Cusco, ATV's, Sacred Valley og Machu Picchu

Efter tre sygedage på hotelværelset i Puno, så det for mit (Frederik) vedkommende endelig en smule bedre ud lørdag, hvor turen gik videre til Cusco. Feber og hovedpine var stort set væk og tilbage var så 'kun' mavepine og hutigmave... :-/ Efter en næringsløs morgenmad skyndte vi os ned til stationen for at tage bussen.
7 lange timer senere stod vi i Cusco, parate til en god frokost. Angel tog os med hen til en fin og dyr restaurant, som måske ikke lige passede til 14 halvsvedne mennesker i fleecetrøjer og north face bukser. Min lægeordinerede diæt var stadig aktiv, så jeg havde kun mulighed for en squash suppe der viste sig at være ganske udmærket. De andre fik alt fra perfekte ravioli i aubergine til spaghetti Alfredo som Julie. Resten af dagen tog vi den med ro på vores værelse, mens jeg forsøgte at pleje min urolige mave.

Søndag var fri til at opleve Cusco og da jeg langt om længe var ved at få lidt farve i kinderne igen og klar på almindelig mad (særligt efter at have tabt 4-5 kilo), startede vi dagen stille og roligt med en god morgenmad på hotellet. Resten af formiddagen brugte vi på at gå rundt og se hvad man ellers kunne lave i Cusco. Byerne her er som hjemme altid mere stille om søndagen, men der var en masse folk på main plaza og de fleste boder holder også søndags åbent. Ved frokosttid var vi dog lidt skuffede over ikke at have formået meget andet end at gå rundt og lave ingenting. Derfor købte vi en masse junk (slik, red.) og brugte eftermiddagen med ren afslapning og Heroes på hotellet.

Til aften gik vi ind på den "berømte bar" Northern Rats og fik en lækker wrap med tilhørende Cusquena øl. Det var rigtig lækkert og baren var hyggelig med venlige ejere. Derefter bestilte Julie en Tequila Sunrise og jeg en øl mere og vi tog et slag billard. Da jeg stadig var på medicin, begyndte jeg dog at blive nervøs for at antibiotika og alkohol var en dårlig blanding, så vi besluttede at holde og vende tilbage til hotellet.




Mandag morgen var hele vores gruppe taget ud for at trekke (de havde jo bestilt en anden tur end os, den som vi egentlig havde regnet med vi var på) og i følge programmet havde vi endnu en fridag. Vi havde dog allerede bestemt, hvad vi ville, så vi var stået tidligt op for at fange en taxi til Sacsayhuaman ruinerne, der ligger på bjergsiden med udsigt over Cusco. Efter lidt problemer med at få penge til entrébilletten var vi inde og brugte et par timer på at gå rundt og betragte de flotte sten og en nybygget Jesus statue?
Det er meget imponerende, hvordan inkaerne har fået de kæmpe sten til at passe sammen (og staplet dem oven på hinanden) uden brug af mørtel eller lignende. Ved 12-tiden var vi godt forbrændte af solen (vejrudsigten havde lovet regn og vi havde glemt solcreme) og vi gik ned af bjergsiden for at komme tilbage til byen. Undervejs fandt vi et lille sted, på en lille skæv gade, hvor en perusk mutter serverede hjemmelavet mad i sin lille café og vi fik en rigtig lækker kyllinge sandwich til ingen penge. Desserten fandt vi på McD og vi nød en god McFlurry på byens torv.


Efter at have slappet af en time var vi klar til eftermiddagens store oplevelse: Vi havde booket tre timer på ATV's/Quadbikes på et lille bureau. Efter en halv time i taxa, nåede vi uden for byen til et hus der lå i et kvarter for foden af bjergsiden. Her blev vi hurtigt instrueret i, hvordan man bruger de firhjulede maskiner og dernæst gik turen over stok og sten op ad bjergsiden. Vi forsvandt hurtigt væk fra al civilation og mens vi drønede afsted med vores guide på en af Andes bjergenes højderygge, nød vi en fantastisk udsigt og de få enkeltstående huse vi mødte. Naturen deroppe var helt anderledes end det man oplever nede i byen; langt mere storslået og som man eventyragtigt forestiller sig tilbagestående bønder med deres får og lamaer på de tørre marker.
Undervejs stoppede vi et par gange, hvor vi fik lov til at give maskinerne fuldt spark, øve 8 taller og hop. Vi blev også forfulgt af samtlige hunde på bakkerne og et enkelt lille lam. Bagefter var vi så beskidte og støvede, at Roskilde festival til sammenligning ligner Hotel Clinton. Men det er klart en oplevelse, som kan anbefales og som giver et helt andet indtryk af Cuscos omgivelser. 150,- kr. for tre timer inkl. guide.. Resten af aftenen gik med at få skidt ud af øret og lidt at spise.








Torsdag morgen var der afgang fra hotellet og kl. 9 holdt guide og chauffør klar og ventede på Angel og os. Vores nye guide hed Willmer og er modsat Angel ikke særlig høj. Han virkede dog oprigtigt venlig og interesseret og oplagt på en god dag. Planen var, at vi skulle se Sacred Valley og det første sted vi tog hen var ad en bumbet vej op til en lille landsby. Her blev meget af det peruiske strik lavet og vi fik en rundvisning og blev præsenteret for de ældgamle metoder at udvinde garn på og farve uldet. Det var meget interessant og som altid blev vi mødt af smil og venlighed med ivrige opfordringer til at købe deres varer.



