Pisco - Nazca - Arequipa - Colca Canyon - Puno

Vi har allerede besøgt mange byer i Peru og oplevet en masse! Peru er uden tvivl et rigtig spændende land - noget man bør opleve selv, hvis man kan! Her er alt anderledes! Det er lidt svært at beskrive men jeg vil gøre et forsøg. Landet er stort og har det hele, både vestlige byer, indianerbyer, ørken, jungle, bjerge og strande + en hel masse historie! Indbyggerne er åbne og vil meget gerne fortælle deres historie. Alle peru'ere er stolte af deres land og det er ikke uden grund. Peru overlever klart på grund af de mange turister der er alle steder, men det virker ikke til at påvirke indbyggerne. De har deres egen kultur/traditioner de holder fast i og netop det er med til at gøre det smukke land endnu mere spændende. Den natur vi har set indtil nu har været meget barsk: Golde, tørre, sandede og stenede landskaber... Men fascinerende og storslående! Her er smukt på en anderledes måde. :-)

Vi i hvert fald tydeligt turister her! Ikke kun fordi vi rejser med G.A.P. (Great Adventure People), men også fordi indbyggerne er meget lave. Vi har snakket en del om fordele og ulemper ved at rejse med gruppen, men vi kan ikke helt finde ud af hvad der er bedst. På en måde ser vi en hel masse og oplever en masse vi måske ikke ville få mulighed for på egen hånd, men omvendt har vi ikke rigtig kontakt til indbyggerne fordi vi er i gruppen, bor på fashionable hoteller og spiser de fine steder. Det er slut med gadekøkkener og kolde haner. Det er luksus at rejse rundt med G.A.P., men frihed er der ikke meget af. Alt er ordnet for os og vi skal ikke tænke på noget selv, hvilket måske er meget afslappende for nogle, men det giver et anderledes forhold til de indfødte - og det synes vi er lidt ærgerligt. Vi følger en stram plan og nogengange lidt for stram, men uanset hvad prøver vi at få det bedste ud af det og opleve så meget som muligt. Og dem vi rejser med er også rigtig søde! Så vi klarer det nok :-)

Første tur gik fra Lima til Pisco (11. september). Vi kørte i en "public bus" ned langs kysten og den tur var ikke noget specielt. Vi troede at busserne i Brasilien var de værste, men vi måtte tro om: Vi havde omkring 30 cm mellem sæderne, men når man lagde sædet ned blev det skubbet fremad, så man havde ca. 10 cm tilbage. Virkelig rart, når man skal køre i 5 stive timer uden pause. :-) Jeg havde kvalme det meste af vejen, så jeg fik kigget en del ud på landskabet, der mest af alt bestod af tomme strande, bjerge og flade områder fyldt med kuber af sten eller grene, hvor de allerfattigste bor. Dem er der desværre en del af...

Vores guide, Angel (udtales på tysk manér), havde i forvejen fortalt at Pisco havde været udsat for et rimeligt voldsomt jordskælv sidste år, så vi skulle bære over med at der var en del genopbygning i gang og revner i de fleste huse. Det viste sig at være en meget pæn beskrivelse af byen, som stort set stadig ligger i ruiner! Det var virkelig chockerende at se hvor meget jordskælvet havde ødelagt og hvor lidt de egentlig havde fået bygget op igen. Det hotel vi boede på, virkede umiddelbart til at være det eneste hus med bare lidt tag. Efter check-in gik vi hen til en restaurant i byen for at få aftensmad. Angel anbefalede os at vælge noget med fisk, eftersom vi var ved kysten og fisken var frisk, så vi fulgte rådet og fik begge en ret med fisk. Pisco er også byen, hvor man skal prøve den kendte drik: Pisco Sour! "Heldigvis" gav restauranten en gratis omgang. Drinken består af en sur likør (kaldet Pisco) pisket op med æggehvide. Ikke noget man kan drikke i store mængder, men Frederik fik fornøjelsen af at skylle to Pisco Sour ned med de andre drenge. :-) Efter aftensmaden fik vi en kort guidet tur til byens torv, hvor vi forlod gruppen for at købe morgenmad, da den ikke var inkluderet i opholdet på hotellet.

Tidligt næste morgen (12. september) tog vi på en 'optional tour' ud til Ballestas Island, hvor vi så en masse søløver, to pingviner og tusind-milliarder fugle! Øerne var flotte, selvom de var fyldt med fugleskid og hvid-grønne af samme årsag. Lækkert ;-) Undervejs derud stoppede vi osse op foran et af naturens mysterier (dem er der mange af i Peru) et mærkværdigt symbol - tilsyneladende skabt af naturen.



















