onsdag den 1. oktober 2008

Amazonasjunglen

Efter endnu en afslappende fridag i Cusco, fløj vi lørdag formiddag til Puerto Maldonado. Afgang fra hotellet var aftalt til kl. 8, men to af pigerne var sovet fra deres "wake-up call", så vi måtte vente lidt før alle var klar til afgang... Men umiddelbart tager de ikke tidspunkter så højtideligt her i Peru for flyet blev også forsinket en halv time. :-) Trods forsinkelsen kom vi på vingerne og også kun lige og lige, for knap var vi lettet, så skulle vi ned igen. Kun 30 minutters flyvetid - det kan man lige klare! Da vi gik ud af flyvet, blev vi godt nok overraskede over hvad 30 minutter kan gøre i Peru... Vi kunne have været i et helt andet land! Det var i hvert fald en stor kontrast til kolde, golde bjergrige Cusco! Her slog varmen og fugtigheden os med det samme. Cirka 32 grader, 90% luftfugtighed, sol og næsten ingen skyer. Efter at have fået baggagen blev vi hentet af en bus og en guide der præsenterede sig som Victor. Han begyndte med det samme, at fortælle en masse om byen og turen vi skulle ud på. På "the office" mødte vi så vores anden guide Edwin, der udleverede små tasker, så vi kunne pakke til de to dage, vi skulle være i junglen. Da det var gjort, kørte vi ud mod den båd, der skulle sejle os hen til lodgen... og det var lidt af en oplevelse. :-) Grusvejen var meget hullet og støvet - og undervejs samlede vi en anden gruppe op, da deres bil var brudt sammen. Så dér sad vi: 30 mand tætpakket i en minibus til 20. Og ikke nok med det - længere fremme var en af broerne ødelagt, så alle måtte ud og gå over, før bussen forsigtigt kunne følge med... og så ind igen bagefter. Et godt stykke tid senere nåede vi frem til båden, hvor vi endelig kunne slappe lidt af og nyde den smukke jungle. Fuld fart fremad op ad floden, mens vi sad og gnaskede mad fra hver sin lunchbox, der bestod af en lille pakke ris, en lille pakke chicken-nuggets, en lille pakke rødbede- og gulerodstern og lidt blomkål plus et par skiver af den velkendte rodfrugt yoca. En flaske vand og to fingerbananer til dessert. Da vi havde sejlet i en time, nåede vi frem til et checkpoint, hvor vi skulle skrive os ind og have et stempel. Det gik fint og efterfølgende sejlede vi knap en time mere, før vi nåede frem til lodgen. Vi var tæt på at gå kolde op af den stejle trappe, men synet der mødte os gav os kræfterne tilbage. Der var det lækreste, fineste lodges - virkelig imponerende i forhold til Pantanal! Det her var luksus! Der var meget mere organiseret og styr på alting... Lige hvad vi kunne klare. :-) I baren fik vi hver en passionsfrugtjuice i hånden og mens vi nød den, forklarede de os hvilke lodges der var til hvad. Vores egen logde var nærmest et hotelværelse, bare i jungleudgave, med net i stedet for vinduer, et kæmpe myggenet over sengen og sterinlys, fordi der ikke er noget elektricitet i junglen. De havde dog en del solenergi, bl.a. til at varme vandet op med, så vi kunne tage et varmt bad. Det var dog ikke det, vi havde mest lyst til på dét tidspunkt - nej, tværtimod havde vi brug for nedkøling, så vi gik ned et sted lidt væk fra lodgen, hvor man kunne bade. Frederik badede lidt med de andre, men det blev hurtigt mørkere, så vi måtte tilbage til lodgen igen. Her mødtes vi for at se et slideshow med lysbilleder og musik om junglen, dyrene osv. Det var meget lærerigt og spændende. Frederik synes dog, det gik liiiidt for langsomt. ;-) Bagefter var der lækker aftensmad - tilberedt af kokke - ja, det er skam noget ganske andet end Pantanal i Brasilien... Ikke fordi Pantanal var skidt, det er bare to meget forskellige oplevelser.

Efter aftensmaden skulle vi på "creepy creep"-tur... ud for at finde alle de små kryb (som vi inderst inde helst ikke vil møde) :-) Men det viste sig faktisk at være rigtig spændende - og når man går med guiderne kan man være helt tryg! Vi gik med hver sin lommelygte og undersøgte mange forskellige myrer, edderkopper, græshopper og lignende. Bl.a. mødte vi de såkaldte "bullet-myrer", der har fået deres navn fordi et bid af dem skulle føles ligesom at blive skudt. ("Ellers tak", tænker jeg bare!) Så dem listede vi varsomt forbi. Vi fandt også en en græshoppe og en edderkop i gang med at skifte skind (edderkoppen spiste sit) og en neongrøn slange, lå og slængede sig i et træ. Den var ikke giftig, men det var de fleste af edderkopperne til gengæld. Så vi var lettede, da vi cirka halvanden time senere kunne gå tilbage til vores lodge helskindede - og trætte!

