The Pantanal

Vi ankom til Campo Grande mandag morgen efter en god bustur. Sæderne kunne ligges helt ned og der var rigeligt med plads! Alligevel var vi smadrede i kroppen og ikke klar på at tage direkte ud på safari. Heldigvis løb vi ind i Gil - eller rettere sagt - Gil løb ind i os, ligesom alle de andre, der prøvede at sælge ture til the Pantanal. Han foreslog, at vi kom med hen på hans kontor for at høre om den tur han kunne tilbyde, for derefter at vise os stedet med den bedste morgenmad i byen. Vi foretrak morgenmaden først, så derfor tog vi hen til et nærliggende hotel, hvor der var buffet for kun 6 Rais pr. person. Der tog vi rigtig godt for os af de mange fade med frugt, brød og kager. Nok den bedste morgenmad vi indtil nu har fået... Bagefter var vi også bare helt bombede! I mellemtiden havde Gil hentet en mappe fra hans kontor på busstationen, som var fyldt med breve fra tilligere kunder. Vi fandt også to, lidt halvgamle, breve på dansk, men alt i mappen var selvfølgelig kun positiv omtale af dette fantastiske bureau "Discovery Pantanal". Han viste også mange atikler fra forskellige aviser jorden rundt, samt tv-stationer, der havde omtalt hans tur positivt i forbindelse med en reportage om the Pantanal. Inden vi besluttede os, tog vi lige en runde omkring busstationen og var inde forskellige steder for at høre om deres ture. Tilsidst endte vi hos Gil, der ud fra salgstalen virkede som både det bedste og billigste tilbud. Han gav os morgenmaden, en nat på samme hotel med morgenmad dagen efter og 4 dage ude i det vilde Pantanal med masser at aktiviteter. Deruder lovede han os også max 7 mand pr. guide og max 10 på stedet vi skulle bo. Vi glædede os til at komme afsted og brugte dagen i Campo Grande tll at lade op, læse ved poolen og gå ture rundt i byen. Vi kom for eksempel forbi en plads hvor de solgte Caldo de Cana, hvilket tiltrak mange brasilianere, der sad og hyggesnakkede rundt om vognen. "Det skal vi da også prøve!" tænkte vi, og delte et glas. Det var en meget sød drik de bryggede i vognen. De havde en maskine der lavede nogle rør om til væske - vi gættede på, at de var sukkerrør. Dertil gav de drikken et pift af enten ananas eller citron, inden de gik rundt og fyldte op i folks glas. Vi fik 2 glas for 2 Rais, så kunne vi ikke have mere af det søde stads. :-) Det var også omkring 38 grader den dag, så man kunne blive helt kvalm, men det gik.