Derefter kørte vi ind i landet til oasen Huacachina - det er virkelig en oase som man kender dem fra film: Omgivet af høje sandbjerge med tilhørende vandhul og palmer. Her skulle vi så prøve noget vi slet ikke vidste fandtes: Boogiecar og sandboarding!! Det viste sig at være helt vildt skægt :-) Boogiecar er ørkenbiler med virkelig god affjedring og når vi kørte rundt i fuld fart over sandbjergene, føltes det lidt som at sidde i en rutsjebane. Undervejs stoppede vi ved tre forskellige bakker: En nem, en middel og en svær. Her skulle vi så sandboarde! Umiddelbart virker bakkerne stejle, men når man først ligger på boardet, med spredte ben og løftet hage og suser ned af bakken, så er det egentlig ikke meget anderledes end at kælke. Man kan også stå på boardet, ligesom med snowboarding, men det kræver vidst lidt træning, så vi holdt os til begynder-udgaven. ;-) Guiden kunne også tilføje at de internationale mesterskaber i sandboarding blev afholdt i området i år. Lidt sejt. :-)




Efter at vi var kommet tilbage til oasen var vi så fyldte med sand at vi blev nødt til at hoppe en tur i poolen. Selvom vi prøvede at få det meste af kunne vi stadig finde sand i ørerne to dage senere! Haha... Efterfølgende kørte vi videre et par timer for at ende i Nazca om aftenen. Vi blev inkvarteret et stykke væk fra byen, men tog ind til centrum for at spise og endte på en karaoke-bar, hvilket udviklede sig til at blive en rigtig sjov "bytur" og vi fik vidst alle en lidt at drikke. Efter drengene havde sunget Robbie Williams med "Angels" (ømt!) og pigerne havde givet den gas til "Girls just wanna have fun" var stemningen på sit højeste og gruppen blev godt rystet sammen på dansegulvet, hvor vi blandt andet lærte de hotteste peru'ske mooves... :-)




Dagen efter (13. september) skulle vi tidligt op og det kunne mærkes ... det var heller ikke det mest tiltalende da vi lidt senere befandt os på en oldgammel gravplads lidt uden for Nazca. Men hende der viste os rundt fortalte meget engageret om de godt bevarede skelletter og kranier, så det var svært ikke at finde det bare lidt interessant. Cirka to timer og 12 grave senere var vi alligevel så udmattede at vi måtte søge ly for solen i bussen... Derefter kørte vi til Nazca Airport, så dem der ville, kunne komme op og se de berømte Nazca-lines. Desværre kostede denne "optional tour" lidt mere end vi følte vi ville give, så vi brugte tiden på at kigge souveniers og høre "Mads og Monopolet" en podcast som det var lykkedes Frederik at hente. :-)










Vi sluttede dagen inde i byen, hvor vi nød en god BILLIG menu på nærmeste kinesiske restaurant, samt lavede lidt souvenir-shopping. Jeg fik bl.a. købt en stor rød Peru-sweatshirt og Frederik gav mig en rigtig sød lama-figur, som jeg havde forelsket mig i. Sidst men ikke mindst købte vi også en flot ler-vase med Nazca-lines på. Da vi kom tilbage på hotellet skulle vi checke ud og kørte derefter lidt vej for at prøve en speciel traditionel fest-menu. Vi kom ud på en gård, hvor maden var blevet tilberedt i jorden via varme sten og det lignede mest af alt en grav til at starte med... Derefter skulle der udvælges både en gudfar og en gudmor fra gruppen, som skulle udføre nogle ritualer før "graven" kunne åbnes og maden bæres ind. Det var en spændende oplevelse og maden var virkelig lækker! Efter vi havde spist os godt mætte begav vi os tilbage til Nazca for at tage en natbus til Arequipa, som var næste stop på turen. Heldigvis var det en lækker bus (bortset fra toilettet!) - og vi fik de bedste sæder helt oppe foran (ovenpå). Så vi nød at vi havde masser af plads og sov også godt det meste af turen.



