Klamme busture og dejlige strande

Den halvklamme luft er umulig at undgå i den menneskefyldte kabine. Uden at tage hensyn hamrer folk fra start deres sæde ned og rammer de bagvedsiddende i knæene. Smerten i ryg, ben og andre lemmer har for længst indfundet sig og der er intet at gøre. Den eneste get-away er at nyde det hurtigtpasserende varierede landskab, men det bliver hurtigt mørkt og snart er denne frihed også en saga blot. En hel del rejsen har indfundet sig siden sidst og de lange busture har ikke været helt så succesrige som den første, men de er selvfølgelig også en del af oplevelsen.

Vi fortsætter, hvor vi sluttede sidst: Efter en nogenlunde morgenmad på hotel Cash i Campo Grande stod vi overfor to valgmuligheder. Vi var sikre på, at vi ville ned til kysten, men ikke på hvilken side af São Paulo, som er afrejsepoint på søndag. Vi slog derfor en runde hos rejseureauerne og besluttede hurtigt at tage til Curitiba som ligger ca. 500 km vest for São Paulo. Eftersom vi havde læst positivt om byen og den ligger tæt på øen Ilha do Mel, som vi gerne vil besøge, virkede det som det rigtige valg. Vi stod dog alligevel overfor en 16 timers bustur, som først begyndte kl. 18.30.

Efter at have henslæbt tiden i Campo Grande med div. café besøg, internet oplæg og mindre shopping (hvad man nu kan lave på en lørdag) steg vi ombord og var nogenlunde klar til afgang. Der var ikke mange supermarkeder i Campo Grande, men heldigvis var vi blevet lovet at bussen ville holde ind til aftensmad. Bussen bar dog umiddelbart præg af at have været brugt før afgang, da en umiskendelig stank fra det lille toilet bagi hang i luften i hele bussen. På trods af andre irrriterende passagerer klarede vi dog turen fint, indtil bussen endelig holdt ind omkring kl. 22. Pausen viste sig dog kun at vare 15 min. og med kø osv. var der ikke tid til meget andet end en hurtig salgado på cafeteriaet. (Salgado = pølse/okse/kyllingekød indbagt i et tykt lag friture).
På trods af den næringstomme aftensmad og kraftigt svingende bus (der må ha' været noget galt med affjedringen?) gik det nogenlunde med at sove det meste af natten.

Næste morgen vågnede vi, da bussen pludselig holdt ind. En ældre dame havde fået ubehag og blev efter ca. 30 min. efterset af en ambulance medhjælper. Der var intet galt, men alligevel havde hun det meget svært!!
Da vi endelig kl. 11.30 svingede ind på terminalen i Curitiba, sluttede turen med at en mor med et mindre barn på armen brækkede sig udover to sæder og det meste af pladsen imellem dem. Perfekt!

Bræk til trods var vi nærmest bedøvede af sult af træthed og målet var hurtigst muligt at finde noget at spise og derefter et sted at være. Efter kort tid fandt vi en udmærket fri buffet og den lave pris endte vist med, at give ejeren et mindre underskud i madvarer til os.
4 timer senere havde vi været igennem et udvalg af byens utallige hoteller og vandrehjem og besluttede, at tage en bus helt ud til kysten, da relativt høje priser, grå himmel og søndagslukket ikke gjorde Curitiba særlig attraktiv.
Kl. 19 ankom vi til kystbyen Paranagua og fandt hurtigt et udmærket hostel, hvor vi fik vores helt egen sovesal og en kop medbragte nudler. Efter et bad og en hurtig tur på strandpromonaden hvor samtlige biler og Brian'er i den mindre kystby var til opvisning (vi har desværre ingen billeder) faldt vi i søvn i de rene senge.

Mandag var stemningen uden tvivl mest på at blive i byen og slappe af.Den lille ø Ilha do Mel ligger to timer i færge fra kysten og i løbet af dagen sørgede vi for at få ordnet lidt praktisk, så vi var klar til at tage afsted med første afgang dagen efter. Først fandt vi ud af hvor og hvornår færgen gik og siden fik vi handlet billigt ind, vasket tøj på vores hostel (med hjælp fra rengøringsdamen, da vi hverken kunne hitte ud af portugisisk eller de mange knapper på den gamle vaskemaskine) og kigget lidt på souvenir. Vi sluttede med hver sin løbetur, hvilket vi hurtigt fortrød; Julie løb over en bro til en lille ø, hvor hun endte på et marked og måtte vende om da der ikke var nogen gader. Jeg forvildede mig på en eller anden måde ind i en pænere form for favela (i forhold til standarden), hvor der alligevel ikke var nogen tvivl om, at en hvid dreng i løbetøj ikke hørte til.

