tirsdag den 11. november 2008

Nyt fra Whistler

Så kommer der lidt nyt om, hvad der er sket den forgangne uge her i Whistler. Som Julie skrev sidst, var vi sidste søndag (d. 2/11) begge til jobsamtale hos Whistler Blackcomb. Jeg synes min samtale var gået rigtig godt og havde fået at vide, at jeg havde 90 % chance for at få jobbet, jeg skulle bare lige ringe tilbage dagen efter. Desværre fik jeg ikke jobbet og den eneste begrundelse jeg kunne få, var at de havde flere ansøgere end jobåbninger.

Den sidste uge har vi derfor brugt meget tid på at være rundt med jobansøgninger og resuméer.
Vi har også brugt meget energi på at prøve at finde et sted at bo (for december og januar), for som Julie skrev sidst, er boligsituationen meget kaotisk her. Hver dag når man går ned til busstationen, ser man triste og nedslåede ansigter på dem, som har givet op og tager med Greyhound bussen tilbage til Vancouver og vi har set flere, som går gennem gågaden og langs vejene med skilte hvorpå der står: ”Help! I need a home, I'm not broke, just homeless”.
Grunden til at situationen er så slem, er eftersigende at Whistler som bekendt holder Vinter OL næste år. Derfor har de arbejdere som bygger nye OL huse, forbedrer infrastruktur osv. sat sig på de fleste billige opholdsmuligheder.

Vi havde jo heldigvis fået en kontakt, som havde givet os et rigtig godt tilbud på en lejlighed i Creekside (hvor Whistler village oprindeligt lå). Vi havde også aftalt det hele og takket ja, da hun i torsdags bad os vente et par dage, da hun lige skulle finde ud af hvordan vi kunne betale. Lørdag skrev hun så, at hun havde fået et andet tilbud, så desværre kunne hun ikke hjælpe os.
Vi følte os lidt snydt og bedraget og uden at vi kunne gøre noget, var vi nu sendt tilbage til nulpunktet, hvad boligen angår. Derfor sendte vi hurtigt en masse ansøgninger ud lørdag aften og søndag var der heldigvis bid:
Vi har forlænget vores ophold i den lækre lejlighed vi har lige nu, indtil d. 20. dec. hvor vores forældre kommer herover. I juletiden (hvor priserne på boliger eksploderer!) bor vi så ved vores forældre og i januar har vi fundet en anden lejlighed, som ligger meget centralt i byen. Så har vi heldigvis tjek på det!


Tirsdag så vi naturligvis det amerikanske valg i fjernsynet, som denne gang (uden at vi er politiske på bloggen) heldigvis endte med et bedre udfald end de to sidste gange. Vi så selvfølgelig også
Obamas tale fra Grant Park i Chicago og vi behøvede ikke engang at holde os vågen hele natten;-)


Udover det har vi som sagt været rundt med en masse ansøgninger og har nok hver i sær ansøgt omkring 20-30 jobs. Jeg var til en ny job-fair i fredags, på et af de store hoteller her i byen. Der er utrolig mange unge, som møder op, når de holder sådan noget, så jeg måtte vente to timer, før det blev min tur til at komme til samtale. Det gik ok, men der var 75 andre, der søgte den samme stilling , så jeg forventer ikke noget særligt.
Julie havde til gengæld et spændende interview i dag på et hunde hotel, som hun naturligvis brænder meget for. Så vi krydser fingre for, at hun får jobbet.
I onsdags havde vi også et kort interview på ”The Old Spaghetti Factory”, som er en amerikansk diner/restaurant der også ligger i byen. Stedet er meget hyggeligt og det håber vi også kunne være en mulighed.

Den generelle besked fra de mange arbejdspladser er dog, at de først hyrer om 2 uger, så det lader til at de bedste chancer lige nu, er at deltage i så mange job-fairs og samtaler som muligt. Hvilket vi også gør!