Bagefter fortsatte turen til Pisac, med et enkelt stop på bjergsiden med en fantastisk udsigt udover Sacred Valley. Det var efterhånden blevet så varmt og solen så skarp, at vi var nødt til at beskytte vores i forvejen forbrændte hud med alt hvad vi havde på os. Viewpointet slog dog ikke den udsigt over dalen og Pisac, som vi fandt da vi efter en lang gåtur nåede inkaruinerne uden for byen. Her blev vi af Willmer præsenteret for Inkaernes smarte system med marker, som på bjergsiden er indelt i sektioner bag mørkesten. Markerne peger mod øst, så de får solens første varme stråler og de er placeret i amfitaeter-lignende formationer med mørke sten, så de om natten kan holde deres eget lille klima i ly for bjergenes kulde.

De imponerende ruiner bestod ligesom sachasayman af kæmpemæssige sten, der hver især var blevet særligt formet, så de passede ind og isolerede perfekt uden brug af mørtel. Et imponerende bygningsværk som har taget mange år at bygge for de tusindvis af mennesker, der arbejdede der for ca. 500 år siden. Teknikken med at få stenene op ad bjerget, minder lidt om Ægypternes, men Willmer fortalte, at modsat Ægypterne var det ikke slaver, der arbejdede her. Dengang betalte man skat til inkaerne iform af arbejde og arbejderne blev behandlet godt, med alle nødvendigheder som mad, vand, tøj og husly, som inkaerne sørgede for, så folk var glade for at arbejde.

Efter et kort stop på Pisacs kæmpemæssige marked fortsatte turen og efter knap en times kørsel gjorde vi holdt ved en buffet, hvorefter turen fortsatter til ruiner ved Ollaytambo. Efter at være trasket op til toppen, blev vi indviet i flere inkahemmeligheder, man overvejer bl.a. om inkaerne brugte legoteknik til at samle stenene: På mange stikker der tapper ud og plads til indhak i andre. På bjerget overfor havde inkaerne et køleskab/opbevaringsrum, der blev holdt koldt af de kraftige vinde i bjergene. Og i bjerget kunne man se flere inkaansigter (hvis I ser godt efter, kan I se næse, mund, m.m.)
Efter at have givet guide og chauffør lidt drikkepenge blev vi læsset af på vores hotel i den lille by og besluttede at gå lidt rundt og kigge butikker inden det blev mørkt. Bagefter vendte vi tilbage og så en frygtelig dårlig film: Teenacious D - The Pick of Destiny og sluttede aften af med et billigt og utrolig godt måltid mad på en lille hyggelig, lokal restaurant.

Onsdagen startede stille og roligt, vi skulle først med toget til Agua Caliente efter frokost, så vi havde masser af tid til at slappe af. Efter at have skrevet et par dyre postkort (koster knap 10 kr. i frimærker pr. kort) gik vi ned og fik frokost på samme hyggelig sted som aftenen før.
Efter frokost mødtes vi med de 10 mand fra vores gruppe, som havde været afsted på Lares trek. De så meget smadrede ud og lugtede ikke for godt, men de sagde, at det havde været en fantastisk tur. Efter at have udvekslet lidt oplevelser gik vi ned for at tage toget, som viste sig at være 1. klasse, dvs. gode sæder og servering af mad, drikke og kage. Super!
2 timer senere ankom vi til Agua Caliente og mens de andre slappede af på hotellet, gik Julie og jeg ud for at købe lidt souvenirs på det lokale markede. Vi fik bl.a. et flot skakspil, hvor brikkerne er inkaer mod spanier. Efter aftensmad gik vi forholdsvis tidligt i seng, da vi skulle tidligt op for at nå turens højdepunkt næste morgen....

..Klokken 4:30 ringede telefonens wake-up call og en time efter var der afgang med bus til Machu Picchu. Angel havde sørget for, at vi kunne komme derop så tidligt som muligt, så vi kunne nyde ruinerne uden for mange andre turister. Helt alene var vi ikke, men vi havde alligevel god mulighed for at gå rundt og nyde den fantastiske oplevelse inden vi skulle mødes med en guide kl. 9. Ved 7-tiden brød solen igennem og viste os ruinerne fra deres smukkeste side og vi brugte det meste af tiden sammen med de andre og Machu Picchus lokale lamaflok.
Kl. 9 mødte vi guiden og fik en 2 timers rundtur, hvor han forklarede alt om inkaernes hellige templer, byggestil og tro. Man regner med, at der boede omkring 500 mennesker i Machu Picchu (kun den rige del af befolkningen; læger, lærere, præster m.v.) og det har sandsynligvis taget omkring 100 år at bygge, selvom det aldrig blev helt færdigt før inkaerne igen forlod det i det 16. århundrede. Grunden til at Machu Picchu er særligt velbevaret, er at det har været skjult af bevoksning og først blev opdaget igen i 1911. Desuden er vejrforholdene ok og området har ingen jordskælv.
Det 3. vidunder på vores tur er uden tvivl noget af det mest fantastiske vi har oplevet og der var en hel særlig stemning på toppen af det ældgamle bjerg i den gamle inkaby.

Efterfølgende spiste vi frokost i Agua Caliente og tog tog og bus tilbage til Cusco, hvor vi har en enkelt fridag i morgen (fredag) inden vi flyver ind i Amazonas lørdag...