Næste morgen efter morgenmaden blev vi hentet sammen med tre piger fra Irland, som vi åbenbart skulle afsted med. De tre piger hedder Kathrin, Sherin og Ann og snakkede hele turen til Pantanal, dvs. 5 timers kørsel i stegende hede! Puha. :-) Tilmed blev vi holdt ind af en mand i militærdragt og pistol lige efter frokostpausen, men det vidste sig at han ikke ville tjekke noget, men blot ha' et lift. Der var tilsyneladede ikke nogen der turde at sige nej, så han kørte med - også meget højrøstet. Vi kom til lejren ca. kl. tre om eftermiddagen. Stedet så meget større ud end Gil havde lovet, men det virkede stille, så vi ville ikke dømme på forhånd. Vi fik et værelse med 5 enkeltsenge på række, så her skulle vi være de næste 4 dage - 4 piger og 1 dreng - og oven i købet irerne... Jeg havde lidt ondt af Frederik. :-) Der var også et lille badeværelse knyttet til værelset, men nu skal det ikke lyde for lukseriøst, for det var det aldeles ikke. Det var meget primitivt, som en slags faldefærdig lejrskolehytte. Men ja, vi ville ikke dømme på forhånd. Efter at have stillet tingene på værelset gik vi med det samme ned til den store brune flod, der svang sig ved siden af lejren. Der stod en mand ved siden af og fiskede og mens vi stod der fangede han to fisk, en kæmpe én med dødsensfarlige sylespidse tænder og en almindelig piratfisk. Vi fik også hurtigt et par bambusstænger og en lums kød vi skulle skære i stykker som madding - og vupti, værsgo' og fisk! 10 luns kød senere havde ingen af os fanget noget og vi stod lidt bedrøvede og stirrede på det brune vand i håb om at en piratfisk ville springe frivilligt op, men nej. Enten var piratfisk meget snu eller også var vi dårlige til at fiske... Vi fodrede dem jo nærmest! Imens lagde en båd til og en mørk og meget smilende mand præsenterede sig selv som vores guide, Marcello. Han grinte af, at vi bare stod der med vores stænger og ikke rigtig vidste, hvad vi skulle stille op. Han tog hurtigt en stang, gik ud i vandet og gav sig til at fiske. Vi andre kiggede forundrede på ham. Hallo - der er jo piratfisk i vandet?! Men han grinte bare igen og sagde, at de ikke ville gøre noget. "De går jo kun efter kød og blod, så har man ikke noget blødende sår, er der ingenting at frygte!", svarede han, mens han pegede på, hvad jeg ville bestemme som alligator, men det var tilsyneladende en "cayman" og også ganske ufarlig. "Ja, ja, helt sikkert!" nikkede vi, mens vi kiggede nervøst på den caveman, der svømmede rundt ude i floden. Samtidig kom Marcellos tidligere hold op af floden i baderinge. De havde lige været på boattrip og sluttet turen af med at bade i floden. Det skulle vi selvfølgelig også senere. Uh! :-) Det viste sig at Marcello logisk nok var vokset op blandt dyrene i Pantanal. Han frygtede ikke noget og virkede mest af alt som en mørk udgave af Indiana Jones. Han gik ALTID barfodet rundt, uanset hvad, havde et par badebukser på eller et par meget hullede jeans og typisk bar overkrop. Et læderbælte om livet med en skarp kniv og en fil i. Efter vi havde opgivet fiskningen, satte vi os op på terrassen og nød en meget krydret piratfiskesuppe, som forret til aftensmaden. Bygningerne var hævet ca. 1,5 m over land, båret på træstolper, af hensyn til wet-season, hvor hele Pantanal bliver oversvømmet. Lige nu er det dry-season og hestene græssede, hundredvis at bittesmå fugle i gule, blå og orange farver hakkede i en opskåren vandmelon og to store rovfugle ledte efter kødrester fra fiskningen. The Pantanal er bestemt et område fyldt med dyr og det er i sig selv en kæmpe oplevelse!


Marcello, der ved alt om the Pantanal og dyrene fortalte, at man kunne se forskellige dyr afhængig af, hvilken sæson det er. Fx er det meget nemmere at se slager i våd-sæsonen og det virkede som om, han elskede anakondaer. Dem kan man jo bare lege med! Der skulle også være jagurer i området, men det er meget sjældent, man ser sådan én. Marcello havde kun set 3 i hele sit liv. Til gengæld er der 100 forskellige storke- og hejrearter, og stort set uanset hvor man kigger, står der en. Så er der jo som sagt masser af piratfisk og diverse andre dræberfisk i floderne og tusindvis af de der caymans (alligatorer). De ligger på hver en bred med åben mund, så de små fugle kan flyve hen og rense deres gebis for bakterier. Sidst men ikke mindst er der tucaner, papegøjer og et stort odderlignende dyr, de kalder for capivara. Der er mange flere dyr, men der er ikke plads til at skrive dem alle her.
Aftensmaden bestod af det sædvanlige (dårlige) brasilianske mad: ris og bønner, og som tilbehør lidt råkostsalat. Efter et koldt bad og selskab af en forholdsvis stor frø på væggen i brusekabinen, var vi trætte og gik i seng allerede klokken ni. Selvom det var dødvarmt, da vi lagde os til at sove, blev det hundekoldt om natten og vi måtte op midt i det hele og finde tæpper, så vi ikke frøs.