Tidligt næste morgen (14. september) kom en sød servitrice med en mindre charmerende morgenmad, som vi endte med at forære naboen, der nærmest blev lykkelig for at modtage de to maste pølser i tørt brød, pænt indpakket i folie. Hm, så var dagens gode gerning gjort! ;-)





Arequipa bliver kaldt "the white city", hvilket vi fik flere forskellige forklaringer på. Byen ligger i 2400 meters højde, omgivet af to høje bjerge og en ikke-aktiv vulkan. Toppen af bjergene er dækket af is - deraf "white city" - hvilket også er en sjov kontrast til varmen i byen og palmerne der udsmykker byens midte. En anden forklaring er, at det er den by i Peru med flest hvide indbyggere. Byen er rigtig flot og charmerende og der er en masse at se og lave, så det var rart at vi denne dag havde "fri-dag" - også fordi jeg havde fødselsdag. :-) Godt nok var vi rimelig udmattede af den lange bustur og efterfølgende rundvisning i byen af Angel, så det var dejligt at kunne tage et tiltrængt bad og gå ud for at få en lækker brunch på en hyggelig fortovscafé - og Frederik gav det hele den dag, så det var luksus! Desværre fik jeg det lidt dårligt efterfølgende, hvor vi gik og kiggede i de mange butikker der solgte hatte, ponchoer, halstørklæder, handsker og meget mere i al verdens farver, men det forhindrede os ikke i at shoppe! Jeg faldt for en skihue med tilhørende handsker og Frederik for en blød sweater, alt sammen strikket i lamapels. Vi fik forhandlet en god pris og på vej tilbage til hotellet fandt vi også en sød lama-taske, som på bedste vis beskytter alle vores souveniers. :-)
Efter en lille lur havde jeg det heldigvis lidt bedre og Frederik havde været så sød, at han i mellemtiden havde hentet alle mails og fødselsdagshilsner ned til mig, så jeg kunne læse dem. Og tak allesammen - tak for alle de søde hilsner! De varmede... :-)
Efter at have læst dem alle tog vi det pæne tøj på for at fejre min fødselsdag med manér. Receptionisten anbefalede os et godt sted, men da vi nåede frem med taxa, så vi at resten af gruppen sad derinde, så vi blev nødt til at finde et andet sted - lige den aften ville vi gerne være lidt alene. Så vi fandt et rigtig charmerende créperi, som vi tidligere på dagen havde været inde og kigge på. Og her bestod menuen stort set kun af pandekager, hvilket jeg synes passede udemærket som fødselsdagsmenu, så vi startede med at dele en lækker salat og en hjemmelavet ice-tea inden vi gik i gang med hver sin pandekage med kødfyld. Frederik fik en med "chicken, curry and pineapple" og jeg fik den fine fraske med steak og champignon. Det var virkelig lækkert. Men det bedste af alt var uden tvivl desserten, der bestod af tre pandekager: En med "apple, cinnamon and lemon", en med "vanilla-ice and raspberry" og sidst men ikke mindst en med "choko-coco". Mums! Med tilhørende jordbærmilkshake kunne menuen ikke havde været bedre og vi følte os godt proppede da vi gik derfra. Vi havde aftalt at mødes med gruppen kl. 22 på hotellet for en lille surprise og da de kom havde de også en rigtig lækker kage med og de sang fødselsdagssang for mig. Det var rigtig sødt og en god overraskelse! Til sidst var vi så bombede vi knap nok kunne gå op på værelset for at sove. Alt i alt var det en rigtig dejlig dag - og endnu engang tak for alle de søde hilsner og fine penge-gaver :-) Det er lige noget jeg kan bruge!



Næste morgen (15. september) blev vi hentet af en ny guide, José, som sammen med vores gruppeguide Angel, skulle sørge for os under opholdet i Colca Canyon - verdens dybeste kløft. Undervejs ud af Arequipa resulterede morgenens manglende appetit og ubehag for mit vedkommende i et panik-anfald, fordi jeg ikke følte at jeg kunne få vejret. Efter at være faldet mere eller mindre til ro fik jeg en pakke med tre forskellige piller, som skulle hjælpe på ubehaget. Resten af busturen var jeg ikke meget værd og lå feberagtig og bange for at det skulle ske igen. Vejen til Colca Canyon gik også højt op og vi toppede bl.a. et bjerg der er højere end Mont Blanc, hvilket ikke siger så lidt. Heldigvis gik det også nedad igen og vi endte i en lille bjergby hvor vi fik frokost. Jeg kunne lige få lidt suppe ned, men ellers blev det ikke til meget. Senere kørte vi videre til en endnu mindre afsides bjergby hvor vi blev indlogeret på et pænt hotel (ca. 3400 meter oppe). Jeg brugte tiden på at slappe af og spise piller, imens resten af gruppen udforskede området med José. Han viste sig at være en rigtig god og energifyldt guide!