På nær strandpromonaden i Rio, løber man ikke i Brasilien! Det er ikke noget, der er god mulighed for og folk har hverken tid eller overskud til det, så man forstår godt de kigger, når to danskere kommer farende gennem byen med løbeskoene på og ipod'en i øret... Indtil videre er træningen igen sat på standby!

Tirsdag gik alt som planlagt og efter en rolig sejltur gennem smukt og varieret landskab med strande, bjerge og junglelignende skov lagde vi til på den sydlige og beboede del af Ilha do Mel. Øen består nærmest af to øer der er bundet sammen af en lang strand, hvor den nordlige del som udgør 4/5 hovedsageligt er lukket naturreservat og den sydlige mest er strande, klipper, bakker og små hyggelige huse og barer. Der bor nok ca. 100-200 mennesker og ethvert hus med respekt for sig selv har en tilbygning eller gæstehus, så der er mulighed for at huse de turister, der måtte komme til øen. Vi følte os dog mest af alt, som de eneste turister på nær nogle få andre og slog os ned på det flotte hostel Zorro sammen med canadieren David Paradis, som vi mødte på færgen. Efter at have snakket lidt med ejeren, fik jeg ham overtalt til at give os vores ejet værelse for 30 R$ mindre end han egentlig havde tænkt og vi kunne nyde en udmærket frokost med udsigt fra terrassen--->

Resten af dagen gik vi lidt rundt og så på den smukke ø og nød oplevelsen af at kunne være helt alene i den smukke og uberørte natur. Det måtte være paradis! :-)

Dagen efter startede vi på en smuk strand, som vi havde helt for os selv på nær tre surfere. Bølgerne var ikke nær så kraftige som i Rio, vandet renere og sandet mindst lige så fint, så tiden gik hurtigt. Om eftermiddagen bevægede vi os på en smal og bøvlet sti op til et halvslidt fyrtårn, som vi på trods af rustne trappetrin besluttede os for at bestige. Kort efter gik solen ned (det sker altid før end man regner med, det er jo vinter) og det smukke syn blev kun spoleret kortvarigt af et stort fragtskib på vej ud af fjorden. Resten af aftenen gik med lidt brasiliensk cerveza og et slag billiard på hostellet, efter vi havde lavet aftensmad af det man nu lige kunne finde i øens lokale supermarkede.

Vi er desværre ikke herre over vejret, så torsdag morgen vågnede vi op til gråt og kedeligt vejr og en temperatur omkring de 20 grader. (Okay ikke noget i forhold til hvad I må trækkes med hjemme, men alligevel) Derfor besluttede vi at gå en vandretur, som vi var blevet anbefalet af vores canadiske ven dagen før - Op forbi et mere velholdt fyrtårn midt på øen og til sidst et fort på den nordlige del. Det gik fint derop (selvom vi blev forfulgt af tre forskellige hunde over flere km) og selvom det var gråt, nød vi stadig øens smukke natur. Vi fik også både set det flotte gamle fyrtårn fra 1800 tallet og fortet som brasilienerne havde brugt til at forsvare sig mod spanierne i 1700-og-et-eller-andet. På vej hjem igen begyndte trætheden dog at melde sig og at det begyndte at blæse op og småregne, gjorde det ikke bedre. Efter 22 km hiking i short og t-shirt vendte vi en smule vindblæste og meget trætte tilbage til vores hostel, klar til et varmt bad og suppe. Vi havde ikke noget problem med at falde i søvn den aften.

I morges var vi tidligt oppe og afsted med første færge mod fastlandet uden mulighed for at få morgenmad. I Paranagua nåede vi dog at handle lidt inden vi tog bussen tilbage til Curitiba og lige nu sidder vi så allerbagerst (ved toilettet) i en knap så affjedret bus, på den hidtil dårligste vej mod São Paulo. Det hjælper ikke, at Julie har fået ondt i ryggen efter den lange tur i går, men busstrabadserne til trods er vi en række oplevelser rigere fra den fredelige og afslappede ø, og parat til at møde modsætningen i megametropolet São Paulo.