Pisco - Nazca - Arequipa - Colca Canyon - Puno

Vi har allerede besøgt mange byer i Peru og oplevet en masse! Peru er uden tvivl et rigtig spændende land - noget man bør opleve selv, hvis man kan! Her er alt anderledes! Det er lidt svært at beskrive men jeg vil gøre et forsøg. Landet er stort og har det hele, både vestlige byer, indianerbyer, ørken, jungle, bjerge og strande + en hel masse historie! Indbyggerne er åbne og vil meget gerne fortælle deres historie. Alle peru'ere er stolte af deres land og det er ikke uden grund. Peru overlever klart på grund af de mange turister der er alle steder, men det virker ikke til at påvirke indbyggerne. De har deres egen kultur/traditioner de holder fast i og netop det er med til at gøre det smukke land endnu mere spændende. Den natur vi har set indtil nu har været meget barsk: Golde, tørre, sandede og stenede landskaber... Men fascinerende og storslående! Her er smukt på en anderledes måde. :-)

Vi i hvert fald tydeligt turister her! Ikke kun fordi vi rejser med G.A.P. (Great Adventure People), men også fordi indbyggerne er meget lave. Vi har snakket en del om fordele og ulemper ved at rejse med gruppen, men vi kan ikke helt finde ud af hvad der er bedst. På en måde ser vi en hel masse og oplever en masse vi måske ikke ville få mulighed for på egen hånd, men omvendt har vi ikke rigtig kontakt til indbyggerne fordi vi er i gruppen, bor på fashionable hoteller og spiser de fine steder. Det er slut med gadekøkkener og kolde haner. Det er luksus at rejse rundt med G.A.P., men frihed er der ikke meget af. Alt er ordnet for os og vi skal ikke tænke på noget selv, hvilket måske er meget afslappende for nogle, men det giver et anderledes forhold til de indfødte - og det synes vi er lidt ærgerligt. Vi følger en stram plan og nogengange lidt for stram, men uanset hvad prøver vi at få det bedste ud af det og opleve så meget som muligt. Og dem vi rejser med er også rigtig søde! Så vi klarer det nok :-)

Første tur gik fra Lima til Pisco (11. september). Vi kørte i en "public bus" ned langs kysten og den tur var ikke noget specielt. Vi troede at busserne i Brasilien var de værste, men vi måtte tro om: Vi havde omkring 30 cm mellem sæderne, men når man lagde sædet ned blev det skubbet fremad, så man havde ca. 10 cm tilbage. Virkelig rart, når man skal køre i 5 stive timer uden pause. :-) Jeg havde kvalme det meste af vejen, så jeg fik kigget en del ud på landskabet, der mest af alt bestod af tomme strande, bjerge og flade områder fyldt med kuber af sten eller grene, hvor de allerfattigste bor. Dem er der desværre en del af...

Vores guide, Angel (udtales på tysk manér), havde i forvejen fortalt at Pisco havde været udsat for et rimeligt voldsomt jordskælv sidste år, så vi skulle bære over med at der var en del genopbygning i gang og revner i de fleste huse. Det viste sig at være en meget pæn beskrivelse af byen, som stort set stadig ligger i ruiner! Det var virkelig chockerende at se hvor meget jordskælvet havde ødelagt og hvor lidt de egentlig havde fået bygget op igen. Det hotel vi boede på, virkede umiddelbart til at være det eneste hus med bare lidt tag. Efter check-in gik vi hen til en restaurant i byen for at få aftensmad. Angel anbefalede os at vælge noget med fisk, eftersom vi var ved kysten og fisken var frisk, så vi fulgte rådet og fik begge en ret med fisk. Pisco er også byen, hvor man skal prøve den kendte drik: Pisco Sour! "Heldigvis" gav restauranten en gratis omgang. Drinken består af en sur likør (kaldet Pisco) pisket op med æggehvide. Ikke noget man kan drikke i store mængder, men Frederik fik fornøjelsen af at skylle to Pisco Sour ned med de andre drenge. :-) Efter aftensmaden fik vi en kort guidet tur til byens torv, hvor vi forlod gruppen for at købe morgenmad, da den ikke var inkluderet i opholdet på hotellet.

Tidligt næste morgen (12. september) tog vi på en 'optional tour' ud til Ballestas Island, hvor vi så en masse søløver, to pingviner og tusind-milliarder fugle! Øerne var flotte, selvom de var fyldt med fugleskid og hvid-grønne af samme årsag. Lækkert ;-) Undervejs derud stoppede vi osse op foran et af naturens mysterier (dem er der mange af i Peru) et mærkværdigt symbol - tilsyneladende skabt af naturen.



















Derefter kørte vi ind i landet til oasen Huacachina - det er virkelig en oase som man kender dem fra film: Omgivet af høje sandbjerge med tilhørende vandhul og palmer. Her skulle vi så prøve noget vi slet ikke vidste fandtes: Boogiecar og sandboarding!! Det viste sig at være helt vildt skægt :-) Boogiecar er ørkenbiler med virkelig god affjedring og når vi kørte rundt i fuld fart over sandbjergene, føltes det lidt som at sidde i en rutsjebane. Undervejs stoppede vi ved tre forskellige bakker: En nem, en middel og en svær. Her skulle vi så sandboarde! Umiddelbart virker bakkerne stejle, men når man først ligger på boardet, med spredte ben og løftet hage og suser ned af bakken, så er det egentlig ikke meget anderledes end at kælke. Man kan også stå på boardet, ligesom med snowboarding, men det kræver vidst lidt træning, så vi holdt os til begynder-udgaven. ;-) Guiden kunne også tilføje at de internationale mesterskaber i sandboarding blev afholdt i området i år. Lidt sejt. :-)