5.30 am blev der banket på døren for "wake-up call" søndag morgen, morgenmad kl. 6 og ud på tur kl. 6.30. Lidt tidligt for en søndag, ikke? :-) Men efter en masse frisklavet lækker junglejuice var vi klar til at gå på oplevelse. Vi sejlede hen til nogle stier, hvor gruppen blev splittet i to med hver sin guide. Derefter blev vi sat grundigt ind i de forskellige træer, hvordan de levede og hvad man brugte dem til. Det var meget spændende. Grupperne mødtes igen ved Condenado Lakes, hvor vi blev placeret på en katamaran og sejlede lidt rundt, for bl.a. at spotte flagermus og forskellige papegøjearter. Vi lagde til på modsatte side for at se to helt specielle giganttræer - meget imponerende - og efterfølgende fik vi så en passionslignende frugt og lidt kiks inden vi bevægede os hjemad. På hjemturen fik vi lidt flere dyr at se, som vores guide spottede, på trods af et godt tempo. Vi så en sort slange og så lykkedes det ham også at lokke en lille tarantel frem af dens bo.



Fra båden så vi også et par aber hoppe rundt i træerne, så vi var meget tilfredse da vi kom tilbage til lejren cirka halv elleve. Derefter slappede vi af med hver vores bog indtil vi faldt i søvn og fik en lille middagslur. Vi vågnede dog til frokost klokken et, hvor guiderne gav os tre muligheder for eftermiddagen: Vi kunne enten besøge en lille gård ved floden, gå en tur rundt i området omkring lejren for at spotte flere dyr eller slappe af. Det viste sig, at vi var den eneste der havde lyst til at se en lokal gård, så vi tog selv afsted med Victor kl. 15.30. "Gården" som nærmere bestemt var et lille træskur til familien, en lille fold til grisene og et stort stykke jord dyrket på kryds og tværs med alt mulig ind i mellem hinanden plus rendende kyllinger, var tydeligvis meget uorganiseret, men alligevel rigtig spændende. Vi gik en tur mellem de røde, lilla, almindelige og fingerbananer, avokado-, stjernefrugt- papayatræer, ananasplanter, majs, yoca, krydderier plus en helt ukendt frugt vi fik lov at smage. Da rundturen var slut tog vi tilbage til lejren og slappede af indtil kl. 18.30 hvor vi skulle mødes igen. Ved mødet fortalte Edwin om de forskellige caymans og hvordan man kunne kende dem fra hinanden. Afsluttende delte vi os i to hold og sejlede 10 min i hver sin retning på floden for at spotte caymans i mørket. Vi spottede 4-5 stk. men de var ikke særlig store, så for os var det ikke noget specielt. Efter aftensmaden gav Angel et par flasker vin til gruppen, så vi blev lidt længere oppe og spillede lidt kort med de andre. Det var meget hyggeligt. Næste morgen blev vi igen vækket 5.30 am - ikke fordi vi skulle på tur, desværre - men fordi vi skulle tilbage til Lima. Så samme vej tilbage som ud... Vi fløj fra Puerto Maldonado til Lima via Cusco, så vi var tilbage på hotellet hvor vi startede for 20 dage siden omkring kl. 15.30, dvs. stort set hele dagen var gået med transport. Ingen af os var rigtig i humør til det store, så vi slappede af indtil aftensmad, hvor Angel havde reserveret bord på samme restaurant, som den vi spiste på første aften. Det var meget hyggeligt og vi udvekslede alle emailadresser og efterfølgende, sad vi også lidt på en engelsk pub og fik et par øl, inden vi tog afsked med hinanden. Mange af dem skulle med fly hjem allerede kl. 6 om morgenen, så de skulle tidligt op om natten og afsted. Vi sov tværtimod ud (til kl. 7 - træls at vi ikke kan sove længe mere!) og tjekkede ud kl. 11, hvor vi skiftede over til det hostel vi boede på de første nætter i Lima. Resten af dagen i dag har vi gået ture rundt i dejlige Miraflores (den fine bydel) og planlagt Mexico lidt. Vi skal med flyet omkring firetiden i morgen og ankommer så til Mexico City lige før midnat.

