da tidspunkterne lå lidt uheldigt. Der blev danset om ”juletræet” og åbnet gaver for den helt store guldmedalje. Det var en rigtig hyggelig aften.

Dagene imellem jul og nytår blev brugt på at stå på ski – og vi skal love for at sneen er kommet nu! Det sneede også alle dage i mens de var her, bortset fra den 25. december og den 2. januar. Temperaturerne er også blevet meget mere tålelige, selvom vores familier synes det var ”lige koldt nok” nogen gange. :-) Vi mødtes den 25. december til Bezzerwisser-aften, det var sjovt og udfordrende med så mange deltagere. Aftens store ”Bezzerwisser” blev Hanne, der vandt første runde sammen med Charlotte og anden runde med Bente. Aftenen efter tog hele banden hen og spiste på The Old Spaghetti Factory, bortset fra mig, som var den store seværdighed, fordi jeg skulle arbejde. Men de andre hyggede sig vidst og synes også at maden var ganske udmærket.
Mandag aften var vi så alle sammen ude at spise, denne gang på Mongolian Grill. Det var også skægt at prøve og meget underholdende at se maden blive lavet.

Nytårsaften havde vi reserveret bord på et pænt (italiensk) sted der hedder Quattro. Her fik vi serveret fire fine retter, det smagte mægtigt og der var flot pyntet op. Alligevel sad jeg og savnede den traditionelle sønderjydske menu med kål, pølser og hamburgryg. Tiden indtil 12 udfyldte vi med droningens nytårstale og Bezzerwisser. Da klokken slog tolv fulgte ved med i TV ved Space Needle i Seattle og hoppede ind i det nye år. Da de andre gik i seng tog Frederik, Mikkel og jeg en tur ind i byen for at finde et sted vi kunne feste. Det viste sig dog at blive svært da alt lukkede kl. 3, så alle var ved at lukke da vi kom.











Efter nytår begyndte familien Rebsdorf at pakke sammen, i mens familien Clausen lige havde en skidag mere. Samtidig flyttede vi over i vores nye lejlighed hvor vi skal være indtil vi forlader Whistler den 18. januar. Den ligger lige i midten af byen og er rigtig fin, bortset fra at den ligger lige over en af byens mange diskoteker og bar, så nogen gange er bassen så høj at billedet på vores væg ryster. Dog har vi endnu ikke benyttet os af de ørepropper vi har fået. Det sidste stykke tid her Whistler skal gå med at nyde pisterne, arbejde og så får vi også besøg denne weekend af Klaus, min onkels ven fra Vancouver. Og så når Frederik også lige at fylde 20 inden vi tager videre, så det skal i hvert fald fejres! ;-)