Efter at vi var kommet tilbage til oasen var vi så fyldte med sand at vi blev nødt til at hoppe en tur i poolen. Selvom vi prøvede at få det meste af kunne vi stadig finde sand i ørerne to dage senere! Haha... Efterfølgende kørte vi videre et par timer for at ende i Nazca om aftenen. Vi blev inkvarteret et stykke væk fra byen, men tog ind til centrum for at spise og endte på en karaoke-bar, hvilket udviklede sig til at blive en rigtig sjov "bytur" og vi fik vidst alle en lidt at drikke. Efter drengene havde sunget Robbie Williams med "Angels" (ømt!) og pigerne havde givet den gas til "Girls just wanna have fun" var stemningen på sit højeste og gruppen blev godt rystet sammen på dansegulvet, hvor vi blandt andet lærte de hotteste peru'ske mooves... :-)




Dagen efter (13. september) skulle vi tidligt op og det kunne mærkes ... det var heller ikke det mest tiltalende da vi lidt senere befandt os på en oldgammel gravplads lidt uden for Nazca. Men hende der viste os rundt fortalte meget engageret om de godt bevarede skelletter og kranier, så det var svært ikke at finde det bare lidt interessant. Cirka to timer og 12 grave senere var vi alligevel så udmattede at vi måtte søge ly for solen i bussen... Derefter kørte vi til Nazca Airport, så dem der ville, kunne komme op og se de berømte Nazca-lines. Desværre kostede denne "optional tour" lidt mere end vi følte vi ville give, så vi brugte tiden på at kigge souveniers og høre "Mads og Monopolet" en podcast som det var lykkedes Frederik at hente. :-)










Vi sluttede dagen inde i byen, hvor vi nød en god BILLIG menu på nærmeste kinesiske restaurant, samt lavede lidt souvenir-shopping. Jeg fik bl.a. købt en stor rød Peru-sweatshirt og Frederik gav mig en rigtig sød lama-figur, som jeg havde forelsket mig i. Sidst men ikke mindst købte vi også en flot ler-vase med Nazca-lines på. Da vi kom tilbage på hotellet skulle vi checke ud og kørte derefter lidt vej for at prøve en speciel traditionel fest-menu. Vi kom ud på en gård, hvor maden var blevet tilberedt i jorden via varme sten og det lignede mest af alt en grav til at starte med... Derefter skulle der udvælges både en gudfar og en gudmor fra gruppen, som skulle udføre nogle ritualer før "graven" kunne åbnes og maden bæres ind. Det var en spændende oplevelse og maden var virkelig lækker! Efter vi havde spist os godt mætte begav vi os tilbage til Nazca for at tage en natbus til Arequipa, som var næste stop på turen. Heldigvis var det en lækker bus (bortset fra toilettet!) - og vi fik de bedste sæder helt oppe foran (ovenpå). Så vi nød at vi havde masser af plads og sov også godt det meste af turen.



Tidligt næste morgen (14. september) kom en sød servitrice med en mindre charmerende morgenmad, som vi endte med at forære naboen, der nærmest blev lykkelig for at modtage de to maste pølser i tørt brød, pænt indpakket i folie. Hm, så var dagens gode gerning gjort! ;-)





Arequipa bliver kaldt "the white city", hvilket vi fik flere forskellige forklaringer på. Byen ligger i 2400 meters højde, omgivet af to høje bjerge og en ikke-aktiv vulkan. Toppen af bjergene er dækket af is - deraf "white city" - hvilket også er en sjov kontrast til varmen i byen og palmerne der udsmykker byens midte. En anden forklaring er, at det er den by i Peru med flest hvide indbyggere. Byen er rigtig flot og charmerende og der er en masse at se og lave, så det var rart at vi denne dag havde "fri-dag" - også fordi jeg havde fødselsdag. :-) Godt nok var vi rimelig udmattede af den lange bustur og efterfølgende rundvisning i byen af Angel, så det var dejligt at kunne tage et tiltrængt bad og gå ud for at få en lækker brunch på en hyggelig fortovscafé - og Frederik gav det hele den dag, så det var luksus! Desværre fik jeg det lidt dårligt efterfølgende, hvor vi gik og kiggede i de mange butikker der solgte hatte, ponchoer, halstørklæder, handsker og meget mere i al verdens farver, men det forhindrede os ikke i at shoppe! Jeg faldt for en skihue med tilhørende handsker og Frederik for en blød sweater, alt sammen strikket i lamapels. Vi fik forhandlet en god pris og på vej tilbage til hotellet fandt vi også en sød lama-taske, som på bedste vis beskytter alle vores souveniers. :-)
Efter en lille lur havde jeg det heldigvis lidt bedre og Frederik havde været så sød, at han i mellemtiden havde hentet alle mails og fødselsdagshilsner ned til mig, så jeg kunne læse dem. Og tak allesammen - tak for alle de søde hilsner! De varmede... :-)
Efter at have læst dem alle tog vi det pæne tøj på for at fejre min fødselsdag med manér. Receptionisten anbefalede os et godt sted, men da vi nåede frem med taxa, så vi at resten af gruppen sad derinde, så vi blev nødt til at finde et andet sted - lige den aften ville vi gerne være lidt alene. Så vi fandt et rigtig charmerende créperi, som vi tidligere på dagen havde været inde og kigge på. Og her bestod menuen stort set kun af pandekager, hvilket jeg synes passede udemærket som fødselsdagsmenu, så vi startede med at dele en lækker salat og en hjemmelavet ice-tea inden vi gik i gang med hver sin pandekage med kødfyld. Frederik fik en med "chicken, curry and pineapple" og jeg fik den fine fraske med steak og champignon. Det var virkelig lækkert. Men det bedste af alt var uden tvivl desserten, der bestod af tre pandekager: En med "apple, cinnamon and lemon", en med "vanilla-ice and raspberry" og sidst men ikke mindst en med "choko-coco". Mums! Med tilhørende jordbærmilkshake kunne menuen ikke havde været bedre og vi følte os godt proppede da vi gik derfra. Vi havde aftalt at mødes med gruppen kl. 22 på hotellet for en lille surprise og da de kom havde de også en rigtig lækker kage med og de sang fødselsdagssang for mig. Det var rigtig sødt og en god overraskelse! Til sidst var vi så bombede vi knap nok kunne gå op på værelset for at sove. Alt i alt var det en rigtig dejlig dag - og endnu engang tak for alle de søde hilsner og fine penge-gaver :-) Det er lige noget jeg kan bruge!



