Iguazu Falls

(Advarsel: Langt kapitel, så medmindre du er Rainman, kan det godt tage lidt tid!)

Lørdag morgen havde vi stillet vækkeuret til kvart i syv, da vejrudsigten havde lovet bedre vejr og vi ville så tidligt ud til vandfaldene som muligt. Så efter det var lykkedes os at vække vores roomies på grund af en kraftigt knirkende dør, gik vi ned til morgenmaden for at nyde de havregryn, som vi havde købt dagen før. Det viste sig desværre at være en tør fornøjelse, da havregrynene her ikke på samme måde optager mælken, som derhjemme. Så desværre måtte jeg endnu en dag tage til takke med lyst brød og blomme-marmelade, mens Julie nød et varmt glas kakao.


Dernæst gik vi ned for at aflevere vores tøj på et vaskeri, vi havde set dagen før, der klarede det hele for 15 pesos (ca, 25 kr.). Vi fik også betalt vores hostel og booket en ekstra nat, som de tillod sig at tage lidt ekstra for, da raterne åbenbart var steget, siden vi havde booket. Da det kostede det samme over hele byen accepterede vi, men fik i det mindste receptionisten overtalt til at give os 10 % rabat på den sidste nat, da vi havde et lille brochure, hvor der stod at man bare skulle vise den for at få rabat. Så gik det ellers afsted mod den argentinske nationalpark, der rummer deres del af vandfaldene og ligger ca. 20 km fra den lille by, som også er stærkt præget af de mange besøgende.


Vi havde fået mange tilbud fra vores hostel og diverse turistbureauer om at reservere en adventure-tur på forhånd, som man bare var nødt til at prøve, men vi besluttede, at vi først ville tage ud og se parken an, før vi bookede også selvom de alle påstod, at man var nødt til at booke før man tog derud for at komme med. Så vi betalte den obligatoriske pris (40 pesos for 'turister' og gratis for beboerne i Argentina eller nabolandende) og begav os ind i parken på egen hånd, dog uden mulighed for helt at slippe væk fra alle de andre besøgende.

Man følte straks, at man var kommet ind i en form for jungle, da der på ganske kort tid var krible-krable over det hele, men Julie var meget fascineret af de mange dyrelyde og stoppede ved hver given lejlighed for at prøve at få et billede af en fugl eller hvad det nu kunne være, der sagde: iiiiiiir-iiiiirrr, skryyyyyi-skryyyyi!!
Det skulle senere vise sig ikke at være noget problem.


Dyrene til trods var det jo vandfaldet, som er konkurrent til at blive et af verdens syv nye vidundere (www.n7w.com), som vi var kommet for at se, og der er ingen tvivl om at de utallige vandfald er helt og aldeles enestående. Parken giver mulighed for at se dem fra alle leder og kanter og de billeder her på siden, er blot en brøkdel af de utallige billeder vi tog, for at prøve at fange den betagenhed som vandfaldene står får. Desværre må jeg sige, at det ikke kan lade sig gøre. Medmindre man har set faldene, ved man heller ikke hvad de står for og en stor del af oplevelsen er uden tvivl også lydende og den store mængde vand, som bliver ved og ved og ved med at løbe - it never turns off!

I parken var der mulighed for at gå på et upper trail og se vandfaldene fra oven, et lower trail og se faldene fra neden og undervejs var der mange overraskelser. I et lidt åbent område mødte vi denne fyr, som virkede meget begejstret for at hilse på folk og deres madpakker. Undervejs mødte vi utallige sommerfugle som heller ikke var bange for mennesker og som naturligvis også er blevet fotograferet fra alle mulige vinkler. Desværre var der som sagt også rigtig mange kryb og det var svært, at finde et sted, man kunne spise i fred. På vej ud til det største vandfald El Diablo lykkedes det dog at være nogenlunde i fred og vi spiste frokost sammen med austalske Helga Svendsen (hendes bedstefar har åbenbart danske rødder) fra vores værelse.

Da vi var færdige med at spise kiggede søren spættes fætter lige forbi, for at rydde op efter os og vi fortsatte ud mod det store vandfald sammen med Helga. I løbet af dagen blev vi ret gode venner med hende, og vi har nu en kontakt i Melbourne, hvor vi jo lander senere, som meget gerne vil have at vi skriver, når vi kommer!