Næste morgen (16. september) skulle vi ekstremt tidligt op for at nå ud og se de berømte Condorer, verdens 2.største fugl. Det blev også en stor oplevelse og det var virkelig imponerende at se hvordan de enorme fugle svæver på de varme vinde (de flyver nemlig ikke). Vi var så heldige at se forskellige slags Condorer, både den brune og den gamle sorte med hvide fjer. På et tidspunkt var hele fire fugle over vores hoveder på én gang. (For lige at give et billede af hvor store disse fugle er, så er de ca. 3 m over vingerne og ca. 1,20 fra hoved til hale - ikke så lidt! Kløften som de flyver i er også virkelig imponerende - og jeg var glad for at jeg denne dag havde det så godt at jeg kunne være med til at opleve det hele. :-)








Undervejs gjorde vi stop på forskellige udkigspunkter, hvor hver sit udkigspunkt havde sine boder med souveniers. I mens fortalte José om hvorfor kløften havde fået navnet Colca Canyon og hvorfor det var praktisk for indbyggerne at dyrke deres afgrøder i de indrammede terasser, der fyldte det meste af landskaberne. Afsluttende var vi også inde og besøge nogle af de gamle kirker i bjergbyerne og efter en pause på hotellet tog vi ud til et badeanlæg, hvorfra vandet var Hot Springs fra en nærliggende ikke-aktiv vulkan. I følge José var vandet ca. 85-90 grader, men nåede heldigvis igennem et nedkølingssystem inden det kom i udendørsbassinerne med en temperatur på ca. 35-40 grader, hvilket viste sig at være rigeligt!
Efter vi kom op igen i den bidende kulde, skyndte vi os at tage et bad og kørte hen til en restaurant i byen for at se lidt traditionel dans. Det var også her vi prøvede at smage Alpaca-kød (Lama). Det var spændende med de smukke traditionelle dragter og nogle meget anderledes danse, hvor publikum også blev budt op undervejs. Det var rigtig underholdende og sjovt!





Den efterfølgende morgen (17. september) skulle vi igen tidligt op og afsted mod næste mål, men ikke alt gik efter planen. Vi havde det begge skidt om morgenen og Frederik havde feber. Jeg kunne ikke få noget ned ved morgenmaden og blev så svimmel at jeg måtte bede José om hjælp. Han prøvede at få mig til at slappe af, men det lykkedes ikke rigtig og jeg var bange, for havde det rigtig skidt og kunne ikke rigtig styre min krop. Jeg frøs helt vildt og min krop begyndte at ryste og jeg havde meget svært ved at trække vejret, så de blev nødt til at give mig oxygen-maske på i 10 min. Efter et godt stykke tid gik det bedre og de fik mig ud i bussen sammen med Frederik som heller ikke havde det så godt, men på en anden måde. Derefter måtte vi tage afsked med José og køre en ulidelig tur med bussen hvor jeg sov de meste af vejen, fordi de havde givet mig noget beroligene. Hen på eftermiddagen nåede vi så frem til Puno, der ligger i ca. 3800 meters højde. Jeg var stadig bange og følte ubehag, så Angel fik en doktor til at komme og kigge på mig og Frederik. Heldigvis var der ikke alvorlige tegn og det hjalp meget at jeg kunne slippe frygten. Men jeg fik alligevel en ny pille, som vil hjælpe mig... Samtid med at jeg i dag (18. september) skulle hvile og at jeg desværre derfor måtte gå glip af en af de oplevelser Frederik og jeg havde set mest frem til - nemlig et ophold på en af de flydende øer på Titicaca-søen hos indianerne. Jeg har heldigvis fået det meget bedre i løbet af i dag og med udsigten til at vi ikke kommer højere op, slipper jeg nok for flere ubehagelige oplevelser. Appetitten er også tilbage, hvillket er et godt tegn, så jeg ser frem til at nyde resten af turen! Desværre har Frederik stadig høj feber og dårlig mave og det har ikke været så sjovt for ham at ligge hele dagen i sengen, så vi krydser fingre for at han har det bedre i overmorgen, hvor vi skal videre til Cuzco... Lige nu sidder vi og venter på en pizza og lidt cola - det kan kun gøre godt for maven! ;-)