Næste morgen (15. september) blev vi hentet af en ny guide, José, som sammen med vores gruppeguide Angel, skulle sørge for os under opholdet i Colca Canyon - verdens dybeste kløft. Undervejs ud af Arequipa resulterede morgenens manglende appetit og ubehag for mit vedkommende i et panik-anfald, fordi jeg ikke følte at jeg kunne få vejret. Efter at være faldet mere eller mindre til ro fik jeg en pakke med tre forskellige piller, som skulle hjælpe på ubehaget. Resten af busturen var jeg ikke meget værd og lå feberagtig og bange for at det skulle ske igen. Vejen til Colca Canyon gik også højt op og vi toppede bl.a. et bjerg der er højere end Mont Blanc, hvilket ikke siger så lidt. Heldigvis gik det også nedad igen og vi endte i en lille bjergby hvor vi fik frokost. Jeg kunne lige få lidt suppe ned, men ellers blev det ikke til meget. Senere kørte vi videre til en endnu mindre afsides bjergby hvor vi blev indlogeret på et pænt hotel (ca. 3400 meter oppe). Jeg brugte tiden på at slappe af og spise piller, imens resten af gruppen udforskede området med José. Han viste sig at være en rigtig god og energifyldt guide!



Næste morgen (16. september) skulle vi ekstremt tidligt op for at nå ud og se de berømte Condorer, verdens 2.største fugl. Det blev også en stor oplevelse og det var virkelig imponerende at se hvordan de enorme fugle svæver på de varme vinde (de flyver nemlig ikke). Vi var så heldige at se forskellige slags Condorer, både den brune og den gamle sorte med hvide fjer. På et tidspunkt var hele fire fugle over vores hoveder på én gang. (For lige at give et billede af hvor store disse fugle er, så er de ca. 3 m over vingerne og ca. 1,20 fra hoved til hale - ikke så lidt! Kløften som de flyver i er også virkelig imponerende - og jeg var glad for at jeg denne dag havde det så godt at jeg kunne være med til at opleve det hele. :-)








Undervejs gjorde vi stop på forskellige udkigspunkter, hvor hver sit udkigspunkt havde sine boder med souveniers. I mens fortalte José om hvorfor kløften havde fået navnet Colca Canyon og hvorfor det var praktisk for indbyggerne at dyrke deres afgrøder i de indrammede terasser, der fyldte det meste af landskaberne. Afsluttende var vi også inde og besøge nogle af de gamle kirker i bjergbyerne og efter en pause på hotellet tog vi ud til et badeanlæg, hvorfra vandet var Hot Springs fra en nærliggende ikke-aktiv vulkan. I følge José var vandet ca. 85-90 grader, men nåede heldigvis igennem et nedkølingssystem inden det kom i udendørsbassinerne med en temperatur på ca. 35-40 grader, hvilket viste sig at være rigeligt!
Efter vi kom op igen i den bidende kulde, skyndte vi os at tage et bad og kørte hen til en restaurant i byen for at se lidt traditionel dans. Det var også her vi prøvede at smage Alpaca-kød (Lama). Det var spændende med de smukke traditionelle dragter og nogle meget anderledes danse, hvor publikum også blev budt op undervejs. Det var rigtig underholdende og sjovt!