Det endte også med at vi tog på lidt adventure i parken og vejret endte jo også med at være perfekt. Vi startede med en stille og rolig tur i en gummibåd hvor vi både spottede aber og en alligator - og fortsatte ellers ned på lower trail for at tage på en lidt vildere tur med speedbåd. Vi kom helt ind under føderne af vandfaldene og blev naturligvis fuldstændig gennemblødte, men det var vildt sjovt og ikke en oplevelse vi ville have været foruden. Vi havde også det vandtætte kamera med os, og hvis det lykkedes, skulle der gerne være et videoklip her på siden.




Stadig våde var vi et par timer senere tilbage på vores hostel, klar til et varmt bad og tørt tøj. (Desværre var vandet ikke så varmt - også noget vi savner) Resten af aftenen gik med at hente vasketøj, lave mad og klare det meste pakning til afgang i morgen...



Næste morgen vågnede vi, lidt i tvivl om hvad vi nu skulle. Vi var i hvert fald forholdvis sikre på at vi gerne ville op til Pantanal (verdens største vådområde 800 km nord for Iguazu) og efter at have brugt hele dagen igår ved vandfaldene var vi lidt i tvivl om, det var nødvendigt også at betale og se dem fra den brasilianske side. Efter at have set et foto fra brasiliens side nåede vi dog frem til konklusionen, at der var nok forskel til, at vi måtte se det igen. Så med fuld oppakning hoppede vi på bussen, som kører over grænsen og efter to stop med stempler og visa til passene, kom vi på en anden stop fyldt bus mod vandfaldene. Efter at have låst vores bagage sikkert inde, gik vi ind i parken og mødte hurtigt de samme dyr som i går. Dem i Brasilien viste sig dog at være kvikkere (eller bare mere direkte), og efter at have listet sig ind på Julie, var de ikke mange sekunder om at flå (angribe!) posen med vores madpakke ud af hendes hånd og fortære den hurtigere end vi kunne have gjort.



Tilbage til vandfaldene er der ingen tvivl om at der er forskel mellem Argentina og Brasilien. Hvor man på den argentinske side, kommer tæt på og mærker størrelsen og spændingen ved vandfaldene og har mange muligheder for at opleve noget forskelligt, danner den Brasilienske et godt overblik som ikke findes magen til på den Argentinske. Her får man også opfattelsen af, hvor stort området rent faktisk er og hvor meget de smukke fald betyder for både flora og fauna.


Selvom folk siger at siderne ikke kan sammenlignes, er vi ikke i tvivl om hvilken, vi bedst kan li' og da vi havde brugt et par timer på endnu engang at betragte vidunderet, tog vi ud af parken i håbet om at kunne fange en natbus inde i byen.
Dette viste sig dog, at være en lidt besværlig affære, da bussen vi kørte ind med først og fremmest var utrolig proppet og havde rigtig mange stop. Til sidst endte den ved en busstation og vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var den rigtige. Derfor spurgte vi en billetdame, hvilken bus vi kom videre med, men naturligvis; No ingles, sagde hun og pegede på en mand iklædt en behjælpelig vest på den anden side af et lille hegn. "Sure I'll help you, come out here" sagde han, men det viste sig hurtigt, at han var langt mere interesseret i at tale om hoteller end busser og i følge ham var det ikke muligt at tage bussen til Pantanal længere og ligeledes, var der heller ingen overnatningsmuligheder ved den anden busstation. Vi besluttede alligevel at prøve at komme videre, men da vi ville tilbage blev vi opkrævet penge for bustickets af billetdamen. Det viste sig, at busstationen var afskærmet og hun havde vist os uden for området for at snakke med manden og nu var der no mercy. Det koster at komme ind igen!

Efter lidt tid og irritation fandt vi dog den rigtige bus til den anden station og på få minutter fandt vi en natbus mod pantanal (Campo Grande). Den var desværre noget dyrere end vi havde læst i Lonely planet (fra sidste år!), men da næste bus først var 6 am næste morgen, besluttede vi at ta' den. Og her sidder vi så. Vi har lige holdt ind på en station for at få lidt aftensmad og pause - og det sidste vi så inden turen fortsætter de næste 11 timer var dette utrolig appetitlige toilet.


Nu er jeg blevet underholdt nok af at give jer lidt at læse om og tror jeg vil overveje en lur mens bussen buldrer derud af i det kulsorte mørke med min. 120 km/t. Håber ikke I faldt i søvn under læsningen, godt klaret!! :-) Vi ved ikke hvor meget internet de har inde i vådområdet, men vender i hvert fald tilbage igen så snart vi kan (=inden for 4-5 dage)!