Udover det har vi oprettet en bankkonto i en canadisk bank, så vi kan få udbetalt løn, når vi forhåbentlig en gang får et job. Vi har også været lidt på shopping i byens mange butikker og Julie har fået købt sig et par skistøvler og jeg et par snowboardbukser.
Vi er dog begyndt at bekymre os lidt om, hvordan vi skal få sendt alt vores udstyr hjem. Det canadiske postvæsen tager ikke så store pakker og UPS kræver knap 3000,- kr. for at fragte det til Danmark, så hvis der er nogen der har nogle gode råd eller kender et fragtskib eller noget, er de meget velkomne til at skrive!
Ellers må vi alternativt sælge vores udstyr igen i januar.



Selvom vi er i Nordamerikas største skiområde, har vi indtil videre ikke mærket meget til sneen.
Lige på nær torsdag hvor vi fik omkring 10 cm sne. Desværre blev det hurtigt varmere og i lørdags var sneen allerede væk igen, men den lagde en hyggelig stemning over byen.
Realiteten er desværre at det regner det meste af tiden, så vi håber det meget snart bliver koldere igen, så regnen kan blive til sne og vi kan komme op på pisterne.
Desværre kan vi se, at snegrænsen på bjerget er rykket længere op, så lige p.t. bliver det faktisk varmere, men vi regner med snarlig ændring. Her er grænsen, da det var lidt koldere tidligere på ugen.


I torsdags var vi også ude i Function Junction (Whistlers industri kvarter) hvor Julie ville undersøge mulighederne, for at lære noget Photoshop (det skal hun bruge til sin kreative uddannelse på den grafiske højsskole) hos to virksomheder som ligger derude og laver grafisk design. Det ene sted virkede de åbne for, at hun kunne bruge deres computere og lære lidt, så dem prøver vi at tage kontakt til igen i morgen.
Vi får også gået lidt omkring i det flotte område; i fredags var vi ude og gå med en hvalp fra et internat for hjemløse hunde, da Julie efterhånden savner Mille så meget, at hun går helt berserk hver gang hun ser en hund. Når vi skal handle, går vi for det meste også hen til Nesters, som ligger lidt uden for byen, men som også er noget billigere end de andre supermarkeder.



Det var vist det vigtigste. Derudover bruger vi selvfølgelig også lidt tid i vores lækre lejlighed og nyder at være lidt væk fra hostel livet og have vores eget køkken, vores eget badeværelse, vores eget fjernsyn og vores eget sted.
Jeg kan også trøste vores mødre med, at selvom det er rigtig dyrt at handle ind her (f.eks. koster den billigste dåseøl 8 kr. og den billigste ost 110,- kr. kiloet, + taxes), laver vi sund og god mad hver aften. - Spinatpandekager med laksefyld, kylling i ananassovs med mandler, chiliwok med squash, gulerødder og rejer - Og vi sulter bestemt ikke!:-)



Tak fordi I læste med, der kommer nyt fra Whistler i næste uge! ;-)

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære begge to

Det må have været spændende at følge med i presidentvalget derfra.Vi må håbe for Julie at hun får sit job i dyrepensionen således at det kan kompensere lidt for savnet af Mille:-)Og for en MOR er det jo helt vidunderligt at høre at I lever sundt og hygger jer i jeres nye omgivelser. Vi glæder os alle 4 vildt til at se jer om en måned:-)Knus fra Mor Hanne

Anonym sagde ...

Hej kære Julie dog Frederik!
Vi er meget spændte på, om du Julie har fået dit drømmejob i dyrepensionen,bedre medarbejder kan de da umuligt få,dig som elsker og har flair for de små firbenede. Vi håber for jer begge to, I har fået et eller andet job der kan indbringe lidt til livets opholdelse. Her er alt vel, på tirsdag kommer hele familien til bedstefars fødselsdag, så da skal vi smovse i and og risalamanda.
Og vi kan jo læse, at I lever både sundt og fornuftigt, nu kommer den gode opdragelse jer til gode - skønt at høre!
Hvordan gik det med rugbrødsbagningen, havde I held med at finde de forskellige kornsorter og hvordan blev resultatet? Det blev måske et "fladbrød".
De varmeste hilsener og knus fra Bedster