Den efterfølgende morgen (17. september) skulle vi igen tidligt op og afsted mod næste mål, men ikke alt gik efter planen. Vi havde det begge skidt om morgenen og Frederik havde feber. Jeg kunne ikke få noget ned ved morgenmaden og blev så svimmel at jeg måtte bede José om hjælp. Han prøvede at få mig til at slappe af, men det lykkedes ikke rigtig og jeg var bange, for havde det rigtig skidt og kunne ikke rigtig styre min krop. Jeg frøs helt vildt og min krop begyndte at ryste og jeg havde meget svært ved at trække vejret, så de blev nødt til at give mig oxygen-maske på i 10 min. Efter et godt stykke tid gik det bedre og de fik mig ud i bussen sammen med Frederik som heller ikke havde det så godt, men på en anden måde. Derefter måtte vi tage afsked med José og køre en ulidelig tur med bussen hvor jeg sov de meste af vejen, fordi de havde givet mig noget beroligene. Hen på eftermiddagen nåede vi så frem til Puno, der ligger i ca. 3800 meters højde. Jeg var stadig bange og følte ubehag, så Angel fik en doktor til at komme og kigge på mig og Frederik. Heldigvis var der ikke alvorlige tegn og det hjalp meget at jeg kunne slippe frygten. Men jeg fik alligevel en ny pille, som vil hjælpe mig... Samtid med at jeg i dag (18. september) skulle hvile og at jeg desværre derfor måtte gå glip af en af de oplevelser Frederik og jeg havde set mest frem til - nemlig et ophold på en af de flydende øer på Titicaca-søen hos indianerne. Jeg har heldigvis fået det meget bedre i løbet af i dag og med udsigten til at vi ikke kommer højere op, slipper jeg nok for flere ubehagelige oplevelser. Appetitten er også tilbage, hvillket er et godt tegn, så jeg ser frem til at nyde resten af turen! Desværre har Frederik stadig høj feber og dårlig mave og det har ikke været så sjovt for ham at ligge hele dagen i sengen, så vi krydser fingre for at han har det bedre i overmorgen, hvor vi skal videre til Cuzco... Lige nu sidder vi og venter på en pizza og lidt cola - det kan kun gøre godt for maven! ;-)

Lidt om Lima

Søndag aften ankom vi en smule trætte til Lima lufthavn, alt var dog forløbet fint og da vi kom ud fra toldområdet (efter man havde vist pas, skulle man trykke på en knap. Lyste knappen grøn kunne man gå, lyste den rød skulle man gennem tolden. Julies var naturligvis rød!). Der stod en mand fra Kusillus hostel som aftalt og ventede på os. Derfor kom vi hurtigt og let ud af lufthavnen og blev kørt direkte til vores hostel i Miraflores. Chaufføren kørte meget godt (bedre end Brasil) men trafikken i Peru er alligevel anderledes. Her er ikke så mange gade lys og heller ikke så mange regler. Bilerne kan uden skrupler sagtens kører ud fra en lille sidevej direkte over en 3 sporet vejbane for at komme over i modsat retning med stor kaos og biler der peger i alle retninger til følge. Alligevel kører ingen sammen, men dytter hele tiden!

Billedet er dog meget anderledes i Lima. Selvom det var søndag aften, var der mange flere folk på gaden, end det var typisk i Brasilien. Miraflores er dog også helt anderledes end noget vi har oplevet i Brasilien. Gaderne og fasaderne er helt rene! Over det hele ligger der store fem stjernede hoteller og kasinoer og nogle gader længere væk store pæne villaer. Da vi ankom fandt vi hurtigt et 24 timers supermarkede med mere stil og styr på hygiegnen end selveste Super Brugsens delikatesseafdeling.

Næste dag tog vi den mere med ro og udforskede dele af Miraflores. Det flotte kvarter er naturligvis også turistet og meget vestligt med flere KFC, Burger King, McDonalds og Pizza Hut's end i New Yorks lufthavn. Alligevel er det meget rart, at bo i et lidt pænere kvarter, som er sikkert 24/7 takket være de mange politifolk der står strategisk placeret overalt i gadebilledet. Efter en tur på et fint lille marked spiste vi på et mindre fint gadekøkken for at opleve stemningen i Lima. Det var meget sjovt og billigt og vi blev mætte for ca. 7 kr. pr. person. Bagefter drak vi dog en Cola for at dræbe de fleste af de bakterier, der fulgte med maden.
Om eftermiddagen gik vi ned til et vestligt shopping center 'Larco Mar', som er bygget ind i klipperne med udsigt over kysten ud for Lima. Her fandt vi toppen af flødeskumskagen i form af en Starbucks, som oven i købet var relativ billig. Ingen tvivl om at en Venti Caramel Machiatto gør store underværker.
Resten af dagen gik ellers stille og roligt med at finde nogle gode råvarer i det nærmeste supermarkede og lave lidt godt mad.


Tirsdag besluttede vi at tage ind til centrum af byen, for at se de fleste seværdigheder. Derfor stoppede vi en taxi og aftalte en god pris. (skal gøres inden, da der ikke er noget taxameter. 15 kr. for en halv times kørsel kan man dog ikke klage over) Trafikken var naturligvis langt mere hektisk tirsdag formiddag end søndag aften, men vi overlevede dog turen ind til centrum:-)
Her hoppede vi af foran selveste præsidentens hus, der var godt bevogtet af både pansrede kampvogne, politi og livgarden. Vi gik lidt rundt på pladsen og så den store katedral som ligger til venstre for paladset. Selvom centrum er noget anderledes end Miraflores, var der stadig ingen tvivl om sikkerheden og heller ingen fattige i gadebilledet. Igen med politi alle vegne.

Efter at have set livgardens vagtskifte gik vi ned til en anden kirke San Francisco og fik en guided tur, i kirken som flere gange har været udsat for jordskælv og derfor senest blev genopbygget i 1672. Det mest spændende var uden tvivl katakomberne i kælderen, hvor over 25000 mennesker lå begravet. Eller begravet er nok så meget sagt, overalt lå der gamle og nyere knogler og kranier i ned til ti meters dybde. Hvorfor? Fordi folk mente de var tættere på Jesus, når de blev begravet på den måde under kirken. Desværre har vi ingen billeder, da al fotografering var forbudt.
Efter at have mistet appetitten gik vi en tur ned til konventet hvor vi efterhånden blev sultne igen og spiste frokost. Om eftermiddagen besøgte vi et stort frugt og grønt markede og slog et smut forbi China Town, som uden tvivl er Perus mest livlige kvarter. Der var mennesker overalt og varerne var ret billige. Vi købte bl.a. et par nye Sony Earplugs til Julie for 35,- kr. og Hancock, Kungfu Panda og Ironman på dvd for ca. 17,- kr. i alt. Aftenen fik vi da også til at gå med at se Hancock i tv-stuen på vores hostel mens vi nød de friske grøntsager og en lokal øl.