Nu hvor vi skal sige farvel til Peru, har vi igen snakket om, hvor meget vi har lært og oplevet. Vi synes, vi har lært RIGTIG meget om Perus historie og kultur, men vi føler alligevel ikke at vi kender peruerne så godt som mennesker i forhold til, hvordan vi lærte brasilianerne at kende. Det skyldes nok, at vi har rejst med gruppen... Vi har haft 3 rigtig gode, men også hårde uger, hvor der konstant har været drøn på. Vi har fået 12 nye superfede venner og haft det sjovt sammen meget af tiden, men alligevel foretrækker vi fremover at rejse selv. Så vi kommer tættere på befolkningen og så vi selv kan bestemme, hvornår vi vil hvad og hvad det må koste. Derfor glæder vi os nu helt vildt til at komme til Mexico hvor vi blandt andet skal se deres historiske ruiner og ligge på stranden og slikke sol... Salud! :-)

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Julie og Frederik
Super at høre om jeres fantastiske oplevelser og indtryk fra Peru! Jeg kan godt følge jer i, at en grupperejse bliver lidt lukket og lidt for planlagt, men skulle I have gjort det på egen hånd, havde I måske kun fået halvdelen af oplevelserne....;-)
Håber I må nyde friheden igen i Mexico, og at I får kontakt med Violettas familie. Jeg tror de kan give jer en rigtig god oplevelse af befolkningen og deres levemåde.
Vi snakkes.
Knus mor/Bente

Anonym sagde ...

Hej Julie og Frederik!
Velkommen til Mexico. Dejligt at i har fået det godt igen. Det lyder som en rigtig spændende tur i har været på i Peru, men det har det jo også været de andre steder, man kan godt tillade sig at være lidt misundelig. Lidt nyt herhjemmefra. Farfar og jeg har lige været nede og se Mikkel spille fodbold, det gjorde han rigtig godt, de vandt 1-0, men i kan tro at det var en kold fornøjelse, vi har begyndt at mærke efteråret med kulde og blæst. Vi kom hjem onsdag aften fra Windsor hvor vi har været en uge hos Chi og Anders. I havde nok læst brevet fra Anders hvor han skriver at han har lavet en liste med forskellige ting som han mor gerne måtte lave når vi kom derover. Jeg tror nok at han fik sine ønsker indfriet. Det var ihvertfald dejligt at kunne hjælpe dem, vi havde det meget hyggeligt. Et par dage var de på arbejde, 2 dage havde de taget fri. Vi fik noget spændende mad, Chi er meget dygtig til at lave mad.
De har fået besøg af en rød/hvid kat nede i haven, men nu er den også kommet indenfor, den hygger sig, for de køber jo noget dejligt foder til den, de ville jo ikke sætte kattelem i døren hvis den havde en famile hvor den tilhørte, så derfor gik de ud og stemte dørklokker i gaden, de var ret heldig, det viste sig at den kun boede 5 døre fra dem. Det var en ung ny familie med et lille barn som ejede den, men de fik lov til at den gerne må komme hos Chi og Anders når de var hjemme. (de har sikkert foreløbig nok i en baby.) Det blev de jo meget glade for.
Sidste dag vi var der viste Anders os den nye hal - terminal 5 - som British Airwais holder til. Jeg kan fortælle at den er i fem etager, på hver etage kan der være 10 fodboldbaner, det fortæller lidt om hvor stor den er.
I morgen skal vi til 50 års fødselsdag hos Marianne,(som jeg går stavgang med)det skal være terrasse party, så jeg skal nok have den højhalsede på.Jeg har lige været ude og plukke hindbær, mine fingre blev helt stive, så koldt var det.
Nu må i fortsat ha`en rigtig god tur, pas godt på jer selv og hinanden.
Jeg skal ud til kødgrøderne, det varer garanteret ikke længe før farfar spørger om jeg har tænkt på at han snart er sulten.
Mange knuser til jer begge to fra farmor
nb: skal også hilse fra farfar

Anonym sagde ...

Hej igen!
En hilsen her fra det regnfulde Danmark, meget kedeligt vejr, nå det var nu ikke det jeg ville fortælle jer om. Det var faktisk en annonce i Jydske Vestkysten idag, hvor de reklamerer med en tur til Mexico. 9 dage for 10.000,- kr.og en anden i 16 dage rundt i Mexico for 17.000,- kr. De skal til Mexico City - Aztekernes Rige, da er der vist et billede med ruiner, var det ikke der du fortalte om sidst vi snakkede sammen Julie?, også en tur til den gamle "SØLVBY" Taxco, jeg kom bare lige til at tænke på jer, nu da i er der. Det var det hele. Knus fra farmor

Anonym sagde ...

Hej Julie og Frederik!
En lille hilsen fra Hellevad hvor livet går sin vante gang, det er blevet efterår, bladene gulnes og begynder at falde af, skiftende vejr med sol og regn, dagene bliver kortere, og vi begynder at hygge os mere inden døre med levende lys, strikketøj og andre sysler.Og jeg render til gymnastik et par gange om ugen samt forskellige foreningsaktiviteter.Og snart begynder børn og barnlige sjæle at udhule græskar med rædsel malet i øjne og mund, men de er jo sjove og lyser op i den mørke tid. Det er som sagt altid dejligt når der kommer hilsen fra jer to, ih' hvor I dog oplever og ser meget. Nu er I så kommet til Mexico og skal igen til at stå lidt på egne ben, men det kan vi forstå I også har set frem til! Pas godt på jer selv og hinanden. Varme knus fra Bedste. Også hilsen fra B.far