Næste morgen stod vi op kl. 7 og efter en ringe morgenmad (uden mæthed eller næring) skulle vi ud at ride en tur i det vilde. Vi fik tildelt en hest hver og afsted gik det. Hestene, der nærmere var mulddyr, gik rutinemæssigt på række og opførte sig pænt. Da vi kom ud på et åbent stykke i starten kunne min ikke helt styre sig og løb løbsk, men jeg fik den tilbage på ret kurs igen. Frederik havde lidt mere talent for det med ridning (overraskende?) eller også var det bare hans hest der var god. :-) Den var i hvert fald dygtig til at ride galop, hvilket der ikke rigtig var så mange af de andre, der var interesserede i.
Efter et stykke tid kom vi ud til et udkigstårn, som vi lige skulle op i, derefter red vi lidt hurtigere på hjemturen og jeg var rimelig øm bagi, da vi nåede tilbage til lejren. Frokost: Ris og bønner, igen. Denne gang nærmest uspiseligt fordi det var så saltet. Efter frokosten skulle vi på sejltur op langs floden, hvilket var rigtig sjovt fordi vi kom tæt på "alligatorerne". Som afslutning skulle vi selvfølgelig også bade, men jeg kunne ikke få mig selv til det ved tanken om piratfiskene og alligatorerne som er overalt i vandet, selvom de er ufarlige. Men Frederik, Marcello og to af pigerne hoppede i og badede det sidste stykke til lejren. Da vi var kommet tilbage var der kommet flere nye, så vi var tilsammen meget mere end 10. Alle andre backpackere og rejsende er ældre end os, men vi snakker fint med dem alligevel. Blandt andet kom der en dansker, der var ude at rejse med sin kun 4-årige søn. Dem snakkede vi lidt med. Så var der et britisk par oppe i 30'erne, en franskmand og en sweitzer, 5 fra Belgien i gang med universitetet, de tre irerer og nogle andre drenge i 20'erne fra forskellige spansktalende lande. Efter aftensmaden bliver der typisk "small-talket" en hel del. Denne aften sad vi om bålet - det var rigtig hyggeligt. Marcello der er en fantastisk historiefortæller, fortalte om mange nogle af de oplevelser han havde haft i Pantanal, hvordan han var blevet guide og om dengang han blev stukket af en skorpion.



Næste morgen skulle vi tidligt op og afsted på safari. Vi kørte et godt stykke ind i the Pantanal, med mange stop undervejs for at se de forskellige dyr. Derefter gik vi 10 mand og Marcello ca. 4 timer væk fra vejen. Gennem skov, over mark, sump og i mudder til knæene. Vi havde inden fået besked på at gå i flipflops, for det var det nemmeste, så alt blev mudret til fra tå til knæ. Desuden blev de bare ben af og til angrebet af alskens kryb og kravl, flere forskellige slags tæger og ovenikøbet nogle små ormelignende snegle der forsøgte at suge blod. Men det var spændende og vi så blandt andet: caymans, 4 blå papegøjer, myreslugere, et vildsvin, to storkereder (to forskellige arter), 1000 hvide og lyserøde langbenede fugle, den store odder og to tucaner og flere forskellige aber. Turen tog det meste af dagen og vi var hjemme ved 4-5 tiden. Aftensmaden var lidt anderledes, da der var mulighed for at vælge spaghetti bolognese og en anderledes helt god råkostsalat - jubii :-) Imens stod det ned i stænger udenfor, det buldrede og lynede, så vi samledes på terassen med øl og vand for at slappe af og hyggesnakke.
Om morgenen pakkede vi efter morgenmaden, hvorefter vi forsøgte os med fiskeriet igen. Jeg måtte give op igen, men Frederik fandt teknikken og det lykkedes ham at fange en stor piratfisk og få 2 mere op på land som slap væk igen! Efter frokost blev vi kørt til nærmeste busstoppested (12 km væk), hvor vi efter en halv times ventetid kom på bussen mod Campo Grande. Ikke en særlig god tur, for den var fyldt og der var en del skrigende unger og den buldrende aircondition på 10-15 grader giver hurtigt en god forkølelse. Eneste underholdning var filmen "I am Legend" synkroniseret til portugisisk.
Nu er vi så i Campo Grande igen... Endelig et sted med telefon, net og lidt civilisation. :-) The Pantanal er virkelig unik og alle pengene værd, selvom vi ikke fik præcis hvad vi var blevet lovet. Vi har endnu ikke besluttet os for hvor turen går hen i morgen, men det finder vi ud af efter morgenmaden...