Onsdag skiftede vi til et Hotel et par blocks fra vores Hostel, da det var her vi skulle mødes med vores gruppe om aftenen. Vi har booket en tur ved rejsebureauet G.A.P. Adventures, som står for hele vores rejse rundt i Peru. Det meste af dagen brugte vi igen i Larco Mar, hvor jeg fik shoppet lidt (Jeg havde jo ikke noget pænt tøj med, for hvad bruger en backpacker det til? dooough).
Om aftenen blev vi briefet af vores guide Angel, som står for hele turen rundt i Peru. Vi mødte naturligvis også hele vores gruppe, hvoraf vi er de eneste hvis førstesprog ikke er engelsk. Gruppen består af 10 briter, 2 fra sydafrika og Julie og mig. Vi havde håbet på lidt større national spredning, selvom de allesammen virker meget fine! Efter briefingen nød vi et lækkert måltid på en restaurant ejet af en tidligere gourmet kok, dog med meget anstændige priser. Jeg fik en lækker peruisk suppe, stærkt krydret og tilsat både ris, kylling, kartofel, en majskolbe og div. peberfrugter. Julie fik noget perfekt stegt kylling med en lækker kartofelmos div. grøntsager, krydderier og ris.
I løbet af aftenen fandt vi dog ud af, at vores grupper åbenbart deles op i tre forskellige grupper, når vi når til Cuzco. Vi var helt sikre på, at vi skulle på Inca trekking (vi havde bestilt turen flere måneder i forvejen pga. begrænset antal besøgende) desværre er vi på en eller andet måde kommet på det hold, som skal blive i Cuzco og opleve mere af byen mens de andre tager på trekking. Meget ærgeligt, men der er ikke meget at gøre nu, heldigvis har vores guide lovet, at der er masser af muligheder for river rafting, mountainbiking, mere horsebackriding osv. Så det går nok!

Alt i alt er her meget anderledes end Brasilien. Specielt vejret, selvom vi er på ca. samme breddegrad har vejret i Lima stort set kun været 16 grader og meget diset, med lidt sol. Men det, at de gør noget ud af fasader og det rene gadebillede siger også meget om kulturen og psyken i forhold til Brasilien hvor det var så beskidt. Her er også konstant hektisk trafik, med uafbrudt dytten, hensynsløs kørsel og uafbrudte tilbud om taxi, valutaveksling, slik osv. Alligevel er vi ikke i tvivl om, at det bliver helt fantastisk og ser frem til at bruge de næste 20 dage i Peru sammen med vores gruppe.

OBS: Som sagt rejser vi lige nu rundt i Peru med G.A.P. Adventures og ved derfor ikke med sikkerhed hvornår vi kan komme på nettet. Desuden bruger de en anden båndbredde til mobiltelefoner her, så vi har heller ingen forbindelse. Derfor er det nok nemmest at foretage kommunikation og fødselsdagshilsner via nettet, vi prøver selvfølgelig at komme online så snart som muligt:-)

São Paulo

Vi ankom til Tieté (en af busstationerne i São Paulo) omkring ni-tiden. Turen fra Curitiba var ikke nogen stor succes: En stoppakket bus, lugten af toilet, sure tæer, prutter og fornemmelsen af at man sidder i Tivoli's bumletog. Men det har Frederik jo allerede skrevet om fra de forrige ture, så jeg tror bare vi kan konkludere, at standarden ikke er så høj. (Selvom comforten egentlig er okay)
Nå, jeg vil ikke lyde som en bus-nørd, så vi skifter emne. :-) Vi havde rejst i efterhånden lang tid (13 timer) og følte os begge klamme, trætte og sultne - eftersom vi endnu ikke havde fået aftensmad. Derfor var planen, at komme hurtigt hen til vores hostel. Det gik også nemt, det eneste der tog tid var turen med metro, fordi det lå i den anden ende af byen (som er STOR). Vi blev nød til at sove adskilt, fordi det tilsyneladende officielt er forbudt at have "mixed dorms" i Brasilien. Frederik kom på et 4-mands drengeværelse og jeg kom på et 10-mands pigeværelse.

Alle var på vej i seng, men vi tog et bad for at komme af med "klamheden" og gik derefter på en 24-timers restaurant i nærheden. Ved ikke hvad vi havde forventet, men lækkert var det ikke, så havde det ikke været for sulten, havde vi nok ikke fået noget ned. Til gengæld var den suco (juice) vi delte rigtig lækker, men det er de jo også generelt hernede. Afslutningsvis ville vi dele en cola for at bearbejde den ringe hygiegne, der nu lå og spirede i vores maver - og da vi gik til kassen var det åbenbart også kun Cola'en vi betalte for. "Hmm.." Tænkte vi. Inderst inde ville vi helst bare gå, det var jo ikke vores fejl... Men den dårlige samvittighed fik os til at vende om inden vi var nået helt ud og efter mange besværlige forklaringer betalte vi og gik. Så var samvittigheden i orden igen :-)


