fredag den 19. december 2008

Den arktiske vind (Whistler den 10. - 18. december)

Som alle andre steder går livet stadig sin gang her i Whistler og der er sket lidt af hvert siden sidst! Vejrsituationen har ændret sig fuldstændig i forhold til det vi har oplevet hele november og starten af december; det er nemlig gået hen og blevet rigtig, rigtig koldt! Temperaturen har den sidste uge ligget mellem -10°C og -25°C og med vindstød på op til 12 m/s på de kolde dage, er det urimelig koldt!! Man kunne have håbet, at det betød masser af frisk powder sne til os, men indtil videre har vi ikke fået særlig meget ny sne, så mange af pisterne er gået hen og blevet ret så isede. Selvfølgelig er det rart, at temperaturen endelig er faldet, men – 25°C er måske lige i overkanten? Årsagen til vejrskiftet er, at vinden nu kommer for nordøst, hvilket vil sige at det blæser direkte ned fra nordpolen. Efter hvad vi har hørt, skulle det være så omfattende, at de har fået sne i Texas og minus grader om natten i det nordlige Mexico. - Indtil videre kan man vist roligt sige, at vejrguderne ikke rigtig har været med os her i Whistler.


Vi prøver imidlertidigt stadig at komme op og stå på ski og snowboard, så længe vi kan holde til det. Selvom en stor del af pisterne stadig er lukkede, har vi det stadig sjovt, men det ville nu være sjovere, hvis de snart kunne åbne for hele terrænet! Det går også fint med arbejdet for os begge to og vi kan mærke at julesæsonen er begyndt at nærme sig, eftersom det bliver travlere og travlere på Old Spaghetti Factory.


I fredags holdt WhistlerBlackcomb en storstilet åbningsceremoni for deres nye lift Peak2Peak. Liften, som vi vist har skrevet om, er bygget mellem de to bjerge, så man kan nyde begge skiterræner og skifte bjerg på blot 10 minutter. Med 4,4 km, er det verdens længste frithængende lift! Så ingeniører og bjergfolk var meget stolte da liften åbnede.
Samme dag var vi til en lille Workshop arrangeret af Whistler ”Spirit Pass”. De gav os som bekendt rabat på sæsonkortet, men til gengæld skulle vi deltage i en 2,5 times workshop for at høre lidt om Whistlers historie og blev belært om hvad god kundeservice er og hvordan de håber, at vi til gengæld for vores rabat vil anstrenge os for at give de gæster der kommer her, den bedste skiferie de nogensinde har haft. Derudover blev der også krævet lidt publikum deltagelse med et par sketches og alt i alt var det faktisk et udmærket arrangement!


Tirsdag eftermiddag skete ulykken så. Kl. 14:30 knækkede tårn 4 sammen på Blackcomb gondolen og 53 mennesker blev fanget i liften; nogle 10 m over jorden, andre over en elv. På vej ned med Whistler gondolen så vi de mange redningsfolk, der gjorde alt hvad de kunne, for at få folk ned fra liften så hurtigt som muligt. Omkring kl. 18 lykkedes det at få de sidste ud og ingen var kommet alvorligt til skade.
Efterfølgende har det vist sig at der var kommet et hul i den nederste del af tårnet, der består af to dele, som er svejset sammen. Tårnet var så blevet fyldt med vand, der var frosset i det kolder vejr vi har oplevet og på den måde blev stålet flået fra hinanden. Det betyder selvfølgelig meget for hele byen, at sådan noget kan ske, når de lige har startet deres nye lift og er værter for OL næste år. Selvom myndighederne havde deres årlige sikkerhedstjek på samtlige lifter i sommers, har de efterfølgende tjekket dem alle sammen igen og eksperter fra liftproducenten er også blevet tilkaldt.
Det mest imponerende ved det hele var, at nyheden på ingen tid havde bredt sig ud over hele jorden, onsdag morgen modtog jeg en mail fra min far, der havde læst om det på Jyllands Postens hjemmeside og vi har hørt, at det også har været i New Zealandske nyhedsmedier osv. Så er man ikke i tvivl om, hvordan vores globaliserede verden virker.
Heldigvis var der ingen, der kom til skade og med de ekstra sikkerhedsforanstaltninger burde vi kunne være helt sikre på, at noget lignende ikke kan ske igen.

Nu er vi efter hånden begyndt at glæde os mere og mere til vores kære familier kommer herover og holder jul. Heldigvis er der heller ikke så længe til mere; min familie kommer til Whistler i morgen og Julies familie ankommer på mandag, så vi ser frem til en rigtig hyggelig (og hvid) jul sammen med familien!
Da dette sikkert også bliver det sidste indlæg inden den store aften, vil jeg lige benytte lejligheden til at ønske jer alle sammen en rigtig god jul. Håber I får en dejlig aften, sammen med dem I holder af! Vi vender tilbage på den anden side af højtiden!

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Julie og Frederik,
Følger lidt med herinde på jeres blog - det lyder rigtig spændende.
Vil ønske jer og jeres familier en rigtig god jul og en fortsat god rejse når i kommer dertil.
Knus, Louise Munck

Anonym sagde ...

Hej Julie og Frederik.

Godt nytår. Håber I er kommet godt ind i 2009 og har mod på masser af flere spændende oplevelser på jeres odyssee jorden rundt. Den følger jeg spændt her fra distancen i råkolde Danmark.

Snart går turen over på den anden side af Jorden. Som aftalt har jeg afviseret Hanne og Chris om jeres visit på New Zealand, og de vil meget gerne have besøg af jer, hvis det kan afpasses med jeres og deres kalendere.

Hanne og ungerne kommer retur fra Danmark den 9. januar. Men hun læser sine mails regelmæssigt, så vi har aftalt, at I bare skriver direkte til hende og aftaler nærmere. I kan selv vælge om dansk eller engelsk. Hun har kun boet i Danmark i korte perioder af sit liv og skriver følgelig ikke perfekt, men forstår alt og taler glimrende dansk. Det er lidt mere fremmed for Chris.

Hun træffes på mail: hanneandchris@xtra.co.nz.

De glæder sig til at høre fra jer.

For mit vedkommende bliver mig bare tilbage at ønske jer en fortsat god færd. Håber det kan lykkes med et stop-over på NZ, men ellers får I en storslået oplevelse dernede alligevel.

Håber også I har nydt tiden sammen med "gæsterne" fra Danmark i Canada.

Bedste hilsner
Michael Møller

jhkoefoed sagde ...

Hej Julie og Frederik

Godt nytår. :-)
Jeg skal til Whistler d. 23. jan.-6. februar med en ven, og vi mangler et sted at bo. Det behøver ikke være fornemt. Bare en seng/sofa/værelse. Eventuelt bare til en af os, da vi allerede har en enkelt seng på hånden. Hvis I kunne hjælpe os eller sætte os i forbindelse med nogle lokale, der kan, ville jeg være rigtigt taknemmelig. På forhånd tak og held og lykke på jers fantastiske rejse!

Venligst, Jens Hamborg Koefoed
+45 22446781
jhkoefoed@gmail.com