Næste dag skulle vi ud at se byen. Til hjælp havde vi en sej fyr (lav, buff, pumpet og tatoveret) fra vores hostel til at fortælle, guide og vise på kort, hvor vi skulle gå hen. Vi tog kortet i hånden og vandflasken i den anden og bevægede os ud i det store São Paulo. Vi startede på et marked, der lå et et meget hyggeligt musikbutik-kvarter og det hele virkede lidt kult og hippieagtigt. Boderne var proppede med smykker, skrammel, antik, mad/drikke, tøj, kunst, blandet ind mellem hinanden. Det var meget hyggeligt og vi brugte et stykke tid på at kigge det hele igennem. Derefter spiste vi vores medbragte madpakke og bevægede os i retning af Skyline, som var næste punkt på dagsordenen. På vej derhen kom vi igennem et meget fint shoppingkvarter hvor alle mærkevarebutikkerne var linet op ved siden af hinanden - der var selvfølgelig også en B&O!



Vi ledte mere efter en H&M (som vi savner), men de findes slet ikke i Brasilien! I stedet fik vi en frugtsalat og en lille softice inden vi kom op til São Paulo's skyline, som (hvis du spørger mig) ikke er vildt imponerende. Jeg havde i hvert fald forventet at skyline gik op til skyerne (deraf navnet selvfølgelig), men så høje var de jo heller ikke!? :-)



Efterfølgende slentrede vi lidt rundt i en junglepark lige ud til skyline og var egentlig på vej hen til det italienske kvarter i byen, da det pludselig begyndte at regne. Det stod bare ned i stænger - og vi stod der i shorts og t-shirt, så vi måtte løbe ind under nærmeste halvtag. En paraplysælger stod i nærheden, men hvis vi købte en paraply havde vi ikke penge til metroen hjem... Så vi stod og ventede, og da vi langt om længe vurderede at det var stilnet af, gik vi videre mod Bela Vista. Vi brugte en del tid på at finde en god og hyggelig restaurant, for sidste måltid i Brasilien skulle være et festmåltid! Og da brasilianere tilsyneladende ikke kan lave mad, så ved vi alle at italiensk mad er en sikker vinder. Så den stod på Pizza. Byens bedste - ikke mindre! Det var et rigtig fint sted vi kom ind... Mærkeligt at de anbefaler det i en rejsebog til folk på lavt budget, men vi ville ikke tænke på økonomien for en stund. Det var rigtig italiensk og havde eksisteret i over 50 år. Der var hundredevis af rosende artikler og priser ophængt på væggene.Vi delte en stor pizza med kylling og en speciel luftig brasiliansk ost. Meget lækkert, selvom det senere blev lidt for meget og vi fortrød at vi ikke havde taget en halv med kylling og en halv med noget andet. Regningen blev på ca. 180 dkr. inkl. drikkepenge, hvilket er rimelig meget for en pizza og to øl, men lækkert var det!


Klokken var efterhånden blevet mange og vi var trætte i benene af at gå, så vi tog metroen tilbage og havde egentlig glædet os til at komme under dynen, men da vi kom ind på vores hostel blev vi mødt af fest og farver. Feliz' fødselsdagsfest stod der på væggen. 1000 farvede balloner og et band, der spillede noget rigtig skørt musik! Der var godt gang i den og folk drak og dansede... Vi var bare for trætte til at deltage i festlighederne, så vi gik op for at sove. Det gik ganske glimrende for mig - jeg faldt som altid hurtigt i søvn og sov som en sten uden at lægge mærke til noget... Men Frederik havde det lidt sværere. Hans værelse lå lige ud til der hvor festlighederne foregik og samtlige af hans roomies kom rendende op på værelset i ny og næ for at åbne døren, tænde lyset og så gå igen uden at slukke eller lukke... Så Frederik fik ikke så meget søvn.


Næste morgen havde vi pakket taskerne og sat dem ind i et opbevaringsrum, så de kunne stå der indtil vi skulle ud til lufthavnen. I mellemtiden smuttede vi ind til et marked i byens centrum og brugte igen lang tid på at studere bodernes udvalg, samt de mange malerier. Derefter ville vi over i den japanske del af byen, hvor der også skulle være et marked - men det blev sværere end vi havde regnet med, for vi for vild og brugte lang tid på overhovedet at finde hen til metrostationen. Alligevel nåede vi lige et købe en tallerken japansk spise inden vi tog metroen (som var PROPPET) ud til vores hostel... Vi spiste på vejen hen til hostellet, greb taskerne og skyndte os ned til metroen igen. Tre kvarter efter stod vi i lufthavnen og checkede ind - i god tid. Derefter brugte vi de sidste brasilianske rais på en kop kakao, spiste vores madpakke og lidt mariekiks imens vi evaluerede lidt på de 3 uger i brasilien.


Vi føler vi har set det vi skulle, men kunne (hvis det engang bliver en mulighed) godt tænke os at komme tilbage til Rio og måske bruge lidt mere tid i Rio og omegn. Vi synes også vi kender brasilianerne rimelig godt efterhånden og synes også vi er blevet gode til at begå os, selvom det selvfølgelig ville være bedre hvis vi kunne flydende portugisisk... Hvilket vi må lære til næste gang så. ;-) Nu kan vi i hvert fald et par gloser. Så vinkede vi farvel til São Paulo og Brasilien og 5 timer efter sagde vi goddag til Lima og Peru. Det bliver spændende at se hvordan det hele er her... Vi er klar på mere!! :-)